08.08.13

Efter syndfloden

Anmeldelse af Line Tjørnhøj: #glimpse - The E-Sessions (kun download)

Line Tjørnhøj udnytter moderne teknik til at genopbygge vores civilisation fra grunden. Som helhed er hendes nye værk for sløvt og diffust til at fungere, men i sine bedste øjeblikke åbner det døre til ukendte verdener.

Komponisten Line Tjørnhøj har udgivet albummet #glimpse til download på pladeselskabet ILK.

Der er seks medvirkende. De tre er traditionelle musikere: Sopranen Else Torp, cellisten Zoë Martlew og basunisten Ivo Nielsen. Men den fjerde ”musiker” er danmarksmesteren i karate, Anne Sofie Gehl. Lydproduktionen er så integreret en del af værket, at det giver mening at betragte lydteknikerne som musikere også. Udover produceren Morten Olsen er Henrik Winther Hansen krediteret for binaural teknik.

To ører – tre dimensioner
Binaural teknik tager udgangspunkt i, at et menneske med sine kun to ører kan høre præcis i hvilken retning, en lyd kommer fra. Man behøver ikke være omringet af højttalere for at opleve at være omringet af lyd – det er nok med ét lydsignal i hvert øre. Oprindelig lavede man binaurale optagelser gennem et kunstigt hoved med mikrofoner i ørerne, men i dag kan man lave det på computer.

Tjørnhøjs værk udnytter, at forskellige lyde befinder sig forskellige steder i lydbilledet.

Akustiske glimt
Albummets cover er et nærbillede af en krakeleret glasrude. Fra et hul i midten er glasset revnet i alle retninger, og sorte brudflader strækker ud over billedets ramme. Det er umuligt at sige, hvor tæt man er på glasset, og hvad slags glas, det er. Det er et glimt af en virkelighed – for ufuldstændigt til at man kan danne sig et overblik.

I værknoterne står der, at værket består af lignende glimt, udfoldet i lyd og sat ind i en musikalsk sammenhæng. Disse glimt viser sig at være afsnit af hver 1-2 minutter, der udforsker en kombination af de fire musikere placeret i det rum, som den binaurale teknik giver en følelse af.

Der er ingen melodier, men glimtene er baseret på en samlende filosofisk idé. Musikken fortolker to tekster fra Bibelen, nemlig Den babyloniske skøge og Syndfloden. Pressemeddelesen forklarer:

“I #glimpse, er Skøgen manifestationen af menneskehedens konstante synden, horen, forurening og begærlighed, og Syndfloden er hensigten om at tage universet tilbage til en glædesfyldt tilstand af præ-kreativt kaos – en tilstand af at være lige før det sker.”

Cool urmusik
Det præ-kreative er nemt at høre i musikken, der vender ryggen til den vestlige kulturs musiktradition af melodier, rytmer og akkorder. Den består af gispende, hvæsende støj fra celloen og sopranen samt droneagtige toner der glider frem og tilbage omkring én eller flere centraltoner. #glimpse’s lydbillede minder om tibetansk klostermusik eller om den italienske komponist Giacinto Scelsis værker. Sopranen synger de bibelske tekster, men det er så udtværet, at man kun lejlighedsvis opfatter et ord.

Det lyder som en urmusik; et bevidst forsøg på at bygge en musik op fra grunden. Men det er cool på en måde, der er yderst nutidig. Selv når den er voldsom, har den en grundlæggende fornemmelse af noget tilbagelænet, og det har den tilfælles med meget ambientmusik.

Nær og fjern
Tjørnhøj bruger de binaurale muligheder ekstremt. Få minutter inde hører man Gehl tonse rundt langt tilbage i lydbilledet med en karatemesters voldsomme styrke. Det er sveddryppende energisk, men afstanden giver en distance. Hun får modspil af tørre elektroniske støjlyde, der er totalt cool, men føles så tæt på øret, at de virker påtrængende. Et surrealistisk glimt af energier i diametral modstrid.

I et senere glimt er sopranen splittet op i to toner. En dyb tone synes at komme inde fra hovedet, mens en høj tone er et stykke væk. Basunen blander sig med en tredje tone, der har næsten samme tonehøjde som den første, men ligger endnu længere tilbage. De tre toner danner en akkord, ikke kun af tonehøjder, men også af afstande i rum. Enkelt og sublimt.

Som et angstanfald
Sent i stykket maser de tre instrumenter sig voldeligt frem i lydbilledet med langsomt stigende og faldende bevægelser. De smelter sammen til en masse af lyd, og basunen laver overtonevirkninger ved hjælp af en dæmper. Når man hører den sammen med de to andre instrumenter, lyder det som en mellemting mellem en jødeharpe og et brægende får. Musikken får her grænserne til at flyde ud og udfolder foruroligende en verden, der ligger hinsides vores trygge kultur.

Stykkets koda består af cellolyde lejret over hinanden. Dybe toner, skrabelyde og høje flageoletter knaser og hviner kraftigt helt tæt på øret. De fylder lydbilledet helt ud, så der ikke er plads til mere, men alligevel ligger Gehls skramlende karatelyde bag celloen. Her er det to voldsomme energier oven i hinanden, men stadig af modstridende karakter: Celloens lange udholdte toner er stabile, mens karatemesteren er abrupt, sådan som hun pisker rundt. Det minder om et angstanfald: uoverskuelige mængder af påvirkninger ude- og indefra får en til at miste orienteringen. Stærkt! 

Kedelig improvisation
I disse fire glimt lever #glimpse op til sine ambitioner: På samme måde som billedet af den knuste rude, skaber musikken usikkerhed ved at vise glimt af verdener, der hidtil ikke eksisterede. Når jeg lytter til den, føler jeg mig rent faktisk hensat til den tilstand af præ-kreativt kaos, der kommer efter syndfloden.

Hvis resten havde været lige så godt, ville #glimpse være et mesterværk. Imidlertid er der lange afsnit, hvor musikken er kedelig. Støjlyde og duvende bevægelser omkring fokustoner er meget nemt at improvisere frem. Det kan være sjovt live, men når man hører det på en optagelse, har det ikke spændingen ved at foregå her og nu. I stedet må der være noget andet, der skaber spændingen.

#glimpse’s gennemgående idé om glimt udfoldet i lyd er spændende, men det er kun de i de allerede nævnte eksempler, at den manifesterer sig overbevisende, og derfor savner værket et fokuspunkt. Og når musikken er så tilbagelænet i sit udtryk, bliver helheden både sløv og diffus.

Original musik af i dag
Alligevel er #glimpse et originalt værk. Lydproduktionen er ikke bare en fernis, men et centralt udtryksmiddel, og jeg har sjældent hørt forskellen på forgrund og baggrund udnyttet så stærkt som her. Det ville ikke lade sig gøre uden ny teknologi. Den vilde kombination af instrumenter, karatelyde og elektronik giver – når den fungerer – et skræmmende glimt af en moderne verdens uoverskuelighed. Det er i høj grad musik af i dag.

Da musikken samtidig er som verden efter en syndflod, placerer den sig på én gang midt i vores civilisation og peger ud af den. 

Line Tjørnhøj: #glimpse - The E-Sessions

Udgivet 3. juni 2013 på ILK Music
Katalog nr.: ILK213DIG
Udgivelsen er tilgængelig via iTunes 

Medvirkende:
Else Torp, sang
Zoë Martlew, cello
Ivo Nielsen, trombone
Anne Sofie Gehl Sørensen, karate
Henrik Winther Hansen, binaural teknik
Morten Olsen, producer
Line Tjørnhøj, koncept, komposition og idé.