Musikalier

Musikalier Anmeldt af BENGT JOHNSSON - BERNH. LEWKOVITCH - JAN MAEGAARD FREDERIC CHOPIN: Waiser (Urtext).

Wilhelm Hansen Ed.

Ifølge anekdoter skal Chopin, ligesom Schubert, have skrevet eller i hvert fald improviseret et utal af valse. De 14 valse, der normalt forekommer i de gængse Ghopin-udgaver, er ialt fald nok de kompositionsteknisk set mest veldrejede, men i den store polske mindeudgave er tilføjet yderligere tre ganske interessante valse fra Chopins efterladenskaber, og i den nylig publicerede urtekst hos Wilh. Hansen figurerer tre andre, som ikke er medtaget i den elegante Paderewskiedition. H. E. Richartz har forestået den danske udgave, der fremtræder i et overordentligt smukt og klart tryk med en omhyggelig indledning og studie over fingersætninger. B. J.

JOH. NEP. DAVID: Sinfonía breve (part). — Breitkopf & Härtel ; Wiesbaden.

Det er ikke de store dybder der loddes i Davids lille kammersymfoni, og noget særkende for en markant musiker-personlighed bærer værket heller ikke.

Det beherskede udtryk i den muskelfattige harmonik og melodik, og den rigtige, men ikke særligt avancerede instrumentation, placerer det tre-satsede værk i det store udbrud af underholdende, men ikke slidstærk kammermusik. B. L.

KURT HESSENBERG: Trio for klaver, violin og violoncel. Op. 53. — Wilhelmiana Musikverlag, Frankfurt a.M. 1954.

Kurt Hessenberg hører til den gruppe af tyske og østrigske komponister, der i opposition til tolvtonemusik og alle eksperimenterende retninger holder fast ved den tonale skrivemåde og den formverden, der hører denne til. Der stikker en god del af mellemkrigstidens upretentiøse »Spielmusik« i mange af disse komponisters værker, som derved let får det intetsigendes præg, men enkelte, som f. eks.

Theodor Berger i Østrig, har dog formået på dette grundlag at tilvejebringe en videreudvikling, som hæver deres musik op på det betydeliges plan, og det gælder også til en vis grad den foreliggende trio. Der er ganske vist passager af et udpræget konventionelt anstrøg, særlig i finalen, der er formet som en række frie variationer, men indfaldenes friskhed og udviklingernes følgerigtighed efterlader dog det varigste indtryk. Over værket som helhed hviler en næsten afklaret klassicitet, og et usædvanligt skønhedsindtryk giver den langsomme sats, hvis blidt bølgende, uendelighedsprægede polyfoni synes beslægtet med de gamle nederlandske mestres kunst. Trioen er ved første møde hverken iøre- eller iøjnefaldende, men der er grund til at tro, at dens dybe, grundfæstede kvaliteter vil sikre den en varig plads i kenderes kreds.

jm.

OSKAR DISCHNER: West-östliches Liederspiel für zwei Geigen. — Breitkopf og Härtel.

Samlingen indeholder ialt 50 folkelige melodier fra østeuropæiske lande, Rusland og Rumænien undtaget. Mange ting er lykkedes for Dischner med hensyn til harmoniseringen og tilrettelæggelsen for to violiner, og nogle ting er mislykkedes. En misforståelse er det således at operere på så store harmoniske og tonale afstande af melodien, at denne nærmest virker som et slapt vedhæng til kontrapunktet. I flere tilfælde har Dischner givet sit eget besyv med, har varieret og komponeret og forstærket stoffet ud over dets naturlige grænser.

Et par notoriske fejltagelser mangler heller ikke: en bosnisk melodi er anført som serbisk, mens en anført serbisk vitterlig er slovakisk. Interessantest er vel nok kapitlet med bulgarske melodier, hvis fantastiske rigdom på ornamentik og omskiftelige rytmer giver et storartet indtryk af denne folkemusiks mangfoldighed. B. L.