17.10.13
Foto: Sune Anderberg

Elektronisk støj på skuldrene af Beethoven

Anmeldelse af LAK Festival 2013, 26.-29. september på Prags Boulevard 43, Amager

LAK Festivals succeskriterium er ikke nødvendigvis at præsentere de bedste koncerter og de mest spektakulære installationer. Det gælder om at stimulere lytteren til at tage sin kittel på og bevæge sig ind i lydenes laboratorium.

LAK lever trofast op til alle de fordomme, en gennemsnitsdansker måtte have til en lydkunstfestival. I madboden kan du købe autentisk kartoffelsuppe og ironiske popcorn, til trods for temperaturer nær frysepunktet er alle tilpas underdressed, og de nøgne kejsere lurer bag hvert hjørne. Alligevel er der fyldt med mennesker, da Prags Boulevard 43 for andet år er centrum for en forlænget weekends elektroniske og elektroakustiske koncerter og lydinstallationer.

Som enhver anden skarpt profileret organisation har arrangørerne bag LAK en klar vision for deres aktiviteter. Helt kort er ambitionen at præsentere »ny, eksperimenterende lydkunst fra Norden i rå, urbane rammer«. Scenen er derfor en gammel lakfabrik på Amager, der til daglig huser iværksættere og kreative sjæle, så allerede før arrangørerne har indrettet området til festival, er det fyldt med finurligt byggede cykelborde, biodynamiske plantekasser, funklende lys og sære skurvogne. Nærmest en lille enklave af Berlin i 2300 S.

Selvom du tvinges til at stikke to fingre i ørerne, mens en kvinde sætter strøm til sin rustning af blokfløjter, ryster du ikke på hovedet og løber skrigende væk.

Laboratorium for lydudforskning
Træder man ind på pladsen, underskriver man også stiltiende en underforstået kontrakt om, at man vil udvise ekstrem tolerance over for de installationer, optrædener og påfund, man kommer til at møde. Selvom du tvinges til at stikke to fingre i ørerne, mens en kvinde sætter strøm til sin rustning af blokfløjter, ryster du ikke på hovedet og løber skrigende væk. Og hvis en mand beder dig om at tage bind for øjnene og følge ham rundt i gaderne i tre kvarter, siger du ja tak og lever dig ind i byens lyde. På den måde er LAK ikke bare en række koncerter, der er arrangeret for at udfylde et behov blandt et nichepublikum. Eller jo, det er det selvfølgelig også. Men det er i første omgang udformningen af et oplevelsesrum, hvor man som gæst accepterer at skulle udfordre sin vante måde at lytte på.

Allerede på vej hen til LAK gør jeg derfor op med mig selv, at det også betyder ændrede vilkår for at bedømme festivalen. Den skal ikke bare bedømmes på, om musikken er god eller dårlig, men netop på, om arrangørerne og de optrædende formår at skabe et rum, hvor man tillader sig selv at lytte til indtrykkene ud fra deres kvalitet som eksperiment. Hvis festivalen kan åbne for muligheden for, at gæsterne værdsætter eksperimenter i sig selv, fordi de enten er med til at udvikle det musikalske ordforråd, eller fordi de kan udvikle måden, vi lytter på, har de levet op til deres vision som festival.

Og selvom der var skæverter, var der også fuldtræffere. Præcis som der nu engang skal være i et lydlaboratorium.

Noget af det er lidt mærkeligt
Jeg indrømmer gerne, at da LAK åbnes af Ragnhild May, som står iklædt flere fløjter, end jeg har lyst til at se samlet på én gang, frygter jeg, hvordan jeg skal overkomme fire dage med lydkunstens frontløbere. Som en hvinende enmandshær, der kunne nedlægge enhver fjende, blæser May sig afprøvende og famlende gennem sine elektrificerede instrumenters begrænsede spektrum af lyd. Lyd, der mest finder sit eksistensgrundlag i at være abnormt larmende. Men publikum er tolerant og bliver stående i de tre minutter, angrebet varer. Enkelte er endda nysgerrige og går efterfølgende direkte hen til en tom container på pladsen, som bliver brugt til at udstille Mays såkaldte piv-i-røv-fløjte-maskiner. Også i installationen udforskes de nådesløse instrumenter, men denne gang i mødet med vand og kraften fra batteridrevne luftpumper. Ligesom da Sandra Boss og Jonas Olesen senere iscenesætter en kropsrystende bas, som får en til at frygte, at hjertet holder op med at slå, så får de overrumplende lyde samtidig hele ens organisme til at vågne og lytte efter på en markant anderledes måde.Foto: Sune Anderberg

