30.05.18
© CC0

Alting flyder

– anmeldelse af Holger Schulze: ‘The Sonic Persona – An Anthropology of Sound’

Vi er lydlige væsener i en verden af lyde, og dét er afgørende for, hvordan vi forstår mennesket. Jacob Eriksen anmelder ny, udfordrende bog af professor Holger Schulze.

Holger Schulze huserer til daglig som professor i musikvidenskab ved Københavns Universitet, hvor hans hovedfokus er disciplinen sound studies – et forholdsvis nyt interdisciplinært forskningsfelt, som forbinder mere etablerede studieretningers berøring med auditive emner i bredeste forstand. I sin nyudgivne monografi The Sonic Persona – An Anthropology of Sound giver Schulze sit bud på det, man kan kalde en auditiv antropologi erkendt gennem den lydlige personas opfattelse – altså en forståelse af mennesket som kulturelt, socialt og biologisk væsen med udgangspunkt i vores lydlige adfærdsmønster og den måde, det mønster manifesterer sig på udadtil.

Der er mange punkter på dagsordenen i The Sonic Persona. Formålet er først og fremmest at udvikle konceptet ‘den lydlige persona’, som Holger Schulze selv er ophavsmand til. Det sker med udgangspunkt i en filosofisk antropologi, som med inspiration fra den franske filosof Michel Serres (f. 1930) lægger vægt på kroppens sanselige erfaringspotentiale i forståelsen af mennesket og den verden, det befinder sig i.

I et opgør med den vestlige akademiske verdens logocentrisme, det vil sige et sprogligt baseret sandhedsbegreb, forsøger Schulze at lægge grunden til en sanselig akademisk praksis inden for auditiv kultur og antropologi. Ved inddragelse af og refleksion over en længere række filosoffer, teoretikere og kunstnere samt anekdotiske fortællinger og førstehåndsbeskrivelser af hverdagsindtryk er bogen både et eksempel på den lydlige persona i aktion og de teoretiske overvejelser bag denne.

Med hverdagen som springbræt
Hvordan kan vi forstå de andre og os selv som lydlige væsener i en lydlig verden? For at komme frem til en forståelse af de andre må man først kunne begribe sig selv. Dette er Schulzes udgangspunkt. En åbning af den fintfølende sansning i og af hverdagen, som han mener hidtil har været negligeret:

In this very moment, lingering between writing and reading, listening and imagining, daydreaming and considering near future encounters and articulations, I follow some sensory traces. Sonic traces that imply an almost endless fractalization of aspects and currents. These sensory traces are far subtler and more instructive than previously thought in the cultural history of modeling senses. […] To follow these selected or combined sonic traces is, indeed, not only a research activity and a possible method of cultural research, a sensory ethnography: it is an everyday practice. An intimate and a personal necessity. […] In this very moment, it is morning in early December; I am back in Berlin from my teaching and my research I do in Copenhagen.

Ovenstående citat fra bogen viser, hvordan Holger Schulze griber sagen an. Han bruger sin sansning af en given hverdagssituation som springbræt til refleksion over teoretiske tilgange til en given hverdagssituation. Teksten fluktuerer konstant mellem praksis og teori – mellem konkret beskrivende og abstrakt analyserende metaplaner.

Den lydlige persona i dette nu
I netop dette øjeblik befinder jeg mig i en situation ikke ulig førstehåndsbeskrivelserne af hverdagsindtryk gengivet i den bog, som jeg i netop dette øjeblik skriver en anmeldelse af. Min koncentration bliver distraheret af en anden lydlig persona. Spædbarnsgråd fra underboens nyankomne anden. Jeg udligner de auditive forstyrrelser med en autogenereret playlist fra en streamingtjeneste, hvis algoritmer altid allerede er på forkant med min lydlige persona – tjenesten ved, hvad jeg vil have.

I netop dette øjeblik (en tidsangivelse). Jeg (et perspektiv). Et studie af et lyttende menneske. Et studie af et lydligt menneske. Et studie af et menneske, som forholder sig til, gennem og i lyd. Hvad er det for et menneske? Det er ‘jeg’, der er et menneske. ‘Jeg’ er altså ikke et konkret menneske, dog er ‘jeg’ altid det konkrete menneske. Det er altid ‘jeg’, der lytter. ‘Jeg’ er nominativ. ‘Jeg’ hører spædbarnsgråd i netop dette øjeblik, hvor jeg skriver disse ord.

