26.09.13
Illustration: Signe Lupnov

Amerikansk uafhængig radio

- en radiodagbog fra USA

De seneste år har en bølge af lyd skyllet ind over Europa fra det store land på den anden side af Atlanten. Radio har ikke længere status som et gammelt støvet medium, men har indoptaget nogle af de mange muligheder, som den digitale udvikling har båret med sig. Det har gjort radio hipt igen.

En radio-revolution fra USA
Et program som This American Life er en af grundene til, at man taler om en podcast-revolution, og det revolutionerende ved programmet er ikke kun dets karakteristiske 'first-person narrativer' og den joviale know-it-all vært Ira Glass, men i lige så høj grad dets succes med at få folk til at podcaste programmet med omkring 850.000 downloads hver uge.

Det virker som om, at de i USA har fat i den lange ende med hensyn til at udvikle nye radioformater, der passer til de moderne lyttere. Uden en velfærdsstat, et licenssystem og en public service forpligtelse er det nemlig lykkedes såvel NPR (National Public Radio) som uafhængige radioproducenter at skabe en moderne type af radio, der tiltrækker nye og yngre lyttere i hobetal.

Derfor virker USA på os som et slaraffenland for nye radiostemmer; som stedet hvor det er muligt at udforske sit talent og få sine historier ud til millioner og atter millioner af mennesker.

Vi tog til USA for at opleve de kulturmæssige forskelle fra vores egen public service tradition, og for at møde nogle af de mennesker, som trækker i de lange tråde og har fingeren på pulsen i forhold til, hvor radio i dag bevæger sig hen. Der er ingen tvivl om, at radiomediet i øjeblikket er i en transitionsperiode. At radio er noget andet i dag, end det har været de sidste 50 år, og at det vil være noget helt andet om bare 10 år.

Vi starter vores tur i New York.

01.06.2013 New York City
Vi står under en markise og prøver at undgå New Yorks tunge juniregn, imens vi venter på en af den moderne amerikanske radios tunge drenge, Joe Richman, der producerer det prisvindende program Radio Diaries. Et program, der sendes over hele USA.

Joe Richman grundlagde i 1996 Radio Diaries, og dermed grundlagde han også programmets centrale idé om at tage mikrofonen fra journalisten, og give den til almindelige mennesker. Til fanger og fængselsvagter, bh-sælgere og flygtninge, pensionister og teenagers.

Det startede netop med, at Joe første gang gav mikrofon og optager til en række teenagers tilbage i 1996. Den seksualitetsforvirrede pige Amanda; den blonde quarterback Frankie; den mexicanske flygtning Juan og flere andre. De skulle selv i løbet af et helt år stå for at lave interviews, at føre en audio-dagbog og at optage lydene fra deres hverdag.  Og så overlade de mange timers råbånd til Joe. Det var det simple koncept. At lade unge være reportere fra deres eget liv.

Dengang hed det Teenage Diaries, og det blev en stor succes for Joe. I hvert fald stor nok til, at han har kunnet fortsætte sit program, som nu har kørt i 16 år. Det lange tidsspand har han markeret ved igen at give mikrofonen til en række af de teenagers, som medvirkede dengang i begyndelsen. For at se, hvordan deres liv har udviklet sig.

Joe har travlt i øjeblikket, for Teenage Diaries Revisited går i disse uger i luften på radiostationer over hele USA.  Så let forsinket kommer han løbende igennem regnen med en avis over hovedet. Han låser op.

Radio Diaries har vundet samtlige af de største priser inden for "broadcast journalism", og de dagbogslignende historier transmitteres bl.a. på BBC World Service og på NPR's flagskib All Things Considered, der i gennemsnit har omtrent 11 millioner amerikanske lyttere "at any given moment", som Joe formulerer det. Men kontoret vi ankommer til ligner ikke nær den succes, som programmet har.  Det ligner en halvrodet lokalradiostation presset ind i en lille toværelses lejlighed på Manhatten. De fine hæderspriser står stablet på en gammel kamin, der er bygget ind i væggen. Det er ikke big business at være independent radioproducent i USA. Det handler nærmere om overlevelse. Og det har Radio Diaries gjort i nu 16 år på grund af Joes erfaring og professionalisme, men også på grund af programmets stærke koncept.Flere af de største hæderspriser i den amerikanske radiobranche står side om side over kaminen på Radio Diaries kontor.

