24.01.17
Foto: Palle Bo Nielsen

Rummet mellem tavsheden knitrer, risler, klinger og klikker

Anmeldelse af Lars Lundehave Hansens udstilling 'The Space Between the Silence', Møstings Hus, 14 jan. - 26 feb.

Lars Lundehave Hansens soloudstilling 'The Space Between The Silence' på Møstings Hus består af fire forskellige installationer, som på hver deres måde skaber lyduniverser, hvor rummet mellem tavsheden knitrer, risler, klinger og klikker.

Systematisk metallisk knitren
En lugt af opvarmet plastik og metallisk knitren rammer kroppen i Lundehave Hansens installationsværk Vibrant Cathedral II (2017), som er det første ud af fire værker i soloudstillingen The Space Between The Silence på udstillingsbygningen Møstings Hus på Frederiksberg. Lugten kommer fra 15 industrielle ventilatorer, opstillet symmetrisk med fem faner i tre rækker. Som en assemblage af eksisterende kommercielle produkter er hver enkelt ventilator udstyret med et langt stykke sølvpapir. Alle ventilatorerne er forbundet med hinanden i et programmeret system, hvor de skiftes til at blæse på stanniolen, der krøller og vrider sig i luften. Det er en komposition af metallisk knitren, der bevæger sig rundt i rummet, alt efter hvor luften vibrerer.

Sølvpapiret ligner vejrbidte, slidte bannere. På gulvet rundt om maskinerne er der dannet små bunker af afblæst flosset stanniol

Værket viser Lundehave Hansens interesse for at skabe kropsligt sanselige lydinstallationer. Hans fokus på den kropslige erkendelse af lyden i rummet, den raslende ambiens og det symmetriske visuelle udtryk, sender associationer til værker som Vibrant Disturbance IV (2016) af lydkunstneren Christian Skjødt (red. som Lundhave Hansen har pladeselskabet Tonometer sammen med), hvor 100 små højtalere er spredt ud på gulvet og omslutter de besøgende med kliklyde. Tilsammen lyder klikkene i Skjødts installation som regn på et bliktag, ikke ulig det lydunivers som Vibrant Cathedral II skaber med sølvpapirets knitren.

Stanniolen blafrer og glimter i det mørklagte rum, kun oplyst af to striber lys, som skyder op fra gulvet og skaber bølgende skygger i loftet. Stanniolens skrøbelighed står i kontrast til maskinernes stramme, næsten militaristiske symmetriske opstilling. Det meste af sølvpapiret er efterhånden blevet krøllet, hullet og slidt af luften, der bliver blæst imod det fra ventilatorernes propeller. Sølvpapiret ligner vejrbidte, slidte bannere. På gulvet rundt om maskinerne er der dannet små bunker af afblæst flosset stanniol. Spor som hver dag vokser sig større og langsomt ændrer den symmetriske opstilling til et nedslidt industrielt landskab. Den vejrbidte, rå æstetik minder også om Lundehave Hansens installation Eternal Storm (udstillet på Four Boxes Gallery i Skive, 2014), hvor man, omsluttet af mørk støj, kan opleve, hvordan skelettet fra et orkan-ramt drivhus langsomt drejer rundt.

'Vibrant Cathedral' af Lars Lundehave Hansen, som det var udstillet på Spanien 19C i Aarhus. 

Lyden af stedsspecifikke kredsløb
Værket Directional Transmissions (2017) består af otte bakelittelefoner på hver deres piedestal. Telefonerne, som er produceret i 1930’erne, er helt sorte og udstyret med lange sølvarme. Synet af dem er måske forbundet med nostalgi for ældre besøgende, men for de fleste gæster vil telefonerne fremstå som skulpturelle objekter, der mimer stereotypen på en gammeldags analog telefon, for der er ikke nogen drejeskive eller tal på telefonerne, så de fremstår helt renset for information.

