16.11.12

Stille rum i byen

- Et forsøg på at udvide begrebet

Denne artikel forholder sig til temaet urbanitet, lyd og rum, og tager udgangspunkt i mit specialearbejde i landskabsarkitektur: ’Stille rum i byen – utopi eller mulighed’ samt i de metoder, jeg pt. er med til at udvikle som deltager i et svensk forskningsprojekt på Sveriges Lantbruksuniversitet i Ulltuna. Artiklen belyser min tilgang til lyd/stilhed og de udfordringer, jeg ser i at skulle udpege såkaldte stilleområder i byer. Første del af artiklen fokuserer på uddrag af mine teoretiske studier af stilhed, lyd og soundscape, mens anden del foreslår en semantisk analysemetode til kvalitativt at karakterisere lydmiljøer.

Mit speciale ’Stille rum i byen’ (2009) blev min indgang til lydmiljø-forskningen, og selvom jeg har en baggrund som musiker, gik det op for mig, hvor lidt jeg vidste om det auditive miljø og dets betydning.

Mit udgangspunkt for specialets titel var ikke alene det auditive. Snarere udsprang det af en holistisk holdning og en reaktion på byplanlægningen, og dens design, der i øjeblikket har et  udtalt fokus på aktivitet. Hvem kærede for det ubearbejdede, stillestående og kontemplative - mellemrummet og kontrasten til byens puls og det evigt aktive?

Lydens fortælleværdi
Lyd har stor betydningsmæssig værdi for os mennesker. Både som individer og for vores forhold til omgivelserne. Ofte har lydmiljøet en ubevidst, men afgørende, betydning for hvordan vi oplever et sted, og om vi vælger at opholde os på  netop dét sted. Dermed har lydmiljøet betydning for landskabsarkitektens og byplanlæggerens arbejde og er et aspekt, vi med fordel kan forholde os til, både i den overordnede og i den stedspecifikke planlægning. Traditionelt set har lyd dog været underkendt i landskabsarkitektens  visuelt fokuserede fag, og når man de seneste år har talt om lyd i planlægningen, har det nærmest udelukkende været med fokus på støj, hvormed man har valgt en defensiv tilgang til lyd i bymiljøet. Det skyldes bl.a., at EU i 2002 udsendte et støjdirektiv, der pålagde medlemslandene at fremstille støjkort for alle større byer inden udgangen af 2008, baserede på vægtede gennemsnitlige lydstyrkemålinger Dertil hørte efterfølgende udarbejdelse af handlingsplaner for nedbringelse af støjen.

Men i erkendelse af at lyd er mere end en kvantitativ  lydstyrke målt i decibel (dB), er der lydmiljøforskere, som med forskellig faglig baggrund anskuer lyden fra en mere offensiv og kvalitativ vinkel. På Cresson-instituttet i Grenoble har man f.eks. den grundlæggende antagelse, at Lydmiljøet fungerer som et ’instrumentarium’; et arsenal af lyd, der giver form til sociale, perceptuelle, kulturelle, æstetiske og rumlige strukturer, og nøglen til dette instrumentarium går via begrebspræcisering. Dvs. at præcisere interdisciplinære begreber, som spænder over hele lydens spektre. (Hellström, 2007)

Lyd informerer os om hændelser, der finder sted i et miljø. Lyd inkluderer en kilde og en årsag.  I forståelsen af lyden, forsøger vi intuitivt at afkode hvori lydkilden består, samt hvilken handling, der har frembragt den. Man kan ifølge lektor i informationsvidenskab ved Aarhus Universitet, Morten Breinbjerg, sige, at det sansede ”kontekstualiseres i et netværk af forventninger og forforståelser. Dernæst vurderer vi hvilke forholdsregler, vi skal tage - om nogen over hovedet. Dybest set er det en biologisk kompetence, der hjælper os til at navigere og overleve i verden (Breinbjerg 2006).Figur 1: Lyden som formidler af rum

