20.06.17
Foto: Stine Vejen

Debutantens forår

Portrætinterview med Allan Gravgaard Madsen

Han er stadig usikker på sin musikalske identitet, men komponisten Allan Gravgaard Madsen bevæger sig i et univers af italiensk elegance, hvislende stilhed og en humor, som ikke må forveksles med ironi. Det kan man bare ikke selv styre. Seismograf har fulgt ham i månederne op til hans debutkoncert.

Det har været en skodaften for Jeppe Ernst. Vi sidder på Overfor, caféen klos op ad konservatoriet i København. Nogle borde er slået sammen, en lille flok komponister og musikere har indtaget et uforstyrret rum bag køkkenet, øl er på vej. Det er i begyndelsen af marts.

Ernst, 31, har lige åbnet årets Pulsarfestival med et nyt værk, Monument, til DR Symfoniorkestret. Men det er faldet fra hinanden undervejs, spoleret af et strejkende clicktrack. Kollegerne defilerer forsigtigt forbi og siger tak for musikken, uden Ernst virker særlig overbevist. Dagen efter bliver han, sammen med de to andre komponiststuderende ved koncerten, sablet ned i Politiken.

Til højre for mig sidder den jævnaldrende århusianske komponist Allan Gravgaard Madsen, i færd med at bestille en dark’n’stormy. Vi taler med en sangerinde og en cellist fra koncerten. Alle er ret enige om Ernsts talent. »Han er klart den af københavnerne, der skiller sig mest ud,« siger Allan og sammenligner sin slukørede kollega med en ung Pelle Gudmundsen-Holmgreen – uden at lade sig gå på af, at Ernst et stykke tid endnu kaster forbandelser tilbage i hovedet, hvis man drister sig til at rose ham.

Skulle dét nu være morsomt
Det er to en halv måned inden Allan Gravgaard Madsens debutkoncert fra konservatoriet i Århus, og vi har aftalt, at jeg følger ham i tiden op til afslutningen på hans studier.

Jeg siger lidt henkastet til Allan, at jeg også hører Gudmundsen-Holmgreen i flere af hans egne værker. For eksempel klavertrioen Weiß. Schwartz. Blau. (2013) og ensembleværket Ouverture (2016). Begge sætter rytmiske maskinerier i værk med et luftigt, humørfyldt tonesprog, som man også hører i Gudmundsen-Holmgreens senere, mere milde værker, hvor han – ligesom Allan – dyrker en forkærlighed for at skrive musik baseret på allerede eksisterende musik.

»Du er heldig, at jeg respekterer Pelle utrolig meget,« svarer han og holder lige nøjagtig et »unge mand!« tilbage. Komponister hader at blive sammenlignet. »Jeg kan slet ikke høre, at det skulle lyde som Pelle.« Siger han, tager luft ind og fortsætter: »Men jeg ved da, at han var meget glad for klavertrioen, da den blev opført på Klang Festival. Altså, han klukkede af grin undervejs.« Det forstod den unge komponist nu ikke – han havde på intet tidspunkt selv opfattet værket som morsomt. »Men jeg tror, vi var mange unge komponister, der følte og stadig føler et stort slægtskab med Pelle, så når han sagde noget, lyttede man. Om så man var enig eller ej.«

Den verdenskendte Jack Quartet fra New York med klarinettisten Mathias Kjøller på scenen i Koncertkirken. Foto: Dennis Lehmann

Geht das?
Morsom er en svær størrelse. En uge senere er vi til kulturpassiar på Bremen Teater. Jeg har bedt om at få et blik ind i den del af Allans hverdag, der går med at lave satire på Radio24syv. Oppe på scenen slår Kirsten Birgit (Frederik Cilius) midt i en sætning over i en dødbringende parodi på Clement Kjersgaard. Allan – Cilius’ mangeårige radiomakker på P2-programmer som Cilius-Patruljen og Taktløs – fanger den på et splitsekund, og hans baronlatter runger et øjeblik alene i salen, før resten af publikum falder i.

Bagefter er vi ude bag scenen. Ib Michael og Margrethe Koytu, to af passiarens gæster, sidder og digter røvere ved et bord, mens Cilius spurter rundt for at finde sit slidte eksemplar af Vanillepigen til en autograf. Et par repræsentanter fra Den Korte Radioavis-fangruppen på Facebook får taget selfies med Allan (»alfies«), mens jeg falder i snak med en ung violinist, der har studeret med ham.