Væk med mellemmanden
En ting man opdager med det samme, når man lytter til Radio Diaries, er, at der ikke er nogen fortæller. Eller i hvert fald ikke nogen fortæller foruden den person, som har båret rundt på mikrofonen. Det er alt sammen råoptagelser, og der er ikke nogen voice-over, der forklarer lytterne, hvad de nu hører eller hvorfor.

Det er meget atypisk for amerikansk radio, hvor der er en tendens til, at den journalistiske speaker er ret fremtrædende, og at historierne bliver fortalt i lige så høj grad af en stemme fra et radiostudie, som fra de optagelser, der er gjort i marken. Vi spørger Joe, hvorfor han vælger, at der ikke skal være nogen speaker i programmerne? "Fordi det ikke lyder som noget andet på NPR. Det står tydeligt frem i den daglige nyhedsstrøm. Og det kan chokere øret en lille smule. Men det vigtigste for mig er, at mellemmanden så at sige bliver skåret væk. Radio har den her magiske evne til at forbinde lytteren med taleren, og den forbindelse er oftest stærkere, når du fjerner reporteren eller værten. Når du skærer denne mediering bort, og lader folk tale direkte i stedet. "

Joe er dedikeret, når han taler om sine idéer omkring radio. "For mig som lytter, så opleves det stærkere. Det er som om, at du virkelig lytter på noget helt for dig selv. Du lytter til scenerne og lydene og du hører personer tale. Du lytter til alt dette helt for dig selv, uden at du bliver det fortalt. Og det er den afgørende forskel." Han forklarer, at han har arbejdet med at skære fortælleren ud siden sine unge dage som radioproducer. Men som han siger med et smil: han vil nødig tage æren for at have opfundet det greb.

40 timer bliver til 13 minutter
På andre punkter ligner Radio Diaries meget anden amerikansk radio, særligt når det handler om længde. Deres historier er mellem 10 og 12 minutter lange for at passe ind i formatet på Public Radio stationerne, hvor deres udsendelse bl.a. sendes. "Det er det kompromis, som vi må indgå ved at blive sendt i drive-time radio i hele USA", som Joe siger. "Men I skal også huske på, at et program på 15 minutter bliver anset for at være langt i amerikansk radio!"

I USA taler man meget om, hvordan scener og historier kan klippes kortere eller tættere. Simpelthen hvordan det overflødige for fortællingen kan trimmes væk. Joe griner, imens han fortæller historien om, hvordan han mødte den europæiske modsætning på en international radiokonference i sine yngre dage: "Der var en kvinde på talerstolen, og jeg er næsten sikker på, at hun var dansk.  Hun snakkede kun om, hvordan hun gerne ville gøre tingene længere. Hvordan pauserne mellem de talende kunne forlænges. Og jeg kan huske, at jeg sad der og tænkte for mig selv, at bare i pauserne på de danske radiodokumentarer fandtes plads til hele amerikanske historier."

Det kan der være noget om. Vi er herhjemme blevet opfostret med, at radiodokumentarer eller radiomontager snildt kan vare op imod 2 timer - uden afbrydelser. Eller marathon-udsendelser som den prisvindende ti timer lange montage Skjoldhøj Arkivet (af Mikael Bertelsen, Mads Brügger og Kim G. Hansen, P1, 2002), der handler om livet i Danmarks største parcelhuskvarter i Århus.