KVALITETEN AF STILLEOMRÅDER
I det før omtalte støjdirektiv henstilles der I forlængelse afstøjkortene til, at der udpeges såkaldte stilleområder – både i byerne og på landet, hvilket har betydet, at man i flere EU-lande de seneste år har øget fokus på stille zoner og grundlaget for at udpege disse. Men direktivet begrænser sig til kun at henstille til en udpegning, samt til alene at forkusere på værdien af den auditive side af et stilleområde.I øvrigt overlades det til de enkelte medlemslande selv at sætte grænseværdien for det gennemsnitligelydniveau i et stilleområde. Således definerer støjdirektivet stilleområder som: ’…et område afgrænset af den kompetente myndighed, der f.eks. ikke fra nogen støjkilde udsættes for en Lden -værdi eller anden relevant støjindikator, der ligger over en bestemt værdi, som medlemsstaten fastlægger.´ (EUs støjdirektiv, 2002). Lden er udtryk for det gennemsnitlige lydtryksniveau i hhv. dag-, aften- og natperioden.

Herhjemme har Miljøministeriet sat de vejledende mål for stilleområder til 40dB(Lden) - max. 55dB(Lden),men hidtil har ingen danske kommuner udpeget sådanne områder. Det tror jeg dels skyldes manglen på en mere fyldestgørende definition af stilleområder, og dels at det har vidtrækkende økonomiske konsekvenser for kommunerne at udpege sådanne områder, idet det kræver kontrol af de omkringliggende matriklers mangeårige anvendelse og lydmæssige påvirkning.

Endnu taler ingen om effekten og vigtigheden af andre kvaliteter ved de visuelle og rumlige oplevelser af selve stilleområdet, for ikke at tale om andre kvaliteter af lydmiljøet i området. Men det burde man, for hvem har interesse i at bevare stilleområder for områdets og stilhedens egen skyld? Målet må formodes at være borgerens mulighed for en sanselig totaloplevelse af begrebet stilhed. Og hvis det er tilfældet, skal vi have lyst til at opholde os i det stille område, så oplevelsen af stilhed kan synke ind og blive kontemplativ (koncentreret og eftertænksom). Dertil behøves hensyntagen til langt mere end blot dB. At udpege stilleområder kræver helhedstænkning og frem for alt et nøje definitionsarbejde. For hvad er stilhed overhovedet i en urban kontekst?

STILHED?
I henhold til ’Ordbog over det Danske Sprog’ (ODS) er stilhed dels forbundet med standset/ophørt bevægelse. Dels at alle lyde, al støj er ophørt. Den er et tidsrum, i hvilken ingen lyd høres, en standsning af eller pause i menneskers  gøremål eller tale. Tavshed. Ophold. Stilhed kan samtidig betyde en persons uvirksomhed, ørkesløshed eller bruges om et tilbagetrukket liv, et stilfærdigt væsen og indadvendthed. Stilhed beskriver således primært fysiske tilstande og tolkes som sådan oftest som fraværet af lyd, men dækker altså også over en mental tilstand af indadvendthed. Der er dog størst sandsynlighed for, at vi tolker begrebet ’stilleområder’ som områder, der er fysisk stille, både auditivt og visuelt, mens færre vil tolke det i retning af at være et område, der muliggør en indadvendt, mentalt stille tilstand af kontemplation (Thomsen, 2009).

Ro anvendes ofte synonymt med stilhed, men ro dækker i henhold til ODS, ud over den fysiske tilstand, i langt højere grad over en oplevet tilstand. ODS beskriver ro som: Fysisk hvile, i hvilken et levende væsen er ophørt med at være i aktivitet (og hviler ud, rekreerer sig). Som en tilstand, i hvilken smerter, besvær, bekymringer, urolige tanker og lignende er ophørt. Om forbedret ro og lise. Om at få/have ro i sjælen eller sindet. Som en tilstand af uforstyrrethed eller stilhed, i hvilken man ikke forstyrres ude fra af støj eller andre påvirkninger. Om stilhed i naturen (eksempelvis som modsætning til byens larm) (Thomsen, 2009).

