26.06.18
© CC0

Debat: Blindt fokus på at overskride grænser?

– debatindlæg

Komponister, anmeldere og konservatorier fokuserer for ensidigt på, at musik skal være nyskabende. Det mener mundharpespiller og jazzkomponist Mathias Heise i dette debatindlæg. Professor Niels Rosing-Schow, komponist James Black og promotion director Trine Boje Mortensen tager til genmæle.

Det går i stigende grad op for mig, hvordan store dele af det ambitiøse og kunstneriske musikmiljø i Danmark er dybt præget af en uheldig æstetisk tankegang: nemlig hvad den østrigske filosof Karl Popper har kaldt for ‘æstetisk futurisme’.

Æstetisk futurisme kan ses som æstetikkens svar på moralsk futurisme; hvor den moralske futurist hævder, at det moralsk gode er lig med det, der er forud for sin tid, det, som foregriber fremtidens standarder for adfærd, så hævder den æstetiske futurist, at god kunst først og fremmest er progressiv. God kunst skal chokere flertallet. Den geniale kunstner formår både at udtrykke ånden i sin samtid og at være forud for sin samtid, således at han misforstås af flertallet med undtagelse af nogle få avancerede connaisseurer. Og ligesom moralsk futurisme er en helt fejlslagen moralteori, så er den æstetiske futurisme også i sidste ende en blindgyde.

Når jeg siger ‘Danmarks kunstneriske musikmiljø’, mener jeg det i den bredeste forstand, det vil sige komponister såvel som uddannelsesinstitutioner og musikanmeldere. Jeg vil slet ikke påstå, at alle som én tilskriver sig den æstetiske futurisme, men jeg ser alligevel flere og flere eksempler på dens påvirkning. Den spøger i vores tanker om kunstnerisk kvalitet, sommetider bevidst, sommetider ubevidst.

Alt er allerede overskredet
Selv var jeg kraftigt påvirket af den i lang tid uden at kunne sætte navn på den. Når jeg for få år siden vurderede mine musikalske produktioner, optrådte den i min bevidsthed som et krav om nyskabelse, et krav om, at jeg ikke måtte gentage fortiden, om, at jeg måtte finde nogle musikalske grænser, som jeg kunne overskride.

Disse krav virkede nærmest selvindlysende, men samtidig gjorde de mig modløs. Inspirationen forlod effektivt min krop, hver gang jeg begyndte at tænke over alle de fantastiske musikere og komponister, som jeg ikke måtte søge inspiration fra, som jeg i stedet skulle ‘overgå’, samt de utallige grænser, der allerede var blevet overskredet igennem musikhistorien, og som efterlod forsvindende få dogmatiske regler at udfordre.

Jeg følte mig på paradoksal vis trængt op i et hjørne – for hvert musikalsk nybrud, der var gået forud for mig, havde jeg mindre plads at bevæge mig på, og de muligheder, jeg havde tilbage for at lave god ‘kunstnerisk’ musik, syntes ikke at stemme overens med mulighederne for at lave god musik som sådan; det vil sige den musik, jeg selv gad lytte til.

Nyskabende er ikke lig med kvalitet
I hjertet af den musikalske futurisme finder vi progressivitetsidealet. Dette højtbesungne ideal er centralt for manges anskuelse af musikalsk kvalitet. Og umiddelbart virker det også overbevisende, idet det synes at slå bro over vores subjektive præferencer: Selvom vi næppe kan blive enige om, hvorvidt klassisk musik, hiphop eller jazz partout er den bedste genre, så kan vi vel alle blive enige om, at musik, der er nyskabende, må være bedre end musik, der blot er en gentagelse.

Alternativet, nemlig den endeløse kopiering af fortidens musik, må virke skræmmende for de fleste. Hvem ville ønske sig et musikliv, der udelukkende bestod af kopibands, som i al evighed spillede klassikere som »Ain’t No Sunshine«, »For Once in My Life« og »Kom tilbage nu«?

Men selvom den totale stilstand ikke virker tillokkende, så er det en fejl at tro, at progressivitet er den essentielle kerne i god musik. Dette ses tydeligt, lige så snart vi forestiller os et stykke progressiv musik, som ikke lever op til et andet og dybereliggende musikalsk ideal, nemlig formidlingen af værdifulde oplevelser.

Hvis vi forestiller os en koncert, der aldrig er set før, nemlig koncerten, hvor en musiker spiller forstærket sækkepibe igennem et sæt højttalere, der er skruet så højt op, at publikum uundgåeligt går derfra med høreskader, så bliver det tydeligt, at koncerten på trods af sin progressive karakter ikke kan beskrives som andet end forfærdelig.

Det er langtfra tilfældet, at progressivitet og kvalitet nødvendigvis går hånd i hånd. Tværtimod findes der uden tvivl mange nye måder at skabe dårlig musik på, ligesom der findes mange nye måder at lave dårlige film på, dårlig mad, dårlige billeder og så videre.