Sådan er det ikke i USA. Her er den fortællende amerikanske radio vokset ud af en nyhedstradition, og udsendelser følger generelt et mere stringent skema. Historierne skal leveres hurtigt, og budskabet skal ikke være for utydeligt.

https://soundcloud.com/radio-diaries/juans-diary-looking-at-the-rio

Fordi programmet er nødt til at følge NPR-stationernes formater, arbejder Joe Richman i dybden med sit materiale. Han forklarer os, hvordan eksempelvis teenage-dagbogen om den 17-årige mexicanske flygtning Juan blev til: 

"Juan havde formodentlig båndoptageren med sig i 6 måneder eller længere, og det resulterede i 30-40 timers råbånd, som jeg så skulle klippe ned. Men det viser sig altid at være nødvendigt med så langt et optageforløb, for programmets og historiens nøglescene - i det her tilfælde, hvor Juan sidder ved Rio Grande og tilfældigt ser et menneskelig flyde forbi - kom først efter flere måneders optagelser. Båndoptagerens rolle er jo at fange det, når det sker. Og min rolle er så efterfølgende at finde de stærke scener, og det kræver også en stor tålmodighed." Han kan se på vores ansigter, at vi prøver at fordøje den ligning. Så han regner facit ud for os: "Jamen hver historier arbejder jeg cirka med i 2-3 måneder, og det er det, som bliver til de 13 minutters radio."

Det er lidt overvældende. For os er det en anden måde at tænke radio og radiofortælling på, som kræver tålmodighed og ikke mindst penge. Og penge får man ikke mange af hos NPR. Det er sådan, det er i den amerikanske "independent radio". Du arbejder ikke som i Danmark bare freelance, men du finansierer selv dit program gennem sponsorer og fonde. Og du kan på den måde arbejde uafhængigt og forfine dine egne idéer om radio. Joe Richman og Radio Diaries er et af de bedste eksempler på, at det kan lade sig gøre.

21.06.2013 Chicago
Vi kommer til Chicago med toget om natten efter at have besøgt Detroit kun få uger før byen gik endeligt bankerot. Kontrasten er enorm. Den ene imponerende skyskraber tårner sig op efter den anden, og på gaden vrimler det med turister, studerende og forretningsfolk, der haster ind og ud mellem hinanden. Nogle af de væsentlige historier om det amerikanske samfund, som radioen kunne fortælle om, findes måske tilbage i Detroit, men Chicago synes mere som en den by, hvor udviklingen af radio finder sted.

Foruden This American Life er Chicago og deres store public radio station WBEZ arnested for et af de radioinitiativer, der har været medvirkende til at fremme udviklingen af både den dokumentariske og historiefortællende amerikanske radio. Third Coast International Audio Festival (i daglige tale Third Coast) er en radiofestival, en radiokonference, en radiokonkurrence, det ugentlige radioshow Re:sound og en hjemmeside pakket med mange hundrede radiohistorier.

Vi finder vej mellem fast food restauranter, iskiosker, Pariserhjul, gøglere og børn i ens T-shirts på Navy Pier, der er Chicagos største turistattraktion. Det er her Third Coast hører til på public radio stationen WBEZ i de store bygninger med den dyre havudsigt. Vi står og fedter med vores navneskilte i lobbyen, da vi bliver hentet af Julie Shapiro, som er én af de fem kvinder bag Third Coast. Hun giver os en hurtig tour i bygningen, hvor vi bl.a. kommer fordi den store fundraising-afdeling, der er i gang med at forberede den årlige on-air indsamling - det som i USA kaldes et pledge drive. På Third Coasts kontor introduceres vi for Julies kollega Johanna Zorn. Hun var i 1999 involveret i filmfestivalen Sundance, hvor hun fik ideen til at starte en radiofestival. Og da hun på gangen på WBEZ stødte på Julie Shapiro, som på det tidspunkt lige var flyttet til byen, blev de hurtigt enige om at tiden var inde til international radiodokumentar-festival.

