Dansk Musik Tidsskrift årgang 2010, nr. 2

Efterlysning: musiklivets Louisiana

Nu skal man ikke tro at alting nødvendigvis er bedre i udlandet. Men derfor kan det jo godt være, man kan hente inspiration derude. Vi giver ordet til en lille håndfuld komponister, som alle har prøvet at arbejde med udenlandske ensembler.

Hans Abrahamsen (f. 1952)
Det er et paradoks, at ny dansk musik bliver bestilt og uropført meget mere i udlandet end herhjemme. Bare her i år har både Bent Sørensen, Poul Ruders og jeg selv fået uropført værker ude. Vi har ingen platform herhjemme, som kan tage initiativ til at bestille hos os og hos andre danske komponister. Og det er jo især forfærdeligt for hele den unge generation.

I udlandet har de en professionalisme og en respekt i forhold til ny musik, som vi ikke kender her. Mange ensembler gør et kæmpe arbejde, men alt for store beløb er bundet i landsdelsorkestre og basisensembler. Og al respekt for det, men de spiller altså ikke megen ny musik, og de er i hvert fald ikke specialister i det.

En meget betydelig ensembletype inden for ny og nyere musik er sinfoniettaen, det solistisk besatte symfoniorkester med typisk en 16-20 musikere. En mellemting mellem solistisk besætning, kammerbesætning og orkesterbesætning. Siden 1960’erne er der skrevet et betydeligt repertoire for netop den ensembletype.

I udlandet har man specialensembler, gerne i sinfonietta-formatet, som f.eks. det hollandske Schönberg Ensemble, det tyske Ensemble Modern, det franske Ensemble InterContemporain osv. Jeg har selv arbejdet sammen med flere af dem, og de er top professionelle. I Danmark har vi ensembler som Athelas Sinfonietta eller Århus Sinfonietta, der har det ufatteligt svært og som kører med latterlige budgetter i forhold til, hvad det koster at lave regelmæssige sinfoniettakoncerter.

Sådan en koncert koster måske 200.000; og der burde være en hver 14. dag! Samt råd til at komme på turne - ud i verden med den danske musik! Og der ér talentmasse til det herhjemme blandt musikere og komponister.

Vi bør satse på ét topensemble på området, der får 8-10 mio. om året. Det kan gøres på forskellig måde, f.eks. kan flere ensembler byde ind på skift for en 3-4 års periode. Eller man kan se nærmere på landsdelsorkestrene, der alle lever efter samme koncept. Hvorfor har vi ikke i én by et orkester der kan noget, f.eks. spille periodiske instrumenter, i en anden by noget andet osv. Eller også må man trække de 10 mio. ud af landsdelsorkestre og basisensembler – det en politisk beslutning.

Hvis man sammenligner med museumsområdet, så har vi en masse forskellige museer. Og alle er enige om, at det også er meget vigtigt med et museum for moderne kunst. Vi har i dag en hel række af danske komponister, som er mere kendte i udlandet end herhjemme. Vi har brug for et museum for moderne musik. Musiklivets Louisiana.

Bent Sørensen (f. 1958)
Det er mit klare indtryk at ensembler og orkestre i udlandet har en langt større erfaring med at indgå samarbejder omkring bestilling af værker. I Danmark er der ikke den store tradition for store bestillingshonorarer, måske fordi vi har været vant til en forholdsvis stor KODA-afregning; men den er gået ned nu, og honorarerne er ikke gået tilsvarende op.

Jeg har arbejdet en del sammen med DR Symfoniorkestret, men mine næste tre orkesterværker er til udenlandske orkestre. Jeg ville være lykkelig for at arbejde sammen med et dansk orkester eller ensemble, men hvis der ligger to forespørgsler til mig, den ene fra udlandet med en kontrakt på det og det beløb, den anden der siger: ”- og så vil vi søge Statens Kunstfond om vi kan få et bestillingshonorar”, så er man nødt til at tage det sikre.

Og det eneste sted danske ensembler kan få hjælp til bestilling af nye værker er netop i Statens Kunstfond som jo har begrænsede midler. Vi har ikke nær samme tradition for at få private sponsorer til at bestille værker som i udlandet. Og ensemblerne har slet ikke råd til selv at gå ind og bestille ting. Hvis nu Århus Sinfonietta, Scenatet osv. havde en økonomisk basis, så de kunne bestille nogle værker og rejse ud i verden med dem, så ville jeg lige så gerne det.

Det er et spørgsmål om økonomisk power. Det budget Athelas Sinfonietta har er helt anderledes end London Sinfonietta, Ensemble InterContemporain osv. Jeg tror det bl.a. handler om at man herhjemme bruger så mange ressourcer på at analysere hvad man skal gøre i stedet for bare at gøre noget, for det der skal gøres, er så simpelt: Der skal flyttes rundt på nogle stillinger!

Hvis alle de mere kendte komponister i Danmark udelukkende skriver til udenlandske ensembler, så sker der en neddrosling af hjemmemarkedet, og så bliver musiklivet herhjemme stadig mindre interessant. Det svarer til at man først viser Matador-serien på dansk tv to år efter at den har været sendt i Sverige.

