30.01.15
Foto: Allan Gravgaard Madsen

Åbne og lukkede døre

Anmeldelse af [OpenScores] i Koncertkirken d. 24/1

Aarhus Unge Tonekunstnere inviterede til international fest for det åbne partitur i Koncertkirken på Blågårds Plads. Det kastede meget forskelligartede værker af sig. Både åbne og lukkede.

”Jeg er rigtig glad for lineært noteret musik.”

Sådan siger ingen.

I sig selv fortæller det traditionelle partitur meget lidt om selve musikken. Man finder næppe to mere forskellige komponister end Vivaldi og Schönberg, men de bruger dog det samme nodesystem.

I dette nodesystem følger instrumenterne i samme tempo bevægelsen fra venstre mod højre, indtil en dobbeltstreg afslutter værket. Tonernes højde og længde ligger fast, instrumenteringen er bestemt. Systemet er det samme, men resultatet er som nat og dag.

Heroverfor placerer man det åbne partitur, som strengt taget kan bestå af hvad som helst. En tekst, et billede, mulighederne er uendelige. Idéen er at inddrage musikeren i den kreative skabelse.

Ligesom med det traditionelle system fortæller brugen af det åbne partitur dog ikke meget om det musikalske resultat. Heller ikke, om det åbner eller lukker sig for lytteren. Der kan være lige så langt fra ét open score til et andet, som der er fra Vivaldi til Schönberg. Det vidner denne aftens opførelser i Koncertkirken om.

Fra hele verden, næsten
Aftenens koncert, [OpenScores], er opkaldt efter den konkurrence, Aarhus Unge Tonekunstnere udskrev i maj. Siden 2011 har foreningen hvert år udskrevet et call for undersøgende, tværæstetiske kompositioner, og denne gang med det åbne partitur som tema.

Fem vindere er udvalgt blandt 55 indsendte værker fra 30 forskellige lande, og det er disse fem værker, der opføres denne aften. Den foregående aften har der været uropførelse i Kunsthal Aarhus, hvor partiturerne i deres vidt forskellige rumlige gestaltninger var udstillet i ugen op til.

Komponisterne er fløjet ind, dog ikke længere væk fra end det umiddelbart nære Europa. På første række sidder altså: britisk-berlinske Julie Myers, svenske Kristin Boussard, græske Vassilis Chatzimakris, britiske Neil Luck og brasiliansk-danske Marcela Lucatelli.

Apartment House
Kendetegnende for de åbne værker er, at det oftest er vilkårligt, hvilke instrumenter man anvender. Alle kan lyde som en prik, et råb, en årstid, som hurtigt eller blødt, som pink eller toogtyve.

Denne aften er det britiske Apartment House, der skal opføre de åbne partiturer. Det i disse kredse berømmede ensemble er et kollektiv bestående af omtrent 30 musikere, der i forskellige konstellationer gør det muligt at få ny musik opført.

Apartment House stiller med Philip Thomas på manipuleret flygel, Lore Lixenberg som sangerinde, Simon Limbrick på vibrafon og perkussion samt cellisten Anton Lukoszevieze, der tog initiativ til ensemblet i 1995. Virtuoser hver især, men også sært sammenspillede i denne intuitive musik, hvor individet ellers kan risikere at lukke sig om sig selv i sin iver efter at udtrykke sig; eller omvendt forsvinde bag et slør af forsigtighed.

Banegårdens lyde
Efter en kort introduktion ved Kaj Duncan David, der opstiller skellet mellem det traditionelle og det åbne partitur, lægger de fire musikere ud med en meget tilbageholdende udgave af Julie Myers’ ”Listening to Aarhus Hovedbanegård”.

Igen lukker værket sig dog hurtigt om sig selv, men tanken er såmænd sjov

Som fremmed øre har Myers skrevet ned, hvilke af banegårdens lyde der gjorde indtryk: fx ’wheels’ og ’hundred feet’, men også ’security’ og ’pink blanket’. Ordene skydes op på et hvidt lærred, mens Apartment House oversætter dem til musik. Dog med det lille tvist, at de fire musikere hver især har lavet deres egne lister over banegårdens lyde, så Myers’ ord bliver egentlig blot en femte stemme, der ikke klinger.

Resultatet er præcis så abrupt, som man forventer. En vekslen mellem staccato og det udholdte, dog uden for alvor at løfte sig op over den rutineprægede oversættelse fra ét medie til et andet.

Guldfisken vender tilbage
Derefter er det tid til guldfisk.