Selvom den totale stilstand ikke virker tillokkende, så er det en fejl at tro, at progressivitet er den essentielle kerne i god musik

Tidsånd?
Alligevel synes progressivitet at være mange komponisters primære fokus, og det med god grund, eftersom det er dette ideal, deres musik ofte vurderes efter. Festivalen Klang uddelte således for nyligt Pelleprisen for anden gang, en pris, der hylder »en ung kunstner, som tør være på tværs af tidens angivne normer«.

Prisen gik til den unge komponist James Black, der i den forbindelse udtalte, at han ville vise noget, der ikke var et billede af alt det, han havde lært på konservatoriet, at han bevidst fjernede laget fra andre komponister for at få sin egen personlighed til at skinne igennem, samt at musik i hans optik ikke nødvendigvis skulle bidrage med noget positivt til verden.

Samtidig klinger progressivitetsidealets ekko gennem snesevis af musikanmeldelser, hvor superlativer som ‘grænsebrydende’, ‘innovativ’, ‘original’ og ‘pionerende’ hædrer den vellykkede musik. Anmelderne henrykkes, når musikken ‘nedsmelter kategorier og prædikater’, når den er herligt ‘anarkistisk’, og ikke mindst når den ‘peger fremad i nye, spændende retninger’. Omvendt går musikken grueligt galt, hvis den bliver ‘tilbageskuende’, og den afvises effektivt med ord som ‘bedaget’, ‘uopfindsom’, ‘pastiche’ og ‘kopivare’ (autentiske eksempler).

Ikke mindst Rytmisk Musikkonservatoriums proklamerede grundbegreb ‘rytmisk samtidsmusik’ indkapsler nøjagtig den æstetiske futurismes besættelse af det nye, det ‘samtidige’, i modsætning til det ‘fortidige’. Man skulle ellers tro, at ethvert nyt stykke musik (såfremt det ikke var et plagiat) var et produkt af den samtid, det var skabt i – hvorefter samtidens publikum selvfølgelig kunne vurdere dets kvaliteter og mangler.

Men med begrebet ‘samtidsmusik’ bliver det antaget, at ‘samtidigheden’ er en selvstændig kvalitet, som kun visse musikstykker besidder; som om der fandtes en slags tidsånd eller historisk lov, man må indrette sig efter, hvis man skal gøre sig håb om kunstnerisk relevans.

Anmelderne henrykkes, når musikken ‘nedsmelter kategorier og prædikater’, når den er herligt ‘anarkistisk’, og ikke mindst når den ‘peger fremad i nye, spændende retninger’

Ingen kaster med frugt i dag
Men hvad er så disse »tidens angivne normer«, som Pelleprisens modtagere hyldes for at trodse? Det er ikke så nemt at gennemskue, for ærlig talt er det meget svært at finde eksempler på begrænsende dogmatik i den moderne musikverden.

Fra Richard Wagners udfordring af funktionsharmonikken i midten af 1800-tallet til Arnold Schönbergs pantonale 12-tonemusik i starten af 1900-tallet til Steve Reichs minimalisme til John Cages tilfældighedsmusik (med videre) er musikkens grænser blevet udvidet igen og igen, indtil vi i dag er kommet til et punkt, hvor det vitterligt er svært at finde en musikalsk grænse, man kan overskride.

Folk er blevet vant til, at moderne musik kan lyde skærende atonalt, at instrumenterne bliver brugt på alskens mærkelige måder, at de kort sagt ikke kan forvente noget som helst. Tiden, hvor publikum kastede med frugt, skældte ud og udvandrede i protest fra en provokerende, progressiv koncert, synes at være forbi på godt og ondt.

Seneste trend: musik uden lyd
Fraværet af dogmatik efterlader den progressive komponist i noget af en kattepine. Hvis man ser musikkens dybeste mål som sprængningen af samtidens forventningsramme, så må man ærgre sig over at være født i en tid, hvor forventningsrammen er udvidet nærmest endeløst.

Alligevel lykkes det sommetider fantasifulde komponister at finde en ny grænse at overskride. Et eksempel kunne være den unge komponist Jeppe Ernst, hvis debutkoncert bød på musikere, der i stedet for at spille eller synge sidder og rører og tjatter til hinanden på udvalgte tidspunkter (skrevet ned på noder). Her overskrides musikkens måske sidste begrænsning – nemlig at det har noget med lyd at gøre.

Politikens anmelder Henrik Friis beskrev koncerten som »fantastisk original og helt ved siden af«, og ved koncertens afslutning var publikum delt: Mange jublede, mens andre i protest undlod at klappe. Det kunne ligne en vaskeægte succes for den progressive musik.

