28.08.16

Løfterig uge med de unge komponister

Anmeldelse af festivalen Ung Nordisk Musik, 15.-20. august i Århus

Århus udgjorde rammen for Ung Nordisk Musik 2016, hvor de kompositoriske udtryk viste stor spændvidde. Festivalen, der i år fyldte 70, har for alvor vist sit værd. Hvordan lyder de unge komponister, og hvad bringer fremtiden for organisationen bag? Andreas Engström skriver.

Ung Nordisk Musik (UNM) blev stiftet i 1946 af studerende ved musikkonservatorierne i de skandinaviske hovedstæder. I første omgang var oprettelsen af festivalen en del af tidens protest mod forældede institutioner og uddannelsessystemer, og samtidig ønskede man også at etablere bedre kontakt til kolleger i nabolandene. Sidenhen har Ung Nordisk Musik dog for længst opnået status som en begivenhed i sig selv, der ret beset ikke kender sin lige i resten af verden. Det har vist sig yderst givtigt at give unge komponister op til 30 år en mulighed for at begive sig ud i samtidsmusikkens usikre terræn i selskab med andre, der er på samme stadie, og som har de samme erfaringer; givtigt både for deres personlige udvikling og i forhold til at skabe et netværk og udveksle idéer på tværs af de skandinaviske lande.

I år fejrede UNM sit 70-års jubilæum i Århus. Det skete under parolen »Togetherness«, hvilket dog mere skulle forstås som en hyldest af fællesskabstanken end en strengt konceptuel tematik. Festivalen blev i år afholdt i Danmark, fordi værtskabet går på tur mellem de fem nordiske lande, men selvom det derfor til dels var et tilfælde, at Århus var vært, var det alligevel en meget velvalgt by til formålet. Siden 1966 har Århus været hjemsted for Aarhus Unge Tonekunstnere (AUT), en vigtig forening for unge komponister, og AUT har haft en væsentlig del af ansvaret for, at Århus har markeret sig som en attraktiv by for samtidsmusik og et sted, hvor unge komponister – også fra ikke-skandinaviske lande – søger hen for at studere. AUT-bestyrelsesmedlem Allan Gravgaard Madsen er også formand for den danske UNM-delegation og som sådan – sammen med resten af UNM-bestyrelsen – den hovedansvarlige for årets festival.

Ung Nordisk Musik 2016 forløb over næsten en hel uge – mandag til lørdag – om end programmet var relativt overskueligt med én til to koncerter om dagen samt diverse seminarer og foredrag. Simon Steen-Andersen var indbudt som en af årets to gæstekomponister (den anden var Rasmus Zwicki) og gav et interessant foredrag om forholdet mellem lyd og billede i sine værker, ligesom han opførte sit værk Run Time Error (2009/16) ved en af koncerterne.

Flashbacks og humor
Festivalen satte i gang med – ikke en åbningskoncert, men – »Koncert #0«. For at fejre festivalens første 70 år var denne koncert tilegnet ældre værker, som var blevet opført ved tidligere UNM-festivaler; ét værk fra hvert af de fem nordiske lande. Et interessant valg, der kastede lys over de forskellige tendenser og æstetiske retninger i efterkrigstidens skandinaviske musik. Axel Borup-Jørgensens strygekvartet Lille Serenade, som blev uropført ved UNM i Oslo i 1948, fremviste klare linjer og en vis ’Sachlichkeit’, og sammen med 70er-værkerne af Magne Hegdal – Sonata (1975) for den usædvanlige besætning strygetrio, klaver og obo – og af Hjálmar H. Ragnarsson – In Black and White (1978) for solofløjte – fremviste disse tre værker den form for meget moderat modernisme, der var fremherskende på deres tid. Til denne kategori hørte også, om end med et mere personligt udtryk, Madeleine Isakssons Tång (1983) for ensemble, hvor fagot, basklarinet, harpe og cembalo gav os en langsomt fremadskridende passacaglia, ikke ulig et forvrænget landskab.