Den interaktive lydinstallations stedsspecifikke kredsløb kræver en del af de besøgende; det er et værk hvis logik man skal regne ud og lytte efter

Valget af bakelitmodellen kan forstås som en historisk reference til en tid, hvor telefoner var stationære og knyttet til en bestemt lokalitet. Tilknytning til stedet understreges også, idet alle maskinerne er forbundet gennem sorte ledninger, der er stukket ind i en hvid boks placeret midt imellem dem. De er forbundne i et lukket system med egen logik; et kredsløb som kun indbefatter de udstillede telefoner og ikke, som telefoner ellers gør det, forbinder os til omverdenen. I stedet for at høre nogen tale fra den anden ende af røret, er Lundehave Hansens værk fokuseret på lyden af Møstings Hus. Fra hver telefon kan man høre en unik komposition med sinustoner, der afspejler selve rummets geometriske dimensioner. Dette formidles igennem otte spor, der svarer til de otte cifre i Møstings Hus’ telefonnummer. Som titlen indikerer, er det en envejstransmission af lyde som kommer til lytteren fra telefonerne.

Værket Directional Transmissions. Foto: Palle Bo Nielsen

For at kunne høre de stedsspecifikke kompositioner – der i sit lydbillede godt kan minde om den amerikanske, minimalistiske komponist La Monte Youngs værk Drift Study 31 I 69 må lytterne tage aktiv del i værket og løfte rørene på de otte telefoner. Lytterne vælger nemlig selv, hvordan og hvornår de vil høre tonerne, og i hvor lang tid. De kan fortabe sig sinustonernes langsomt glidende transformation eller blot lytte til nogle få toner. På den måde kan de besøgende skabe deres egen lydversion af Møsting Hus’ numeriske dimensioner ved at lytte til telefonkompositionerne. Det er dog ikke alle, som vil opleve lyden af stedet udfolde sig i kompositionerne; sinustonernes stedspecifikke referencer kræver nogle mellemregninger, hvis man ikke har læst værkbeskrivelse eller udstillingstekst. Den interaktive lydinstallations stedsspecifikke kredsløb kræver en del af de besøgende; det er et værk hvis logik man skal regne ud og lytte efter.

Det minder mest af alt om en sværm af morgentrætte cyklister, der sløvt ringer med deres klokker, imens de cykler forbi

Bevægelsens lydlige materialitet
Lunar Eclipse
(2017) er et værk, der kredser omkring fysiske materialers resonans. På et sort cirkelformet podie er 27 messingklokker strøet ud i en formation, der visuelt ligner en halvmåne. I midten af podiet roterer en tre-armet motor langsomt rundt med små lodder, der på skift rammer messingklokkerne med uregelmæssige stød, så de klinger og risler i dissonerende intervaller.

Installationen virker på mange planer, både sanseligt og refleksivt. Klokkernes klingen og skraben skaber et rum hvor man, som besøgende, kan få en næsten meditativ sanselig oplevelse af tid. Klokkernes lyde – irregulære, drevene og repetitive – fylder nemlig rummet med, hvad der mest af alt minder om en sværm af morgentrætte cyklister, der sløvt ringer med deres klokker, imens de cykler forbi: En bevægelse fremad gennem tid. Den måde hvorpå klokkerne giver resonans, minder os om, at lyd er bevægelse; lyden fra klokkerne er et resultat af den måde, hvorpå lodderne kort rammer eller langsomt skraber sig over dem i et konstant roterende og foranderligt lydunivers af intens ringen.  

Værket Lunar Eclipse. Foto: Palle Bo Nielsen.

Brugsgenstandens æstetik
Det sidste værk i Lundehave Hansens soloudstilling, The Silver Lining (To Cronhammer) (2017), består af en Nakamichi båndoptager i stilrent design, der er sat på en sort piedestal med lys omkring soklen i et mørklagt rum. Klangflader væver sig langsomt ind og ud af hinanden, fylder rummet og skaber tilsammen en dyster dissonerende drone, hvorfra der ind imellem fremtræder noget, der lyder som tilbagespolede feedbacklyde. Det drevne, mørke lydunivers sender tankerne hen på støjmusikere og komponister som polske Zbigniew Karkowski, japanske Tetsuo Furudate eller Aube. Man indhylles i den langsomt fremadskridende ambiens og glemmer næsten tiden. Men efter 4 minutter og 20 sekunder stopper lyden abrupt. Så kan man høre båndoptageren klikke, idet den vender båndet med teknisk præcision og overlegenhed. Derefter starter kompositionen forfra i et lukket kredsløb af feedbacklyde og mørke klangflader.