Tiden var inde...
Omkring årtusindskiftet var radio i den grad inde i en periode med mange forandringer. Programmer som This American Life bragte en hel ny generation af lyttere til radioen, og samtidig betød den teknologiske udvikling, at redigeringssoftware blev tilgængeligt for almindelige mennesker. Julie Shapiro peger på, at derudover var dokumentaren som genre også begyndt at få en anden status:

"Folk fandt ud af at dokumentar ikke nødvendigvis at lig med timelange serier om vildtlevende dyr. Inden for film og tv blev der eksperimenteret med dokumentaren som kunstnerisk genre, og noget af det samme skete med radioen. Det var en stor interesse for dokumentaren som radiogenre, og det benyttede vi os af. Det var ikke nødvendigt at overbevise folk om, at en radiofestival, der præsenterer verdens bedste radio, var en god idé. Vi oplevede en enorm sult og nysgerrighed efter nye eksperimenter og formater, og folk var overvældede af begejstring over muligheden for at blive eksponeret for radio fra andre dele af verden. Vi oplevede slet ingen konkurrence mellem uafhængige producenter eller stationer. Kun en enorm lyst til at lytte, dele og lære."

Det er i dag 14 år siden, at Third Coast afholdt den første festival, og siden er netværket kun vokset sig større og flere elementer er kommet til. Third Coast står bag en række offentlige lytteevents, hvor Filmless Festivalen hvert andet år er det helt store tilløbsstykke. Og i 2007 åbnede Short Dox-konkurrencen, som hvert år inviterer alle - både professionelle og glade amatører - til at indsende en radiohistorie på mellem 2 og 3 minutter ud fra nogle på forhånd fastsatte dogmer. Under temaet "Appetit" har Third Coast i år modtaget historier fra 15 forskellige lande, og i august kåredes de fem vindere, som foruden æren oplever at få en stor eksponering over for lyttere fra hele verden.

Ny ærlighed
Julie Shapiro påpeger at radiokulturen stille og roligt bliver bedre, da vi spørger hende, om hun kan se nogle fællestræk for udviklingen de sidste mange år: "Mange siger podcast-revolutionen startede i 2005, men i virkeligheden er den først kommet rigtigt i gang de seneste år. De første 5 år brugte folk på at lave timelange talkshows eller bare mime, hvordan de troede radio skulle lyde. Alle tror de kan blive den nye Ira Glass eller Roman Mars (henholdsvis værten fra This American Life og manden bag designmagasinet 99% Invisible, red.), men de fleste bliver overraskede over, hvad det kræver at lave radio. Kvaliteten er helt sikkert blevet højere, men det er stadig meget få, der kan leve af at lave radio. Det er enormt svært at få betaling for noget man har lavet, og meget få kommer ret langt."

Den udvikling, Julie Shapiro beskriver, skyldes nok også, at unge, som ikke nødvendigvis er uddannede journalister, begynder at lave radio. Værten i det populære RadioLab er eksempelvis uddannet komponist, og vi ser også en begyndende tendens til, at akademikere og kunstnere bevæger sig ind i radioverdenen. Og det har ifølge Julie Shapiro påvirket den måde, som historier fortælles på i radioen: "Æstetisk synes jeg, at der en ny ærlighed og mere bekendende tone, som erstatter den dikterende, autoritære og didaktiske stemme, der før var kendetegnende for NPR. Reportere er begyndt at involvere sig selv mere, og vi hører en langt mere personlig og subjektiv tone i de historier, vi modtager."

http://soundcloud.com/thirdcoast/re-sound-179-the-dreams-show

Radio med lidt glamour
Julie og Johanna ønskede med festivalen at bringe lidt glamour ind i den ellers lidt støvede radioverden.  De ville inspirere unge mennesker til ikke kun at se sig selv som journalister, der skal dække nyheder, men som kunstnere i et medie med sine helt særlige muligheder. Festivalen skulle vise, at radio er langt mere end det man hører, når man tuner ind på FM. Og det må man sige, at de er lykkedes med. Hvert år strømmer det ind fra hele verden med nysgerrige radioelskere, som vil have en bid af den mangfoldige radiokage, som Third Coast præsenterer.

Selvom lyttertallene på FM-båndet generelt er dalende for public radio i USA, så er Third Coast et godt eksempel på, at der findes stor innovation i radiobranchen. En ting er selvfølgelig at fejre sig selv med hæder og priser, som Third Coast også gør, men en anden er at delagtiggøre lytterne på en ny måde og i bund og grund invitere lyttere til også at blive producenter. Det er en af opskrifterne på Third Coasts succeshistorie. Nick van der Kolk og Brendan Baker, som i 2011 vandt førstepladsen på Third Coast. 