Musikkulturen i de seneste årtier har indeholdt så stor diversitet og pluralisme, at det er meget vanskeligt at påpege generelle æstetiske tendenser i den nordiske samtidsmusik.

Fra et nutidigt historisk perspektiv var Juliana Hodkinsons Some Reasons for Hesitating (1999) et godt valg til koncerten. Den lydlige undersøgelse af forskellige spilleteknikker og små lyde viser uden tvivl en interesse for Sciarrinos musik; alligevel er resultatet et meget personligt værk. Men hvad denne rejse fra 40erne til 00erne viste, er, hvordan et ’tilfældigt’ ældre værk kan fungere som ’eksempel’ på en stil eller dominerende tendens, mens musikkulturen i de seneste årtier har indeholdt så stor diversitet og pluralisme, at det er meget vanskeligt at påpege generelle æstetiske tendenser i den nordiske samtidsmusik. Koncertens sidste værk, Lauri Supponens fix for sinfonietta – som ikke var et historisk værk, men udvalgt til denne festival – var måske undtagelsen, der bekræfter reglen. Det 15 minutter lange værk var en udforskning i flere afsnit, hvor sonorisme blev sidestillet med rytmiske såvel som melodiske forløb. Den ekstraordinære kontrol over orkestrets klangfarver og styringen af det forskelligartede forløb viste en form for håndværksmæssig virtuositet, som man ofte hører hos unge komponister fra Finland.

Men ikke kun fra Finland. Den officielle åbningskoncert to dage senere om onsdagen lagde fra land med Ricardo S. Eiziriks Junkyard Piece Ia, hvor han med visuelt vittige genstande – såsom papirruller brugt som buer – skabte en rytmisk legesyg dekonstruktion af instrumenternes lyde. Der var også dekonstruktion på spil i Allan Gravgaard Madsens Tanz Suite, hvor tre danse fra forskellige epoker – klassisk menuet, ragtime og brostep (en L.A.-udgave af dubstep) – viste endnu et eksempel på kombinationen af at arbejde fintfølende med lyd og humor. Også Nikoloz Pasuri viste med Blooooooom instrumenteringssnilde. Hvis man kan sætte Eizirik i forbindelse med en Lachenmann’sk dekonstruktion af lyde, så arbejdede Pasuri mere med en fransk sensualisme, hvor forskellige lag kastede klange frem og tilbage mellem hinanden. En virkelig personlig tilgang hørte man i Halldór Smársons it means what you think it means: En lille, fragmentarisk række ledsagede et tv-show fra 70erne med Anthony Burgess på rollelisten; for det meste stille, men af og til med lyd. Den umage parring var lige så abstrakt, som den virkede tilfældig, men formåede på en eller anden måde at fungere ganske perfekt med både en rørende syntese og komiske effekter. Som yderligere kontrast præsenterede koncerten også Elvin Matz’ minimalistiske værk Landet som icke är for to sopraner, cello og vibrafon.

Generalprøve på Rasmus Zwickis værk for to klaverer. Foto: Swami Silva / UNM

Stor forskellighed
Ved den efterfølgende elektroakustiske koncert blev et fint udvalg af forskellige værker præsenteret. Fra et klassisk ’bånd’-værk af Harald Jordal Johannessen, over Fjóla Evans’ Augun – hvor komponisten selv spiller de melodiske forløb på sin cello i samspil med frodige forindspillede harmonier – til Kajsa Magnarssons Improvisation for Rape Alarm Organ, et værk med klare politiske undertoner, selvom titlen også blot indikerer, at vi har at gøre med et selvbygget instrument, som Magnarsson betvang i en intens optræden. Efter pausen gav Olle Petersson og Olle Sundström med deres Omringad en imponerende opførelse af det, der kunne høres som en nutidig genfødsel af den klassiske tekst/lyd-genre med live-vokal, der via live-behandling blev til en collage, som i en vis grad gav mindelser til lyduniverset i 70ernes og 80ernes tekst/lyd-kompositioner. Loïc Destremaus Faulty Waterwork, som blev opført af Heigo Rosin, var et smukt spil med forstærket lyd af vand, tændte lys og en lille båndoptager nedsænket i vandet – en reference til såvel Händels Water Music som John Cages klassiske Water Walk. Koncerten var rig på variation og håndværksmæssig kunnen hos de unge komponister, og som afslutning benyttede Bergrún Snæbjörnsdottir og Ingibjörg Fri∂riksdóttir et selvbygget instrument til at opføre deres audiovisuelle The Cancerous Cell.

