16.10.16

Suså nummer 24

Anmeldelse af Suså Festival 2016, 2.-4. september i Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved

Det er aldrig helt forgæves at tage turen til Suså Festival i Næstved. Ensemblerne og forholdene er altid professionelle, og musikken klinger godt. Kurateringen, til gengæld, klares med lidt løsere hånd.

Der er den her bakke, man kan gå op på i Næstved. Munkebakken. Egentlig er det et ret dystert sted med høje, tynde træer, masser af vind og Jens Andersens munkeskulpturer af bronze. Faktisk seriøst eerie. Øverst oppe står et udkigstårn, umiddelbart rimelig faldefærdigt og oplagt til tragiske skæbner. Hvis man alligevel går derop, finder man Næstveds to vartegn, det elitære og det folkelige: kostskolen Herlufsholm mod nord og BonBon-Land mod øst. Et vindue mod to verdener, som i drømmen finder hinanden et stenkast væk, ovre i Grønnegades Kaserne Kulturcenter, hvor den 24. Suså Festival – »Tre sensommerdage med ny musik« – fandt sted i begyndelsen af september.

Suså havde tilsyneladende knækket koden til at lokke både elite og bredde til

Det hele startede i 1993, hvor ægteparret Anne Kristine Smith og Hans-Henrik Nordstrøm etablerede en festival for musik af nulevende danske komponister. Folk fra Århus og København var såmænd velkomne nok, men målet var først og fremmest at være noget for lokalbefolkningen i Storstrøm. Og der kom mange mennesker, efterhånden omtrent 125 til hver koncert. Det var selvfølgelig et smart træk at koncentrere sig om nye danske værker, for så tog de opførte komponister nok turen til Næstved alligevel, og resten af miljøet fulgte trop – man vil jo gerne holde sig orienteret. Men læser man gamle anmeldelser fra festivalen, var der vist en fin blanding af lokale og storbyfolk. Suså havde tilsyneladende knækket koden til at lokke både elite og bredde til.

Her spoler jeg lige frem til i år, hvor jeg selv var til stede for første gang. Den er god nok, de lokale dukkede også op, selvom det mest var særligt inviterede gymnasie- og MGK-elever. Til gengæld var Tordenskjolds soldater, storbysnuderne, i stor stil blevet hjemme, og mon ikke det hænger sammen med, at Suså har ændret profil siden de glade 90’ere? Hvor hvert fjerde værk i begyndelsen var en uropførelse, var der kun to i år, svarende til seks pct. Samtidig er man gået fra udelukkende at præsentere danske værker til at lade halvdelen af programmet være internationalt.

Snow Mask Trio (fra prøve). Foto: Christina Holm Dahl / Suså Festival

Hver sin lille koncert
Udviklingen er logisk nok. Suså har udvidet fra fire koncerter ved etableringen til ti i år. Hvis der skal være variation fra år til år, må man derfor inddrage andet end danske komponister. Siden 2006 har man præsenteret en (dobbelt)koncert med fokus på et særligt land – i år Portugal, som sendte ni mand fra Grupo de Música Contemporânea de Lisboa til Næstved. Med internationaliseringen har man altså nærmet sig profilen hos de etablerede festivaler – som Spor og Klang i dag – som man oprindeligt stillede sig i opposition til.

Suså har ændret profil siden de glade 90’ere

Der kan siges meget godt om at åbne vinduer mod omverdenen. Noget af det, en festival kan, er fx at sammenligne lokale og internationale strømninger. Man får en mulighed for at høre, hvordan det musikalske kredsløb i nærområdet forholder sig til resten af verden. Det er et værn mod osteklokkeri. Men det er klart, at det kræver et stort kuratorisk overblik at foretage denne øvelse. Her løber Suså ind i det problem, at man i høj grad har overladt kurateringen til de enkelte ensembler på festivalen.

Det betød, at hver koncert fik sit eget lille, ret tilfældige tema. Den jyske Snow Mask Trio – Karolina Leedo på fløjte, Mina Fred på bratsch og Adam Ørvad på akkordeon – åbnede festivalen med tre nyere værker af Louis Aguirre, Birgitte Alsted og Eirik Moland. Ud over at værkerne blev flot opført – de velspillende ensembler er og bliver Susås kardinaldyd – så forenedes de tre ældre komponisters værker af en enorm lyriskhed, som var dybt rodfæstet i både mellem- og efterkrigstidens modernisme. Alle tre med en høflighed, der ikke mindst kom til udtryk i en meget opbyggelig stilhed-kaos-stilhed-form.

