22.12.16

Når det stedsspecifikke værk løsrives fra sit sted

Anmeldelse af komponistkollektivet Skræp: 'Radio Free Mermaid' (RMF, oktober 2016)

For godt et år siden, d.20-22.august 2015, opførte ni komponister fra den danske komponistsammenslutning Skræp et værk i Københavns havn og godt et år senere, i oktober 2016, udgav de bestræbelserne på en 2x180g vinyl LP udgivet af Skræp’s eget ”RFM” label. 

Konceptet omkring opførelserne var, at de ni komponister spillede koncerter langs kajer og moler i Københavns havn, som via radiosendere blev sendt til en båd på havnerundfart i havnen. På båden stod musiker Nicolas F. Kaufmann og mixede signalerne sammen med historiske lydoptagelser af havnemiljøet i København. Publikum ombord på båden oplevede således et unikt musikalsk samtidsværk, imens de blev fragtet rundt i hovedstadens kanaler og havnebassiner. 

Kompositionerne manifesterer sig som soniske viljeserklæringer, der hylder eksperimentering og musikalsk radikalitet med tydelige referencer til det 20. århundredes avantgardebevægelser

Denne ”sejltur på flydende lydstudie” blev udviklet i et samarbejde mellem Skræp og den københavnske kunstfestival Metropolis – festival for kunst og performance i det offentlige rum, og den fælles bestræbelse bestod i at skabe et stedsspecifikt værk, en slags musikalsk fortolkning af Københavns havn. Optagelserne fra dette storstilede koncertværk er sidenhen blevet efterproduceret og er i år udgivet på en farverig dobbelt-vinyl med titlen Radio Free Mermaid. 

Avantgardistiske kompositionsstrategier
Skræp har eksisteret siden 1988 og består af en række yderst erfarne musikere og komponister fra det danske, eksperimenterende musik- og lydkunstmiljø. Man har derfor en vis forventning til den samlede kvalitet og til den musikalske æstetik, som knytter sig til denne gruppering eller dette lille hjørne af den eksperimenterende musikscene i Danmark. 

Kompositionerne manifesterer sig som soniske viljeserklæringer, der hylder eksperimentering og musikalsk radikalitet med tydelige referencer til det 20. århundredes avantgardebevægelser. Radio Free Mermaid byder på en palet af musikalske udtryk og æstetikker, som i dag er blevet comme il faut på tværs af musikalske genrer og stilarter: minimalisme og støj, droner, improvisation, kollageteknik, tilfældighedsgenerering, dissonansdyrkelse (i de kompositioner som er decideret tonale), pauser og stilhed, repetitioner og chokeffekt, rumforskydninger, temporelativitet. Alt dette og mere eksperimenteres der med på albummet på et både mikro- og makroæstetisk plan.

De forskellige bidrag
Albummet åbner med en kollage af Irene Becker. En rumklangsbåret tekstløs og melodisk parafrasererende kvindevokal akkompagneret af diverse stemningsrapporter fra den digitale maskinpark, mågers skræppen og senere lyden af et damplokomotivs rytmiske fremdrift. Det er uvist om de reallydsoptagelser, der optræder, er de tidligere nævnte historiske lydkilder fra Københavns havn – det fremgår ikke af det materiale, som hører med udgivelsen. Men overalt på albummet træder sådanne reallydsoptagelser frem som stemningsskabende effekter, her til Beckers yndefulde og til tider grænsesøgende skønsang. 

I Henning Frimanns dystopiske percussionbårne stykke slutter urmenneskets ritualistiske musik pagt med fremskridtskulturens klangidealer

Per Buhl Acs’ stykke tager over med en mere dyster og urovækkende dronekomposition, hvor instrumentalen midtvejs får følgeskab af en herrevokal. Melodien synes stedvis improviseret og hele kompositionen kulminerer i et støjklimaks over ordene »du skal blive«. Ikke nogen betryggende afsked. Ud fra vokalistens sang er det vanskeligt at sammenfatte konkrete betydninger (et tekst-sheet havde været en fornøjelse af have til rådighed), men man er ikke i tvivl om, at der stilles spørgsmål og rodes i den hverdags-eksistentielle værktøjskasse.

Med en Ligeti-henvisende klangæstetik åbner Jørgen Teller sin guitarkomposition og godt halvanden minut inde introduceres hans elguitar på en underskov af støjende radiosignaler. Der benyttes rumklang, støj, detuning, ekko og loops som effekter, mens båthorn, overstyring, mikrofonstøj, slide- og muffguitar skiftevis fungerer som akkompagnement til den drømmende elguitars klangvæveri. 

I Henning Frimanns dystopiske percussionbårne stykke slutter urmenneskets ritualistiske musik pagt med fremskridtskulturens klangidealer; jern, metal, glas og gummi danner skøn musikalsk emergens. Det er pulserende, meditativt og dragende og ganske enkelt glimrende.

