23.11.12

Seksstrenget magi

Er der snart mere saft og kraft tilbage i den gamle el-guitar, og kan man bygge en hel plade op over rockmusikkens mest ikoniske, men derfor også mest skamredne instrument? Forsaget og genopfundet utallige gange. Af mange opfattet som en potent og autentisk markør af rockens vildskab og af lige så mange opfattet som bedaget. El-guitaren er efterhånden blevet vredet i mange retninger, men den bliver på en eller anden måde ved med at fascinere, og hele tiden kommer der én, der formår at få friske og uopdagede lyde ud af de seks strenge. Rasmus Steffensen anmelder moderne pigtrådsmusik i et konstant ekspanderende mulighedsfelt fra Anders Lauge Meldgaard og en magisk cirkel af guitarister.

En pragtfuld matematik
Anders Lauge Meldgaard er kendt for sit mangeårige engagement i det musikalske kollektiv yoyooyoy. I 2010 fik han et slags gennembrud som underfundig og kosmopolitisk alternativ musikstjerne med albummet Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite, udgivet under navnet ”Frisk Frugt”, som blandt andet blev nomineret til den fornemme Nordic Music Prize. Nu har han, med det noget mere nøgternt betitlede album Musik for seks elektriske guitarer, kastet sig over et studie af netop den elektriske guitar. Seks mytologiske strenge ganget med seks musikere. En pragtfuld matematik - som to seksere i et heldigt terningslag. 

Den nøgterne titel til trods, er Musik for seks elektriske guitarer ikke et mindre snurrigt album end  Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite. Her er ikke tale om et abstrakt studie af guitaren eller om et afløb for en indre guitarhelt. Allerede omslaget skaber en sær forventning, eftersom titlen modsvares af et foto af en samling fløjter fra en etnografisk udstilling. Inde i pladecoveret finder man en flot folde-ud plakat af et fantasifuldt partitur, der både giver indblik i værket og som også har sin helt egen grafiske charme. 

Magi frem for nostalgi
”Slide i en kuppel” hedder åbningsnummeret, der med sit gennemgående slide-arbejde tydeligt sender tankerne i retning af gammel bluesmusik og dermed til noget man kan kalde el-guitarens urmusik. At denne urmusik samtidig spilles i en kuppel skaber tilmed et sakralt præg, der får åbningsnummeret til at tage sig ud som en magisk og rituel genfødsel af instrumentet. Titler som ”Chuck Berry” (med nik til et af den tidlige rock'n'rolls helt store guitarikoner) og ”Bubbletyggegummiboble part 2 & part 6” skaber ligeledes associationer til en uskyldig rockbarndom med troen på, at en velanbragt guitarfigur kunne forløse de ungdommelige sjæles længsel – i hvert fald for en stund. Længere nede på listen af titler ’namedroppes’ John Lennon også. Er Musik for seks elektriske guitarer da blot et stykke rocknostalgi? På ingen måde. Der er stor forskel på magi og nostalgi, på at drømme sig hen i fortiden og på at påkalde forfædrene i et sitrende nu. Titlerne på pladen er som talismaner, der guider guitaristerne sikkert ind i den seksstrengede totems fabulerende verden.