Men selvom jeg synes, det er både fantasifuldt og interessant at bruge nodebilledet til at ‘spille’ på menneskekroppen som et instrument, så tror jeg, at den musikalske futurisme her er kommet til en blindgyde, hvor selve musikkens afgrænsning og legitimitet som kunstform bliver udfordret. For hvis ikke vi på dette punkt opgav kravet om radikale nyskabelser og i stedet spurgte ‘hvordan følger vi op på Jeppe Ernst?’, så ville fremtidens komponister formentlig blive svære at adskille fra almindelige dramatikere og scenekunstnere.

Hvis man ser musikkens dybeste mål som sprængningen af samtidens forventningsramme, så må man ærgre sig over at være født i en tid, hvor forventningsrammen er udvidet nærmest endeløst

Jo, musikken skal bidrage positivt
Det er vigtigt for mig at slå fast, at jeg ikke er grundlæggende imod eksperimenterende musik. Eksperimenterende musik kan være både spændende og tankevækkende. Min pointe er, at vi ikke bør retfærdiggøre den med en henvisning til dens progressive karakter, men derimod med en henvisning til de værdifulde subjektive tilstande, musikken søger at fremkalde.

Disse subjektive tilstande kan være vidt forskellige og fremmedartede, og så meget desto vigtigere er det, at vi italesætter dem i et klart sprog, så vores lyttere får den største mulighed for at opleve dem.

Jeg mener i modsætning til James Black, at det er bydende nødvendigt, at musikken bidrager med noget positivt til verden. Vi kan naturligvis ikke leve med en musik, der gør verden til at værre sted. Tværtimod bør vi som komponister forsøge at gøre en positiv forskel.

Dette betyder ikke, at vi skal indrette vores musik efter laveste fællesnævner – for vores pluralistiske verden har afgjort gavn af et mangfoldigt musikmiljø, hvor forskellige typer musik nydes af forskellige typer mennesker, og hvor det er muligt som musikelsker at udvikle og udfordre sin musiksmag i mange forskellige retninger. Men det betyder, at vores succes måles i opløftede bevidstheder frem for overskredne grænser.

Opgør med ensidigt fokus
Jeg tror, vi med fordel kan opgive det ensidige fokus på progressivitet – det ville gavne både komponister, musikere, musikanmeldere og uddannelsesinstitutioner.

Progressivitetsidealet er meningsfuldt, al den stund det opmuntrer os til at finde nye musikalske værktøjer samt til at gøre brug af musikhistoriens akkumulerede værktøjssæt på nye og opfindsomme måder.

Men det kan ikke stå alene, og det er ikke det vigtigste aspekt ved musik. I sidste ende viser musikken sit værd gennem et væld af værdifulde subjektive oplevelser, progressive eller ej.

Ovenstående debatindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning. Debatindlæg er velkomne og sendes til sune@seismograf.org.

Svar på debatindlæg:

»Urovækkende«: Niels Rosing-Schow svarer Mathias Heise
Komponist og professor i komposition Niels Rosing-Schow mener, at Mathias Heise med sit debatindlæg risikerer at skabe et misforstået fjendebillede af nyskabende musik og kunst. Det er farligt, skriver han i dette modsvar, 26.06.18

»Ikke for at chokere«: James Black svarer Mathias Heise
Komponist James Black, den seneste modtager af Pelleprisen, har læst Mathias Heises debatindlæg og giver her sit svar på kritikken, 26.06.18

»Ingen tegn på fremtidsiver«: Trine Boje Mortensen svarer Mathias Heise
Musik, som vil chokere, dominerer ikke det musikalske landskab i Danmark. Det vurderer Trine Boje Mortensen, promotion director hos Edition Wilhelm Hansen (sponsor af Pelleprisen) og bestyrelsesmedlem for Klang Festival, i dette svar på Mathias Heises debatindlæg, 26.06.18

Også komponist Jeppe Ernst har læst Mathias Heises debatindlæg. Han har sendt os følgende Tomas Tranströmer-citat som svar:

Radikal og Reaktionær lever sammen som i et ulykkeligt ægteskab,
formet af hinanden, afhængige af hinanden.
Men vi som er deres børn må bryde ud.
Hvert problem råber på sit eget sprog.
Gå som en sporhund hvor sandheden trådte!
(“Om historien”, Klange og spor, 1966, på dansk ved Peter Nielsen)

Baggrund:

Shouting, naked. James Black, the composer
I modsætning til mange af sine kolleger har James Black en tendens til at skrive højrøstet musik. Andrew Mellor har interviewet den unge eksilbrite forud for debutkoncerten som komponist, 07.02.18

Tavshedens komponist
Inden Jeppe Ernsts debutkoncert i april mødte Sune Anderberg ham for at spørge ind til de tavse værker, Ernst havde skrevet til lejligheden, 14.03.18

Rejse mod Jordens indre
De unge komponister skriver musik for lys, for stilhed, for fantasien. Hvad foregår der? Sune Anderberg er begejstret over den stærke konceptuelle bevidsthed, der for tiden spirer op af jorden, 15.05.18