11.02.16

Nordlys over Centre Pompidou: Njord år ét

Anmelde af Njord-biennalen i København, 28. januar - 1. februar 2016

Selvom den nye Njord-biennale var en stor musikalsk oplevelse, bidrog den ikke til at nuancere billedet af Kaija Saariaho. Den finske verdensstjerne skriver sublime værker, men hendes nordlys er franske.

Følger man med i den aktuelle genoplivning af det legendariske tv-program Kontrapunkt, vil man vide, at den intelligente og opmærksomme musikformidling langtfra er så død, som de store radiofonier har for vane at påstå. I den nye udgave af quizzen, der nu er flyttet hjemmefra og over på YouTube, dyster eksperter fra de nordiske lande om at kunne genkende nordisk samtidsmusik. Er de exceptionelt overbevisende i deres svar, kan de endda score et bonuspoint hos de strenge dommere.

Et knivskarpt, fokuseret program centreret om finske Kaija Saariaho, en af de komponister, der for alvor har indtaget verdensscenen

Trods et stramt budget er relanceringen et genialt træk, og udsendelserne er præcis så medrivende og oplysende, som man kunne ønske sig i denne nedskalerede målestok. Men de vidner også om et ømt punkt for ny musik-miljøet: Selv eksperterne har store huller i kendskabet til de øvrige nordiske landes komponister. Vi har for længst vænnet os til at rette den største opmærksomhed mod de store tyske, franske og til dels amerikanske traditioner, mens fremragende nordisk samtidsmusik ofte må søge ud i resten af verden for overhovedet at blive opført.

Derfor var det en stor og velkommen ildsjælsbedrift, da kunstnerisk leder Jane Schwartz og det lille hold bag den nye Njord-biennale i slutningen af januar præsenterede et knivskarpt, fokuseret program centreret om finske Kaija Saariaho, en af de komponister, der for alvor har indtaget verdensscenen. Oven i købet med to optrædener af kammerorkestret Avanti!, der har været med til at skabe det såkaldte finske musikmirakel og kanoneret Saariaho, Magnus Lindberg og Esa-Pekka Salonen op på den internationale koncertscenes øverste hylde.

Festivalleder Jane Schwarz byder velkommen på åbningsaftenen. Foto: Clea Filippa Ingwersen

Ved at vælge Saariaho som omdrejningspunkt kommer man imidlertid ikke uden om at forholde sig til, at hun har boet i Paris, lige siden karrieren for alvor tog fart i begyndelsen af firserne. Bortset fra at hun – og især de journalister, der interviewer hende – ynder at tale om nordlys og finsk natur, er der så store ligheder med den franske spektralmusik i Saariahos værker, at det er med visse forbehold, at jeg accepterer det portræt af hende som en nordisk stemme, der blev præsenteret under den første udgave af Njord.

Ud af Sibelius’ lange skygge
Kaija Saariaho er en af klodens mest efterspurgte komponister. Det var måske svært at se på hende, sådan som hun kejtet og betuttet betrådte scenen i Dansehallerne, Koncertkirken og Diamanten for at modtage publikums bifald. Men lige så fortabt hun ser ud i skæret fra projektørlamperne, lige så viljefast har hun kæmpet for sin karriere.

Det var hendes stålsatte insisteren, der tilbage i 1976 fik Paavo Heininen til at forbarme sig og lade hende studere ved det mandsdominerede Sibeliusakademi, selvom der egentlig ikke var flere pladser. Hun nægtede simpelthen at forlade undervisningslokalet. På akademiet mødte hun Lindberg, Salonen og en række andre unge finner, der ligesom hende længtes efter at træde ud af Sibelius’ lange skygge; en skygge, der havde været endnu mere dominerende i Helsinki end Carl Nielsens i København.

Som den spektrale teknik foreskriver, så er det klangfarve og intensiteter, der driver musikken fremad

Imidlertid var det ikke Heininens postserielle tonesprog, der føltes som den rette sti ud af mørket for Saariaho. Under et ophold i Darmstadt forelskede hun sig i stedet i den franske spektralmusik efter at være stødt på foregangsmændene Gérard Grisey og Tristan Murail. Altså måtte hun til Paris. Ligesom for mange andre dengang blev Boulez’ nyoprettede IRCAM det oplagte tilflugtssted, hvor Saariaho kunne tilegne sig de computerfærdigheder, som den spektrale teknik forudsatte. Hun fordybede sig også i teknikkens kognitive overbygning sammen med psykologen Steven McAdams: Den musikalske struktur skulle kunne høres og opfattes af publikum, ikke kun læses på papiret.