UNM-koncerterne var generelt meget velkuraterede og viste en fin og interessant blanding af værker og stilarter, som afspejlede variationer inden for særlige discipliner eller formater.

UNM-koncerterne var generelt meget velkuraterede og viste en fin og interessant blanding af værker og stilarter, som afspejlede variationer inden for særlige discipliner eller formater. Endnu et eksempel herpå var torsdag aftens koncert for kammermusik. Her hørte man både Haukur þór Har∂arsons strygekvartet Through the whole fabric of my being med dens fintfølende brug af flageoletter og James Blacks blæserkvintet At night, walking shoes full of blood on the door (or, steam heating a room full of opium) med sammenstillingen af hurtige, højfrekvente stød og uregelmæssige støjlyde. Herefter tog koncerten en skarp drejning med Saara Lindahls næsten nyromantiske klaverkvintet Between.Time.and.Infinity. I Jonas Skaaruds SHAPES, BOOK I, lå fokus på dialogen mellem et akkordeons og en fløjtes sparsomme og korte lyde, og det virkede nærmest logisk, at Aya Yoshidas strygekvartet Polka Dots fulgte bagefter med sin underholdende række af små lyde i korte forløb.

Ved den efterfølgende aftenkoncert i Århus Domkirke var det også lykkedes arrangørerne at finde frem til et udvalg af værker, som passede godt til lejligheden. Men efter Lo Kristensons spændingsmættede klangkropp :: motstånd for bratsch og nøgleharpe, der var fyldt med lange toner og hård skurren – og som fulgte efter Finnur Karlssons ensembleværk Fold med dets referencer til barokmusik, der ligeledes lød fremragende i kirkerummet – var der allerede gået næsten en time, og med halvdelen af programmet igen var dette måske den eneste koncert, der var lovlig ambitiøs i forhold til sit eget bedste. Árni Bergur Zoëgas Katabasis II for ensemble var ikke desto mindre et dramatisk intenst værk, og det samme gjaldt Madeleine Jonsson Gilles Yarn, hvor to violiner gradvist bliver opløst til heftig støj. Koncerten sluttede med Martin Andreas Hirsti-Kvams Sparks, et roligt værk for kor og orgel med diskret afbalancerede pauser og lys.

Mickey mousing
Næste dag blev Klara Anderssons værk Efter Stormen opført tre gange for et begrænset antal lyttere ad gangen. Med bind for øjnene sad man på stole i en cirkel og hørte tre stemmer, der rent konceptuelt berettede om overfald. Et af de interessante aspekter var sangernes indtagelse af rummet, sådan at det til at starte med lød som et forindspillet flersporsværk. Efterhånden som værket gradvist udviklede sig, flyttede oplevelsen sig over i retning af et akusmatisk lydværk, hvor sangerne bevægede sig rundt blandt lytterne. Værket passede perfekt til domkirken, hvor det blev opført.

Aftenens Sound and Vision-koncert bød på værker med en lignende ambition om at forbinde elektronisk eller akustisk lyd med digitale billeder eller film.

