Nogle finske Tonekunstnere af den nye Retning

"NOGLE FINSKE TONEKUNSTNERE AF DEN NYE RETNING

AF SULTO RANTA

EN eksploderende Raket, et Lyn, som slukkes i samme Sekund, det tændes, for efter et Øjebliks Forløb at lyse over nye Egne, saaledes var Elmer Diktonius paa Finlands Musikhimmel. Han fremtraadte kun offentligt et Par Gange, hovedsagelig med Solosange - efter den Tids (1918) Opfatning »gyselige« Kompositioner, og slog senere ind paa en anden Bane. Han blev Digter. Og skønt hans Pegasus færdedes paa fremmede Veje uden at slaa over i Dactylernes og Anapesternes jævne Galop, har han dog vakt Opmærksomhed fra forskellige Sider og er endogsaa bleven omtalt med Anerkendelse. Diktonius er uden Tvivl et stort Talent, blot for kategorisk - skønt hans Valgsprog er saa altomfattende som: »Jeg elsker en eneste -isme: Revolutionisme« - og maaske ogsaa for spekulativ. I Finlands svensksproglige Poesi har hans djærve Digtning i hvert Tilfælde sat sine egne Spor. Vor unge Musik har hans intelligensbetonede Temperament absolut givet et egenartet Tilskud.

En lille Prøve paa hans Digtning - Eksemplet belyser samtidigt hans Stilling som Komponist - maa tale for sig selv. Det er djærvt, krydret med Salt og Peber, ligesom hans Tonelyrik.

HISTORIE I

En Vaar gik jeg ud i Verden
At dræbe Scriabin,
Vælte Fjolset Debussy
Og dunke Schönberg paa Bagen.
(Han skrev, han er konservativ, den Satan!)
Havde allerede nogle Sange,
Sangerknusende, Kritikexploderende
(En gammel Rakker døde, straks han havde hørt dem)
Dynamitsymfonier i Baglommen,
Lærerens ømme Afskedsord:
Bolsjevikmusik,
Akustik, ikke Musik Uden Lægeerklæring
Moden til Daarekisten:
Altsaa et Geni.

Det er vanskeligt at løse de i Diktonius' Produktion opstillede Stilproblemer. Alt er saa nyt og djærvt.

Meget klarere begynder en Del andre finske Komponister, som paa deres Program har optaget den ny Tids saa omstridte Bestræbelser, at tage Skikkelse: Väinö Raitio og Aarre Merikanto, hvis Navne allerede er bleven lidt kendt i Udlandet. Raitio har gennemgaaet en sikker Udvilklingsbane fra sin formrene, national-romantisk betonede Ungdomsproduktion og hen mod den franske Impressionisme; den denne Stil egne Farverigdom benytter han sig af i sine store Orkesterværker, uden dog at afstaa fra visse finske Træk, ikke saa meget i etnografisk Henseende som i Tanketyngde. Navnene paa hans Arbejder, »Nocturne«, »Fantasia estatica«, »Fantasia poetica« og »Maaneskin paa Jupiter« giver allerede en sikker Vejledning for hans Tone- og Tankeverden.

For Tiden arbejder Raitio paa en Opera med bibelsk Sujet »Jephtas Datter« efter Linnankoskis Skuespil af samme Navn - et Emne, hvis følsomme, for al Realisme fri, Lyrik sikkert maa ligge godt for ham.

Skovenes laadne Pan er næsten et Symbol paa Aarre Merikantos Kunst. Han er en kraftig djærv Tonekunstner, som dog ofte næsten panteistisk lever sig ind i Naturen. I Ødemarkens Ro, langt borte fra Byens Larm, arbejder denne intensive Komponist: Gennemlever sine intime, fine Stemninger - de smaa Orkesterdigte - eller slaas med vældige dramatiske Emner. Hans endnu ikke opførte Opera »Juha« efter Juani Ahos Roman af samme Navn, er ifølge sit Indhold ligesaa karakteristisk for ham som »Jephtas Datter« for Raitio. I Juhas Ødemarksstemninger genspejles efter min Mening netop den ægte Merikanto.

Maaske beror det paa Merikantos Ensomhed, hans, overfor al Indflydelse, tilbageholdende Kunstnernatur, at det er lidt svært at klassificere ham i den nuværende Udvikling. I en Del af sine Kammermusikværker - f. Eks. den af Forlaget Schott & Söhne ved deres Konkurrence prisbelønnede Koncert - staar han den tyske Ekspressionisme og dens atonale Linjekontrapunktik ret nær, medens han atter i andre Værker befinder sig ligesom nærmere den hjemlige Grund; som han tegner med ny, djærve Farver.

Af vore alleryngste Komponister bør fremfor alle nævnes Uuno Klami. Den af ham repræsenterede Komponistretning er den mest franskprægede, som er voksel op af vor Jordbund. Allerede før sin Studierejse til Paris 1925-26 var han i den franske Impressionismes Vold. I sine nyeste Kompositioner har denne fri og smagsikre Kolorist taget Lære af de yngste, franske Komponister - tex. six-Gruppens - Retning. Klamis sidste Arbejder bestaar alle af Orkesterværker - han begyndte sin Bane med Kammermusik -bl.a. en Klaverkoncert, en Rhapsodi og en Del Solosange med Orkesterakkompagnement. Netop disse Værkers overordentlig godt og moderne beherskede Orkestrering, og deres stilfulde, om man saa kan sige, kulturbetonede Modernisme berettiger til store Forhaabninger med Hensyn til Klami.

Ovennævnte Tonekunstnernavne er blandt de finske, netop de, som tydeligt repræsenterer de nyeste Strømninger - Undertegnedes beskedne Andel heri tør maaske regnes med - men hist og her kan ogsaa andetsteds nyere Indflydelse spores. Kilpinen er jo godt kendt i Skandinavien. Han tilhører en noget ældre Gruppe sammen med Madetoja og Ikonen. Af de alleryngste synes Onni Lampén at have noget af Raitios Udtryksmaade og Leo Härkören komponerer sin Kammermusik paa samme Maade som de yngste Tyskere - medens Eino Linnala, som har studeret i Wien, komponerer mere konservativt kromatisk.

De nyeste Retninger har ikke let ved at gøre sig gældende hos os i Finland, men at dømme efter synlige Tegn her og der, tør man dog haabe paa en voksende Forstaaelse.