21.09.16

Norske lyde og ulydigheder

Boganmeldelse af ‘Lyd og ulydighet – Ny Musikk siden 1938’, redigeret af Anne Hilde Neset, Eivind Buene og Audun Vinger

Ny bog om foreningen Ny Musikk fortæller om knap firs års optagethed af samtidsmusik i Norge. Hernede sydpå lyder det til forveksling som den samme historie, vi selv har gennemlevet – inklusive forhippetheden på de der fortryllende 1960ere.

Kunst- og håndværksskolen i Oslo, om aftenen den 27. september 1961. Nede i kælderen under den granittunge, statelige skole for unge kunststuderende er koreansk-amerikanske Nam June Paik ved at pisse folk af i så tilstrækkelig grad, at de kommer til at tale om det de næste halvtreds år. Først i foragtende vendinger om kunstens krise og tidens forfald. »Sprøjtegal pianist knuste æg og kastede med ærter og talkum« lyder en af avisrubrikkerne dagen efter. Siden med nostalgiske suk – ak, dengang man stadig kunne chokere publikum, dengang kunsten kaldte til krig i dagbladene.

Koncerten – det bliver den i hvert fald kaldt – bærer titlen Action Music! og består af en håndfuld værker, heriblandt Paiks herostratisk berømmede Hommage á John Cage, hvor en uheldig publikummer får klippet sit slips af. I bytte bliver vedkommende skrevet ind i musikhistorien, men det kan han selvfølgelig i øjeblikket hverken vide eller sætte pris på. Hernede i kælderen er det komponisten Finn Mortensens slips, det går ud over. Det er ham selv, der har inviteret Paik, den skiderik!

De tilstedeværende musikkritikere noterer sig ivrigt alle koncertens foragtelige detaljer – de ved godt, de skal hjem og skrive deres livs mest læste anmeldelse. Paik kaster æg på væggene og ærter ud på publikum. Han står med hammer og søm og tæver i et gammelt klaver (som de mest tendentiøse af kritikerne kalder et svinedyrt Steinway, men som faktisk er et ramponeret Brødrene Hals, der næsten selv har bedt om det). Galningen er nærved at drukne sig i et opstillet badekar, fuldt påklædt. Han lader infernalsk støj runge ud af kraftigt forstærkede højttalere. Og så videre – hvis det hele lyder bekendt for danske læsere, så er det ikke så mærkeligt. Paik genopførte samme uhyrligheder på Louisiana tre dage senere, hvilket man kan læse mere om i omtrent alle nyere danske musikhistoriebøger.

Har vi ikke mødtes før?
Lyd og ulydighet – Ny Musikk siden 1938 er en hybrid mellem festskrift, musikhistorie og anekdoter. Som en mosaik blander den knaldorange udgivelse alle mulige tekstgenrer, fra portrætter og erindringer til korte fortolkninger og poesi. Skribenterne er historikere, komponister, journalister, musikere eller digtere, og deres bidrag er sjældent særlig lange eller indviklede. Hvor forskellige artiklerne end ser ud, så har de dét tilfælles – de er lette at gå til. Og så har de måske lidt for stor slagside mod 1960erne.

Mere end fem gange får man historien om Nam June Paiks skandalekoncert, og krigen mod melodigrandprixvinderen Arne Bendiksen i 69 bliver også flittigt opridset. Med en verdensfjern trivialitet, sangen »Oj, oj, oj, så glad jeg skal bli«, havde han gjort sig selv til målskive for alle de ny musik-komponister, der ville i (Vietnam)krig med en popmusik, der efter deres temperament ignorerede de revolutionære tider, man levede i.

Fronten mod populærmusikken lyder måske også bekendt, og ja, i bund og grund var det tilsyneladende nøjagtig de samme ting, man skændtes om oppe mellem de norske fjelde, som man skændtes om hernede i det danske fladland. Den ny musik savnede – med god grund – institutionel indflydelse og spyede om sig med mere eller mindre elegante ildkugler for at skabe forandringer. Den form for nidkærhed, klarsyn og galskab har sidenhen ophøjet tresserne til et mytologisk skabelsesårti i fortællingen om den ny musik i Skandinavien. Troede man som mig, at vi efterhånden var klar til at tage afsked med de forbandede, fantastiske tressere – og måske til gengæld kunne få et lidt mere nuanceret billede af den ny musiks historie siden Anden Verdenskrig – så er det i hvert fald en afsked, der ikke sker med Lyd og ulydighet.

