29.10.14

På lydsporet af den tabte tid

Anmeldelse af: Band Ane - Anish Music Caravan

Ane Østergaard er netop aktuel med sit soloprojekt Band Anes fjerde albumudgivelse Anish Music Caravan. På de tre foregående var det den naivistisk legesyge tilstedeværen i øjeblikket, der var i fokus. Anish Music Caravan byder derimod på normadens søgende vandring igennem lyde fra en svunden tid.

På opdagelser i optagelser
Ane har været på auditiv sommerfuglejagt med sin mikrofon og vakt mangt en funden lyd til live. Desuden har den 75-årige instruktør og tonemester Ole Askmand foræret Ane hele sit kæmpemæssige spolebåndsarkiv, hvilket derfor har leveret en stor del af klangmaterialet til albummet. Askmands forhåbning med overdragelsen til Ane var, at, selvom Nationalmuseet eller DR helt sikkert ville være interesserede i at få fingrene i arkivet, så skulle det fremfor blot at arkiveres hellere anvendes aktivt, hvilket han var sikker på at Ane ville være garant for. Og mon ikke hans antagelse var rigtig?

Optagelser af af fuglekvidder, regnvejr, fodskridt, stemmer, klokker og meget andet bliver manipuleret fra genkendelighed til ukendelighed og tilbage igen akkompagneret af et sindrigt arsenal af syntetisk producerede klangflader, melodier, rytmer og effekter, som fremstår særdeles organiske og varierede. Akustiske instrumenter indfinder sig også undervejs, hvilket både kontrasterer og komplementerer reallydene og computerlydene godt.

Anish Music Caravan er legesygen ikke forsvundet, men naivismen er udskiftet med en eftertænksomhed, der dvælende lader genklangen af fortiden træde kortvarigt frem for derefter at udtvære dem i små plamager af lydlommer, så man aldrig er klar over, om det er den forestillede erindring eller den reaktualiserede fortid, man er ørevidne til. Albummet er en evig leg med tiden. Straks man tror, man har fundet den pulserende rytmes vej, opløses tilstanden, og man bliver slynget - omend ganske blidt - ud på dybt vand, hvor man igen skal lære at svømme. Skæringerne dyrker en vedvarende vekseldrift mellem de ambiente og de rytmetiserede passager, og man er aldrig helt klar over hvor, Ane lader lytteren føre hen, hvor der næste gang bliver slået rod. 

En helstøbt skizofreni
Det er i dette drømmende, non-lineære narrativ, at Anish Music Caravan har sin styrke, og selvom albummet stikker skizofrent i alle retninger, er det heltstøbt fremfor blot at være en samling af enkeltstående skæringer. I mine talrige gennemlytninger af albummet, har jeg taget mine tanker i at vandre ind og ud af musikken, ind og ud af sig selv, ind og ud af fortid og fremtid. Albummet har kørt i sløjfe på min computer derhjemme og på min telefon, når jeg var undervejs, men selvom den samlede spilletid kun udgør femogfyrre minutter, kan man hele tiden udgrave nye detaljer, som ikke gjorde sig bemærket i den forrige lytning. Dette har muligvis noget at gøre med den sindstilstand, man bliver bragt i. Der er hele tiden noget genkendeligt, der ligger under sløret af ugenkendelighed, man bliver henledt til associationer og forestillinger af ekkoer fra før dengang fremtiden lå foran os. 

Der er til gengæld ikke meget fremtid over Caravan. 

For på den ene side er albummet musikalsk set ikke porten ind til noget nyt, da udtrykket er noget, man har stiftet bekendtskab med før. Dette er dog ikke problematisk, da musikken og lydbillederne er undersøgende, nysgerrige og formidabelt godt sat sammen. Future 3 og tidlig Efterklang mødes med den ambiente Aphex Twin i Nordjyllands svar på Twin Peaks (Skørping?), hvilket her i 2014 muligvis burde resultere i et fortærsket sentimentaleksperiment. Men Ane formår at undgå klicheerne ved intelligent, legesygt og eftertænksomt at sammensætte et patchwork af stemninger, melodier og rytmiske passager. 

På den anden side lever vi i en tid, hvor fremtiden bliver set gennem dystre briller: Fremtiden er skybrudenes tid, sparetidernes tid, nedskydningen af en 80’er-generations forestillinger, og desuden rammer ebolaen os sikkert snart, så hvad skal der overhovedet blive af os? Ane prøver ikke at skabe et utopisk billede af en bedre fremtid, derimod griber hun tilbage i erindringen og genfinder den positive forhåbning, som er os noget så tiltrængt. I forhold til hendes første tre album stifter vi bekendtskab med en modnet Ane Østergaard, der er gået fra den naivistiske leg i nuet til et underfundigt krystalbillede af en tabt tid, der kan bringe os trygt ind i fremtiden med en tro på, at det hele nok skal gå.

Rejs ud i intetheden!
Bortset fra albummets næstsidste skæring, den melankolsk slæbende Offpiste, hvor Ane udfolder sin intime røst, er der ikke lagt i ovnen til en radioklar hitparade af sange på tre minutter og tredive sekunder. Og heldigvis for det. Anish Music Caravan er derimod en flugt fra virkeligheden, der samtidig sigter mod virkeligheden. Det er mediterende, det er medrivende, det er introvert uden at være navlebeskuende, det er ‘ansk’, når det er bedst. Anish Music Caravan skriver sig muligvis ikke ind i den danske musikhistorie som et mesterværk, hvilket nok også skyldes, at mesterværkernes tid er på hæld, men jeg har dog i de sidste ugers tid, hvor jeg har haft fingrene i albummet været begejstret! Hvis man stiger ombord på karavanen, bliver man taget med på en rejse ud i intetheden, som er et berigende bekendtskab i ofte fortravlet hverdag.

Ane Østergaard drager til foråret på turné ud på landets skoler, hvor poderne foruden at blive udsat for Band Ane live også bliver præsenteret for en auditiv klippe-klistre-workshop, hvor punkter som at lære at lytte, at bruge mikrofoner og at bygge akustiske laptops er på tapetet. Ved at vise børnene, at musik ikke længere blot er klaver og violiner, men at optagede reallyde på lige fod har deres musikalske berettigelse og derved giver en smagsprøve på et opgør med den nodecentrisme, der traditionelt set har hærget musikundervisningen, griber hun igen fremtiden ved dens rod, og bringer os trygt videre.

Anish Music Caravan (vinyl og download)
Udgivet september 2014 på Clang
Katalog nr.: Clang014