Anderledes teatralsk og aggressivt var udtrykket i den efterfølgende koncert med Trio vis-à-vis fra Stuttgart: Sabine Beisswenger på fløjte, Marie Louise Lind på cello og Natasha López som sangerinde. Først med Helmut Lachenmanns ikoniske temA fra 1968, som de opførte for hvem ved hvilken gang, komplet med knirk, rallen og lydteater – til stor morskab og forundring for gymnasieeleverne (den halvdel, der ikke var taget til fredagsfest efter Snow Mask Trio). Derefter med uropførelsen af hollandske Jesse Broekmans and anew, der lagde sig i forlængelse af den store tyske komponist, men dyrkede en konstant vekslen mellem det abrupte og det rolige. Til sidst opførte trioen Nicolai Worsaaes Replication #1 (2014/15), hvor samme knitrende lydbillede mødte rytme og næsten-rytme, og hvor sangerinden knuste saltkrystaller under fødderne. Beskeden var klar: Vi var til ekstraundervisning i Lachenmann en fredag eftermiddag.

Grupo de Música Contemporãnea de Lisboa. Foto: Christina Holm Dahl / Suså Festival

Mindre ny end engang
Athelas Sinfonietta viste friskhed, kant og fremtidighed med Martin Staunings Verdorrte Räume (2015) og Rune Glerups Divertimento (2010-11) – fra samme univers og generation som Worsaae og Broekman, men uden den meget tydelige gæld til Lachenmann. Omvendt bød koncerten også på Anders Brødsgaards Ravel-inspirerede, orientalistiske bolero Maqam (2002) og – efter et neokomplekst intermezzo med guitarduoen Duo Dybro/Norman – uropførelsen af festivalleder Hans-Henrik Nordstrøms Sphinx, som virkede noget utidig med sine store mellemkrigsklange, der skvulpede rundt i ensemblet fyldt med tyngde og mørke og en fornemmelse af Alban Berg-opera. Koncerten blev dermed et meget godt billede på den lidt usikre kuratoriske hånd, som prægede festivalen: Flere værker kastede anker langt tilbage i det 20. århundrede, mens enkelte bedre afspejlede den aktuelle scene.

Flere værker kastede anker langt tilbage i det 20. århundrede, mens enkelte bedre afspejlede den aktuelle scene

Suså har tilsyneladende som festival mistet grebet lidt om det helt nye og har i stedet taget en rolle på sig som en slags lokal skolelærer, der underviser i den ny musiks historie. Det er der i og for sig ikke noget galt i, men er det et bevidst valg, og hvorfor er det i så fald truffet? Hvor man i begyndelsen havde en klar overvægt af uropførelser og værker fra de seneste få år, var det i år blot en tredjedel af musikken, som var komponeret i indeværende årti.

Samtidig løb denne lidt mærkværdige utidighed også gennem flere af de nyere værker. Det gjaldt ikke mindst den portugisiske temakoncert. Grupo de Música Contemporãnea de Lisboa åbnede et vindue mod Portugal, der mest lød som et vindue mod Frankrig omkring år 1900. De to yngste af portugisernes værker var pudsigt nok også dem, der klingede ældst. Der var meget fin de siècle-impressionistisk vraggods i João Madureira og Clotilde Rosas værker fra 2015 hhv. 2014. Pastichen fæstede især et vist greb i os, da harpenisten midt på scenen begyndte at spille drømmesekvensagtige heltoneskalaer i Madureiras Coração. Det er sjældent, at Ravel er den komponist, man tænker mest på i løbet af en festival for ny musik.

Selvom kurateringen altså føltes noget usammenhængende under de to første dages koncerter, som jeg overværede, så fungerede koncerterne i sig selv fint. Den ny musik er i dag så stilpluralistisk, at man sagtens kan forsvare at have en række minitemaer som Snow Mask Trios ’ny skønhedssøgen’, Trio vis-à-vis’ ’instrumentale musique concrète a la Lachenmann’, portugisernes ’neoimpressionisme a la Ravel’ og Duo Dybro/Normans ’neokompleksitet a la Ferneyhough’. Alligevel oplevede jeg det mere som en kompakt koncertrække end en festival, hvor arrangørerne har en æstetisk pointe med udvalget. Og som sådan ville det måske give mere mening at sprede koncerterne ud i løbet af hele året – også med henblik på at knytte tættere bånd til lokalbefolkningen. Hvis man på den anden side gerne igen vil tiltrække Tordenskjolds soldater, så må man overveje, om ikke Susås profil kan stå skarpere – om man ikke skal vende tilbage til et fokus på den allernyeste musik, både af alder og i ånden. Men lad os nu se – når man trods alt har formået at holde live i festivalen i snart 25 år, så har man nok fat i noget!

Suså Festival fejrer 25-års jubilæum i 2017, hvor festivalen afholdes 1.-3. september. Programmet offentliggøres til foråret.

Man kan bruge en del af ventetiden på at læse Søren Møller Sørensens gennemgang af en større debat om Suså Festival, der udspillede sig i Dansk Musik Tidsskrift tilbage i 2005.