»Vi gjorde bare vores pligt«
Det begynder ellers meget forfriskende med et portræt af den norske komponist og homoseksuelle modstandskvinde Pauline Hall, »generalen«, der grundlagde foreningen Ny Musikk i 1938 for at kæmpe den ny musiks sag i Norge. Fuld plade på oprørstrangen. Halls drivkraft var en løsrivelse fra den hermetiske mellemkrigsnationalisme – den ny musik var netop en international musik, mente hun, og derfor måtte man kæmpe dens sag, så Norge kunne vågne af sin Grieg-søvn.

Efter Hall-portrættet kan man læse om hendes efterfølger, Finn Mortensen, der fik Paik til byen og måtte ofre sit slips for sagen. Altså er vi allerede og lovlig hurtigt oppe ved tresserne. »En mild form for mytteri« kaldte Hall det, da Mortensen i 1959 kuppede hende som formand for Ny Musikk og intensiverede foreningens orientering mod de nyeste tendenser i efterkrigstiden, både hvad angår den fremherskende modernisme og den performanceorienterede avantgarde. Da NRK i 1964 viste uddrag af Paik-koncerten på tv, var det dog Hall, der måtte stå på mål for invitationen, selvom hun tydeligvis ikke selv brød sig om koncerten. »Hvad har De at sige til Deres forsvar?« spørger journalisten kækt, men Hall er ikke ude i et forsvar. »Vi gjorde bare vores pligt,« svarer hun med det der hemmelighedsfulde ny musik-smil.

Pauline Hall i krydsild om koncerten med Nam June Paik.

Efter yderligere et par portrætter af Ny Musikk-formænd i 1960erne – blandt andre Arne Nordheim – og en beskrivelse af foreningens samarbejde med det stjernerige skibsreder-ægtepar Sonja Henie og Niels Onstads nye kunstcenter i Oslo bevæger Lyd og ulydighet sig frem til 1970erne. Men samtidig også væk fra ny musik og over til dens udvidelse mod jazzen, som dels ligner en naturlig konsekvens af tressernes stilpluralisme, dels et interessefællesskab for smal, eksperimenterende musik.

Skribenterne kan dog ikke helt slippe tresserne og vender tilbage med et portræt af jazzpianisten George Russell, der slog sig ned i Oslo i slutningen af årtiet, og Jenny Hvals korte kærlighedserklæring til Karin Krogs udgave af Herbie Hancocks »Maiden Voyage« på hendes album Joy fra 1968. Og da går det op for læseren: Hver eneste gang man i Lyd og ulydighet overlader ordet til en yngre komponist som Hval eller Maja Ratkje, er det med en bunden opgave om at skildre deres forhold til andres værker fra tresserne. Selvom det kan være en fin måde at genskrive historien på – at lade nulevende komponister forholde sig til tidligere værker – så ville det alt andet lige være interessant også at høre om deres egen generations musik. Eller ny musik siden tresserne i det hele taget.

Sig det med plakater
Herfra går det hurtigt. Altså, det er hele tiden gået rimelig hurtigt, for sådan er stilen, men nu bliver der skudt med spredehagl for at dække de sidst fyrre år op til i dag. Først med en fin gennemgang af tidsskrifterne Ballade (1977-1995 og i dag genoplivet på nettet) og Parergon (1997-2012). En gennemgang, der viser en udvikling fra journalistisk og fagforeningsmæssig dækning af den ny musik til en langt mere akademisk dækning med rubrikker som »Betragtninger om fænomenet tid« og »Rapport fra de elysiske marker«.

Ærgerligt er det, at artiklerne om tidsskrifterne sker på bekostning af et indblik i firsernes, halvfemsernes, nullernes og tiernes musikalske udvikling. Man kunne have skrevet spændende tekster med udgangspunkt i de norske festivaler for ny musik såsom Ultima, der blandt andet udsprang af kræfter i Ny Musikk i 1990. Kunne man have undværet et par tresseranekdoter til dette formål? Formentlig. I stedet har man valgt at repræsentere de fire årtiers musik med en samling af festival- og koncertplakater, og det er måske lige smart og quickfixet nok. Eller hvad med en artikel om, hvordan den ny musik er blevet modtaget i de mindre byer? Ny Musikk har i dag ni lokalafdelinger rundtomkring i Norge. Hvad sker der derude, hvor lysene går ud om natten?

