Er der overhovedet poesi i PowerPoint?

En polyfoni af hviskende stemmer lød fra alle hjørner af rummet, mens en enkelt mand stod på scenen med et mikrofonstativ og et stykke papir i hånden, som skulle han til at holde en tale. Febrilsk vendte og drejede han papiret, krøllede det sammen og foldede det ud igen, mens umuligheden i nogensinde at formidle det, der stod på papiret, langsomt blev tydeligt for publikum. Hver eneste bevægelse i performerens nervøse dans med papiret gav genlyd i rummet, men intet blev nogensinde sagt.

De første fem minutter af MINU Festivals åbningsperformance med det tyske vokal- og performancekollektiv Maulwerker, hvor en enkelt mand stod med et stykke papir og aldrig fik en lyd over sine læber, var et stærkt øjeblik, der forekom mig at ramme direkte ind i en tematik, som hele festivalen på mange måder kom til at kredse om: Hvor meget kan vi komme til at sige i forsøget på at sige noget helt andet? Hvor meget kan man sige uden at lave lyd? Hvordan skaber og udtrykker vi mening? Hvordan kan vi kommunikere med hinanden, hvem er vi, når vi prøver at tale, og hvad kan vi egentlig sige? 

MINU Festival for Expanded Music lyder det fulde navn på festivalen, der dog mere retvisende i løbet af de fem dage, den varede, ofte blev refereret til som en konference. Festivalens arrangører havde inviteret kunstnere, primært komponister, fra hele norden til gennem forelæsninger, koncerter og performances at udforske – og udvide – grænserne for musik: Ikke blot grænserne for, hvad der kan betegnes som musik, men i lige så høj grad for, hvordan musik kan realisere sit kritiske, transformative og subversive potentiale i politiske og teknologiske problemstillinger. 

Forelæsningen bevægede sig fra den klassiske forelæsers autoritative myndighed til opera og videre til en Anders Andsk rallen

Find selvet og dræb det

Forelæsningerne – der var fordelt under overemnerne »embodiment«, »symbols« og »language« samt en sidste dag, hvor emnet var frit – var uden tvivl festivalens stærkeste kort: De ofte meget snævre, specificerede emner blev formidlet med nysgerrighed, kreativitet og af en tydelig lyst til at udfordre både emnerne og forelæsningen som format. Mange af forelæsningerne nærmede sig i deres form performancekunst, og vi befandt os på den måde i grænselandet mellem kunst og videnskab, hvilket viste sig at være et oftest dybt inspirerende og enormt frugtbart sted at befinde sig. Selv sad jeg i hvert fald ofte efter endt forelæsning tilbage med en overvældende lyst til at tale – og tænke – videre. 

Sådan havde jeg det eksempelvis efter forelæsningen med den brasilianskfødte, danskbosatte komponist Marcela Lucatelli, der var hovedtaler under emnet »embodiment«, men som på bedste postmodernistiske, dekonstruktivistiske vis langsomt begyndte at afmontere »embodiment« som begreb. For Lucatelli var idéen om kropsliggørelse et produkt af en ældgammel, vestlig fiktion om splittelsen mellem krop og sjæl, som hun rådede os til at gøre op med til fordel for en kultivering af forbundenheden mellem alle kroppe: »Find the self and kill it!« råbte hun på et tidspunkt med en stemme, der i løbet af forelæsningen – som for at illustrere selvets konstante ustabilitet – bevægede sig fra den klassiske forelæsers autoritative myndighed til opera og videre til en Anders Andsk rallen. Effekten var kraftfuld og tankevækkende. 