Som en omvending af Marco Evaristtis blender-installation tager de små, orange dyr magten tilbage i Kristin Boussards ”Make a Fish come true”. Med tusch har hun tegnet sin helt klassiske grafiske notation på siderne af et akvarie, og musikerne følger så fiskenes bevægelser fra hver sin side.

Svømmer de i området med prikker, spilles der staccato. I området med streger: udholdt. Og så fremdeles. Tonesproget er atonalt og i sagens natur usammenhængende. Igen lukker værket sig dog hurtigt om sig selv, men tanken er såmænd sjov.

Foto: Allan Gravgaard Madsen

Absurd teater
Med Vassilis Chatzimakris’ ”Principia Actionum” viser det åbne partiturs tradition sig fra en anden, men fortsat velkendt, side.

Sindrigt udformede lister over instrukser er grundlaget for værket, som udarter sig til absurd musikteater. For første gang tages rummet i brug, da Lore Lixenberg eksempelvis forlader sin mikrofon for at genoplive fluxus-traditionen ved at rulle rundt på gulvet eller give en fyr på anden række hue på.

Man ser også Philip Thomas, der i sin node finder kravet om at spise chips og i næste sekund vifte med armene. Arbitrære tal, der flyver gennem luften. Udråb og perkussive anslag med instrumenterne.

Det absurde sprog, og især de absurde gentagelser, åbner værket op for fortolkning.

Wc-aerobic
I ”Points to Self” deltager Neil Luck selv som en af stemmerne og leverer en form for fortælling ind over værket, som dog ikke rigtig kan høres, fordi hans mikrofon ikke virker.

På lærredet ses en hjemmelavet optagelse fra et badeværelse, hvor en hånd giver musikerne forskellige tegn. Eller også dyrker hånden en form for aerobic, sådan som den kryptiske programtekst lægger op til.

Det absurde sprog, og især de absurde gentagelser, åbner værket op for fortolkning.

Lixenberg folder sig her ud med ekspressionistiske brudstykker af arier, som bliver holdt på afstand af det fortsat abrupte sprog hos instrumentalisterne. Afstanden bliver kun større, når videoen skifter mellem at tilføje vandlige reallyde og pludselige indhop fra en hård, pumpende rytmemaskine.

Mens Anton Lukoszevieze gør sin cello til formidler af friktion, og Simon Limbrick ser ud til at kommunikere rytmisk med videoen, dukker kaotiske grafiske notationer frem som et lag oven på billederne. Igen og igen streges notationen dog over, som om komponisten hele tiden kæmper med selve notationen for at formidle sin idé. Men så bliver selve overstregningen til partituret, og det vanvittige kaos finder altså en vej ud i musikken.

Der vrænges, og der kæmpes. Meget overbevisende.

Så mange knapper
Opera, maskiner og kaos møder hinanden i aftenens sidste værk, Marcela Lucatellis ”Veritas Sanitas Vanitas (Going Somewhere?)”. Hun indtager selv den teatralske hovedrolle, idet hun bindes fast til en kontorstol midt på scenen og langsomt slipper ud af sine lænker.

Musikerne er iført ironiske nytårssløjfer i håret og pangfarvede plasticslips, og videoprojektionen byder på intelligente chat-bots, dronelignende bombetogter og brødproduktion. ”There are so many buttons here”, som det gang på gang lyder fra projektionen. Alt kan inddrages.

Her mødes på en måde Chatzimakris’ absurde teater og Lucks distancerende sprog. Computeren og mennesket møder hinanden som ligeværdige individualiteter, og ting går i stykker, og ting bygges op.

Det ér for meget. Alting sker. Æg smadres, kålhoveder hamres i stykker, Philip Thomas spiller direkte på flyglets strenge og kaster bordtennisbolde ud i rummet. En ordbog rives i stykker, og tilfældige ord annonceres.

En kaskade af information, man næsten ikke kan rumme. Men man er ikke fremmedgjort, ikke blasert, tværtimod ønsker man, man kunne se det hele igen.

Åbenhed
Der var omtrent 50 mennesker i Koncertkirken denne lørdag aften, og de reagerede pænt på musikken. Især Lucatellis sansebombardement var populært.

Koncerten viste dog, at det ikke er valget mellem lineær og åben notation, der afgør, om et værk faktisk åbner sig op. Der gives næppe nogen opskrift på dette, og notationsformer er med sikkerhed ikke den afgørende faktor.

Til gengæld bragte [OpenScores] nogle lysende talenter sammen, som det bliver interessant at følge fremover, uanset hvordan de repræsenterer deres idéer grafisk.