Er der noget, du ikke har fortalt mig?
Jeg forstår jo sådan set godt, at 1960erne besidder så stor tiltrækningskraft både i og uden for ny musik-miljøet. Det er vel et af de vægtigste kendetegn ved vor tid, at vi ikke helt kan holde op med at romantisere tresserne. Lige så smittende, som kasserollehårspoppen har virket i en bredere kulturel kontekst, lige så fascinerende kan det være at dykke ned i den kompromisløse oprørstrang, der kendetegner efterkrigsmodernisternes polemiske virke. Men mytologien kan også blive for meget. Hvis jeg én gang til hører den ivrigt genfortalte historie om, hvordan Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Ib Nørholm opdagede hele verden på deres biltur til Verdensmusikdagene i Köln i 1960

Altså, forstå mig ret. De tre danske folkevogns-Columbus’er satte selvfølgelig gang i en stor modernistisk omvæltning, da de kom hjem og havde hørt Stockhausen, Ligeti og så videre. Ingen tvivl om det. Men efter at historien om deres togt var blevet genfortalt utallige gange, havde den efter flere årtier opnået så stor mytologisk kraft, at der bredte sig en opfattelse af, at Danmark knap havde kendt til tolvtonerækken siden Første Verdenskrig. Der måtte næsten en diger ph.d.-afhandling om mellemkrigstidens ny musik-institutioner til – Michael Fjeldsøes Den fortrængte modernisme fra 1999 – for at nuancere billedet; osteklokken havde alligevel ikke været så lufttæt, som myten foreskrev.

Den ny musiks historie efter Anden Verdenskrig mangler fortsat at blive ordentligt belyst i skandinavisk kontekst. Derfor falder en udgivelse som Lyd og ulydighet på et tørt sted. Alligevel nager det potentielle mytemageri i bogen mig lidt efter endt læsning. Det med, at så mange henviser til de samme få begivenheder og tilskriver dem enorm symbolværdi. At man for eksempel gentager historien om Paik uden at nævne, at nøjagtig samme Action Music! blev opført samme september måned i både Stockholm og Humlebæk – og indtager samme polemiske plads i dansk og svensk musikhistorie. Det var ikke Norge, men hele Skandinavien, der – med Søren Møller Sørensens ord – blev »stresstestet« af Paik og på den måde fik taget temperaturen på sit forhold til den musikalske udvikling.1 Den form for udsyn og grundighed savner jeg, også selvom sigtet med udgivelsen måske i højere grad har været at skabe en interesse for området end at levere noget nær en sammenhængende fremstilling af en musikhistorisk periode.

Nam June Paiks koncert i Oslo 1961.

Det er helt bestemt uretfærdigt af mig, når jeg anklager Lyd og ulydighet for ikke at give et godt nok dækkende billede af den ny musik i perioden 1938-2016, for allerede i indledningen gør redaktørerne det klart, at deres ærinde kun er punktnedslag og eksempler på foreningen Ny Musikks indflydelse. Og jeg synes jo til gengæld også, det er en meget forfriskende samling af forskellige slags tekster. Men jeg ville ønske, de ikke placerede 1960erne på en trone, hvorfra årtiet kaster lange skygger både bagud og fremad.

Selvom man måske bliver klogere på Norges musikalske udvikling, bliver man også udsat for tunnelsyn. Og man bliver først og fremmest i tvivl om, hvad man skal tro. På bogens bagside optræder i alt fem citater – fire af dem er fra tresserne, det femte er fra 53. På bagsiden af en bog, der dækker knap firs år! Der må sidde nogle unge norske musikforskerspirer og gnide sig i hænderne over al den tressernostalgi, de kan gå til angreb på. Når dét så er sagt, så skal man jo begynde et sted, og Lyd og ulydighet er bestemt et sted, man sagtens kan begynde. Hvis nogen på et tidspunkt finder på at skrive en lignende fortælling om den danske ny musik siden Anden Verdenskrig – og det håber jeg, nogen gør – kan man sagtens lade sig inspirere af den lettilgængelige formidling, men forhåbentlig kan man også rette sit fokus mod andre årtier end 1960erne.

  • 1. Søren Møller Sørensen: "Action Music! – Nam June Paik in Scandinavia, 1961" i Tania Ørum & Jesper Olsson (red.): A Cultural History of the Avant-Garde in the Nordic Countries 1950-1975, s. 259-272. Leiden, Holland: Brill, 2016.

Anne Hilde Neset, Eivind Buene og Audun Vinger (red.): Lyd og ulydighet – Ny Musikk siden 1938
Oslo: Forlaget Press og nyMusikk, 2016
255 sider
Skribenter: Hild Borchgrevink, Kåre Bulie, Julian Cowley, Lars Mørch Finborud, Jenny Hval, Erik Jacobsen, Kåre Kolberg, Astrid Kvalbein, Anders Danielsen Lie, Elef Nesheim, Maja S.K. Ratkje, Øyvind Rimbereid, Synne Skouen, Tore Stavlund og Ann Kristin Traaen