Hun bekræfter, hvad han selv har fortalt flere gange – og hvad der til stadighed kan overraske publikum, første gang de stifter bekendtskab med såkaldt udvidede spilleteknikker. At komponisten aldrig er ude på at gøre grin med musikeren. Det er ikke satire, og musikerne skal være med på den. Og det er faktisk en ting, der går Allan på forud for debutkoncerten, som det er lykkedes ham at få verdenskendte Jack Quartet fra New York til at spille ved.

»Jeg har lidt dårlig samvittighed over, hvad de kommer til at lave,« fortæller han og genkalder sig samme følelse, da han skrev Ouverture til det lige så anerkendte Ensemble Recherche fra Freiburg. »Jeg blev ved med at tænke, at det var for nemt. At det kunne jeg ikke tillade mig. At de lige måtte have en kvintol eller et eller andet virtuost. Men jeg var nødt til at gøre det så enkelt.«

Recherche endte med at sætte stor pris på Ouverture, »fordi de fik noget andet end den slags nykomplekst-virtuose værker, som de plejer at få, fordi komponister tænker præcis sådan«. Alligevel sidder fornemmelsen i ham, mens han skriver musikken færdig til debuten. »Hvorfor gider Jack komme og spille det lort her?« Sagt halvt i sjov, halvt som et oprigtigt udtryk for kunstnerisk tvivl.

Elegantieren fra Palermo
Et af værkerne, Jack opfører ved debutkoncerten, er strygekvartetten Crystal Tapestry (2010), som de også fire år tidligere har opført i Århus. Den har været svær at komme uden om, for det er den eneste strygekvartet, Allan har skrevet.

»Man skal have noget på hjerte, før man skriver en strygekvartet,« fortæller han mig i begyndelsen af maj, hvor vi mødes til Spor Festival i Århus – to uger inden debuten. »Det havde jeg, da jeg skrev Crystal Tapestry. Men man skal ikke fucke med det medie.«

Der er tydelige spor af Salvatore Sciarrino (f. 1947) i en stor del af Allans værker. Ikke mindst i strygekvartetten. Vi sidder på en bænk i Mølleparken, og jeg bemærker det støjflimrende i en af violinerne og peger på den italienske elegantier, som Allan tidligere har udtrykt begejstring for. Jeg har brugt det meste af tiden siden vores sidste møde på at lytte til Sciarrinos værker, og denne gang falder sammenligningen i bedre jord.

»Det var på det tidspunkt, hvor jeg skrev Crystal Tapestry, at jeg fandt Sciarrinos musik. Det er efterhånden meget sjældent, at jeg synes, at jeg oplever noget for første gang, men sådan føltes det, da jeg opdagede hans musik, og det ændrede min måde at komponere på.«

Hvor det ellers er populært at pege på en alvorlig og revolutionær Darmstadt-modernist som Helmut Lachenmann (f. 1935), når talen falder på inspirationskilder for yngre komponister på kontinentet, giver det bedre mening at se i retning af en skikkelse som Sciarrino, hvis man vil forstå den bevægelse mod et mere romantisk, mildt og indbydende udtryk, som man finder hos Allan og en del af hans jævnaldrende kolleger.

»Jeg er fascineret af hans enkelhed og måden, han skriver for strygere på. Han komponerer ofte et flimrende støjunivers, som jeg er meget glad for – sådan lidt som krystal eller diamant, hvis man kan sige det.«

Stik mig en form
Et andet værk, Jack skal spille ved debuten, er en nykomponeret klarinetkvintet, Allegretto con variazioni. Skelettet er sidste sats af Mozarts klarinetkvintet, men tonesproget er med adresse til Sciarrino. Der knipses rytmisk og toneløst på strengene og hviskes i klarinetten, mens Mozart-forlægget viser sig i øjeblikke af intensiteter, men gennem cirkulære strøg, som giver den citerede, forvrængede musik en stratosfærisk lyd.

For en komponist, der efter eget udsagn stadig søger sin helt klare musikalske identitet, er det en kreativ drivkraft at arbejde med overleveret musik. »Det gode ved at skrive musik på musik er, at man ikke står alene. Jeg bruger konsekvent formen fra forlægget. Formale gentagelser forekommer som regel fuldstændig som i originalen, også i Allegretto con variazioni

Det med at finde frem til en krystalklar kunstnerisk vision stresser ham ikke på samme måde, som det måske tidligere har gjort. »Indtil for fem år siden havde jeg meget svært ved overhovedet at skrive musik. Det var en kamp hver gang. Men så lærte jeg, at det var okay at gøre det så godt som muligt ud fra de givne forudsætninger. At det var okay at give sig selv lov til at fejle. Det gjorde en kæmpe forskel for min produktivitet, selvom jeg stadig kan blive ramt af tvivl, når jeg skriver.« De overleverede former er én måde at opstille en kreativ ramme for arbejdsprocessen på.