Meningsløshed og perfektion

Tankevækkende var også svenskfødte Frederik Degrérs enormt abstrakte, men stadig sært dragende forelæsning under »symbols«, hvor selve forelæsningen blev et symbol, der pegede på den tomme plads, hvor forelæsningen måske kunne have været: Forelæsningen blev langsomt opløst i et væld af citater, parenteser og pauser, indtil forelæseren var forsvundet fra scenen, og alt, der var tilbage, var en uendelig drone spillet fra hans telefon som et ekko fra den forelæsning, der fejlede. På samme måde benyttede norske John Andrew Wilhite-Hannisdal temaet »language« til – inspireret af filosoffen Gershom Scholem – at tale om klagesangen som et sprog, der netop er karakteriseret ved at fejle; ved ikke at være i stand til at udtrykke mening, men som derimod fuldstændigt overgiver sig til meningsløsheden. 

Som i en slags musikalsk rulletrappe trak det ene instrument det næste efter sig i et uendeligt kredsløb

På elegant vis blev Wilhite-Hannisdals udforskning af det meningsløse fulgt op af finske Niilo Junnikkalas forelæsning, der netop drejede sig om, hvordan musik bedst udtrykker mening. Rent æstetisk og formmæssigt var Junnikkalas forelæsning ugens absolut kedeligste – læst højt fra et stykke papir og akkompagneret af en PowerPoint kun bestående af kæmpestore nodeark – men hans idé, der gik ud på, at musik kan fremstå vedkommende, meningsfuld og fuld af subjektivitet, hvis den intoneres på en måde, der mimer menneskelig tale, var bestemt interessant. 

Og så har jeg slet ikke nævnt ugens absolut mest gribende forelæsning, der blev leveret af svenske Siri Landgren, der med en udsøgt detaljegrad skildrede, hvordan den gennemgribende forestilling om den perfekte stemme på samme måde som forestillingen om den perfekte krop kan udvikle sig til et undertrykkende regime, vi kan bekæmpe ved hjælp af elektronisk lydredigering – ikke til kunstigt at gøre vores stemmer mere perfekte, men derimod til at gøre dem fremmede, kunstige, korrupte, uhyggelige og ustabile. 

Dybt vand og sugerør

Mens forelæsningerne som oftest var tydeligt interesserede i at fordre nytænkning, var det dog besynderligt, at den samme grad af inspiration og iderigdom ikke altid var at finde i de egentlige koncerter og performances. Bevares, der var gode momenter: Det uventede samarbejde mellem den elektroniske duo Pamela Angelas og performance-ensemblet Current Resonance var eksempelvis et højdepunkt. Måden hvorpå den forsigtige stoflighed fra Current Resonances klaver og klarinet vævede sig ind og ud af Pamela Angelas ekstremt syntetiske univers af glitchende elektronik og autotunet vokal var kraftfuld i sin lidt usikre, konstant afvekslende atmosfære, der tydede på, at der ikke var tale om en sømløs sammensmeltende assimilering af to vidt forskellige æstetikker, men at de to derimod netop var interesserede i at dyrke forskellene mellem dem og på den måde trække hinanden ud på dybt vand. 

»This is trash from your social network«. Hvorfor?

Ligeledes var uropførelsen af den danske komponist og kontrabassist Asger Thomsens værk Rhizom en mindeværdig koncert, hvor det otte mand store ensemble, der var sammensat til lejligheden, indgik i noget af det mest imponerende samspil, jeg nogensinde har set: Som i en slags musikalsk rulletrappe trak det ene instrument det næste efter sig i et uendeligt kredsløb, der – tro mod værkets titel – bestod af uoverskuelige, sammenfiltrede forløb af toner i karambolage med hinanden, der så pludseligt samlede sig og kulminerede i små eksplosioner af skønhed. Sommetider forvandledes den ellers så abstrakte komposition sig til en maskinel, rytmisk krop, der nærmest swingede, andre gange var det udforskningen af de individuelle instrumenters lydlige potentiale, der var i fokus – som for eksempel da trompetisten formåede at få sit instrument til at lyde fuldstændigt som én, der desperat forsøger at suge de allersidste rester af en væske op gennem et sugerør. 

