09.01.19
© Marcela Lucatelli

»Det er næsten, som om jeg kan føle hele verden«

– interview med Marcela Lucatelli

I dette første af tre interviews med unge komponist/performere tager James Black ud at klatre med Marcela Lucatelli. Hendes kraftfulde sceneoptrædener indikerer en forbindelse til noget, der ligger meget dybt.

This article is also available in English.

Hvad skal man lægge i, at komponister opfører deres egne værker? I den vestlige klassiske tradition er det intet nyt. Mange traditioner skelner ikke mellem de to roller. Du spiller, du komponerer, du spiller dine kompositioner, du komponerer det, du spiller.

Hvorfor taler man så nu om ‘komponist/performeren’, som om det er noget nyt? For et par måneder siden mødte jeg en pianist til en fest. Han spurgte: »Laver du så, altså, performance-ting, eller skriver du for instrumenter?«, som om det ene udelukkede det andet.

Det har i et stykke tid naget mig, hvad det vil sige at være komponist/performer, og hvad begrebet egentlig dækker over

Det lader til, at en ny kategori er ved at etablere sig i forståelsen af samtidsmusik. Jeg begyndte selv at tænke over emnet, da jeg skrev en reportage fra festivalen Ung Nordisk Musik 2018 i Bergen. Med mine egne ord: »Meget er på det seneste skrevet om fremkomsten af komponist/performeren, og denne tendens var også synlig på festivalen. Jeg talte dog kun fire værker, hvor komponisten spillede en central rolle (og ikke bare befandt sig på scenen) i opførelsen.«

Hvis jeg havde medregnet værker, hvor komponisten bare var på scenen, var det blevet til mange flere værker – såsom Tor Anders Eris A Last Word (2017), hvor komponisten spillede synth, eller Heidi Hassinens Huoli (2017), hvor Hassinen styrede elektronikken. Jeg ville sådan set have været nødt til at medregne hvert eneste elektroniske stykke, eftersom komponisten ofte var den, der ‘spillede’ elektronikken (hvilket ofte blot bestod i at trykke play). Det er ikke det, jeg forstår ved ‘komponist/performer’.

Da jeg anmeldte Simon Løffler og Niels Lyhne Løkkegaard ved festivalen Gong Tomorrow 2018, følte jeg på samme måde en vis modstand mod at betragte dem som komponist/performere. Jo, de var begge synlige på scenen og deltog i opførelsen af deres koncerter; og jo, de er begge to snarere komponister, der optræder som performere, end omvendt (som i Uno Vejses Bragi’s Harp fra UNM). Men de var i sidste ende udskiftelige. Komponist/afvikler [composer/executor] er måske mere dækkende.

Det indlysende udgangspunkt
Jeg tænker heller ikke på såkaldt ‘performancekunst’. I de seneste år har Pulsarfestivalen ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium samarbejdet med Kunstakademiets Billedkunstskoler om at præsentere studerendes værker ved en koncert på Kunsthal Charlottenborg. Komponisterne og billedkunstnerne udviser altid en forskellig tilgang og stil i deres værker. Forskellen er lille og næsten umulig at sætte ord på, men den findes. Det handler om mere end dét at skrive partiturer – adskillige af billedkunstnernes værker har haft musikalske partiturer, og adskillige af komponisternes værker har ikke haft et.

Hver gang jeg ser hende på scenen, bliver jeg ramt af livskraften, ja nødvendigheden, i det, hun gør

Det har i et stykke tid naget mig, hvad det vil sige at være komponist/performer, og hvad begrebet egentlig dækker over, i takt med at jeg i min egen praksis har bevæget mig ind på området. Så jeg har besluttet mig for at gøre noget ved det. Derfor foreslog jeg Seismograf at lave tre interviews med tre kunstnere, der arbejder inden for området. Målet er ikke at give det forkromede overblik over kunstnerne og deres værker. Mit håb er at få afklaret, hvad der fra mit synspunkt er en gråzone, ved at undersøge disse tre forskellige tilgange til dét at være (i mangel af bedre ord) komponist/performer.

Jeg kan ikke forestille mig en bedre case at begynde med end brasilianskfødte, danskboende Marcela Lucatelli. Lucatelli er en naturkraft. Hendes optrædener bliver, med hendes baggrund som uddannet sangerinde, til gutturale udbrud, som udvider grænserne for den menneskelige stemme.