30.06.2013 San Francisco
San Francisco er på mange måder hovedstaden for independent radio i USA. Det var her pacifister fra antikrigsbevægelsen i 1949 grundlagde den første lytterfinancierede radiostation i USA's historie, KPFA. En station, som har haft en ekstremt stor betydning for den amerikanske venstrefløj og for forestillingen om et nyhedsmedie uafhængigt af kommercielle eller statslige interesser.

Vi kommer lige fra et besøg på KPFA i Berkeley, som ligger over sundet ca. 20 minutter fra San Francisco. Det var tydeligt at mærke historiens vingesus, men samtidig stod det også klart for os, at stationen formodentlig har haft sin storhedstid. Dengang i 1950 og 60'erne, hvor stationen som den første gav taletid til studenteroprøret, til vestkystens beatpoesi, til borgerrettighedsbevægelsen og til Black Panther Party. Dengang transmitterede man radio direkte fra nogle af den amerikanske histories epicentre.

Men vi er allerede på vej til næste interview, og vi går i den stegende hede sydpå til downtown Oakland, hvor vi skal mødes med Nick van der Kolk. Han er den ene halvdel af podcast-magasinet Love+Radio. Og selvom det navn måske vækker genklang for nogle lyttere helt herovre i Danmark, så er det faktisk mest et hobbyprojekt for Nick. Han arbejder til daglig for Snap Judgment, som er det hurtigst voksende program i public radio i USA. Det er hans 'day job' - altså der hvor han tjener sine penge. Hans hjerteblod og hans egne idéer lægger han i Love+Radio. Det er hans måde at lave uafhængig radio på. 

At aflive opbyggeligheden
Nick van der Kolk er lidt outsideren i amerikansk independent radio. Han har sine egne idéer om, hvad radio er og skal være. Og han lægger ikke skjul på, at han er ved at være træt af den formel, som mange af hans kollegaer har haft så stor succes med. Han fremdrager den lille tegneserie Radio - An illustrated guide, som This American Life udgav i 1999, hvori der i grove træk forklares, hvordan en radiohistorie skrues sammen: "Hvis man skærer ind til benet, så har en god radiohistorie ifølge dem en anekdote, en refleksion over den anekdote og så en didaktisk stemme, der guider lytteren, og fortæller, hvordan det hele hænger sammen. Og den præmis har jeg aldrig købt. Jeg har ikke forstået, hvorfor radio partout skal være opbyggelig. Det er den trods, som Love+Radio på mange måder er grundlagt på."Uddrag fra Radio - An Illustrated Guide, som radioprogrammet This American Life udgav i 1999 om at producere radio.

Nick taler ikke som en bitter mand. Han indrømmer uden at tøve, at både This American Life og det andet store radioprogram i USA - Radiolab - har ydet stor indflydelse på ham. Men stille og roligt er han holdt op med at søge sin inspiration i de andre amerikanske radioprogrammer og podcasts. Han forsøger at undgå den journalistiske vinkling, som han mener præger radiomediet og den fortællende radio i USA. I stedet lægger han vægt på mediets kunstneriske eller filmiske potentialer:

"I Love+Radio prøver vi ikke at maskere redigeringen, sådan som virkelig mange radioproducere ellers excellerer i.  Vi lader i stedet alle klip være tydelige for lytteren. Det kom på en måde fra, at vi gerne ville skabe en analogi til filmen eller det filmede interview, hvor et klip er et klip. Jeg tænker lige nu på f.eks. Eroll Morris First person series (en række tv-interviews optaget med "The interrotron", der er en slags teleprompter red.), hvor det abrupte klip bliver interviewets stil. Det vil jeg gerne kunne gøre med radio også. At kunne tilnærme mig et dokumentarisk eller pseudodokumentarisk materiale ud fra en æstetik og ikke en historieskabelon."

