16.04.13

Træer og frugter

CD-anmeldelse af 'The Trees' - Mark Solborg Trio feat. Herb Robertson & Evan Parker

Rødder og erfaring siver ind i øjeblikkets frugter og sarte blomster på cd-indspilningen The Trees - et smukt og helstøbt værk fra Mark Solborg og hans håndplukkede, internationale ensemble.

Jazz er i særdeleshed en genre, hvor smidig teknik kombineret med en personlig stemme på instrumentet vægtes højt. Dygtige instrumentalister er der mange af, men der hvor musikken for alvor vokser ned i en dybere grund og op i en højere himmel, er dér, hvor den enkelte musiker evner at tale med en distinkt stemme i en større helhed. Det er ikke tilfældigt, at mange af jazzens kæmper i lige så høj grad har været visionære orkesterledere som visionære instrumentalister.

Kollektive kompositioner i nuet
Mark Solborg er en dygtig guitarist med en nysgerrig tilgang til instrumentet og en solid fornemmelse for klangfarve. Dette kunne i sig selv være spændende nok, men der hvor Solborg især udmærker sig, er hans evne til at sammensætte stærke ensembler og ved konstant at udfordre sit eget talent i dialog med andre markante stemmer. Udgangspunktet for udgivelsen er jazzen, en genre han definerer meget åbent, idét han gerne bevæger sig ind i fri improvisation, avantgarde, lydkunst, rock med åbenhed mod andre kunstudtryk som poesien. Det er der kommet et indtil videre meget bredt facetteret og rigt oeuvre ud af. Seneste skud på stammen hedder The Trees, og Solborg omtaler det selv som et højdepunkt og hovedværk. Det er da også en både bemærkelsesværdig og bevægende plade, hvor Solborg har samlet en i sandhed interessant og international konstellation af musikere. Han er selv krediteret som producer og igangsætter for projektet, men ellers er der tydeligvis tale om en kollektiv indsats med en åben og improviseret tilgang. Alle musikere krediteres på udgivelsen som komponister, men komposition skal i denne forbindelse givetvis forstås som en slags “instant composition”, der i vid udstrækning er baseret på improvisation og musikalsk samtale i nuet.

Musikken er blevet til under Copenhagen Jazz Festival 2012, hvor Solborg samlede pladens ensemble til tre koncerter i København (de spillede desuden en enkelt koncert i Aarhus). Selve pladen består dog af studieoptagelser, hvor improvisationerne fra koncerterne er blevet videreudviklet og draget ind i et andet rum. Ensemblets rytmegruppe består af to velkendte medspillere for Solborg - nemlig den norske bassist Mats Eilertsen og den danske slagtøjsspiller Peter Bruun. I sig selv en interessant konstellation af meget stærke yngre kræfter på den nordiske jazzscene, og to musikere, der som Solborg selv ofte viser en åbning mod andre strømninger inden for eksperimenterende samtidsmusik. Mindre interessant bliver det ikke af, at Solborg har samlet to internationale giganter inden for improvisation- nemlig engelske Evan Parker (saxofon) og amerikanske Herb Robertson (trompet). Alt i alt et stjernehold, der inkarnerer noget af det bedste fra nordisk, engelsk og amerikansk jazz og fri musik.

Omvendt ville det dybest set være uinteressant med alle de flotte profiler, hvis de blot agerede kransekagefigurer. Det er heldigvis ikke tilfældet. Alle fem musikere udviser nemlig en fornemmelse for helheden, der hæver de frie improvisationer op til noget andet og større end selvoptaget talen i munden på hinanden. Improvisation kræver koncentration og åbenhed, men også en ydmyghed over for det fælles projekt, og man finder det alt sammen på The Trees, hvor alle fem musikere tapper ind i en kollektiv nerve, som de hver især lader musikken vokse frem af, og som de farver med hver deres baggrund og erfaringshorisont.