Gulvet i det lille mørke rum er løftet en halv meter op over Møsting Hus’ gulv, hvilket får rummet til at virke som en grotte eller en krypt. På den måde kan installationen opleves som et dystert gravsted for båndoptageren, et outdated medie, der ikke kan modsvare de digitale lydteknologiers effektivitet og præcision. Men med den automatiserede vending af båndet forandres rummet til at være et næsten helligt sted, hvor båndoptageren ophøjes og hyldes som medie og æstetik. Det virker banalt, men Lundehave Hansens iscenesættelse af båndoptageren i rummet, giver Nakamichi-teknologien og dens tekniske formåen en næsten sakral karakter.

Titlen henviser til kunstneren Ingvar Cronhammar, og kan skyldes Cronhammers fascination af maskiner og teknologi, hvilket er noget der er fremtrædende i The Silver Lining (To Cronhammer). Vendingen, The Silver Lining, henviser til, at selvom man ikke altid kan se det, stråler solen over skyerne. Måske kan det forstås som en reference til, hvordan analoge teknologier som båndoptageren stadig har relevans i en verden fyldt med avanceret digital lydteknologi. Sølvkassettebåndet lyser i mørket.

Kan noget så hverdagsligt og masseproduceret som ventilatorer og sølvpapir give en oplevelse af andægtighed hos de besøgende?

Rummet mellem tavsheden knitrer, risler, klinger og klikker
Lars Lundehave Hansens soloudstilling, The Space Between The Silence, er en udstilling af fire forskellige lydsystemer iscenesat i hver deres rum i Møstings Hus’ underetage. Udstillingen er renset for forstyrrende elementer og voldsomme farver, og har gennemgående en stram minimalistisk æstetik. Udstillingsdesignet har også en enkel rytme, som får installationerne til at hænge sammen trods deres forskellighed i udtryk; som besøgende bevæger man sig skiftevis mellem hvide eller mørklagte rum, der tager form som tern på et skakbræt.

I de sorte-hvide lokaler skaber Lundehave Hansen rum for lyd. Helt konkret skaber han værker, hvor hele rummet bliver inddraget. Det gør de besøgende også. Man kan ikke observere installationerne fra en distance, men må tage del i dem og forundres over lydens materialitet og teknologi.

Men der er også noget andet på færde i Lundehave Hansens soloudstilling. I værkerne leges der med brugsgenstandenes funktionalitet og betydning. Det bliver tydeligt i Vibrant Cathedral II, hvor titlen skurrer imod værkets industrielle æstetik. Kan noget så hverdagsligt og masseproduceret som ventilatorer og sølvpapir give en oplevelse af andægtighed hos de besøgende? Denne spænding kan måske ses som en kunsthistorisk reference til brugen af readymades i starten af det 20. århundrede. Med det ikoniske værk, Fountain (1917), rejste avantgardekunstneren Marcel Duchamp spørgsmål til institutionernes rolle i forhold til den status, man tilskriver en brugsgenstand og muligheden for at ophøje en kommerciel vare til et kunstobjekt med en særlig symbolsk værdi. I Directional Transmissions svinger de sorte bakelittelefoner mellem at være instrumentelle lydteknologier og skulpturelle udstillingsobjekter, og i værket The Silver Lining (To Cronhammer) iscenesættes båndoptagerens funktionalitet og æstetik i en hyldest til brugsgenstandens poetik.

Udstillingen har på den måde mange lag i sig, og er bestemt et besøg værd, hvis man har mod på at give sig hen til Lundehave Hansens lyduniverser, hvor rummet mellem tavsheden vibrerer, knitrer, risler, klinger og klikker.

Lars Lundehave Hansen er blev uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2006 og har modtaget præmieringer fra blandt andet Statens Kunstfond og Prix Ars Electronica for sit arbejde med lyd som kunst. Derudover har Lundehave Hansen været et kendt navn på den danske noisescene, særligt som det ene medlem af duoen Wäldchengarten og det aalborgensiske støjkollektiv Noisejihad, og han har også baggrund i det aktivistiske DIY-miljø omkring 1000Fryd i Aalborg. Sidste år markerede Lundehave Hansen sig med soloudgivelsen Terminal Velocity (Læs anmeldelsen i Seismograf her) og soloudstillingen Vibrant Cathedral på Spanien 19C. Nu er han aktuel med soloudstillingen The Space Between The Silence på Møstings Hus, som kan opleves frem til 26 februar 2017. 

Læs også interviewet 'Døden er altid nærværende' med Lars Lundehave Hansen i Seismograf fra 2013.