Bevæger man sig ud på pladsen for at finde Mays eller andres faste installationer, undgår man ikke at løbe ind i den transportable festivalradio, Wolf FM. Konceptet med festivalradioer er velkendt og ses på alt fra lokale arrangementer som Vesterbro Festival til internationale giganter som Roskilde Festival. Dog adskiller Wolf FM sig fra sine brødre og søstre ved at fungere som en form for performance i sig selv. Værternes mikrofoner gennemløber aktive filtre og forvrænges, så selve formidlerens stemme efterligner det formidledes eksperimenterende karakter. Og selvom de entusiastiske radiofolk gør et ophold på den udendørs del af festivalpladsen til en skizofren oplevelse, når man det ene øjeblik hører fjerne droner eller kvindelig improvisationssang og så pludselig mødes af en arkadeudgave af Billy Joel med japanske kommentarer oveni, så er det faktisk en kær huskekage om, at vi i Danmark ikke har et modsvar til britiske Resonance FM, hvor man kan høre alt fra statisk støj til operaformidling. Wolf FM måtte gerne inspirere eventuelle LAK-gæster med rødder i radiobranchen.

På et sammenhængende plan er LAK et mangesidet angreb på, hvad vi lytter til normalt, og hvilke ører vi hører det med.

Ligeledes sær er optrædenen med Gud Er Kvinde. På et sammenhængende plan er LAK et mangesidet angreb på, hvad vi lytter til normalt, og hvilke ører vi hører det med. Nogle angreb er aggressivt rensende, andre træder ud af karakteren af modreaktion og optræder ganske enkelt som alternativ eller supplement til det sædvanlige. Gud Er Kvinde hører helt klart til i første kategori. Med Johannes Lund på barytonsax og Maria Bertel på trombone er duoens koncert et frontalangreb på alt. Ikke mindst på instrumenterne selv. To blæserinstrumenter, der begge har en lang historie vedhæftet sig, når man hører dem på en jazzklub eller i et nyere symfoniorkester. Men blæst ud i et betonlokale gennem Gud Er Kvindes effektpedaler er alle associationer med jazzklubber og koncertsale erstattet af forestillede erindringer om lyden af Spitfire-fly under anden verdenskrig. Som tak for den usædvanlige, ikke særlig dynamiske rensning af øregangene modtager Gud Er Kvinde et kæmpe bifald fra publikum. Man tør ligesom heller ikke andet.

Svensk hjerneeksplosion
Af de omtrent 20 koncerter på LAK er de fleste mindeværdige. Som da polsk-islandsk-danske Konrad Korabiewski sætter lyd til fem kunstbøger, da finske Tomutonttu ledsages af et absurd YouTube-loop, eller da Valby Vokalgruppe forsøger at mikse midivokal med deres egne stemmer. Generelt er de optrædende dygtige til at præsentere et nogenlunde originalt udtryk, men fælles for mange af dem er forkærligheden for elektronisk lyd. Og et af de mest formfuldendte eksempler på dette er den svenske duo Syntjuntan.

Syntjuntan består til daglig af flere kvindelige musikere, men er på LAK repræsenteret af to midaldrende kvinder, Ann Rosén og Lise-Lotte Norelius, som begge skiller sig en smule ud fra mængden. Rosén er klædt i gråt som en gennemsnitlig funktionær, dog iført lyserøde gummihandsker. Norelius står ved hendes side bag pulten og ligner umiddelbart den diametrale modsætning: spraglet tøj, sortflettet sigøjnerhår og med øreringe på størrelse med tekopper. Desuden er hun udstyret med cyborgske læderhandsker, dekoreret med en jungle af ledninger, som forbinder mennesket Norelius med maskinerne foran hende.

Uden at fortrække en mine piller og roder Syntjuntan ved det, der udefra ligner Storm P-apparater. Mixere, apparater, instrumenter og mikrofoner forbundet i et kaos af kabler, som på en eller anden måde sender en blanding af vaklende bas og varierede støjfarver ud til de komplet forsvarsløse højttalere. Samtidig sidder tre frivillige fra Syntjuntans DIY-synthesizer-workshop på et rødt tæppe foran pulten og nørkler med kontaktmikrofoner, som sender signaler op til duoen, indtil det umage par langsomt får udmanøvreret de frivilliges inputs med den hårde bas og støj. Det er ledningernes og det kaotiske instrumentariums visuelle æstetik, der møder det uforudsigelige lydlaboratoriums mantra, og sammen overrasker og inspirerer elementerne.

Fra staccerede boremaskiner og en fjern hamren til løbske sinustoner og maniske imitationer af gummis friktion mod glatte overflader formår Syntjuntan at skabe små tableauer af lyd, der kun lige når at manifestere sig som mere end en silhuet i lytterens fantasi, før de dynamisk ændrer karakter og præsenterer nye lyde. Stedvise beats, der evigt forsvinder (i øvrigt ligesom publikum efter en halv times tid), og tempomanipulationer er med til at etablere et tøvende, afprøvende og lyttende forløb, hvor de to kvinder fremstår som elektroniske virtuoser. Det tager et stykke tid at overgive sig til deres lydfortælling, men de af os, der er fascinerede nok af potentialet til at blive, overrumples. Og den håndværksmæssige overlegenhed er kendetegnende for alle optrædende på LAK.