Aftenens Sound and Vision-koncert bød på værker med en lignende ambition om at forbinde elektronisk eller akustisk lyd med digitale billeder eller film. Alligevel var tilgangen til materiale og form ganske mangfoldig. Animationen i Jonas Ulrik Eides It emits light to help friends handlede teoretisk (via tekst) og visuelt om farver, hvor musikerne akkompagnerede i improvisationsstil. Duoen Destroyer (Tatu Nenonen og Ilmari Karhu) opførte et 45 minutter langt audiovisuelt værk i klassisk dark noise-stil og med abstrakte visuals. Samtidig præsenterede Saara Viika, Ilona Raivio og Ilkka Hautala koncertens mest personlige koncept med korte visuelle portrætter af forskellige mennesker, som var blevet ’skudt’ i dagene op til koncerten og blev fremvist i redigeret form sammen med et digt, der var skrevet i real-time under hvert foto-shoot. Filmene blev derefter fortolket af tre improviserende musikere. Koncerten var omsluttet af to udgaver af Simon Steen-Andersens Run Time Error, som er et perfekt eksempel – måske endda et mesterværk – på de forskellige måder, hvorpå man kan arbejde med den audiovisuelle teknik, der går under betegnelsen ’mickey mousing’.

Lørdag, festivalens sidste dag, begyndte med Tan Tuan Haos korte opera River’s Edge, hvor komponisten viste en glimrende forståelse for stemmer og for at bygge en stemning op ved hjælp af eksperimenterende teksturer i kammerensemblet. Lørdagens afsluttende symfoniske koncert lagde ud med et værk af Niilo Tarnanen for solotuba – en slags fanfare for ugen, der var gået, og for de efterfølgende værker. To fornemt opbyggede symfoniske værker af Steiner Yggeseth henholdsvis Christos Ntovas bredte sig frodigt ud i lydlige spind. Som en kontrast fulgte Dominique Lafortunes Re-Tailles, som var rytmisk avanceret, lejlighedsvis tumultarisk i bedste forstand og med en virtuos behandling af orkestrets muligheder. Ligesom Yggeseth og Ntovas arbejdede Sebastian Hilli også med lydlige lag, om end med en smule mere ekspressionistisk temperament. Og som en yderligere kontrast hørte vi Cecilia Damströms Unborn op. 31 med suggestiv, næsten rituel banken i perkussionen, dronelignende strygere og blæsere i udbrud. Koncerten sluttede med Rasmus Zwickis værk for to klaverer (2002), som omtrent 50 mennesker stimlede sammen omkring for at hamre i tangenterne og derefter forlade scenen én for én – et ’tak for denne gang’ og en reference til festivaltemaet »Togetherness«.

Klara Anderssons 'Efter Stormen'. Foto: Swami Silva / UNM

Mere end kompositionsmusik
Der er ingen tvivl om, at UNM også i dag spiller en vigtig rolle for såvel komponisters dannelse som for oparbejdningen af netværk. At en ikke uvæsentlig andel af festivalens komponister enten var udvekslingsstuderende eller var kommet til Skandinavien for at læse, gav festivalen en bredere horisont og indikerede fremtidige forbindelser til lande som Canada, Brasilien, Tyskland, Singapore, Grækenland, Georgien, Japan og Storbritannien. Alligevel kan man efter en uge med UNM spørge sig selv, hvor god UNM faktisk er til at omfavne en bredere opfattelse af samtidsmusikken  noget, som både festivaler og uddannelsessteder med forskellige lydkunstretninger arbejder meget med. Rent faktisk var det eneste værk, der kunne kaldes ’lydkunst’, Ingibjörg Fridriksdóttirs meget fine koncertinstallation Í ∂rum/Underground, der blev præsenteret som et ’Nachspiel’ til kammerkoncerten torsdag. Her satte indsamlede data fra seismisk aktivitet gang i selvbyggede tangenter, der ramte et klavers strenge og interiør.

Der er selvfølgelig intet galt med noteret koncertmusik, men samtidsmusikken favner bredere end som så.