Idéen om at overføre filmiske principper til radio er næsten lige så gammel som radio selv. Allerede tilbage i 1928 skabte den tyske filminstruktør Walter Ruttmann radioudsendelsen Wochenende, som anvendte sig af montageteorien og den grundlæggende idé om at lade to billeder kollidere for at skabe et tredje. Dengang kaldtes det 'ein Hörbild', altså et hørebillede, og analogien til filmen giver sig selv.

Nick er godt klar over, at det ikke på den måde er banebrydende tanker, han har om radiomediet. Og netop derfor undrer det ham, at han bliver set som lidt af en rebel i det amerikanske radiolandskab. Men han synes, at radiomediet kan mere end det bliver brugt til: "Jeg tror det handler om, at barren for innovativ radio i øjeblikket er sat rigtigt lavt. For Love+Radio ville inden for film eller musik ikke blive betragtet som særskilt eksperimenterende. Men det kommer det til i en kontekst af det her relativt konservative medium, og jeg tror, at det er derfor jeg kan have succes med det jeg laver "

http://soundcloud.com/loveandradio/the-wisdom-of-jay

Podcasten
Højdepunktet for Love+Radio og for Nicks succes var da programmet om den mærkelige alfons - The Wisdom of Jay Thunderbolt - vandt hovedprisen på Third Coast International Audio Festival i 2011. Det var første gang, at et radioprogram, der udelukkende fandtes som podcast, vandt den pris.

Og det har faktisk en betydning, at programmet ikke er blevet til med henblik på at blive transmitteret i æteren. For det ville det på ingen måde kunne. Programmet er nemlig fyldt med bandeord og sex, og det være strengt forbudt ifølge FCC (Federal Communications Commission red.). Desuden er det 28 minutter langt uden at have en egentlig narrativ - det cirkler omkring den besynderlige hovedperson Jay, og den stripklub han driver i sit hjem i Detroit. Man skulle lede i årevis for at finde en redaktør på NPR, der ville godkende det manuskript.

At være et podcastmagasin medfører nogle nye muligheder, foruden det at være fri af sin redaktør og radiofladens faste formater. Nick forklarer bl.a., at man ikke længere behøver tage højde for lytteren, som skruer på frekvensen: "Med podcast har du givetvis lytteren med helt fra begyndelsen. Du behøver ikke tage højde for, at halvdelen af lytterne springer på undervejs. Og det har vi forsøgt at bruge til vores fordel, bl.a. ved ikke at tænke så meget over kronologien længere. Desuden har din lytter specifikt valgt at lytte til dit program, og derfor kan man måske regne med, at de kan holde koncentrationen længere end på FM. Det gør, at man kan være lidt mere subtil. Både hvad angår optagelsen, men også udsagnet."

Når snakken falder på radiomediet og dets fremtid, så er Nick ikke i tvivl om, at vi kommer til at høre mere til uafhængige podcasts, som spiller på nogle af de samme tangenter som Love+Radio. Som Nick understreger, så tilbyder Internettet en frihed for radio: "En frihed til at overtræde FCC's regulationer, men også en frihed til at overtræde den almindelige public-radio lytters forventninger."

I hvert fald er der også en bevægelse inden for amerikansk radio, som prøver at tænke radio sammen med mere kunstneriske genrer. At splejse radio med lydkunst eller musik gennem en meget bevidst lydproduktion. Og et af de steder, hvor man finder den tendens ganske udtalt er på festivalen Megapolis, som finder sted hvert år i forskellige storbyer i USA. Nick van der Kolk er selvfølgelig en af kræfterne bag Megapolis, og i 2014 - efter sigende - kommer festivalen til hans hjemby San Francisco. 

Potentialer og problematikker
Amerikanerne er i de seneste ti år lykkedes med at producere vedkommende radio, der har fostret en helt ny generation af radiolyttere, på et tidspunkt hvor mange ellers havde dømt det næsten 100 år gamle medium ude i kulden. Internettet og dets muligheder ser ikke længere ud til at bliver radioens død, men i stedet dens redning. 