Der kan således være god grund til klart at definere, hvori stilheden består, når man eksempelvis bruger begreber som stilleområde/-zone. Ligger vægten på lydniveauet, på en oplevet tilstand eller i en kombination af begge?

Den Schweiziske filosof Max Picard anser stilhed for at være et basalt fænomen, der ikke alene er fraværet af lyd, men en positiv og komplet verden i sig selv; en grundlæggende, objektiv realitet. Som canadiske Wreford Miller skriver, er den ”nøglen til vores personlige og kulturelle sensitivitet, både akustisk og socialt” (Miller 1993), og måske er det derfor Picard mener, at ”intet har forandret menneskets natur så meget som tabet af stilhed”. Men ifølge idéhistorikeren Asbjørn Morsing er stilhed for mange mennesker i dag lig med at gå i stå. Det moderne menneske har helt enkelt vanskeligt ved at være i ro, og bliver nærmest stresset bare ved tanken. Vi er holdt op med at lægge vægt på stilheden og tror kun på dynamikken. Resultatet er, at vi mister orienteringen, mener Morsing (Thomsen 2009).

Spørgsmålet er, om det er dette grundlæggende behov for stilhed, man har for øje i Københavns kommune, når man nu er begyndt at tale om etablering af stillezoner i byen – eller om tiltaget udelukkende er afstedkommet af EU-direktivets henstillinger?

For mig er stilhed i den grad noget, der stimuleres af en multisensorisk sansning. Tænk et øjeblik på sne, der daler sagte ned i store, lette fnug. Stille i sin egenart, stille i sin handling og stille i sin virkning. Et snedække påvirker på én og samme tid lydmiljøet, ved at lyde absorberes og dæmpes, og ved at akustikken bliver klar og distinkt. Sneen stemmer som en mangefacetteret oplevelse sindet til stilhed.

Der er ingenting i verden så stille som sne
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt,
på de stemmer som for højlydt taler.
(Helge Rohde 1896)

Som det beskrives i Rohdes sang, kan samme adfærdspåvirkning til stilhed opleves i særlige arkitektoniske rum; f.eks. religiøse bygninger, kirkegårde, biblioteker og museer. Instinktivt dæmper vi vores tale og sagtner vores gang. Ligger dette i arkitekturen, eller er det en indbygget etisk kode – en implicit gestus mod stilhed?

Auditive atmosfærer er mystiske. Meget af deres indhold kan være usynligt og implicit, og deres kumulative virkninger kommer fra flygtige og lidet udforskede fænomener som trykændringer, infralyd, ultralyd og andre knapt opfattelige signaler. Dertil er de fyldt med forestillinger, erindringer, utopier og bange anelser (Toop, 2004). Altså kan vi måle lydstyrken i decibel, hvorimod der intet mål for stilhed. I stedet er vi er nødt til at diskutere os frem til indholdet og dets betydning.

ANVENDTE METODER
Med en tese om at stilleområder kræver en multisensorisk tilgang analyserede jeg i mit speciale 13 grønne urbane rums visuelle, rumlige og auditive miljø ved hjælp af en række metoder. Jeg vil her fokusere på de auditive analyser, som jeg baserede på den svenske landskabsarkitekt Per Hedfors’ daværende metoder. Hedfors er blandt de få landskabsarkitekter, der har taget udfordringen op med de auditive forhold i udemiljøet. Med udgangspunkt i bl.a. Murray Schafers teorier har han søgt at arbejde på udviklingen af en relevant akustisk terminologi, samt metoder og værktøjer til brug inden for landskabsarkitektens arbejdsfelt. Gennem empiriske studier, i form af interviews og observation i to lydmiljøer, kom han frem til en model for lydenes indbyrdes fremtoning.

