15.12.14
Pressefoto: Sebastian Rausch

Den musikalske fortolknings troskab og forræderi

Faithful! Festival, Berlin 13-23. november 2014

To forlængede weekender midt i november 2014 dannede rammerne for Faithful! Festival. Den musikalske fortolkning var omdrejningspunktet. Udgydt blev store mængder nyere kompositionsmusik - plus det løse. En af musikvidenskabens helt store nødder blev forsøgt knækket: Den udøvende musikers forhold til kompositionen. Hvordan opføres musikken “rigtigt“? Scenen er sat i Berlin.

Ej/blot til lyst
Det er torsdag og den første aften på Faithful! Festival. De fremmødte gæster – et beskedent men ikke ringe antal – bliver budt velkommen til festlighederne, som skydes i gang på ægte tysk manér med en paneldebat. Nu skal banen kridtes op! Halvanden times særdeles interessant diskussion blandt komponister, teoretikere og en enkelt udøvende pianist kortlagde mange af de aspekter, den musikalske fortolkning står ansigt til ansigt med. Der blev således på den ene side opsat et trekantet spændingsfelt mellem komposition, interpretation og improvisation, lad os kalde dette det intramusikalske; på den anden side befinder sig de omgivende faktorer, der dog ikke har mindre afgørende rolle for både udførelse og opfattelse af en musikalsk opførelse, det kunne være komponistens tilstedeværelse, kendte optagelser af samme værk, som derved er standardskabende, specielle historiske rammer for opførelsen1, samt noget så lavpraktisk men aldrig uvæsentligt som rummet, musikken opføres i. Disse faktorer kan vi så kalde de ekstramusikalske – faktorer som Faithful! Festival heller ikke kan undsige sig.

[…] de gamle hippier fra USAs vestkyst skulle ikke bevise noget, og det skinnede igennem.

Dette kom til udtryk i den efterfølgende koncert med Los Angeles Free Music Society, som blev eksekveret på Berghain, der på trods af kun at være på nippet til at kunne fejre sin ti års fødselsdag i december allerede er en legendarisk og verdenskendt technoklub. Berghain er notorisk kendt for mange ting – én af dem er det sublime lydanlæg. I kombination med de rå rammer som dette forhenværende kraftværk beliggende på grænsen mellem det gamle Øst- og Vest-Berlin sætter, leverede Los Angeles Free Music Society et af festivalens højdepunkter for mit vedkommende. Hvad paneldebatten leverede af dybsindige overvejelser leverede LAFMS i umiddelbar legesyge og spilleglæde. Avantgardenoisepopgruppen, som i sig selv ikke har fast substans, men er et evigt foranderligt kollektiv udi musikalske eksperimenter, havde i dagens anledning fået opbakning fra lokale berlinske musikere. Sammen opførte de livefortolkninger af skæringer fra den ti cd store udgivelse The Lowest Form of Music. Deres udtryk bestående af tilfældigheder og kaos bevægede sig omkring en overordnet musikalsk narrativ struktur og fremstod knivskarpt i Berghains formidable rammer. Fra minimale sinustonegeneratoreskapader over hypnotiserende fællessang, overdrevne kysselyde, udsyrede guitarsoli, togstøj ala concrète til et afsluttende 45 minutters transcenderende støjinferno. Alt blev udført med stort nydende smil på læben, de gamle hippier fra USAs vestkyst skulle ikke bevise noget, og det skinnede igennem. Kontrasten var stor til den indledende paneldebat, hvor jeg iagttog flere af tilhørerne mentalt besvime under den tunge, tysksprogede, teoretiske indledning. 

I Tyskland opererer man traditionelt med begreberne E- og U-Musik, ernste (seriøs) og unterhaltende (underholdende), der er skarpt opdelt. Denne splittelse findes umiddelbart ikke i USA, og hvor er det dog forfriskende at opleve en kombination af de to begreber i en sammenhæng, der umiddelbart spiller efter E-Musikkens paradigmer.

Lytte-rave
Den efterfølgende aften, som havde skiftet kulisse til den nedlagte pumpestation, der nu går under navnet Radialsystem V, var ligeledes todelt. Første del stod Ensemble Extrakte for.

