28.05.14

Rebelsk punkjazzfusion

Pladeanmeldelse af Jakob Thorkild Trio: "Art Sleaze"

Debutalbummet Art Sleaze fra Jacob Thorkild Trio er et godt eksempel på den opblomstring den eksperimenterende jazzscene i Danmark har oplevet gennem de senere år. Og så er det krydret med en fandenivoldskhed som vi kender den fra punkmusikken.

Jacob Thorkild Trio
Jacob Thorkild Trio, som består af Peter Ole Jørgens på trommer, Nils Bo Davidsen på elbas og kapelmester Jakob Thorkild på elguitar. Thorkild spiller desuden i avantgardekonstellationen Boda Boda Duo, der tidligere i år udgav albummet Modern Persuasion, hvorpå den europæiske free jazz’s grand old man Peter Brötzmann medvirker. Thorkild er også forfatter til bogen Improvised Music – Essays and Interviews, der udkom i 2011 og han har spillet sammen med internationale musikere som Andrew D’angelo (US), Fred Lonberg-Holm og Raymond Strid (SE).

Musikken på Art Sleaze er improviseret direkte i studiet med det overordnede koncept at skabe en musik, der befinder sig i grænselandet mellem rock- og jazzmusik. Vi har her at gøre med en vilter bastardmusik, der blander elementer fra så forskellige genrer som improv, free jazz, metalmusik, noise og No Wave. På den måde bærer de musikalske ekskursioner på Art Sleaze reminiscenser til den eksperimenterende punk fra de tidlige 1980’ere i Danmark. I den forbindelse skal det nævnes at P.O Jørgens også spiller trommer i trioen Cockpit Music, der med den kunstneriske outertainer T.S. Høegh på saxofon og Søren Tarding på guitar og bas, har mere end 30 år på bagen og med rette kan kaldes for en af de vigtigste aktører inden for avantgarderock og punkjazz herhjemme.

Blæser på konventionerne
Art Sleaze er udgivet på vinyl på Tyrfing Records i et lille oplag. Coverets layout såvel som titler på både albummet og numrene er inspireret af soft-core porno-sitet suicidegirls.com, der hylder et alternativt skønhedsideal, som står i kontrast til det, der kolporteres af den konventionelle modeverden. På samme måde har ønsket på Art Sleaze været at skabe et grænseoverskridende musikalsk udtryk, der blæser på konventionerne.

Åbningsnummeret Suicide Girls lægger hårdt og kontant ud med skævvreden og frenetisk guitarspil, med tæt rytmisk sammenspil mellem Davidsen og P.O Jørgens som limen, der holder det hele sammen. Det er fysisk musik, der er angriber lytteren og guitaren har en trashet heavy sound. Musikken bobler psykotisk frem i små soniske udflugter, der til sidst ender i dissonant basspil og en nedsmeltning af guitarspillet, som forsvinder væk i sagte småpludrende toner. Det er faktisk her nummeret bliver mest interessant – lige der, hvor musikken er på grænsen til at opløse sig selv. 

Black Heart starter med et funky og dansabelt basspil og trommerytme, der udfordrer Thorkild til at presse guitarspillet yderligere, hvor et hoppende og skævt staccatospil hvirvler musikken i nye retninger.

I jazzens randområder
På nummeret NEU forsøger Thorkild med en skurrende støjguitar at save musikken i stumper og stykker, mens det rytmiske sammenspil mellem bas og trommer opretholder en vis punkjazzet orden, der giver luft til improvisationer. Der hersker meget lidt tvivl om, at vi har at gøre med en musik, hvor guitaren er i centrum for en rejse ud i jazzens randområder. 

I det 11 minutter lange titelnummer Art Sleaze fremtræder blandingen mellem metalmusik og jazz mest tydeligt. Musikken leveres med intensitet og en forrygende hidsighed, som gør den meget fysisk og man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville komme endnu mere til sin ret i en liveopførelse. Det er i det hele taget en overordnet problematik for meget improvisationsmusik, at den fungerer bedst i liveakten hvor spontaniteten frit kan boltre sig. Det er en åben dialog mellem musikere, der, når det fungerer bedst, finder frem til et nyt musikalsk udtryk, som spirer frem foran publikum.

Nummeret Soft Core indledes med en afsporet dialog mellem bas og guitar som trommerne tentativt forsøger at deltage i. Der er noget legende over musikken og sådan som det oftest er tilfældet med improvisationsmusik, drejer det sig for musikerne om at finde hinanden for at skabe et nyt musikalsk sprog. I Soft Core centrifugeres elementer af hardcore, jazz og avantgarde rock til et musikalsk udtryk der har slægtskab med Killing Time fra 1981 af den amerikanske eksperimenterende rockgruppe Massacre med Fred Frith på elguitar. Han var fra 1970’erne og frem med til at sprænge rammerne for guitarens formsprog, og har sidenhen inspireret en hel generation af guitarister til uortodoks brug af instrumentet.

En hommage til punkscenen
Deutchland er med sin apokalyptiske guitardrone, marchagtige rytmer og dissonante basspil det nummer, der adskiller sig mest fra de andre. Her finder musikerne ind til et råt udtryk som musikalsk læner sig op ad den nihilistiske No Wave genre, der udsprang af punkmusikken i New York i slutningen af 1970’erne og frem til midt 1980’erne. Nogle af de vigtigste aktører var her bands og musikere som DNA (Arto Lindsay & Ikue Mori), Sonic Youth, Glenn Branca og Teenage Jesus & The Jerks m.fl.  Musikken fremstod oftest som atonal og dystopisk, drevet frem af repetitive rytmer. Deutchland lyder da også meget som tidlig Sonic Youth, men fra denne anmelder skal det ingenlunde forstås som noget negativt. Det er som en hommage til punkscenen, der skrællede pænheden af musikken for at finde frem til et nyt og mere råt udtryk. Det fungerer derfor som en perfekt afslutning på albummet.

Rebelsk dekonstruktion – en tradition uden hukommelse
Jakob Thorkild Trio har med albummet Art Sleaze skabt et musikalsk univers, der mikser jazz og punk sammen i en intens og fysisk energiudladning, som til tider lader lytteren stakåndet tilbage. En sådan sammenblanding af genrer er ikke noget nyt fænomen inden for forskellige grene af improvisationsmusikken og på den måde læner Art Sleaze sig musikalsk op ad Downtown-scenen i New York, hvor især musikeren John Zorn i 1980’erne var en af de mest nyskabende og radikale musikere.

Art Sleaze trækker dermed konceptuelt på en lang musiktradition for at mikse genrer og dekonstruere jazzmusikken, så den åbner sig op for nye eksperimenter. En tradition hvor også den britiske guitarist Derek Bailey må nævnes, idet netop hans forståelse af fri improvisation som ”playing without memory”, er et ekstremt udtryk for den konstante søgen efter at sprænge musikalske grænser. 

Art Sleaze er rebelsk jazz, der tager kropsligt fat i lytteren. Det er nysgerrig musik, der på ekvilibristisk vis leger med musikgenrer, lyden er rå og beskidt og det hele leveres som var det et punkband i et øvelokale. 

Jakob Thorkild Trios debutalbum Art Sleaze udgivet 7. marts 2014 på TYRFING

Jakob Thorkild Trio:
Jakob Thorkild  - elguitar
P.O Jørgens – trommer
Niels Bo Davidsen - elbas