I P. O. Jørgens’ eftertænksomme og taktløst-tidsvridende kollage ploprer vandet nostalgisk mod bådsiden, inden kvintspillende messingblæsere sætter ind og lægger et harmonisk dronefundament til afrikanske rytmer og pigekor. Den smukke introduktion afløses af en rumklangsmanipuleret strengeharmonik akkompagneret af et klokkespilsmotiv. Hertil føjes yderligere melodiske strengeinstrumenter med diverse lydoptagelser, og igen høres damptogets hvinen, så sporskiftet og jernhamren, der afløser det beroligende pludren i vandkanten og gamelan-lignende slagtøjsmotiver. En omfattende kollagerundfart.

Radio Free Mermaid 2 from Birgit Tengberg. Tengberg Media on Vimeo.

Jørgens afløses af Tomomi Adachis volapykke og humorfyldte, manipulerede vokalperformance. Uden yderligere ledsagelse udsættes den hysteriske tegnefilmslignende vokal for alverdens delay, pitch, ocktave/harmonize effekter, speed manipulation m.m.. Fire minutter inde begynder Adachi at tilsætte rumklange, hvorefter vokalen efterhånden digitaliseres til ukendelighed. Dette er et glimrende, enkelt stykke: én lydkilde, én idé, underfundingt og vitalt.

På albummets sidste lydkollage producerer Pierre Dørge ambient støj med sin elguitar. Det er et lige lovlig velkendt udtryk inden for stilen, når der som her igen hives i strengene og spilles usammenhængende løs. Men Dørge tilfører løbende guitarklange, som – med delay, manipulerede improbidder, detuning og reallydsoptagelser som effekt – bærer udforskningen af instrumentet sikkert gennem forløbet. 

Det stedsspecifikke værk
Kompositionerne på Radio Free Mermaid dvæler generelt ved stilstanden, ved tilstanden, ved tidslighedens vandkant og efterlader sig aftryk af et musikalsk fællesskab på jagt efter at skabe kulturel dissonans i en dansk musikkultur, som altid må famle efter identitet og personlighed i den globale klangverden. Man kan diskutere, om det i denne omgang er lykkedes for Skræp-komponisterne at skabe kulturel dissonans og skræppen. 

Det er min opfattelse, at der i transformeringen af det stedsspecifikke værk til dette albumformat er gået en stor procentdel af den kunstneriske nysgerrighed og tænkning tabt

Umiskendeligt har der været et stort potentiale i den stedsspecifikke opførelse af værket i  Københavns havn i sommeren 2015. Større potentiale end der er tilbage på denne vinyludgivelse. Det er derfor en ambivalent følelse at skulle forholde sig til en mere amputeret version af dén ambitiøse kunstneriske oplevelse (endda uden at undertegnede har overværet den oprindelige opførelse). Jeg skal således anmelde et værk løsrevet fra sit koncept, et stedsspecifikt værk løsrevet fra sit sted. Efter mange gennemspilninger af albummet melder spørgsmålene sig: Hvorfor har man valgt at forholde sig inkonsekvent til værkets koncept og form? Hvorfor ikke stille sig hårdt på værkets radikalitet? Hvorfor ikke lade værket stråle stort og kraftfuldt i det øjeblik, det opføres og lade det blive ved dét?

Det er min opfattelse, at der i transformeringen af det stedsspecifikke værk til dette albumformat er gået en stor procentdel af den kunstneriske nysgerrighed og tænkning tabt. Når man bevæger sig i et kunstnerisk søgefelt, hvis strategiske udgangspunkt bl.a. består i dyrkelsen af eksperimentet og den æstetiske obstruktion, undrer man sig over behovet for albumudgivelsen. Værket hviler tungt i sit stedsspecifikke koncept, ja det er og vil altid være unikt igennem sin stedsspecificitet, men på vinylen forsvinder stedet ud af musikken og uden stedet bliver klangeksperimenterne langt mindre særegne og specielle, og konceptet mister slagstyrke og præcision. Det er synd for så ambitiøst et værk, udført at så erfarne og dygtige musikere. 

Hvis den oprindelige havnerundfart har præsenteret et flot performativt lydkunstværk, sidder man her med fornemmelsen af, at Radio Free Mermaid ikke har samme kunstneriske tyngde, men til gengæld er et fortræffeligt og erfarent musikalsk håndværk. Ser vi bort fra, at Radio Free Mermaid således ikke efterlader sig en skinger kunstnerisk skræppen, kan vi nyde det fine dobbeltalbum som en smuk, ambitiøs og detaljerig dokumentation. Et minde om et andet værk, et samtidsværk, opført i og med Københavns havn, som bestemt kunne have tålt større opmærksomhed.