Det var trættende at få boremaskinen, ballonen, hammeren og sprayflasken præsenteret som potentielle musikinstrumenter

Affald fra internettet

Ikke alle koncerterne var så vellykkede: De første fem minutter af Maulwerkers åbningsoptræden vækkede som sagt min interesse, men meget af koncerten forløb med Fluxus-inspirerede, konkretpoetiske vokaleksperimenter, der fremstod nærmest demonstrativt fastlåst i 60'erne. Det samme gjaldt den finske perkussionist Kalle Hakosalos optræden, der meget sigende havde fået titlen A Bunch of Stuff.

Hakosalo er tydeligvis en dygtig perkussionist, men det var trættende at få boremaskinen, ballonen, hammeren og sprayflasken præsenteret som potentielle musikinstrumenter, som om det var et helt uhørt nybrud at inddrage husholdningsartikler i en musikalsk kontekst.  

Ligeledes var det trættende – og underligt – at Hakosalo flere gange var eksponent for en både gammeldags og patroniserende kritik af internettet og sociale medier – som for eksempel da en lang serie af skærmbilleder susede forbi publikum på en storskærm efterfuldt af teksten: »This is trash from your social network«. Hvorfor?

Helt galt gik det til sidst, hvor publikum – i en kombination af Marina Abramovićs ikoniske Rhythm 0 og børnelegen Simon Says – fik lov til at bestemme, hvad Hakosalo skulle udsætte sig selv for. Som i et live computerspil kom en række kommandoer til syne på en skærm som publikum skulle råbe til ham, hvorefter han troskyldigt udførte dem. Der var lagt an til stor chokeffekt, da publikums valgmuligheder langsomt svandt ind, og de derefter ikke havde andet valg end igen og igen at tvinge Hakosalo til at slå sig selv, men eftersom han selv havde valgt, at publikum kun kunne vælge denne ene kommando, blev jeg personligt aldrig rigtigt oprevet over publikums nådesløse brutalitet. 

Helt antiklimatisk lukkede Efterskrift bogstaveligt talt samtalen ned

Alt godt døde

Afslutningen på festivalen viste sig at være kontroversiel. Trioen Efterskrift opførte deres performancestykke Alt godt må dø, som i programmet blev beskrevet som »en tomhed, der vokser og vokser«. Det viste sig at være en helt usædvanligt rammende beskrivelse. At anmelde Alt godt må dø er at blive konfronteret med det nærmest eksistentielle paradoks, det er at skulle beskrive ingenting. Lad mig nøjes med at sige, at en time af aftenen gik med en PowerPoint-præsentation af overbelyste, uskarpe nærbilleder af skiftevis performernes hud og træværk af forskellig art. Ingen musik, ingen kommentarer, ingenting. At kalde det en form for visuel serialisme – hvor det ikke er musikken, men selve komponisten, der gøres seriel – som Efterskrift gør i et interview i nærværende magasin, er muligvis et interessant tankeeksperiment, men at realisere det for et publikum virkede direkte egoistisk.

Det forekom mig paradoksalt, at en festival, hvor meget af samtalen handlede om tilgængelighed og inklusion, skulle kulminere i et værk, der tydeligvis var et produkt af det voldsomme privilegium, det er, at få lov til at præsentere hvad som helst uden interesse for det publikum, der skal se det. Alt godt må dø var som at stirre ned i en mørk brønd uden at blive mødt af så meget som det svage ekko af ens egen vejrtrækning, der kastes tilbage. 

Da Efterskrifts optræden var slut, var stemningen blandt den del af festivalens gæster, som jeg nåede at få snakket med, dårlig. Jeg forstår egentlig godt hvorfor: Festivalen virkede oprigtig interesseret i at skabe et rum for deling og diskussion af ideer på kryds og tværs, men helt antiklimatisk lukkede Efterskrift bogstaveligt talt samtalen ned. Der var ikke mere at sige. Hvis MINU Festival generelt lod til at ville undersøge, hvordan vi gennem musik, lytning og performancekunst skaber og kommunikerer mening, lod Efterskrift til at svare med resignation, hvis ikke ligefrem ligegyldighed: Alt er alligevel meningsløst.

MINU Festival for Expanded Music fandt sted 9.-13. november i København.