20.12.12
Pierrot Lunaire. Foto: SCENATET

Pierrot lige i synet

Jexper Holmen anmelder SCENATETs Pierrot Lunaire

Loré Lixenberg og SCENATETs Pierrot Lunaire foldede Schönbergs 100 år gamle sangcyklus ud som et konsekvent stykke musikteater i LiteraturHaus i november.

Jeg kan godt forstå, at Pierrot Lunaire stadig kan chokere fredelige mennesker. Det er en kras omgang for sjælen. Værket består af 21 korte sange til tekster af digteren Albert Giraud og tværer rundt i død, blasfemi og erotik, mens musikken er atonal og disharmonisk. Stemningen er skiftevis hysterisk oppisket og sort af melankoli. Sangeren bruger sprechgesang, halvt tale og halvt sang, som man også kender det fra revyviser. Det lyder som et menneske, der henvender sig direkte til en. Det er svært at tage til sig, fordi det er kantet og komplekst. Men det er også svært at skubbe fra sig, fordi det er påtrængende.

Fra sangcyklus til teater
Med sit kabaret-agtige præg indbyder værket til, at man laver teater ud af det. Det gjorde SCENATET i november i LiteraturHaus i samarbejde med instruktøren Loré Lixenberg.

Scenen i Literaturhaus var bygget, så den virkede både som et udbombet kabaretteater og et sindbillede på den månesyge Pierrots splittede sind. Den var kun åben i midten, mens dens fløje var dækket af halvgennemsigtige skærme. Bag den venstre skærm sad  SCENATETS fem musikere, alle klædt i Pierrot-kostumer. Langs bagvæggen sad en flok statister forklædt som endnu en flok Pierrot-kloner. Bag den højre skærm sad flere statister bænket ved et bord med håndbajere.

De mange Pierroter gav en bizar følelse af ikke at kunne vide, hvem der var den rigtige. Akkurat som den skizoide Pierrot, der ændrer sindstilstand, som et papirsfly navigerer i en tornado, og i øvrigt omtaler sig selv skiftevis i første og tredje person, også må have det med sig selv. Drukselskabet forstærkede den generelle stemning af udhæng og forfald.

Pierrot Lunaire. Foto: SCENATET

Androgyn og svævende mellem barn og voksen
Foran skærmene, i midten af scenen og foran scenen agerede Pierrot. Foran den venstre skærm gav et sminkebord yderligere stemning af at være i et teater. Foran den højre stod en sofa, som Pierrot slog sig ned på i forestillingens få rolige stunder.

Hans udtværede identitet blev yderligere understreget ved, at han blev sunget af tre meget forskellige sangere, selvom Schönberg har skrevet værket til én. For at gøre det helt vanvittigt, var disse tre Pierrot’er heller ikke i Pierrotkostumer.

Signe Asmussen sang toptrænet power-sopran, mens Anna Katrin Egilstrø∂ sang uskolet og nøgent. Begge var under det meste af forestillingen klædt i Columbine-agtige kostumer. Ved sminkebordet udførte de det klassiske nummer med at agere hinandens ufuldstændige spejlbilleder – endnu en opslitning af Pierrot-figuren.

Pierrot er en mand, men bliver i Schönbergs værk sunget af en kvindelig sanger og har noget androgrynt over sig. Han virker også infantil. I Lixenbergs udgave blev nogle af sangene sunget af tenoren Gert Henning Jensen, der var klædt ud som en høj og flot drag queen i en dyster sort pailletbeklædt aftenkjole. Han/hun trak altid rundt på en fjerde Pierrot spillet af en lille dreng.

I øvrigt var det drag’en og drengen, der opholdt sig markant mest på den ”rigtige” scene mellem skærmene. Således var de to mest bizarre inkarnationer af Pierrot i centrum, mens de mere normale udgaver af ham var henvist til for- og bagscenen.

Konsekvent udfoldet
Musikken og hovedpersonens påtrængende natur blev også udfoldet scenisk: Signe Asmussen gik helt frem til første publikumsrække, stirrede folk i øjenene og sang direkte til dem. Jeg gik fri, men begge mine sidemænd fik Pierrots komplekser skreget lige i synet på en halv meters afstand.

Til sidste kulminerede Pierrots selvdestruktive træk med, at Asmussen-udgaven blev hængt af Egilstrø∂-udgaven.

Med deres Pierrot Lunaire-forestilling greb SCENATET og Lixenberg dybt i sjælen på både Pierrot-figuren og Schönbergs værk og foldede de sære ting, der gemmer sig dér, ud som en fysisk realitet for øjnene af publikum. Det fungerede godt, fordi alle de absurde indfald stemte overens med træk, der allerede er til stede i værket, og fordi det var gjort inspireret og konsekvent.

Pierrot Lunaire. Foto: SCENATET

SCENATETs Pierrot Lunaire. Kamikaze Music Theatre. Litteraturhaus den 21. og 22. november 2012. Musik: Arnold Schönberg. Instruktion: Loré Lixenberg.