Efter at have skrevet tyskklingende, semiabsurde vokalværker under Heininen i Helsinki tog Saariahos musik en markant drejning i Paris; kraftigt inspireret af Ligeti, Grisey og Murail lød den nu lyrisk, impressionistisk og klangbaseret. Når man senere har forsøgt at portrættere Saariaho som en unik nordisk stemme, har man gerne sagt, at hun udviklede den spektrale tænkning ved at bevæge sig væk fra Grisey og Murails matematiske tilgang og arbejde med en mere intuitiv formforståelse. Det er heller ikke forkert, men det er i høj grad en forskel, der er tydeligst på papiret.

Saariahos første fuldt ud spektrale værk er Lichtbogen fra 1986, som blev opført under Njord. Ganske sigende for forsøget på at adskille sig fra sine læremestre henviser titlen til nordlysets bøjede svævning over nattehimlen. Værket er blevet til på baggrund af computeranalyse af overtonerækker, og som den spektrale teknik foreskriver, så er det klangfarve og intensiteter, der driver musikken fremad, i stedet for harmonik og melodi. En blanding af mystik som hos Debussy – tænk på billedet af det stille hav, La Mer, der alligevel hele tiden bevæger sig – og en krystallisk brug af de fremtrædende, splintrende overtoner, der er blevet hendes kendetegn.

Saariaho på scenen efter opførelsen af 'Lichtbogen'. Foto: Clea Filippa Ingwersen

Det er ikke kun med den intuitive struktur, men også ved brugen af diskret live-elektronik, at Saariaho giver spektralmusikken et lille tvist. Ved at forstærke forceret, skrattende spil på celloen opnår hun et markant element af støj, som for alvor foldes ud i strygekvartetten Nymphéa fra 1987. Og når hun samtidig i Lichtbogen bader piccolofløjten i rumklang, skabes ikke bare illusionen om et langt større orkester, men også den brede, inviterende velklang, der for det meste udgør støjens modpol og sætter gang i det dualistiske spil, som de fleste af hendes værker lever af.

Avanti! leverede en majestætisk opførelse af Lichtbogen i Dansehallerne og viste en indfølt forståelse for de helt små nuancer i Saariahos klangvandring. Det er sjældent, ny musik opføres så overbevisende. Til gengæld kan man diskutere, hvor diskret elektronikken blev kontrolleret af Hans Peter Stubbe Teglbjærg, der agerede tekniker direkte fra scenen. Idéen er under alle omstændigheder, at elektronikken skal modernisere det klassiske orkesters instrumenter, men hele tiden for at understøtte – elektronikken er kun et mål i sig selv, når hun skriver rendyrkede elektroniske værker. Den inviterende, brede klang, som den elektroniske understøttelse resulterer i, er formentlig en stor del af forklaringen på, at det er lykkedes Saariaho at popularisere spektralmusikken.

Avanti! leverede en majestætisk opførelse af Lichtbogen i Dansehallerne og viste en indfølt forståelse for de helt små nuancer i Saariahos klangvandring

Den perfekte musik
Saariahos udtryk når sit perfektionerede højdepunkt med de store orkesterværker Du cristal og … à la fumée fra 1989 og 1990, men som Njords varierede program også viste, bevæger hun sig efterhånden væk fra det elektroniske. De dronende undertoner og krystalliske overtoner består, og det samme gør penduleringen mellem ren klang og støj, men cellokoncerten Notes on Light fra 2006 – som blev fremført ekstremt fintfølende af Avanti! og Jakob Kullberg på scenen i Dansehallerne – er instrumenteret helt akustisk. Hvor Saariaho tidligere ville lade celloens toner runge videre ved brug af rumklang, lader hun her i stedet orkestrets strygere forlænge Kullbergs toner helt lydefrit, mens han selv fortsætter ad nye veje i den lyriske førstesats og den brutale andensats.