Foto: Sune Anderberg

Støjens sonateform
På en måde er det pudsigt og måske et vidne om mange af de optrædendes baggrund på konservatorier, men flere gange under koncerterne bliver det tydeligt, at musikernes strukturering af den ellers historisk stadig forholdsvis utyngede lyd af elektronisk eller elektroakustisk art har fødderne solidt plantet i den vestlige musiktradition. Idéen om at introducere motiver og stemmer er tydelig hos blandt andre Krishve og Sebastian Edin, og forløb rettet mod udvikling og klimaks er næsten til stede hos alle. Enkelte er cykliske, og nogle er som Ragnhild May famlende afprøvende, men for langt størstedelen gælder altså, at deres koncerter ser ud til at være nært beslægtede med symfoniske lyddigte.

Som nu altså Sebastian Edin, der er et højdepunkt under festivalen.

Som nu altså Sebastian Edin, der er et højdepunkt under festivalen. Siden koncerten med den elektroakustiske komponist er gået i gang, er omtrent hundrede mennesker trippet ind i den nøgne betonhal, og her ligger, sidder eller står de på det iskolde gulv rundt om Edin, der betjener sin mixer og laptop i midten af lokalet. En meget enkel, minimal opstilling sammenlignet med andre af de optrædende på festivalen. Og også usædvanlig, fordi Edin gør brug af et kvadrofonisk mix og har placeret fire sæt højttalere rundt om sig selv og lytterne, som spiller fire individuelle spor og således giver lyden en ekstra akse at udspille sig på, hvis man sammenligner med den stereofoniske opstilling, som de resterende koncerter benytter.

Først høres en roterende mønt. Knivskarpt i lydbilledet, mens den bevæger sig mellem de fire outputs. Det er fælles for mange af de optrædende, at de lægger ud med at introducere en lydlig detalje, som langsomt forvrænges, udvikles og transformeres til et bredere lydbillede. I Edins optræden er det newagelignende klangflader, der introduceres som baggrund for de distinkte lyde: Optagelser af klokker afløser den roterende mønt, men gennemløber samme mønster af acceleration og deceleration, mens perkussive, dybe skrat komplementerer de rumklangsrige klokker.

Imens lukker publikum øjnene, lytter indadvendt koncentreret og lader strukturen fortælle en historie. De forskellige lyde er personer i et drama, som præsenteres, udvikles og gentages med klare associationer til sonateformer og andre musikalske strukturers idé om værkets forløb.

Supersonisk blind passager
Hos Edin udspiller dramaet sig i flere akter, hvor mønten og klokkerne er i fokus under de første to. I tredje akt forestiller jeg mig at være blind passager i et supersonisk køretøj. Brummende klangflader toner ind, en knitrende telefonsamtale høres som fra et af ordensmagtens køretøjer, og skarpe lyde passerer forbi i lyntempo. Spændingskurven stiger, mens lydbilledet intensiveres, indtil man som blind passager katapulteres ind i et surrealistisk rum med en filmisk optoning til stilhed. Et rum rigt på efterklang og igen disse newageflader, men et rum i skarp kontrast til det buldrende køretøj fra forrige scene. Og her flettes klokkerne igen ind i fortællingen, denne gang forvrængede som lyden fra et kasseapparat, mens de brede klangflader overtager og den telefoniske samtale glimtvis genoptages, men gennem et fjernt filter.

[…] indtil man som blind passager katapulteres ind i et surrealistisk rum med en filmisk optoning til stilhed.

Resten af værket introducerer flere nye lyde som de højresonante vinde og hospitalsbip bragt ud af stemning. De nye lyde møder de etablerede og giver dem modspil i Edins klimaks, hvor de møder en form for apokalyptisk kraft. Og som enhver god fortælling indeholder optrædenen også en dramatisk epilog, hvor et junglelignende tema danner rammen om en mægtig, brusende buldren som fra Amazonfloden, der på intelligent vis kommunikerer med meget hule, afdæmpede lyde som fra et afløb. Og bedst som man tror, den overrumplende flod vil overdøve og destruere den fine, men inferiøre rinden, giver den i stedet plads og overlader scenen til den spinkle detalje. Hvor andre af de optrædende på LAK enten blot standser deres optræden ganske brat eller tonser over målstregen i en nærmest beethovensk finale af støj, vælger Edin den subtile, fortællende afslutning og lukker sin Mac. Eminent.