Jeg havde set nogle Youtube-videoer, som florerede, men det var først, da jeg så Lucatelli til 5e’s Mandagsklubben (en ugentlig freejazz-/improvisationsaften på det lille koncertsted i Kødbyen) for første gang, at jeg på egen krop oplevede hendes kraftfulde indtagelse af scenen. Råt, dyrisk, kompromisløst; det er alt sammen klichéer, man har brugt om hendes arbejde. Hver gang jeg ser hende på scenen, bliver jeg ramt af livskraften, ja nødvendigheden, i det, hun gør. Det ville være en forsimpling at kalde det avantgardistisk vokal-performancekunst (‘skørt menneske laver skøre lyde’). Der er noget andet på spil, og jeg har i sinde at finde ud af, hvad det er.

Marcela Lucatelli live. © Iztok Zupan

Op ad væggen
Vi aftaler at mødes hos Blocs & Walls, et klatrecenter i de gamle B&W-haller på Refshaleøen. Idéen er, at en eller anden form for ikkemusikalsk aktivitet dels kan bryde isen (selvom jeg har kendt Marcela i nogle år), dels kan vise en anden side af den interviewede.

Da jeg foreslog klatring, blev Marcela med det samme tiltrukket af stedets karakter af nedlagt industriområde. Jeg er desuden højdeskræk, og mildt skrækslagen for Lucatelli, så det virkede som et godt match.

»Jeg gik ud fra, du havde klatret i masser af træer,« siger jeg. »Du er jo ligesom Marcela Lucatelli«

Mine fordomme bliver lige fra begyndelsen vendt på hovedet, da hun afslører, at hun aldrig har klatret i et træ før. »Jeg gik ud fra, du havde klatret i masser af træer,« siger jeg. »Du er jo ligesom Marcela Lucatelli.«

»Det er der meget at sige om,« svarer hun.

Klatring er cirka lige så forfærdeligt, som jeg forventede. Jeg prøver at skynde mig op ad væggen så hurtigt som muligt for at narre mig selv til at tro, at fart er det samme som mod – hvilket ikke forbigår Marcelas opmærksomhed, eftersom hun noterer sig, at »der er noget med James og fart«.

Det bider mig i halen, og jeg er derfor ikke i stand til at gennemføre den sidste af øvelserne, men må give op omtrent en meter fra toppen, da jeg har brugt al min muskelkraft. Marcela har mere held med sig. Det fokuserede lasersigte, man oplever i hendes optrædener, gør sig også gældende her – og vores instruktør, Joakim, lægger også mærke til, at selv når hun slapper af og holdes oppe af rebene, så holder hun sig tæt ind til væggen.

In-Yer-Face (2016) af Marcela Lucatelli på Vimeo.

Sæt dit eget mål
Klatring er mere, end jeg havde regnet med. I stedet for bare at bevæge os frit op og ned ad en væg bliver vi tildelt nogle ‘problemer’ – dybest set forskellige ruter op ad væggen, hvor dit valg af klatregreb til at holde fast i er begrænset af forskellige farver. Især på boulder-væggen (lave vægge uden klatrereb) bliver det derfor en både mental og fysisk udfordring, når du skal finde den bedste vej op ad din udpegede rute, og når du samtidig er begrænset af, hvor længe du kan bære din egen kropsvægt.

‘Problem’-systemet ser ikke ud til at passe Lucatelli helt. »Det er en smule frustrerende,« siger hun. »Målet er at gøre ‘det her’. Men jeg vil ikke! Jeg elsker virkelig begrænsningerne, men jeg foretrækker at sætte mit eget mål.«

»Jeg er i stand til at gøre mig fri af det … det handler om, hvad det er nødvendigt at gøre«

På samme måde bruger hun begreber som »opgaver« og »udforskning«, når hun taler om sin musik. Dét at optræde, og senere at komponere, er en opgave, hun har givet sig selv – på egne vilkår.

Da vi er færdige med at klatre, sætter vi kursen mod det elektroakustiske studie på Musikkonservatoriet. »Jeg har en bestemt kurs for mit liv,« siger hun i studiet. »Jeg begyndte at studere sang for at forstå, hvordan jeg kunne komme i kontakt med min krop på en måde, som både indeholdt en grad af disciplin og samtidig talte til mig rent æstetisk.« At komponere med forskningens metoder.

For et menneske, der er så tæt knyttet til den musik, hun skaber (i en grad, der nærmer sig det uadskillelige), taler Lucatelli med en næsten kølig objektivitet og en villighed til at se bort fra sit eget ego: »Jeg er i stand til at gøre mig fri af det … det handler om, hvad det er nødvendigt at gøre. Hvad der giver mening for det specifikke værk – det er en bevægelse fra værket til mig, ikke fra mig til værket.«

Hele vejen
Jeg tænker på Lucatelli som en forsker, der afprøver grænser med udgangspunkt i sig selv og sin egen stemme. Men det virker, som om der er mere, langt mere, på spil end at tvinge sig selv gennem en performance. Performancen er blot et redskab, Lucatelli bruger til at interagere med verden, undersøge den og holde den op mod lyset.