I modellen (Figur 2) skelnes mellem mængden af ’figurlyde’ (enkeltstående, korte signallyde, der tiltrækker opmærksomhed) og mængden af ’baggrundslyde(vedvarende, statiske lyde, der ikke umiddelbart tiltrækker opmærksomhed). Ved at se disse i forhold til to dimensioner af det oplevede lydmiljø, nemlig oplevet intensitetog ’oplevet klarhed’, definerer Hedfors fire karakteristiske lydmiljøer: ’klart’,’fyldt’, ’mildt’ og ’kraftfuldt’. Kan man høre figurlyde tydeligt mod svag baggrundslyd kalder Hedfors det et klart lydmiljø (jfr. Schafers ’hi-fi’ lydmiljø) og i modsat fald et fyldt lydmiljø (jfr. Schafers ’lo-fi’ lydmiljø). For hhv. et mildt og et kraftfuldt lydmiljø er lydenes proportionelle forhold derimod jævnbyrdigt, mens deres intensitet varierer (Thomsen, 2009).

Benævnelserne klart -, fyldt -, mildt - og kraftfuldt lydmiljø er, til forskel fra lo-fi/hi-fi, umiddelbart forståelige ord med tydelige associationer. Og fordi de samtidig understreger, at der er tale om både intensitet og proportionalitet i oplevelsen af et lydmiljø, udgør modellen et godt og enkelt redskab til en generel klassificering af et lydmiljø.Figur 2: Model for lydenes fremtoning viser proportioner mellem figur- og baggrundslyde, og relationens fire lydmiljøer.

Udover modellen for lydenes fremtrædelse, valgte jeg endvidere at karakterise lydbilledet i de enkelte områder på en syvtrinskala ud fra 45 semantiske ordpar fremsat af Hedfors & Berg (Hedfors, 2003). Ordparrene er hentet fra forskellige forskningsfelter, og repræsenterer således miljøpsykologiske dimensioner for udearealer, dimensioner for lyd-reproducerende systemer, dimensioner for rekreative områders atmosfære, samt dimensioner fra traditionel musikterminologi og arkitektur.

RESULTATER
De karakterer, der i min observation af de 13 parkrum så ud til at knytte sig til et positivt oplevet lydmiljø, var: ’fredfyldt’, ’varieret’ og ’behageligt’. Det var desuden meget tydeligt, at lydstyrken ikke alene er afgørende for, om miljøet opleves positivt eller negativt. Således påvirkede også ’dybe’, ’trivielle, ’urbane’, ’monotone’ samt ’uidentificerbare’ lyde oplevelsen negativt.

Det er en meget normal opfattelse, at naturlyde, som eksempelvis vand, bidrager positivt til et lydmiljø. Lyden af vand kan være med til at maskere andre mere uønskede lyde, men jeg fandt også i mine undersøgelser, at hvis ikke eks. springvandet har en varieret rytme og/eller brydes i et nuanceret møde med vandoverfladen, bliver oplevelsen lige så monoton som f.eks. trafikkens lyd, og bidrager yderligere negativt til en forøgelse af lydniveauet. Tilsvarende fandt jeg, at selv ret lydfyldte miljøer med mange (naturlige) figurlyde kunne have en kontemplativ indvirkning. Modsat havde en af mine cases et relativt lavt lydniveau, men her betød en svag baggrundslyd med en irriterende frekvens, at jeg ikke havde lyst til at opholde mig på stedet.

Min undersøgelse er relativt begrænset, og giver ikke belæg for de helt store konklusioner, men den indikerer alligevel, at der er brug for udvikling af et operationelt auditivt sprog for planlæggere og designere, samt for yderligere metodeudvikling. Både i forhold til karakterisering af det auditive miljø, men også til analyse af det relationelle forhold mellem multisensoriske oplevelser. Ikke mindst er der behov for klart at definere begrebet stilleområde/-zone i såvel auditiv, som visuel og rumlig henseende. 

Måske skulle vi helt enkelt undlade at tale om stilhed og stilleområder og i stedet bruge betegnelser som refugieområder eller kontemplative områder, der begge kan opleves relative til det omkringliggende. Vælger vi fortsat kun at holde fokus på det auditive forhold i disse områder, bør vi som minimum præcisere det som (relativ) akustisk stilhed (kontra fysisk stilhed) eller endnu bedre bruge Per Hedfors’ begreb ’auditivt refugium’.