Organisk lyd og fuldmodne frugter
Som vanligt leger Solborg selv her og der med elektroniske bearbejdninger af guitarlyden, men overordnet set er The Trees en meget akustisk og organisk produceret plade, dejlig varm i lyden og med en træagtig klang. Det er en plade, som - skal man blive i træmetaforerne - snart opleves som en mild og skrøbelig hvisken, som når en brise glider gennem trætoppene, snart som en kroget knagen, når efterårsstormene rusker i grenene. Træer, der taler sammen, rodfæstede i hver deres ståsted. Og træer, hvis alder og erfaring vokser ind i frugter med en fyldig smag og duft.

Som træstammers årringe kan man læse alderen ud af klangen, ligesom frugterne vidner om en langsom modning. Umiddelbart kan man sige, at musikken - og navnligt den frit improviserede musik - inkarnerer det modsatte: et klingende øjeblik, et sitrende nu, der straks glider én af hænde igen. Det smukke ved The Trees er dog, at det improvisatoriske øjeblik hele tiden forekommer ladet med en fylde og tyngde. Det er en fylde, der både er mystisk og meget jordbunden. Og det er først og fremmest en fylde, der minder én om det, som mange udøvere af såkaldt fri musik betoner - at fri improvisation langt fra bare betyder at tonse derudaf, men at det tværtimod om noget kræver teknik, præcision og øvelse. Ja, netop erfaring.

Nænsomme strøg og detaljerigdom
Det kan være svært at finde en indgang til pladen, hvis man forventer klare melodier og temaer. Solborg og hans ensemble arbejder i overvejende grad med klangfarve og tekstur. Og hvor nogle lyttere givetvis vil savne momenter, hvor musikken bygges op til en mere traditionel forløsning, vil andre netop påskønne evnen til at afstå fra dette og bare være tilstede i dette afsøgende sammenspil, hvor der både er plads til lyriske kvaliteter og skrattende støj. Denne slags musik hviler meget på fornemmelsen af et gennemgående åndedræt i tonerne, en atmosfære, der binder de tilsyneladende fragmenterede forløb sammen, og det har The Trees

Numre som “Oak and the Alder” og “Hophornbeam” er fine eksempler på, hvor underspillet og diskret musikerne evner at markere et musikalsk rum, som alligevel er fyldt med detaljer. Med nænsomme buestrøg og en til tider mørk, næsten drone-orienteret tone lægger Eilertsen en god bund for trompetens og saxofonens søgende udforskninger, mens Solborg selv skaber en snart raslende, snart klokkeklar klang på guitaren. På “Apples, Apples” gives der i vid udstrækning slip på de vante eksperimenter, mens der i stedet eksperimenteres med gonger og kalimba. Her er blæserne helt fraværende, hvorimod Solborgs guitar får lov til at klinge i et meget nøgent og sart rum.

I de to skæringer ”Skyrækker No. 1” og ”Skyrækker No. 2” præsenteres vi for et egentligt parløb mellem Solborgs guitar og Parkers saxofon, mens de øvrige medlemmer tier. Det er en fornøjelse at høre Solborg og Parker sammen, men det må alligevel siges, at The Trees lever og ånder gennem ensemblet, hvorfor de to numre mere kommer til at føles som intermezzoer end integrerede dele af værket.

En invitation til et landskab
Overordnet fremstår The Trees som en impressionistisk improv-plade, hvor der nok er plads til livets støj og kraftfulde udbrud, men hvor de musikalske landskaber først og fremmest tegnes frem af ømme antydninger og stilhed. Omvendt stryger den bestemt ikke lytteren med hårene. Ligesom det kræver noget at spille denne form for musik, kræver den også et nærvær fra lytterens side. Dog trænger musikken sig ikke på, men står der snarere som en invitation, et landskab med mulighed for at træde ind i. Det er en invitation, man varmt anbefales at tage imod.

The Trees
Komponeret og fremført af: 
Mark Solborg: elektrisk og akustisk guitar
Mats Eilertsen: kontrabas
Peter Bruun: trommer, slagtøj og kalimba
Herb Robertson: trompet, stemme, kalimba og pumpeorgel
Evan Parker: tenor- og sopransaxofon, kalimba og gong 

Produceret af Mark Solborg

Udgivet februar 2013 på ILK