Da den 45-årige amerikanske operainstruktør Yuval Sharon for ti år siden foldede Hopscotch – et immersivt værk, hvor publikum blev kørt rundt i limousiner, mens brudstykker af en kollektivopera susede om ørerne på dem – ud i centrum af Los Angeles, trak det overskrifter i det klassiske musikliv.

New York Times begyndte at omtale Sharon som operaens »disrupter-in-residence«, og i sin fyldige reportage i The New Yorker skrev magasinets mangeårige kritiker Alex Ross, at der var tale om en af de mest komplekse satsninger, siden Wagner fik opført Nibelungens ring på fire dage i Bayreuth i 1876.

126 musikere og performere deltog, mens 24 limousiner fragtede publikum rundt på lige så mange forskellige ruter med hver sit ti minutter lange fragment af et episk kærlighedsdrama. Noget foregik inde i bilerne, hvor de medvirkende var helt tæt på, andet ude i byen, hvor virkelighed og fantasi blandedes sammen.

Ville man have det hele med, måtte man løse billet tre gange, men så må man også være vaklet forandret hjem efter at have set Hopscotch udspille sig på flodbredder, motorcykler, fjerne hustage og i en stor pavillon bygget til lejligheden, hvor alle limousiner og medvirkende afsluttede hver opførelse. For dette var ikke opera, som man var vant til at opleve opera; det var et kald til oprør.