Der er alle mulige måder at gøre dét på, men hun har valgt musikken som tilgang. »Jeg har altid interesseret mig for mange forskellige ting. Teater, dans … da jeg var teenager, var jeg supernørdet og læste filosofi og den slags. Så gennemgik jeg noget med kroppen, og så kom interessen for at synge. Jeg fandt sidenhen ud af, at jeg kunne kombinere alle de ting. Jeg overvejer altid alle muligheder. Alt er i spil.«

For mig er det denne slags ‘perfekte øjeblikke’, hvor alting møder hinanden på en bizar og uventet, men vellykket måde, på det helt rigtige tidspunkt, der er Lucatellis kendetegn

Lucatellis praksis kombinerer således mange ting. Hun har en meget stærk tilstedeværelse på scenen, og hun kan med lethed bringe sig selv (og publikum) ud i en opkørt, tranceagtig tilstand. Men det er kun ét af hendes våben i et omfattende arsenal. Lucatellis stærke fornemmelse for timing er et andet.

Vi taler om en performance, Off-Off-Human, som hun skabte sammen med ensemblet Mocrep i 2017. Stykket består af en række studier, hvor de nøgne performere (inklusive Lucatelli selv) interagerer med hinanden i nogle fortløbende, etudeagtige tableauer, der har hver deres sæt af regler. For eksempel at man skal storme snerrende frem mod hinanden eller føre en nonsenssamtale gennem mikrofonerne.

Især ét øjeblik husker jeg. På et tidspunkt udløste Lucatelli en røgbombe i lokalet. Den efterfølgende ‘sketch’ bestod af, at alle performerne samledes rundt om en gigantisk romkugle og tog bidder af den. På grund af min placering i rummet ramte lugten af røgbomben mine næsebor, nøjagtig samtidig med at den første performer tog en bid, hvilket resulterede i en bizar kognitiv dissonans, hvor lugten kolliderede med det visuelle og intet, på den bedst tænkelige måde, passede sammen.

Perfekt timing, uendelige muligheder
Det er selvfølgelig let at afskrive dette som et rent lykketræf. Hvis jeg havde stået et hvilket som helst andet sted i lokalet, ville det måske ikke være sket. Men det er ikke pointen. Øjeblikket var muligvis ikke koreograferet (det var det virkelig ikke, fortalte hun mig, da jeg nævnte det). Men muligheden for sådan et øjeblik er til stede takket være det rum, som Lucatellis kunstneriske valg etablerer.

For mig er det denne slags ‘perfekte øjeblikke’, hvor alting møder hinanden på en bizar og uventet, men vellykket måde, på det helt rigtige tidspunkt, der er Lucatellis kendetegn.

»Hvis du ikke har det godt med at øve dig i alt for mange timer, så lad være. Der er uendeligt mange ting, du kan lave«

»Jeg tror, at det, jeg elsker mest ved musik og optræden, og også ved at komponere, er at undersøge tingenes timing. Jeg er virkelig afhængig af det,« siger hun, da jeg bemærker, at alt hendes arbejde måske først og fremmest handler om tid og timing. Og ligesom mere ‘traditionelle’ performere øver deres skalaer og akkordbrydninger, så har Lucatelli udviklet sin egen måde at øve kunsten ved timing på. »Det er ikke forbundet med fysiske øvelser og gentagelser, men handler om at finde mit eget forhold til materialet og den kulturelle situation, vi oplever det i.«

Visualisering og indarbejdning af en performance bliver derfor hovedsagen – snarere end rent fysisk at øve hver en node. »Man lærer, hvordan man øver det uden at bruge fem timer. Det er fantastisk at finde sin egen måde at gøre tingene på. Der er ikke noget, man er nødt til at gøre; man må finde ud af, hvad man har brug for. Folk gør for meget ud af at passe ind i bestemte kasser. Hvis du ikke har det godt med at øve dig i alt for mange timer, så lad være. Der er uendeligt mange ting, du kan lave. Lad være med at lave noget, der ødelægger dig.«

Marcela og det monumentale
Fornemmelsen af uendelige muligheder findes i alle hendes værker, selv når der bliver gjort brug af de strengeste begrænsninger. Lucatelli kan få mere ud af sin stemme og en mikrofon, end de fleste komponister kan få ud af et helt orkester.