Problemerne gælder også den anden vej: Det er meget lidt vi importerer af musik fra udlandet, danske ensembler bestiller ikke værker ude, de har ikke penge til det, og vi har heller ikke de festivaler, hvor vi for alvor kunne invitere udenlandske musikere og værker til Danmark.

Jeg kommer nogen gange til at skamme mig i udlandet – jeg var til en festival hvor 2-3 ensembler opførte nogle af mine værker, og så kommer festivallederen og spørger hvor der er et tilsvarende sted i Danmark, hvor de kan sende deres komponister hen? Og så må man sige, at det er der egentlig ikke.

Tidligere havde man meget mere med at invitere udenlandske ensembler hertil. Jeg skrev engang et stykke til Ensemble Modern, som de uropførte her i Danmark. Og Arditti Kvartetten har uropført i hvert fald én af mine strygekvartetter herhjemme. Det kunne DR og andre institutioner betale for for 10-15 år siden, men det kan man åbenbart ikke i dag.

Jeg tror det handler om at vores statsstøtte har været forholdsvis stor og DR tidligere har trukket meget på musikområdet. Vi har ikke været vant til at tænke sponsorer med i det. Og erhvervslivet er ikke klar over, hvor vigtig ny musik er. Både i Frankrig og Tyskland er den nye musik en del af kulturen, det er noget man lærer om i skolen. Siemens i Tyskland har f.eks. en kæmpe ny musik-pris. Herhjemme har man en ide om, at ny musik ikke er lige så vigtig som ny litteratur, ny malerkunst osv.

Morten Olsen (f. 1961)
Det er også min oplevelse, at danske komponister bliver opført mere i udlandet end herhjemme. Jeg har især erfaring med 2 franske ensembler: Det lille Ensemble Alternance og det noget større TM+. Begge er tilknyttet konservatorier i Paris som residensensembler (de har et helt andet konservatoriesystem i Frankrig), og det er sikkert med til at sikre noget økonomi.

Begge ensembler er velfungerende maskiner hvor tingene bare kører, med velforberedte musikere og praktisk planlægning til UG. TM+ har et par mand på kontoret samt bestyrelse, kunstnerisk ledelse osv.

Gennem fire år var jeg huskomponist hos Esbjerg Ensemble, et samarbejde jeg var meget glad for. Sammenlignet med TM+ kan man sige at der arbejdes meget forskelligt med musikken. I Frankrig kommer musikken på plads meget tidligt i prøveforløbet, hvor det i Esbjerg udvikler sig meget helt frem til koncerten. Det er meget forskellige måder at arbejde på, og det musikalske resultat er da også ret forskelligt. Jeg foretrækker egentlig ikke det ene frem for det andet. Jeg føler mig måske nok mere i kontakt med Esbjerg Ensemble, og lidt fremmed hos franskmændene.

Den største forskel ser man nok i forhold til de danske specialensembler. Her er musikerne heller ikke fastansat. Men i Frankrig er de i stand til at få det organiseret på en måde, så de har et meget stabilt og fast hold, som er med til de fleste produktioner og som deltager i alle prøver. Det er ikke altid tilfældet for de danske specialensembler. Deres musikere er ansat i forskellige orkestre, og hvis du skal samle 15 musikere i København til et sammenhængende prøveforløb, så er det nærmest umuligt, der vil altid være nogen på holdet som er fraværende.

Christian Winther Christensen (f. 1977)
Egentlig er der ret gode vilkår herhjemme, men det er nok mest for musikerne - der er mange faste stillinger i dansk musikliv. I udlandet, f.eks. Frankrig som jeg kender mest til, er konkurrencen blandt musikerne meget hårdere, derfor er de mere skolede i at indstudere hurtigere, de kræver ikke så meget tid til forberedelse. Og pga. det større udbud af musikere og den hårdere konkurrence er det nok også nemmere at få samlet et top professionelt ensemble mange steder i udlandet.

Det er måske lidt hårdt at sige, for der er mange musikere der gør det rigtig godt i Danmark, men det har nok en betydning. Også hvad angår indstillingen.

Et af mine første værker, skrevet for 6-7 år siden da jeg lige var begyndt på konservatoriet, blev spillet af en polsk strygekvartet. Der var selvfølgelig en række problemer i værket, men de tog det bare som en udfordring og noget der måtte findes en praktisk løsning på. Danske musikere ville have rystet på hovedet over denne amatørkomponist og brugt kostbar prøvetid på at diskutere det. Måske er det komponistens fejl, måske musikerens, som regel begge dele – men hvorfor bruge prøvetid på det i stedet for bare at få det løst.

Som jeg oplever det, er der en vis konservatisme og mangel på at følge med hos de danske ensembler. Og det har ikke nødvendigvis noget med økonomi at gøre. Jeg tror de er bange for at give unge mennesker ansvar og indflydelse. Det er trods alt de unge, der kender de nye tendenser. I Norge er de langt foran, der har de tit haft kuratorer hentet blandt de helt unge komponister. Unge er jo bare bedre til at komme ud, de render rundt i andre miljøer end de ældre, er nysgerrige og finder ud af hvad der rører sig rundt om i verden - og så har de ikke alle mulige kasketter på.