Vi skal også holde os klart, at kontemplative områder ikke nødvendigvis skal begrænse sig til at være naturlige lokaliteter/miljøer. I en urban kontekst kan vi vælge at se den stedvist kraftige lydstyrke som et potentiale. Med god planlægning bør vi kunne samarbejde med de eksisterende lydforhold i stedet for at modarbejde dem og dermed skabe mulighed for et oplevelsesrigt udbud af kontrasterende lydmiljøer. Vi må tænke os om inden vi ’glatter for meget ud’ eller får bure os selv inde mellem høje støjværn og dermed mister kontakten til hinanden og til det landskab, vi lever i.

UDVIKLING AF ANALYSEMETODE TIL KARAKTERISERING AF LYDKVALITET
Som et bidrag til omtalte metodeudvikling har jeg siden 2010 været en del af forskningsprojektet Sonotopanalyser – karakterisering af lydlandskaber’ på Sveriges Lantbruksuniversitet i Ulltuna for Trafikverket. En sonotop er defineret af projektets leder Per Hedfors som et stedspecifikt lydmiljø (Hedfors 2003).

Projektet er en del af et større forskningsprojekt med arbejdstitlen Bättre Landskapsanalys för transportsektorn. Dette projekts overordnede fokus er identiteten af landskaber, det daglige landskab, og metoder til brugerdreven deltagelse. Resultaterne af forskningsprojektet omkring lyd er således beregnet til at passe ind i disse brede retningslinjer. 

Landskabsanalyse og strategier for design er af stigende betydning i transportsektoren. Det primære formål med sonotop-projektet har været at udvikle en metode til kvalitativ karakteristik af eksisterende lydmiljøer, der kan blive en del af de anvendte metoder til landskabskaraktervurderinger og miljøkonsekvensbeskrivelser (VVM). Dermed kan den sparsomme behandling af lydmiljøet, der pt. er begrænset til decibelmålinger, suppleres og et mere fuldgyldigt billede af lydmiljøet opnås.

LYDKVALITET - UDEN STØJ
Støj er i akustiks sammenhæng, og i transportsektoren, lig med uønskede lyde. Men i landskabsanalyser og til beskrivelse af landskabers identitet er begrebet lydkvalitet mere hensigtsmæssigt at bruge, da det udtrykker en neutral holdning der ikke vurderer lyde som værende behagelige eller ubehagelige (Hedfors 2003). Hidtil har analyser af eksisterende situationer begrænset sig til at omhandle situationer med støjniveauer ≥ 55 dB. Det betyder, at de lyde, der bliver beskrevet, kun er lyde, der stammer fra kilder knyttet til vej- eller jernbaneaktiviteter, og som anses for at være irriterende. Ligeledes har præsentation af planlagte forslag/fremtidige situationer begrænset sig til den forudsatte støjudbredelsesmodel, hvormed sammenligninger af lydbilledet før og efter bliver begrænset.

Det er forskerholdets overbevisning, at det som udgangspunkt er vigtigt ikke at dømme lydlandskabet på forhånd,  ved fx kun at fokusere på det, der opleves som forstyrrende. Den udviklede metode sigter mod at indfange landskabet gennem semantiske beskrivelser af eksisterende lydhændelser og fænomener, og derefter granske disse beskrivelser, ikke mindst med bistand fra de parter, der berøres af evt. ændringer.

DESIGN- OG PLANLÆSNINGSSTRATEGIER
For mennesker er lydene betydningsskabende – vi forstår lyde. Dette er ikke tilfældet for det tekniske udstyr. Selv om vi tilføjer tekniske data for frekvens til data omkring intensitet, er vi stadig næppe i stand til at genkende lydkilderne i de tekniske målinger, og det er endnu sværere at regne ud, hvad kilderne kan have af narrativ værdi.

Forskerholdet har udviklet en metode til at sætte ord på lyd. Det er vores opfattelse, at sådanne beskrivelser bør være en naturlig del af den generelle karakterisering af landskaber. Uden beskrivelser af denne type mangler vi viden om, hvad der kan gå tabt, hvis nye lydkilder tilkommer. Eksisterende lydfænomener, snarere end stilhed, kan blive overdøvet og i mange tilfælde har sådanne fænomener en (lokal) betydning, som kan være svær at opfatte for udenforstående. Vi er nødt til at indse, at lydene rundt omkring os konstant fortæller os noget om det landskab, vi befinder os i.