Jeg siger til hende, at uanset hvad hun gør, og uanset hvor mange benspænd hun sætter for sig selv, så ender det med at føles som noget enormt, nærmest noget monumentalt. Hun svarer: »Der er noget med mig og verden, for jeg føler virkelig det her; jeg føler noget enormt. Det er næsten, som om jeg kan føle hele verden.«

»Jeg kan mærke en dyb afgrund – jeg tror, den er neden under mig«

»Hvordan ser du på verden,« spørger jeg hende. Jeg mener ikke, hvordan hun interagerer med verden, men hvordan hun oplever den. Hvad foregår der?

Energien i lokalet ændrer sig, mens hun er lang tid om at svare. Til sidst siger hun i et blidt tonefald og med lukkede øjne: »Jeg føler noget meget dybt. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg kan mærke en dyb afgrund – jeg tror, den er neden under mig. Det rum gør mig superopmærksom på sansemæssige input og interaktioner. Der er meget plads i mit liv til at betragte verden. I mit privatliv engagerer jeg mig i mange ting bare for at se, hvordan det er, og jeg er ikke bange for noget … det kan føre ret radikale situationer med sig. Jeg betragter livet som en antropologisk oplevelse – på en måde meget blasert.«

Overmenneskelig, overstrømmende, blændende, forladt
Vi spiller lidt musik sammen – jeg tager min saxofon frem, og vi improviserer en kort duet i freejazzstil. Jeg tvivler hele tiden på, om jeg gør det rigtigt. Da vi er færdige, vil Marcela spille mere. »Men den her gang skal du synge.« Jeg bladrer gennem min notesbog og finder en transskription, jeg har lavet et par måneder forinden, af melodilinjen i førstesatsen af Messiaens Vingt Regards sur l’Enfant-Jésus, og jeg beslutter at prøve at synge den ud fra hukommelsen. Det lader til at fungere meget bedre.

Senere beskriver Marcela improvisationen som »komponist-kær – strukturen var så perfekt, at kun to komponister ville have improviseret på den måde«. Jeg tænker på Messiaens beskrivelse af sin Turangalîla-symfoni: »overmenneskelig, overstrømmende, blændende, forladt«, og hvordan den beskrivelse også let ville kunne bruges om Marcelas arbejde.

»I mit privatliv engagerer jeg mig i mange ting bare for at se, hvordan det er, og jeg er ikke bange for noget … det kan føre ret radikale situationer med sig«

Et par uger senere overværer jeg en performance med Lucatelli og hendes trio EHM på Peryton-galleriet i centrum af København. Den finder sted i kældergalleriet, midt imellem den aktuelle installation af skulpturer. Sideløbende med trioens improvisation projicerer kunstneren Caroline Bittencourt nogle slides fra sin kuraterede samling op på væggen bag dem.

På et tidspunkt i begyndelsen af deres optræden satte Marcela sin hånd på væggen, sekunder før et slide med den brasilianske Kristus-statue i Rio blev vist. Marcelas hånd endte nøjagtig samme sted som statuens hjerte. I kombination med den skrattende og skælvende musik fra trio, regnvejret udenfor, øllen i min hånd, det mærkelige koncertsted, tankerne fra det forudgående interview – endnu et ‘perfekt øjeblik’, som lever i det rum, Lucatelli har etableret.

Jeg spørger hende, om det var meningen at interagere med slidene – det var det selvfølgelig ikke. Jeg tror ikke, det spiller nogen rolle. Det skete under alle omstændigheder. På en eller anden måde skaber Lucatellis blaserte, forskningsorienterede, antropologiske tilgang muligheden for disse muligheder, hvor performancen transcenderer de små detaljer og bliver vakt til live lige foran dig. Den bliver til mere, end den er. Hvis man kan tale om et særligt greb, må det være det opfindende – skabelsen af en ny praksis ud fra grundprincipper.

Den britiske digter og dramatiker T.S. Eliot skrev om traditioner: »De kan ikke nedarves, og hvis du vil tilegne dig dem, må det ske gennem hårdt arbejde.« Det, jeg har lært af Lucatellis tilgang, handler i bund og grund om det samme – oplev alting, træf dine egne valg, etabler rum for både de udøvende og publikum. Det kommer fra dig – men det er større end dig. Det er faktisk enormt.

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.

Læs også:

Composers on stage
Sanne Krogh Groth presents a broad introduction to the composer/performer phenomenon before zooming in on works by Juliana Hodkinson, Niels Rønsholdt and Simon Steen-Andersen, 31.05.17

Hell is full of amateur musicians, but so is Heaven
‘Amateurism also holds an emancipatory power,’ Henrik Frisk writes in this outline of the role of the amateur musician in the Western classical tradition, 31.05.17

From demagogue, via narcissict, to the post-human condition
It is practical, effective, cheap. But there is, of course, more to it than that. Trond Reinholdtsen on why he often ends up onstage in his own works, 31.05.17