11.08.17
Foto: Tanya Goehring

Den sømand han må lide

Anmeldelse af Agnete and The Merman, 18.–20. juni 2017, Åben Scene, Godsbanen.

I sin nye danse- og musikforestilling på Åbne Scene, Godsbanen, Aarhus, fortolker komponisten Cristian Vogel det klassiske folkesagn om Agnete og Havmanden. Det er der kommet en ny fortælling ud af, en historie der smukt – og smerteligt – kredser om kaldet som auditiv form og længslen som idé.

Agnete og Havmanden er en fortælling fra en dansk folkevise, som har inspireret Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen. Den er også forlægget til Johannes C. Bjergs skulptur ved Aarhus Rådhus og til Suste Bonnéns berømte undervandsskulptur på bunden af Slotsholmskanalen i København. Bonnéns skulptur er blevet påsejlet, lyset fra metrobyggeriet har hæmmet dens synlighed, og algevækst har givet den et loddent udseende. Nu har den elektroniske komponist Cristian Vogel skabt en forestilling med inspiration fra Bonnéns værk.

Blåkæft, rødfisk
Den britiske producer og komponist Burials musik er blevet beskrevet som den lyd, man hører, når man står på asfalten uden for et diskotek. Den kommer til os fra et andet rum, kalder på os. Også i Vogels The Ballad of Agnete and The Merman strømmer lydene mod os som fra en anden verden. Her er ingen fast scene. Vi er fanget i club-mørket. Elektroniske beats og maskinelle rytmer forplanter sig op igennem kroppen. Overladt til komponistens magt famler vi os gennem det soniske landskab.

Vogel styrer os ned mod havets bund. Det er, som om vi lytter gennem vand. Det er en befriende, omend lidt kvælende fornemmelse. Saltvandet samler sig i halsen. Lyde fra ekkolod og ubådsradarer dominerer. De er efterdønninger af noget, der befinder sig et andet sted. Da vores øjne har vænnet sig til de dunkle forhold, begynder en retro-agtig radiostemme at fortælle om dybhavsfisk. Vi hører om de ting, som de forskellige fisk siger. 35 højttalere er opstillet i rummet, og lyden af dybhavstænder, der gnasker sig gennem mørket omslutter os.

Komponisten og instruktøren Cristian Vogel. Foto: Tanya Goehring

Havtaske, ranglefisk
I salen møder vi Agnete, i danseren My Nilssons skikkelse. Hun står over for Havmanden. Lyset tændes og slukkes, mens de låser sig fast i hinandens blikke. Hun lægger sig ned på bølgerne. En faldskærmslignende ting pustes op. Hun ligger ovenpå. Det ser ud, som om hun flyder. Men så synker hun – og vi synker med.

Senere kommer Havmanden på banen igen. Han spilles af operasangeren Siegmar Aigner. Da han træder ind, har han en oppustelig redningsbåd med på slæb. Først er båden en munkekutte, mens Havmanden har den over hovedet, men efterfølgende bliver den det kirkerum, hvori de to bliver viet. Bådens spidse front ligner toppen af et kirketårn, og et fiskenet forvandles til et brudeslør. Hun er fra jorden; han fra havet. Alligevel finder de sammen.

Men The Ballad of Agnete and The Merman handler ikke kun om modsætninger, der mødes. Vogel fortæller en større historie. Lydene understøtter den og bliver til kald fra det fjerne. I de fleste naturudsendelser spiller lyden en underlig rolle. Dyret kalder et sted uden for rammen. Speakerstemmen akkompagnerer billedstrømmen og leder os på vej. Den endnu uidentificerede lyd ledsages af spørgsmålet “Hvad var det?” Kameraet søger at bringe dyret tilbage i synsfeltet. I naturprogrammer er kameraet en ruse. Lyden er det spørgsmål, som billedet besvarer.

Prikfisk, sølvøkse
Lyd prikker hul i billeder. Noget undslipper. Hos Vogel er det Agnete, der river hul på Havmandens net. Og dermed også på sit eget. Deres rum flyder sammen. Det er en ustabil sammensmeltning. Han kalder hende ned til sig. Hendes bevægelser rækker opad mod en forestillet overflade, trækker strenge ned, som om hun griber efter fiskesnører.

I forestillingen befinder vi os gentagne gange i sigte-agtige rum, hvor noget filtreres gennem noget andet og ting siver sammen, imens undervandslyde runger gennem salen og den skiftende lyssætning skaber pauser i det visuelle. Hver mørklægning varsler fortællingens slutpunkt. For The Ballad of Agnete and The Merman er også historien om bølgernes kald og dermed om døden – ikke kun den konkrete, ‘den store’ død, men også den død der indtræffer, omend indirekte, når man indgår i en relation med en anden. Om hvordan vi lægger bånd på os selv og på hinanden; om parforholdets tragedie.
Agnete vil bo hos Havmanden. Hun vil hvile i hans fugtige, tangomspundne skød. Men det er ikke en nem kærlighed, for der er meget, hun skal sige farvel til. Spørgsmålet er: Hvor meget skal man dø for at kunne elske? Hvor meget skal man opgive sit eget kald for at dele livet med en anden? Vi er på dybt vand. Det er man, når man forelsker sig. Det ved Agnete.