Bevægelsen væk fra det elektroniske skyldes flere ting. Dels er det besværligt konstant at skulle følge med udviklingen inden for software til styring af elektronikken, og dels er det lettere at få akustiske værker opført rundtomkring i verden. Men udviklingen er også et bevis på, at Saariahos ekstreme produktivitet og evige perfektionering af det drømmende udtryk har forfinet hendes instrumentation til et niveau, hvor elektronikken ikke længere er nødvendig for at understøtte det til tider polerede klanglige ideal.

Perfektioneringen har imidlertid også vist sig at være Saariahos akilleshæl. Njords uropførelse af Concordia for cello og violin var et af mange eksempler på, at hun aldrig har været bange for at udpine sit materiale og genbruge de samme udtryk, der allerede i de tidlige værker lød som ekkoer af andre komponister: klagende glissandi, rituelle triller, tomme kvinter, lyriske passager og de allestedsnærværende overtoner. Havde vi hørt værker af Grisey og Murail under Njord, ville lighederne være sprunget i øjnene.

De franskklingende nordlys fandt hun altså meget tidligt og har siden tilpasset udtrykket et stadig større antal forskellige formater. Og holder man sig for øje, at hun med balletten Maa fra 1991, violinkoncerten Graal Théâtre fra 1994 og adskillige vokalværker i løbet af halvfemserne tog skridt hen imod det teatralske, så er det måske ikke så overraskende endda, at hun med L’Amour de loin ved indgangen til det nye årtusinde kastede sig over opera. Det til trods for, at hun som ung havde forsvoret genren, formentlig kraftigt inspireret af Boulez og Ligetis holdninger. Idéen var for alvor begyndt at spire, da Saariaho ved Festspillene i Salzburg i 1992 overværede Peter Sellars’ opsætning af Messiaens Frans af Assisi. Hun indså, at det ikke var utænkeligt at skabe en opera, der tillod hende sit svævende, intime udtryk.

Midt i sin ihærdige perfektionering af de franske nordlys er det, som om Saariaho mister orienteringen i sine operaer

Det gav Njord et fantastisk flot eksempel på med oratoriet La Passion de Simone fra 2006; dog i en udgave fra 2013, der er tilpasset kammerorkester. Lidelseshistorien om aktivisten Simone Weil viste imidlertid også, at rejsen ind i operaens verden ikke er uproblematisk for Saariaho. Ikke så meget fordi hun må gå på kompromis med sin svævende struktur og skabe flere dramatiske ansatser; Frans af Assisi fik også de store armbevægelser frem hos Messiaen. Heller ikke fordi den modale sopranstemme kunne være skrevet af et utal af de seneste halvfjerds års komponister. Først og fremmest fordi hendes ideal om gennemskuelighed ikke er foreneligt med oratoriets mange samtidige udtryk. Det blev en overvældende, men også anstrengende, oplevelse som publikum at overskue solist, sangerkvartet, orkester, skuespiller, video og overtekst – tilmed oven i Amin Maaloufs i forvejen symboltunge libretto og Aleksi Barrières ditto opsætning. Midt i sin ihærdige perfektionering af de franske nordlys er det, som om Saariaho mister orienteringen i sine operaer … hvilket måske i virkeligheden ikke er det værste, der kunne ske.

Helsinki ligger i Paris
Sibelius – landsfaderen med den lange skygge – gav i sin tid op over for en samtid, hvis modernitet han ikke længere kunne give et passende udtryk. Han forpuppede sig i sit elskede Ainola og skrev ikke en tone i de sidste tredive år af sit liv. Med sine livtag med klassiske former som operaen – og senest en klavertrio! – udviser Saariaho også tegn på at orientere sig bagud, mens hendes udtryk langsomt er perfektioneret, men også stivnet. Hun er sin egen bedste og værste kustode, og hele den del af fortællingen om Saariaho, der handler om rødderne hos Grisey og Murail samt redundansen i det gentagede udtryk, udeblev i det portræt, der blev tegnet under Njord.

Bortset fra islandske Haflidi Hallgrímssons korte, lyriske fløjte- og celloværk Verse I (Sea Nocturne) fra 1975 præsenterede biennalen ikke den musik, som Saariaho står så tungt på skuldrene af. Til gengæld spejledes hun i fine småværker af Niels Rosing-Schow, der vel er den største danske fortaler for spektralmusikken, og det var et godt match. Plads var der også til islandske Anna Thorvaldsdottir, en af Saariahos mest lysende arvtagere, selvom Tactility fra 2013 langtfra er det tydeligste eksempel på forbindelsen.