Berlin er kendt for at være et af knudepunkterne for technokulturen, hvor klubberne har åbent hele weekenden, og hvor weekenden strækker sig længere end ugen. Lignende tranceskabende dansekultur findes blandt andet i Indian, Kina, Bali og Ghana og denne aften forsøgtes netop disse kulturer sammentænkt. Extraktes syv musikere var bevæbnede med orientalske instrumenter og spillede live-fortolkninger af 90’ernes klubklassikere. Live-fortolkningerne foregik ved at dj-duoen og brødreparret Gebrüder Teichmann vendte technovinyler, som kun musikerne kunne høre ved hjælp af headphones – publikum kunne dog smuglytte til musikernes backtrack ved en specielt indrettet lytteø. Musikerne medierede og forvandlede på den måde musikken direkte fra øret og ud i instrumentet. Der opstod et mærkværdigt gespenst af kultursammenstød på mange niveauer: Maskinel musik lavet til at blive braget ud i overdimensionerede højttalere til den ultimative kropslige ekstase i ellers forladte bygninger blev spillet af eksotiske blæseinstrumenter, kontrabas, bongotrommer og en improsangerinde for et stillesiddende og opmærksomt lyttende publikum. Det var et radikalt og interessant eksperiment, men i eksperimentet forsvandt også nerven af ægthed – den dybere og indædte forståelse af de forskellige kulturer. Det var ligesom at være i en zoologisk have, hvor fiskene var placeret i abeburet og girafferne boltrede sig med isbjørnene.

Hvilken luksus det dog er, at kunne høre et stykke musik opført dobbelt! En absolut nørdet genistreg Faithful! Festival dér diskede op med.

Fortolkningssammenligninger
Schopenhauer skrev: “For helt at kunne fatte bestemte aspekter i musikken, er det […] nødvendigt at høre dem to gange.“2 Faithful! Festival havde således en speciel kategori på programmet under navnet fortolkningssammenligninger, som gik ud på, at en komposition blev opført to gange på samme aften af forskellige solister eller ensembler. Fortolkningerne var ikke radikalt anderledes fra hinanden, hvilket til tider godt kunne gøre disse aftener dobbelt lange, når hver komposition skulle høres to gange – især hvis den første fortolkning var den bedste. Sådan gik det til, at endnu et af mine højdepunkter ved festivalen, Chiyoko Szlavnics’ Gradients of Detail for strygerkvartet, i første opførelse gav mig gåsehud og førte mig i en tilstand af vægtløshed, men da den atter blev spillet, havde gentagelsen ikke lige så stor effekt. Omvendt gik det med opførelsen af Iannis Xenakis’ Dmaathen for obo og slagtøj, her var andenopførelsen den første overlegen. Dog var der også opførelser, hvor begge versioner var lige gode: især udmærkede sig her de utroligt intense opførelser af Gérard Griseys Anubis-Nout for solo kontrabasklarinet (et undervurderet og majestætisk instrument – især i solosammenhæng3). Hvilken luksus det dog er, at kunne høre et stykke musik opført dobbelt! En absolut nørdet genistreg Faithful! Festival dér diskede op med. Konceptet passede også godt til det fremmødte publikum: hver aften en skare på omkring tres gengangere, som bestemt var inde i musikken.

Pressefoto: Sebastian Rausch

Lyden af en tegning
Det blev igen torsdag og dermed starten på festivalens anden weekend. Berghain slog atter dørene op, og denne gang skulle der fortolkes grafiske partiturer. En sjælden gestus ved klassiske koncerter er, at lade publikum følge med i noden, men det fik vi lov til denne aften – spørgsmålet var så bare om man blev mere oplyst om musikkens fremskredne process af den grund. De grafiske partiturer blev stort projiceret op på Berghains bagvæg, så man kunne forsøge at hitte ud af, hvordan disse musikalske tegninger blev fortolket af ensemblerne. Hagen ved de grafiske partiturer er, at de giver mere plads til fortolkning end konventionel nodeskrivning – ofte så meget at der ikke er umiddelbart sammenhæng mellem det grafisk fremstillede og det hørbare resultat. Men hvad gør det, når fortolkningerne af grafikken udføres så indlevende og lydligt interessant, som det skete denne aften, hvor fire værker af den østrigske komponist og pioner inden for grafisk notation Anestis Logothetis blev opført?