Men det var en undtagelse og som sådan en klar indikation af, at UNM hovedsagelig er en festival for komponeret og noteret musik i traditionel koncertform. Dette er noget, de forskellige landes UNM-organisationer er opmærksomme på, og ved festivalen i Malmø i 2014 blev der for eksempel taget initiativ til også at indsamle bidrag fra andre kunstarter. Der er selvfølgelig intet galt med noteret koncertmusik, men samtidsmusikken favner bredere end som så. Og eftersom samtidsmusikken desværre viser mere interesse for andre kunstarter end omvendt, og eftersom ny musik altid skal arbejde hårdere for tingene – arbejde med færre tilskud og modtage mindre opmærksomhed i medierne – så er der ingen grund til ikke at gøre et bedre forsøg på at favne bredere, hvis man ikke ønsker at se kunstmusikken undergå endnu større kulturel isolation.

Man kunne bemærke, at UNM i år ikke bød på de store afvigelser i forhold til kendte måder at skrive for symfoniorkester på. Eller at nogle af de ’mindre’ værker, som faktisk forsøgte at eksperimentere med kunstneriske udtryk og koncepter, ikke altid havde held med at finde en overbevisende kunstnerisk form. På den anden side er en af de vigtige ting ved denne festival at give komponistspirerne et orkester at arbejde med, og man kan naturligvis ikke forvente fuldmodne, personlige værker i første hug. Det samme gælder eksperimenterne: Det er også derfor, festivalen er der. Alt i alt viste UNM-festivalen i Århus et meget højt niveau i forhold til både komposition og musikalsk opførelse.

UNM’s fremtid
Sidstnævnte er en omstændighed, der egentlig både har sine fordele og mulige ulemper. UNM blev i tidernes morgen sat i søen for at gavne de unge komponister; sidenhen blev det også en vigtig festival for de unge musikere, men i dag er det igen hovedsagelig et forum for unge komponister, hvor de har muligheden for at få deres værker opført ved førsteklasses koncerter. Men den ny musik har også brug for sine musikere. Tendensen til at hyre professionelle musikere burde måske ikke nødvendigvis fuldstændig undgås, men den burde måske genovervejes ud fra et grundlæggende spørgsmål om, hvordan den unge samtidsmusikalske scene bedst har gavn af UNM. Dette er også vigtigt fra det udvidede musikalske felts perspektiv, som i en vis grad har ændret eller udvidet musikerens rolle, sådan at denne i dag spiller en mere aktiv rolle og måske endda en komponerende rolle; musikeren bevæger sig i dag mere i retning af at være en auteur, en kunstner/kurator i sin egen ret. At arbejde aktivt for at inkludere musikere med denne form for kunstnerisk drive – og at indarbejde deres rolle i festivalen som mere end ’blot’ fortolkere – bliver en af UNM’s største opgaver i fremtiden.

UNM er i højeste grad vigtig for scenen, men scenen – og det gælder også den lokale scene – er nødt til at finde sit publikum og finde sin plads (for den har en plads!) i det kulturelle landskab.

Noget lignende kan siges angående udvælgelsen af værtsbyer. De seneste årtier har der været en klar tendens til at arrangere festivalen i de største skandinaviske byer, hvor der findes musikkonservatorier. I forhold til at bruge sine ressourcer bedst muligt er dette selvfølgelig en god idé, men en levende kultur er noget, der bør finde sin forankring i et større geografisk og kulturelt område – i små byer såvel som metropoler. Op gennem 70erne fandt UNM også sted i mindre byer, og med muligheden for at opnå regional støtte og virkelig sætte sit præg – og faktisk opnå lokal opmærksomhed om festivalen – er det også noget, man bør overveje. UNM er i højeste grad vigtig for scenen, men scenen – og det gælder også den lokale scene – er nødt til at finde sit publikum og finde sin plads (for den har en plads!) i det kulturelle landskab.

Artiklen er oversat fra engelsk af Sune Anderberg. Læs den engelske udgave her.