Saariaho bag lyd- og lypulten i Diamanten. Foto: Clea Filippa Ingwersen

Jeg kan ikke lade være at spekulere over, om man ikke skulle have programsat Ligeti, Grisey og Murail. Også på en biennale for nordisk samtidskunst. Det paradoksale er, at de ville have gjort portrættet af Saariaho mere nuanceret. Med sit dobbelte tilhørsforhold i Paris og Finland burde man have gjort større forsøg på at repræsentere den problematik, Saariahos karriere illustrerer: at hun måske i virkeligheden har opnået stjernestatus ved at popularisere et fransk tonesprog, som ironisk nok har været lettere at markedsføre som et udtryk for nordisk identitet. Og at hun, hver gang hun fremstilles som en nordisk komponist, der træder ud af Sibelius’ skygge, samtidig kaster en skygge over Grisey, Murail og hele den fransk-nordiske forbindelse.

Ved at fokusere knivskarpt på én komponist har biennalen givet den mulighed for fordybelse, som man ikke oplever mange andre steder

Når alt dette er sagt, skal jeg dog være den sidste til at kritisere Njords ekstremt velkomne biennale. Der er et stort behov for bedre at kunne orientere sig i den nordiske samtidsmusik, og ved at fokusere knivskarpt på én komponist har biennalen givet den mulighed for fordybelse, som man ikke oplever mange andre steder. Og hvor var det befriende at høre Saariahos eminente værker fremført af så fantastisk et ensemble som Avanti!. Holdet bag Njord-biennalen skal virkelig have al mulig ros for både idé og udførelse. Spørgsmålet – som jeg også stiller mig selv og min iver efter at blive præsenteret for flere nordiske komponister – er bare, om det ikke er biennalens velkomne nordiske profil, der samtidig har bidraget til, at portrættet af Saariaho blev et glansbillede.

Program for Njord 2016

28. januar:
Avanti! Chamber Orchestra og La Chambre aux échos, dir. Clément Mao-Takacs:
Kaija Saariaho: La Passion de Simone (06/13)

Jakob Kullberg, Aliisa Neige Barrière og Hélène Navasse:
Saariaho: Nocturne (94)
Peter Bruun: Autumn what is your plan? (15)
Saariaho: Concordia, uropførelse (15)

29. januar:
Avanti! Chamber Orchestra og Jakob Kullberg, dir. Clément Mao-Takacs:
Niilo Tarnanen: Schwebe (13)
Saariaho: Notes on Light (06/07)
Hans Peter Stubbe Teglbjærg: Stringed spaces II, uropførelse (16)
Saariaho: Lichtbogen (86)

Saariaho og Jean-Baptiste Barrière: Nox Borealis (installation)

30. januar
Hélène Navasse, Robert Koller, Bjarke Mogensen, Josefine Opsahl, Jesper Sivebæk, Richard Korn og Duo Harpverk:
Niels Rosing-Schow: Views from a high place (14)
Rosing-Schow: Lines (13)
Rosing-Schow: …aus atmen.. (14)
Rosing-Schow: Respiro ergo sum, uropførelse (15)
Saariaho: Sombre (12)

31. januar
Hélène Navasse, Duo Harpverk, Geirtrúdur Ása Gudjonsdóttir og Margrét Árnadóttir:
Anna Thórvaldsdóttir: Tactility (13)
Jeppe Ernst: Flight-Freeze-Fight (10)
Ólafur Björn Ólafsson: Let Vibrate, uropførelse (16)
Haflidi Hallgrímsson: Verse I (Sea Nocturne) (75)
Peter Bjuhr: Strings, Skins and Wood (11)
Andras Spang Olsen: Medi’DIS’tation, uropførelse (14-16)
Saariaho: Terrestre (02)

1. februar
Theatre of Voices, Ars Nova, Jean-Baptiste Barrière, Kaija Saariaho og Hans Peter Stubbe Teglbjærg, dir. Jesper Nordin og Jakob Hultberg:
Saariaho: Écho! (07)
Saariaho: Lonh (96)
Saariaho: Nuits, adieux… (91-07)
Saariaho: From the Grammar of Dreams (88)
Saariaho: Tag des Jahrs (01/06)

31. januar – 28. februar
Raija Malka: Stilleben (installation)