Eksperimentet lykkes
Det er svært at vurdere, om LAK har haft den øreåbnende virkning på alle publikummere, som er et succeskriterium for festivalen. De fleste lytter interesseret, men har også forbehold over for eksperimenterne i laboratoriet. Én gæst spørger retorisk, hvorfor musikken absolut skal være »så grim«, en anden har svært ved at overskue en hel koncert med Boss og Olesens basangreb, og så er der dem, der ryster opgivende på hovedet og forlader pladsen efter at have hørt en halv koncert og set en håndfuld installationer som Christian Skjødts lysfølsomme Vibrant Disturbance II eller Kajsa Magnarsson og Kaj Duncan Davids stroboskopiske overfaldsalarmer, Sirene. Men de fleste bliver stående, og man skal selvfølgelig ikke undervurdere, at de største bifald kommer, når de mest beatdrevne kunstnere som Søs Gunver Ryberg, Band Ane og Valby Vokalgruppe har spillet den mørke betonhal op. Alligevel tror jeg, LAK har fat i noget, der både er holdbart som koncept og interessant for andre festivalarrangører.Foto: Sune Anderberg

For selvom enkelte optrædener som Ragnhild Mays har en smag af gimmick og nogle som Tomutonttu ikke bevæger sig langt nok væk fra den lidt for sikre loungestemning, så er langt de fleste koncerter og installationer eksperimenterende og nyskabende. Og fordi LAK præsenterer et rum, hvor det lige præcis er nysgerrighed og tolerance, der stimuleres hos publikum, kan den afprøvende musik bære sin karakter af fremmedhed. Når man ikke står foran scenen, samles man om de små, optændte olietønder ude på pladsen, hvor Wolf FM og andre lyde danner et aparte lydlandskab, eller man følger John Grzinich og Lydrummet på en blind lydvandring uden for pladsen og bliver måske opmærksom på, at alle lyde kan være genstand for opmærksom lytning. Eller måske har man deltaget i en af de mange workshops og har bygget instrumenter af affald eller syet sin egen synthesizer med Syntjuntan. Det kreative, berlinske miljø på Prags Boulevard 43 lykkes med at forme et publikum, som er i stand til at blive inspireret og overrasket af musikken.

… fordi LAK præsenterer et rum, hvor det lige præcis er nysgerrighed og tolerance, der stimuleres hos publikum, kan den afprøvende musik bære sin karakter af fremmedhed.

Og det ér vigtigt med eksperimenter og nytænkning af de musikalske udtryk. Kun på den måde kan man undgå, at lyde og musikalske former gror fast i mønstre, som kan være umådeligt belastede af historien og de umiddelbare associationer, der nærmest er blevet en naturlig del af jazztrioens ridebækken eller symfoniorkestrets sonateform. Hvis du som langt de fleste optrædende på LAK forsøger at finde et nyt sprog at præsentere musikken i, har du muligheden for at komme i tættere, mere ufiltreret kontakt med lytteren. Og fordi man blev opmærksom på dét, var LAK 2013 en succes. At mange koncerter så samtidig også brugte den tættere kontakt på en inspirerende, overbevisende måde, viser bare, at festivalens kuratorteam fortjener stor ros.

I fremtiden kunne det dog være spændende, hvis man overvejede, om ikke det elektroniske udtryk, som mange benyttede sig af, også var ved at opnå samme traditionelle vanetænkning som jazztrioen og sonateformen. Om der ikke her var brug for nytænkning af det musikalske materiale. Måske er vi ved at nå et punkt, hvor dette udtryk bare ikke længere lyder så fremmed, som det gjorde i firserne. Det skal ikke være op til mig som anmelder at vise vejen ud af den elektroniske musiks institutionalisering, men jeg vil i det mindste gøre opmærksom på udfordringen. Og så er jeg sikker på, de fremragende komponister og musikere i lydkunstmiljøet kan tænde op for bunsenbrændere og røre i reagensglas for at eksperimentere sig frem til nye overraskelser og inspirationer på LAK 2014. Tak for i år.

Foto: Sune Anderberg

Kunstnere på LAK 2013:

Band Ane, CEO Bend-O-Rama, Christian Skjødt, Claus Haxholm & TR Kirstein, Derek Holzer, Grischa Lichtenberger, Gud Er Kvinde, Jan Høgh Stricker & Kasper Vang, John Grzinich, Jørgen Teller, Konrad Korabiewski, Krishve, Kristina Andersen, Kyrkan, Lasse Marhaug, Lars fra Mars, LydKunstArkivet, Mads Bech Paluszewski-Hau, Kajsa Magnarsson & Kaj Duncan David, Pär Thörn, Puce Mary, Ragnhild May, Sandra Boss & Jonas Olesen, Sebastian Edin, Sune Petersen, Syntjuntan, Søs Gunver Ryberg, Tomutonttu, Tore Honoré Bøe, Valby Vokalgruppe.