I dette øjeblik. Når ‘jeg’ sanser, er det i dette øjeblik. ‘Jeg’ sanser ikke i datid eller i fremtid. ‘Jeg’ kan tænke eller fortælle anekdotisk om det, som var, eller om det, som bliver til, men det vil altid være ud fra ‘i dette øjeblik’. ‘Jeg’ er altid i tidens midte. Tiden går ikke fra a mod b. Tiden går potentielt i alle retninger. Tiden er non-lineær.

Som at svømme i et øhav
The Sonic Persona er ligeledes struktureret non-lineært, hvorfor bogen ikke har et klassisk indledende kapitel, hvor formål og fremgangsmåde typisk ville blive præsenteret for den indtil videre uindviede læser. En decideret konklusion med refleksioner og afsluttende bemærkninger om bogens indfriede løfter og fremtidige perspektiver kan man ligeledes skyde en hvid pind efter.

Fra bogens første side bliver læseren i stedet kastet ud på dybt vand. Dette er en fra forfatterens side intenderet konstruktion inspireret af Michel Serres’ koncept syrrhèse, hvilket med Serres’ egne ord dækker over »en bevægelig sammenflydning af strømninger. Turbulenser, overlappende cykloner og anticykloner, ligesom på et vejrkort«.1

Bogen består af tre dele – “The Materialization of Sound: A Reseach History”, “The Sonic Persona: An Anthropology of Sound” og “The Precision of Sensibility: A Political Critique” – med tre kapitler i hver, som hver især er inddelt i fem underkapitler. Trods denne umiddelbart regelrette struktur forekommer der store stilistiske og indholdsmæssige variationer i teksten uafhængigt af den overliggende struktur. Man mærker tydeligt cyklonerne og strømningerne og kan til tider godt blive rundtosset og miste fodfæstet. At læse The Sonic Persona er som at svømme i et øhav, hvor man både skal lære at svømme og at navigere. Nogle gang finder man trygt i land, andre gange kan panikangsten godt gribe en. Hvis man som læser bevæbner sig med lige dele tålmodighed og åbenhed, skal man nok finde sine åbenbaringer i ordhavet.


Kort interview med Michel Serres om sprog, tid og humanioras ildevarslende fremtid.

Der er som nævnt flere punkter på Holger Schulzes dagsorden end udlægningen af den lydlige persona. Et af dem er en relativistisk analyse af begrebet menneske, som dermed også gennemsyrer hele bogen. Rent faktisk bliver ordet menneske stort set ikke brugt. I stedet introducerer Schulze begrebet »a humanoid alien like you and me« og varianter heraf – anthropoid alienshumanoidsalien humanoids – som et opgør med en iboende »androcentrisme, eurocentrisme, heteronormativitet og normofilitet« i begrebet menneske, »The Human Being«.

Også den planet, vi bebor, Jorden, »The World«, bliver konsekvent sat i åndsvidenskabelige gåseøjne eller nævnt ved et andet navn. Al ære og respekt for at forsøge at fremstille menneskehedens individer og universets planeter som så differentierede og selvstændige enheder som muligt. Begreberne kommer dog til at fremstå som forstyrrende eufemismer, som i praksis ikke rigtig vinder indpas i bogens ellers omfattende begrebsapparat.

En pind i en myretue
Med The Sonic Persona er det tydeligt, at Holger Schulze vil stikke en pind i den etablerede vestlige akademiske praksis’ myretue og dreje den rundt for at forstyrre tuens hidtidige orden i forsøget på at skabe nye hierarkier inden for kombinationen af antropologi og sound studies. Hans tese er, at der ligger et stort uudforsket videnspotentiale i studiet af mennesket gennem forskellige sansninger af lyd i hverdagen. Da netop fokusset på sanserne er et af kardinalpunkterne i sound studies, er det forfriskende, at Schulze ganske rigtigt påpeger, at studier af vores lydlige sansning hovedsageligt har afgrænset sig til et fokus på øret som lydligt sanseapparat. Hermed udvider han den lydlige sansning til at inkludere ikke bare resten af kroppen og dens skiftende sindstilstande, men også sociale, politiske og kulturelle aspekter, som uundgåeligt, men ofte har negligeret indflydelse på vores væren i lyd. I den henseende er The Sonic Persona et kærkomment bekendtskab.