Formålet med at sætte ord på lydoplevelser er at facettere informationen omkring lyd som underlag for planlægning og design. Med de nuværende metoder angives lydens styrkegrad (lydtryksniveau) i decibel. Med dem vises en fordeling i tid og frekvens. Det mest almindelige er alene at angive værdier fra kilder, som lydmæssigt anses for uønskede, dvs. støjkilder. Desværre er det som udgangspunkt svært at forholde sig til disse tal. Decibelskalaen er kompliceret og kræver erfaring at forstå og gøre operationel. Så når dette er den eneste fremgangsmåde, risikerer den at forhindre en frugtbar brugerinddragelse. Alt hvad der har med lyd at gøre overlades til eksperter, og dialogen omkring lydenes betydning, eller hvordan de samvirker med andre karakterer i landskabet, udebliver.

Sonotopkarakteriseringsmetoden er en videreudvikling af tidligere metoder (Hedfors 2003) og udgår fra den oven for nævnte teori om lydenes fremtrædelse. Den skiller således også mellem baggrundslyde og figurlyde. Som basis for metoden udarbejdedes desuden ordlister for de forskellige dimensioner, i hvilke forskerholdet ønskede at karakterisere de enkelte lyde (se Tabel 1).

Metoden er gennem de seneste to år testet på tre casestudier, hvor Trafikverket planlægger at skulle udvide enten vej- eller tognet. I hver case valgtes 3-5 lyttepositioner (skolegårde, parker, gadekær, kirkegård, mv.), der forventeligt ville påvirkes lydmæssigt af udvidelserne. Hver position blev analyseret på alle årstider af ca. ½ times varighed. Det viste sig, at der i de valgte cases sjældent opstod yderligere lydfænomener ved længere tids lytten. Lytteren placerede sig intuitivt på et centralt sted og analyserede lydbilledet ved hjælp af matrixen (se Tabel 1). Matrixen blev udfyldt ved først at beskrive de mest konstante lyde, ofte baggrundslydene (i Tabel 1: key notes) og derefter de figurlyde (i Tabel 1: events), der indgik i lydbilledet. Beskrivelserne foregik hurtigt og intuitivt, med det ordforråd lytteren nu havde (på baggrund af de tidligere udarbejdede ordlister).

I den fremtidige applikation vil ordlister findes i de fleste af de enkelte kategorier, med mulighed for at lytteren kan lægge sine egne ord til.Tabel 1: Matrix for karakterisering af lydlandskaber

Matrixen (og SCT-applikationen) tilbyder brugeren otte dimensioner/kategorier til beskrivelse af hver enkelt lyd i et lydmiljø:

1 ’Duration/Varighed - lydens tilstedeværelse i tid.
2 ’Tecnical/Teknisk karakter’ - teknisk beskrivelse af lyden, ofte ud fra klassiske begreber fra akustikken vedrørende styrke og frekvens .
3 ’Mimicry/Efterligning’ - med lydefterlignende adjektiver beskrives selve lyden.'
4 ’Direction/Retning’-  lydens retning. Hvorfra den kommer, og om den forekommer i en lineær bevægelse, kommer fra ét sted eller opleves ’surround’.
5 ’Metaphor/Metafor’ -  minder lyden om noget andet?
6 ’Source/Lydkilde’ - selve lydkilden, hvis man kan høre/se hvad det er.
7 ’Emotional/Vurderende karakter’ - personlig bedømmelse af lyden
8 ’Meaning/Betydning’ - vurdering af det budskab lyden kan tænkes at formidle.

Med denne rækkefølge af de beskrivende kategorier kan der med de valgte ord efterfølgende dannes enkle sætninger, der samlet beskriver det enkelte lydfænomen (se eks. Tabel 2).Tabel 2: Eksempel på fremkomne lydbeskrivende sætninger

Denne tilgang giver mulighed for indgående at undersøge proportionerne mellem de enkelte lydfænomener og koordinationen af dem inden for en sonotop. Samtidig giver systematiseringen basis for sammenligninger – også af før/eftersituationer.