Dragefisk, vampyrblæksprutte
Det er besværligt at være gæster i hinandens liv og svært at bo under vandet, når man ikke har gæller. Mange eventyr fra havet handler om det samme. Om det faretruende i at indtræde i den andens miljø. Ligesom i fortællingen om Njord i den nordiske mytologi; ham som giftede sig med jætten Skade. De måtte leve adskilt, da han – som gud for havet – kun kunne leve nær vand. Hans længsel efter havet var for stor, og hun ønskede ikke at bo dér.
I Herman Melvilles søfartsroman Moby Dick fra 1851 er den hvide hval både et symbol på døden og genstand for et begær. Havet er altings opløsning, men også dets samling. I Vogels genfortolkning af havhistorien er foreningen det centrale. Måske kan Agnete bo med Havmanden? Dog kalder kirkeklokken hende op til overfladen. Vi hører den et par gange under forestillingen. Den taler til hende og beder hende vælge livet. Det er ikke sirenernes kald, der som i Homers Odysseen forgæves kalder menneskeguden ned i den våde grav. Det er landjordens kald.

Danseren My Nilsson og operasangeren Siegmar Aigner på scenen. Foto: Tanya Goehring

Slankhale, cigarhaj
Danseren My Nilsson krænger et net ned over sin krop og bliver fiskeagtig. Hun bevæger sig i rummet på en ny måde, spræller i garnet – uden at det bliver karikeret. Stille, men insisterende, danser hun blandt publikum. Vi træder til side for at give hende plads. Først under de mange flytninger i salen, opdager vi, at Vogel selv står ved sine lydmaskiner op ad en af væggene. Herfra genskaber han – med kontrolleret hånd – havets endeløshed.
Operasangeren Aigner brøler. Det er en dyb, dyrisk, sorgfuld lyd, som kommer helt nede fra maven. Det er adskillelsens råb. Senere maver han sig frem imellem os. Han slikker gulvet – dér hvor vi lige har stået. Hans tunge er en havsnegl, ikke længere kun sangens og talens organ. Dog skriger han. Det er gutturalt og en smule skræmmende.

Den oppustelige genstand, som Agnete tidligere har svævet på, minder nu om en klippe. Havmanden omfavner den. Han er trådt op på landjorden for at hente Agnete hjem. I kontrast til folkevisens oprindelige fortælling virker det, som om de finder sammen på ny. Nilsson kravler op på Aigners skuldre og tager den oppustelige genstand, som pludselig virker tung, med sig. Hun svøber dem begge ind i det, der nu ligner en brudekåbe.
Forestillingen slutter med, at de to performere sammen forlader Åbne Scene af en sidedør. Publikum sluses ud af samme vej, hældt ud i den virkelige verden. Da vi står udenfor i solen på betongulvet foran Godsbanen, er det som efter en tur i byen; om når natten er ved at blive til morgen, og trancen fra dansegulvet er ved at lette.

Tudsefisk, tigerfisk
Fortællingen om Agnete og Havmanden siger noget om angsten for parforholdet, om frygten for individets dekomposition i samhørighedens hav. I den oprindelige historie er det Agnete, der gør kort proces, da hun forlader Havmanden. For Agnete og Havmanden handler også om kvindens oprør. Det er den anden side af det. Visen kaldes nogle gange for en ‘modmyte’, en fortælling, som bryder med forestillingen om feminin passivitet og maskulin aktivitet. For det er Agnete, der ‘vil’ Havmanden. Det er som sagt også hendes egen beslutning at forlade ham. Havet er uudgrundeligt, men Havmandens råderum er begrænset. I Vogels fortolkning fremstår kvinden handlekraftig. På den vis fremhæver han nogle af folkevisens centrale aspekter.
Døden, bølgernes kald og parforholdets tragedie.

The Ballad of Agnete and The Merman er strengt taget ikke en elegi; dog har forestillingen elegiske træk. En klagesang – udført med elektroniske kabler. Samtidig handler den om det ‘drive’, der stadig får én til at rejse ud i en lille båd, der gynger – på trods af de farer, der lurer i dybet. Måske kan man ikke gå på vandet, men man kan så meget andet. Suste Bonnéns skulptur Agnete og Havmanden kæmper for sin overlevelse under havets overflade, men hos Vogel finder den nyt liv.

Design og koncept: Cristian Vogel
Performere: My Nilsson, Siegmar Aigner
Musik og lyddesign: Cristian Vogel
Lysdesign: Sune Petersen
Kostumedesign: Valeriya Olkhova
Yderligere scenografi: CITA
Højttalerteknologi: Funktion One
Forstærkerteknologi: Sonible
3D-audioteknologi: Sonic Emotion Labs
Produktion: NeverEngine Labs
Projektmanagement: Daniel Alonso Van Camp Graphic Design: State To State Media
Produktionspartnere: Fonden Aarhus 2017, Åbne Scene/Godsbanen, Nordic Pro Audio
 
18.–20. juni 2017 (verdenspremiere)
Åbne Scene, Godsbanen