Det ekspanderende værk
Det er en musik, der hverken er klassisk, progressiv eller avantgarde. Den forsøger ikke at lyde som fortiden, men den er heller ikke båret af en tro på, at den baner vej for fornyelsen. Nok er den eksperimenterende i sin tilgang til instrumentet, men dette skal mest forstås som en radikal åbenhed, hvor alt kan findes på samme tid og man bare skal opfange signalerne. Fra ur-blues og ungdommelig pigtrådsmusik føres lytteren både til den vestafrikanske musik, som Anders Lauge Meldgaard har dyrket med Frisk Frugt til minimalisme. Der sendes hilsner til både den psykedeliske og hypnotiske repetition fra den eksperimenterende tyske krautrock og til den eklektiske scene af japansk improvisationsmusik, der ofte går under betegnelsen ”Improvised Music From Japan” efter hjemmesiden af samme navn. Atter viser Meldgaard sig altså som en sand kosmopolit, der både lader musikken udvikle sig i tid og rum. Pladen er da også meget sigende indspillet i både København, Berlin og Japan, og som en helt konkret udvidelse af lp'en kan man downloade bl.a. en såkaldt Japan Tape Collage, samt i øvrigt også alle lp'ens numre i 8bit chiptune-versioner. Der leges i den grad både med forventningen til en rigtig guitarplade og til selve værkopfattelsen, idet albummet nok fungerer som en afsluttet helhed, men altså også åbner op for et væld af potentielle værker gennem den store mængde download-bonusmateriale. Det giver dog alt sammen fortræffelig mening i det evigt ekspanderende univers, som pladen bevæger sig i, og hvor bonusmaterialet dels kan ses som forstudier til den endelige plade og som en videre leg med materialet, hvor det fx er en finurlig pointe at genindspille hele det guitarfetichistiske værk i elektroniske 8bit-versioner.

Moderne pigtrådsmusik
Mange af de folk, der tidligere har arbejdet med at genopdage el-guitaren, har betonet instrumentets muligheder for voldsomhed, støj og aggression. No-wave musikere som Sonic Youth, Swans og Glenn Branca var med til at definere helt nye muligheder for guitaren som støjinstrument. På hjemlig grund så vi for nogle år siden projektet 21st Guitars, der også arbejdede med at bygge vældige mure af guitardrøn op. Til sammenligning leder man langt efter den støjtilgang på Musik for seks elektriske guitarer. Støjen er en naturlig del af værkets genremæssige åbenhed, hvor det dissonante, atonale og forvrængede indgår ganske uproblematisk. Der er intet forsøg på at bygge massive mure op, intet forsøg på at forme de seks guitarer til en hårdtslående knytnæve af lyd. Lyden er tværtimod liflig, boblende og prikkende, netop som en slags moderne pigtrådsmusik. Spinkle tråde af lyd, der former sig som en mangfoldig mosaik. 

Kollektiv indsats
Som man hurtigt bemærker, er der mere end seks guitarister med på pladen, selvom den altså arbejder med sekstetten som format. Det kan blandt andet skyldes, at pladen er indspillet på mange geografiske locations over lang tid, hvorfor der har været en naturlig udskiftning af musikere. Og så skyldes det vel også, at Anders Lauge Meldgaard heller ikke her lader sig begrænse af noget så banalt som et fast format. Hvorom alting er, har han samlet et stjernehold af musikere med en lige så krøllet tilgang til instrumentet som ham selv, og selvom det er Meldgaard, der står som komponist, er der uden tvivl en grund til, at hans navn ikke bastant pryder coveret. Man har indtryk af en kollektiv indsats, hvor det færdige lydbillede i høj grad præges af forskellige personligheder og deres lige så forskellige tilgange til instrumentet. Samtidig fornemmer man dog også klart en signaturlyd fra Meldgaard i de hoppende og ekstatiske udladninger, der vil glæde fans af hans ”Frisk Frugt”-projekt. Guitaren sættes her både fri fra rockens klichéer og blaserte avantgardestrategier. Alene tilbage står en frydefuld omgang med hele el-guitarens mulighedsfelt. Sådan skærer man en god guitarplade.

Musik for seks elektriske guitarer. Komponeret af Anders Lauge Meldgaard og fremført af Oliver  Hoiness, Andreas Pallisgaard, Claus Haxholm, Martin Vognsen, Andreas Führer, Laust Færch, Kasper Vang, Tobias Fuglsang Mynborg, Anders Lauge Meldgaard. Udgivet af yoyooyoy/jvtlandt som vinyl med ekstra downloads.