Læseren kommer dog ofte på lettere overarbejde i en bog, hvor fokus konstant skifter i midten af de overlappende cykloner og anticykloner. Dette går ud over fordøjelsen af bogens budskab. Men der er også passager, hvor de fleste kan følge med. For eksempel i det sidste underkapitel, »Generativity«, hvor Schulze ‘performer’ den amerikanske deep listening-komponist Pauline Oliveros’ Ear Piece (1998), som består af 13 meditative spørgsmål henvendt til en potentielt lydlig persona:

1. Are you listening now? 
2. Are you listening to what you are now hearing? 
3. Are you hearing while you listen?
4. Are you listening while you are hearing?
5. Do you remember the last sound you heard before this question?
6. What will you hear in the near future?
7. Can you hear now and also listen to your memory of an old sound?
8. What causes you to listen?
9. Do you hear yourself in your daily life?
10. Do you have healthy ears?
11. If you could hear any sound you want, what would it be? 
12. Are you listening to sounds now or just hearing them? 
13. What sound is most meaningful to you?

Med denne øvelse inviterer Oliveros os til en lytteoplevelse af de umiddelbart banale lydlige omgivelser. Det samme gør Holger Schulze – blot i n’te potens.

Alting lyder
Bogen er inspireret af talrige teoretikere, kunstnere, begreber og akademiske diskussionsfelter, hvoraf nogle bliver brugt intensivt, vidende og dybdegående i etableringen af den lydlige persona, mens andre bliver nævnt mere namedroppende.

Man bliver taget med på en rejse »from Hermann von Helmholtz to Miley Cyrus, from FLUXUS to the Arab Spring, from Wavefield Synthesis to otoacoustic emissions, from premillennial clubculture to postdemocratic authoritarianism, from signal processing to human echolocation« som proklameret på bogens bagside.

Hvis man interesserer sig for et eller flere af disse emner, findes der mere dybdegående materialer andetsteds. Man kan derimod give sig i kast med The Sonic Persona, hvis man har mod på at undersøge det potentielle spændingsfelt mellem disse og andre emner i et kulturkritisk, kropsfilosofisk, auditiv-antropologisk perspektiv. Som det forholder sig med meget andet postmodernistisk, hyperrelativistisk litteratur, kan bogen også læses i småbidder som inspiration til lydlig praksis eller til videre studier.

Holger Schulze har så mange vigtige punkter på en egentlig enkel dagsorden, at The Sonic Persona får en tendens til at blive knudret lige dér, hvor en forløsning burde indtræffe. Alting flyder, som den græske filosof Heraklit sagde. I Holger Schulzes teoretiske møde med Michel Serres og co. flyder alting på samme tid i alle retninger. Eller lad os bare presse tungen mod kindvæggen: Alting lyder.

Holger Schulze: ‘The Sonic Persona – An Anthropology of Sound’, Bloomsbury Academic, 2018, 272 s.

  • 1. »a mobile confluence of fluxes. Turbulences, overlapping cyclones and anticyclones, like on the weather map«, Michel Serres & Bruno Latour, ‘Conversations on Science, Culture, and Time’, University of Michigan Press, 1995, dansk oversættelse af Jacob Eriksen.

Læs også:

An anthropologist of sound
Holger Schulze tiltrådte som professor ved Københavns Universitet for knap fire år siden. Sanne Krogh Groth mødte ham i samme anledning til et dybdegående interview, 16.02.15

Sonic Triangulations
Holger Schulze anmelder Jochen Bonz’ bog Alltagsklänge – Einsätze einer Kulturanthropologie des Hörens, 21.08.15

Sound as popular culture
Jacob Kreutzfeldt kaldte MIT Press’ antologi, redigeret af Holger Schulze og Jens Gerrit Papenburg, et overbevisende bud på, hvordan vi kan analysere de lyde, der omgiver os, 27.06.16

Åh, gid du dog gad gide
Jacob Eriksen var ikke begejstret for bogen Blik for lyd, der blev præsenteret som den første sound studies-antologi på dansk, 27.09.15