 

Internettet og dets muligheder ser ikke længere ud til at bliver radioens død, men i stedet dens redning.

Vi opsøgte nogle af de mennesker, som producerer den radio, der er dagsordenssættende for resten af verden. Mange af de ting, som sker i amerikansk radio, dukker nemlig op som bølgeskvulp i Danmark med nogle års forsinkelse, og for øjeblikket sker der mange interessante ting i den amerikanske radiobranche - både indenfor og uden for institutionen. Hele den digitale udvikling - og den podcastrevolution som amerikanerne taler om - var med til at splintre mediebilledet. Mange forlod institutionerne og gik freelance, og de store NPR-stationer mistede noget af deres redaktionelle magt.

Ligesom Joe Richman og Radio Diaries producerer mange nu deres programmer uafhængigt af en redaktørs indblanding, men må samtidig lide den skæbne at bruge en stor del af deres arbejdstid på at rejse penge

Men det har også affødt en masse nye producenter, der på internettet leverer indhold i stødt voksende omfang. Selve podcastfænomenet har været omgivet af en masse ’hype’, men det er de færreste af disse programmer, der oplever at få den opmærksomhed, som eksempelvis Love+Radio har. De er - sagt på amerikansk – ’small fish’. Podcastmagasinernes popularitet kan langt fra måle sig med de store NPR-stationers satsninger med This American Life og Radiolab i spidsen. Det er de programmer, som de håbefulde unge radioproducenter over hele USA allerhelst ser som endestationen for deres historier, og det er tydeligt at deres stil udøver en stor magt over det generelle, amerikanske radiolandskab.

Men institutionerne er også i stand til at række ud til den yngre generation og den voksende interesse for radio. Third Coasts radiokonkurrence Short Dox- som er konciperet på den store public radio station WBEZ i Chicago - er et eksempel på et fænomen, der er med til at skabe netværk og fællesskab imellem de professionelle og de håbefulde. Det er den form for innovation, der kan bygge bro imellem public radio og en ny spirende generation af radioentusiaster.  

Amerikanerne har været hurtigere til at se mulighederne i den lettere adgang til produktion og distribution, og de har udviklet nogle radioformater, der er kompatible med de nye digitale platforme. På det felt har de stadig førertrøjen, og formodentlig ruller den bølge henover Atlanten og rammer Danmark i løbet af få år.

 

At lave radio som independent producer i USA er en kamp, ingen tvivl om det. Og flere af de garvede radioproducenter, som vi mødte på vores tur, udtrykte sig ikke med stor optimisme om radiobranchen i fremtiden. De var udmattede over den daglige kamp for at skaffe finansiering til deres programmer. Joanna Zorn fra Third Coast forklarer det således: "Jeg føler nogle gange, at det er ved at peake nu. Selvom lyttertallene for podcastere stiger hvert år, kan stigningen ikke matche det frafald, der sker i public radio, og jo flere der lytter på nettet, jo sværere er det at fundraise og skaffe lytterbidrag. Samtidig kommer der nye sexede multimedie-projekter, som får en masse opmærksomhed, men jeg er ikke sikker på, at tid og fordybelse til at lytte har gode kår i fremtiden."

Om lytternes fordybelse falder i takt med, at radio i fremtiden finder en ny fast plads på de digitale platforme, lader vi stå usagt hen. Men en ting er sikkert: Amerikanerne har været hurtigere til at se mulighederne i den lettere adgang til produktion og distribution, og de har udviklet nogle radioformater, der er kompatible med de nye digitale platforme. På det felt har de stadig førertrøjen, og formodentlig ruller den bølge henover Atlanten og rammer Danmark i løbet af få år. 

Links:
Radio Diaries: http://www.radiodiaries.org/
Love+Radio: http://loveandradio.org/
Megapolis Audio Festival: http://megapolisfestival.org/blargh/
Third Coast International Audio Festival - Short Dox 2013 konkurrence:
http://www.thirdcoastfestival.org/competitions/shortdocs/2013/radio-potluck