Det ukendte fællesskabs floskler

De udvalgte værker præsenterer en bred palet af kakofoniske støjudbrud, field recordings, langstrakte syntetiske klange, frodige sfæriske lydlandskaber, singer-songwriter guitar, tabletop feedback improvisationer, konverteringsfejllyde, indie-guitar, electronica, polyrytmiske klokkespilsfigurer, ambiente klangflader, meditative klangflader, indtalte personlige beretninger omkring livet i byen, frodige orkestrale fremmaninger, IDM (Intelligent Dance Music), vokal improvisation med loop pedal, minimalistisk dronemusik, elektroakustiske soniske manipulationer, følsom kvindevokal med moderne elektroniske trommer, harsh noise, circuit bendede legetøjsinstrumenter, granularmanipulationer, mundharmonika og filmisk højstemthed.

Different but same same
Udtrykkene er mange, mangfoldige, divergerende, forvirrende og tvetydige. Det vil gå for vidt at anmelde samtlige 35 værker, så derfor vil jeg prøve at skitsere nogle overordnede tendenser, der er fremherskende for størstedelen af de præsenterede værker.

Overvejende præsenteres lydmateriale, der har en art lo-fi æstetik – altså en dyrkelse af lyden af fejlende teknologi – et æstetisk ideal, der har været fremherskende inden for den elektroniske musik siden midten af 1990’erne. I dag er sådanne idealer veletablerede inden for mainstreammusikken og det kan derfor undre, at de er så fremtrædende på en udgivelse, der skal være et øjebliksbillede på eksperimenterende dansk lydkunst anno 2013.

Et eksempel på et yndet brugt virkemiddel på LydKunstArkivet (eksempelvis hos Martin Klapper, Band Ane og Periskop), som underminerer troværdigheden ved værkernes tilblivelsesproces, er den såkaldte Glitch Stutter effekt (gentagelsen af meget korte lydbidder – en art hakkende CD) som i dag er implementeret i diverse kommercielle softwareprodukter. Er disse værker skabt ud fra kunstnerisk nødvendighed, eller er de udtryk for en bekvemlighed leveret af kommercielle produkter?

Måske kan sådan en tendens betragtes som et øjebliksbillede af en generation af kunstnere, der har svært ved at revitalisere deres musikalske arv og kontekst. Der gøres ikke meget for at maskere det lydlige materiale, hvilket får de musikalske udtryk til at blive underligt konkrete og håndgribelige. Jeg savner mystikken – en lyd eller en sammensætning af lyde, der ikke kan afkodes – noget, der kan få udtrykket til transcendere tidstypiske floskler og konventioner. 

Overvejende er værkerne meget korte, for CD1 typisk et sted mellem 1 og 2 minutter, på CD2 noget længere. Det er uvist om det er på grund af restriktioner fra MONOblaster eller om det er fordi danske lydkunstnere ikke kan lave kompositioner, der varer længere. Ikke desto mindre bygger disse korte værker primært på en enkelt musikalsk idé som sjældent gennemføres, udvikles eller reflekteres.

Lyd forude
Men LydKunstArkivet præsenterer også en håndfuld værker, der formår at tilføje velfungerende udtryk til den samlede lidt tvivlsomme oplevelse. Eksempelvis formår CEO Bend-O-Rama at præsentere lyden af circuit bendede legetøjsinstrumenter i en gennemarbejdet og konsekvent form, der er fuld af humor og fremdrift. Lars Lundehave Hansen evner at udvikle et sparsomt musikalsk materiale på overraskende og velartikulerede måder, mens Jørgen Tellers gennemkomponerede støjudbrud bliver præsenteret med overbevisende sans for dynamik og variation. Jonas Olesen præsenterer et minimalistisk teknoudtryk, skabt fra en ridsen og rekonfiguration af blanke vinylplader (information jeg har gennem egen research, da LydKunstArkivet ikke har nogle covernoter), der har et udtryk, hvor lyden peger på noget mere end sig selv. En accentuering af lydens materialisering i vores konkrete fysiske verden.  

Er det her lydkunst?
På en måde har udgivelsen en vis underholdningsværdi i kraft af sin overdrevne mangfoldighed, men stadig står jeg tilbage i vildrede over diversiteten, den manglende originalitet og den manglende trang til at sprænge rammerne for hvad musik og lyd kan være. Og helt centralt melder spørgsmålet sig: Er det her lydkunst og hvordan adskiller det sig fra musik? Hvis lydkunst skal forstås som en sænkelse af barren for kravene til hvordan en kunstner skal strukturere og formgive sit materiale, så er LydKunstArkivet et glimrende eksempel.

Betragter man generelle strømninger, både i det nationale og det internationale lydkunstfelt, så afsløres tendenser, der peger mod en fokusering på lydens fysisk-materielle fremtoning og iscenesættelse – altså en konceptualisering af lyden som noget, der pointerer det ekstra-musikalske og det, der typisk har fysisk objektkarakter.

Denne refleksion er fuldstændig fraværende ved LydKunstArkivet og det er mig en gåde, hvorfor materialet netop er udgivet på CD – for hvordan forholder værkerne sig egentlig til CD mediet? Og når de ekstra-musikalske kvaliteter, jeg anser som afgørende for en definition af lydkunstbegrebet, ikke formidles, så er det svært at se hvordan LydKunstArkivet adskiller sig fra en traditionel musikudgivelse. 

Konceptet om at indsamle og kortlægge det påståede ” ukendte fællesskab”, der eksisterer i lydkunstmiljøet i Danmark er interessant, men vejen er lang imod det ”opgør med det elitære kunstsyn”, der lægges op til. Lang fordi formidlingen af disse værker er fuldstændig fraværende og fordi der mangler en klar artikulation af formålet med og visionerne for udgivelsen – noget der er meget tiltrængt, da værkerne i sig selv ikke formår at løfte denne opgave. Hvis disse mangler er udtryk for en slags demokratisk nivellering og derfor kan opfattes som et opgør med et påstået elitært kunstsyn – så bliver dette opgør ikke til andet end endnu en floskel som LydKunstArkivet ikke formår at overbevise mig om, hvad betyder.