Konceptet ved at sætte ord på, hvad der høres, er en måde at gøre den auditive verden en smule mere forståelig for designere, såvel som for de berørte parter. Beskrivelser af vins smag kan tjene som et godt eksempel på en udvikling af evnen til at sætte ord på sensoriske fornemmelser/oplevelser - gustatoriske (smagsmæssige), i tilfældet med vin. Decibelmålinger, lydoptagelser, - simulationer og semantiske beskrivelser bør fremadrettet udføres ligeværdigt og betragtes som komplementære metoder. Sammen giver de en vifte af repræsentationer, der indbyder og engagerer mennesket og gør områdets lydspecifikke oplysninger tilgængelige og forståelige for en bredere skare. Sonotopkarakteriseringsmetoden giver borgeren mulighed for at formidle sin stedsspecifikke lokalviden om lydmiljøet og dens betydning for stedet og dets historie.

Projektet er ved at nå sin afslutning og vil, ud over metoden i sig selv, resultere i en prototype af en smartphone-applikation, som betegnes SCT (Sonotope Characterisation Tool). Med hjælp af den kan konsulenter, tjenestemænd og lægfolk karakterisere lydmiljøer i felten og komplettere informationen omkring lyd i fremtidige planlægnings- og designopgaver.

AFRUNDING
Det er mit håb, at artiklen vil bidrage til øget diskussionen og definering dels af Stilleområder og deres indhold (visuelt, rumligt og auditivt), dels af kvaliteten af lyd og måden vi anskuer og analyserer lyde på.

Med øget forståelse og hensyntagen til lydene i landskabet omkring os, vil vi kunne skabe karakterfulde, interessante og kontrasterende miljøer. En mangfoldig by også hvad angår auditive oplevelser. Vi vil kunne skabe overensstemmelse mellem det enkelte (by)rums visuelle, rumlige og auditive miljø, således, at det vi ’læser’, og dermed forventer os af stedet, er i overensstemmelse med virkeligheden. For selvom staude- eller rosenhaven i parken er nok så hyggelig, fin og velplejet (læs: dyr i drift), så gider vi ikke være der, hvis ikke lydmiljøet ’passer’. Altså spild af penge.

Således tror jeg tror, at der er behov for at lytte til byen - både i det store og det lille perspektiv. Hvordan kan vi skabe en god og dynamisk rytme i vores auditive oplevelse af byen? Og hvordan kan vi sensorisk balancere det enkelte rum til fred og ro, dramatik, eller noget helt tredje?

Litteratur:
Breinbjerg, Morten (2005). ”The Aesthetics of Sound: Staging of Auditory Spaces in 3D Computer Games.Online Proceedings”, in Aesthetics of Play, Bergen

EUs støjdirektiv (2002). ”Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF af 25. juni 2002 om vurdering og styring af ekstern støj - Kommissionens erklæring i Forligsudvalget vedrørende direktivet om vurdering og styring af ekstern støj”, EF-Tidende nr. L 189 af 18/07/2002 s. 0012 - 0026

Hedfors, Per (2003). Site Soundscapes. Landscape architecture in the light of sound. Doctoral Thesis. Department of Landscape Planning, Ultuna, Swedish University of Agricultural Sciences.

Hellström, B. (2007). ”Noise Design – ett sidoskott från soundscape-rörelsen”. Nutida musik, nr. 1, 2007, Stockholm

Miller, W. (1993) Silence in the contemporary soundscape Simon Fraser University. [online] Accessible on the internet: http://interact.uoregon.edu/MediaLit/wfae/library/articles/miller_thesis.pdf

Thomsen, Rikke T. (2009). Stille rum i byen – utopi eller mulighed? Speciale i Landskabsarkitektur ved Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

Toop, David (2004): A sense of foreboding from “Haunted Weather” London, Serpent’s Tail