Anden halvdel af aftenen stod den amerikanske gruppe Califone for. I beskrivelsen i programhæftet blev de præsenteret som en blanding af folklore, rock, elektroniske eksperimenter, impressionistisk-eksperimental jazz-rock og sfærisk blues med elementer af alt fra krautrock til triphop. Jeg var meget spændt på hvordan dette ville lyde! Stor var min skuffelse så, da jeg blev vidne til en, omend gedigen og velspillet, så dog meget ordinær bluesrockkoncert uden nogen form for udstikkere til andre genrer. Selvom lyden og den ekstravagante indpakning på Berghain er eminent, klæder den klassisk og elektronisk musik meget bedre end guitar, bas og trommesæt og kunne derfor ikke redde min oplevelse af koncerten. Det mest avantgardistiske og nyskabende ved koncerten var, at den stod i så stor kontrast til resten af festivalen. Det er ligesom når man forventer, at der er friskpresset appelsinjuice i hotellets morgenbuffet, og at det så viser sig at være gult saftevand, hvilket jo kan være fint nok i sig selv, hvis man altså lige er gjort opmærksom på det i forvejen. Det skal dog siges at ikke et fåtal af de fremmødte publikummer var bravt underholdt og gav tydeligt udtryk derfor i applauserne.

Det løse
Faithful! Festival bestod ikke kun af koncerter. Der var forud for festivalen udskrevet en konkurrence, hvor man skulle indsende versioner af John Cages klassiker 4’33“, hvor vinderen fik tildelt æren samt den symbolske sum af fire euro og treogtredive cent. Man kunne høre et udvalg af de indsendte forslag i Galerie Mario Mazzoli i et særligt bygget 3D-lytterum. Det var temmelig meta at lytte til optagelser af ambienser, som de fleste indsendte versioner bestod af, i galleriets egen ambiens. Derudover blev der vist film af varierende længder omhandlende forskellige komponister, der var en lyttepost med remixes af Iannis Xenakis’ Persepolis, og så var der en allestedsnærværende installation: Johannes Kreidlers Nachdruck/Studie über strukturelle Verspätung, som blev opsat hver dag under festivalen på enten Berghain, Radialsystem eller Galerie Mario Mazzoli alt efter hvor dagens program fandt sted. Ideen var ganske simpel: Et midikeyboard var omprogrammeret, så hver enkelt tone først klingede, når man slap tangenten i stedet for, som det normalt forholder sig med klaverer, når man trykker tangenten ned. Det preparerede midikeyboard kunne således betjenes i pauserne mellem koncerterne af professionelle og lægmænd, som det blev annonceret, hvilket var til både stor morskab og fortvivlelse for begge segmenter.

Fortolkningspraksissernes kringelkroge
Der hang en stor sky af seriøsitet over Faithful! Festival – men seriøsiteten havde et nysgerrigt skær, hvor der var plads til leg og eksperimenteren af høj kvalitet i langt de fleste tilfælde. Vi blev ført godt rundt i fortolkningspraksissernes kringelkroge, som muligvis ikke blev udførligt kortlagt men blev præsenteret som delikate smagsprøver, som i kraft af festivalens fokus gav lytteren mulighed for at opleve musikken fra en anden vinkel end ellers.

Pressefoto: Sebastian Rausch

Faithful! Festival, Berlin 13-23 november 2014

Hele festivalen
Johannes Kreidler: Nachdruck/Studie über strukturelle Verspätung 

13.11.2014
19:00: Podiumsdiskussion Wohin neigt sich die Waage: Zum Schöpfer oder zum Interpreten? 
21:00: The Lowest Form of Music – Los Angeles Free Music Society/Berliner Improvisationsmusiker, Special Guest: Zeena Parkins

14.11.2014
19:00: Ensemble Extrakte: Iterationen
21:00: Tout seul, mais ensemble – Ensembles im Interpretationsvergleich: Ensemble Multilatérale, Norrbotten NEO, Oslo Sinfonietta

15.11.2014
18:00: Interpretationsvergleich für unterschiedliche Ensemblearten: Improvisationsensemble, Lautten Compagney, Norrbotten NEO
21:00 Nacht des Streichquartetts – Interpretationsvergleich: Sonar Quartett, Tana String Quartet

16.11.2014 + 21.11.2014
Persepolis-Remixe 
faithful!-Festivalaufnahmen für und im True-3D-Klangraum

20.11.2014
19:00: Der Ursprung der graphischen Partitur – Hommage an Anestis Logothetis Logothetis: Ensemble, Berliner Improvisationsensemble
21:00: Califone

22.11.2014
21:00: Soloensemble – Interpretationsvergleich + Reinterpretationen