Debutkoncerten var udformet som et radioprogram med Allan som vært. Foto: Dennis Lehmann

The Allan Show
Ønsket om en fast, på forhånd defineret form afspejler sig også i selve debutkoncertens forløb. Det bliver tydeligt 26. maj i Musikhuset Aarhus, hvor koncerten opføres for første gang. Mange hundrede mennesker er mødt op.

Koncerten er udformet som et radioprogram, og processen med dens tilblivelse går på de tre ben, som alle er en del af Allans professionelle identitet: organisering, komposition og formidling. Han har selv stået for pr, produktion og en del af fundraisingen; arbejdet har betydet, at han ikke har nået at skrive en sidste sats til koncerten, som har skiftet form nogle gange i løbet af tilblivelsen. Et fravær, der får formidlingen til at fylde mere i koncerten end oprindeligt planlagt.

Ud over Jack Quartet og klarinettist Mathias Kjøller sidder Allan selv på scenen bag en radiomikrofon og styrer slagets gang. Han virker en smule nervøs – entrerer scenen uden at kigge op og sluger en del ord i sin talestrøm. Den næste time går med en række anekdoter om Allans vej ind i musikken, ofte med en humoristisk vinkling, og med opførelsen af Crystal Tapestry, Allegretto con variazioni, en række korte ’skillere’ – som man kender det fra radioen – samt et konceptuelt værk, hvor publikum løbende stemmer om udformningen af en 9-takters sats for klarinetkvintet.

Diktionen minder på mange måder om Kirsten Birgits. Tonelejet bevæger sig dynamisk mellem lyse uskyldigheder og dybe Ulf Pilgaard-stød, når en pointe skal have en vis gennemslagskraft. Jeg genkender flere passager fra interviews i ugerne op til koncerten – i Politiken, Jyllands-Posten, Magasinet Klassisk. Flere af dem står også på min egen notatblok, oftest ordret. Man kan ikke undgå at notere sig, at Allan er sin egen pressechef.

Publikum stemte løbende om udformningen af en 9-takters sats for klarinetkvintet. Foto: Dennis Lehmann

Ironisk eller ej
Dagen efter genopføres koncerten i Koncertkirken i København som en del af Klang Festival. Denne gang med en mere afslappet Allan – rutineret, nærmest – men koncerten lader til i nogen grad at dele vandene. Nogle har oplevet Allans formidling som båret af en ironi i stedet for humor, og med den relativt lille andel af musik under koncerten bliver det især formidlingen, som bliver omdrejningspunkt for den efterfølgende debat.

Personligt oplever jeg ikke koncerten som ironisk. Det har heller ikke været intentionen, fortæller Allan nogle dage senere på Frederiksberg, efter han har sundet sig over at have lidt samme skæbne i Politiken som kollegerne under Pulsar-koncerten to en halv måned forinden.

At nogle blandt publikum har oplevet det ironisk, er selvfølgelig vanskeligt at sige imod. Måske den revyske, radiotrænede diktion har åbnet indgangen til en sådan tolkning. Måske det simpelthen bare er et vilkår, når man gør brug af humor, at nogle uundgåeligt vil opfatte det som ironi. Man kan ikke styre alt.

»Egentlig er jeg godt tilfreds med debuten, som jeg opfatter som ét samlet værk med titlen Debut,« siger Allan nogle uger senere fra hjemmet på Trøjborg i Århus. »Der skulle have været et stykke musik mere, det må jeg nok indrømme. Og det var lidt pinligt, at jeg havde en af verdens bedste strygekvartetter og en af Danmarks bedste klarinettister på scenen, som næsten ikke spiller, mens jeg så sidder som en eller anden idiot og underholder med at synge oven i MIDI-filen til en sang, jeg skrev for sytten år siden i stedet for at aflevere en danskstil. Men det var nødt til at være sådan, for det passede ind i det overordnede værk.«

Han er stadig ikke enig i kritikken af koncerten – som han insisterer på ikke at kalde en koncert, men en debut – som ironisk og viser mig censorernes meget positive udtalelse, der hæfter sig ved formidlingens »humor og ikke mindst velgørende distance«. Han henviser også til Frederik Cilius og andre, der har talt imod den ironiske tolkning i opslag på Facebook. Selv synes jeg, det ville være mere spændende, hvis debatten om koncerten havde haft udgangspunkt i den musik, han skriver. Den er i hvert fald ikke ironisk.

Fik du vist, hvem komponisten Allan er?
»Det er det, jeg er lidt i tvivl om. Derfor ville lidt mere musik have været godt,« siger han. »Men personen Allan var der – for første gang.« Lige til citatbogen.