Et apokalyptisk kurophold
Annonce
Mod mørkere tider
Da jeg fredag eftermiddag ankommer til Lindholm Brygge, er der mennesketomt og de grå forfaldne betonbygninger, som tidligere har huset Aalborg Tech Colleges automekanikerskole, skaber en grundstemning som befinder sig i krydsfeltet mellem The Walking Dead og Palle Alene i Verden. Jeg er på vej hen for at indløse min billet til Mørke Dage, og i takt med at jeg kommer nærmere, blandes lydene fra Lindholm station, trafikken og fuglesang med undsluppen guitarfeedback, der rikochetterer atmosfærisk mellem murene, og hermed bekræfter mig i at jeg er på rette vej. Kort efter begynder åbningsceremonien. En stor trædør sparkes ind, og et tungt støjinferno frembragt af guitar og trommer får lov at slå grundtonen an.
Mørke Dages program spænder vidt, og har et udpræget lokalt islæt i form af kunstnere fra den aalborgensiske undergrund og miljøet omkring konservatoriet og bacheloruddannelsen ’Art and Technology’ (Oplevelsesteknologi). Uden konferenciers og med en mere eller mindre overlappende tidsplan, kan man som publikum over de to dage bevæge sig i et kontinuerligt flow mellem koncerter, installationer, film, Q&A’s og opleve performance- og lydkunst af forskellig art. Mellem renæssance-kor, over lyden af etiopisk eksorcisme til fri improvisation på skrivemaskine påført kontaktmikrofon. Og jeg starter ved skrivemaskinen.
Et af de første programpunkter er nemlig en performance af Max Brohus, hvor instrumentariet består af skrivemaskine, kontaktmikrofon og effektpedaler. Her genererer turbo-digtning et industrielt, pulserende og klikkende lydligt output, som nærmest virker som en dæmonisk tribut til Leroy Andersons The Typewriter (1950), som også benytter sig af skrivemaskinens perkussive potentiale. Opfindsomt og underholdende.
Gods til baghovedet og ild i ansigtet
I programmets filosofiske afdeling, kan man fredag finde Torben Sangilds samarbejde med lydkunstner Christian Skjødt. Her fremlægger Sangild bl.a. udvalgte uddrag fra sin egen Støjens Æstetik (2003) – som faktisk har fungeret som inspiration for og udgjort en del af Mørke Dages filosofiske afsæt – hvortil Skjødt med sine maskiner leverer en række ambiente intermezzoer, hvilket fungerer fint som konkretiseringer af og tænkepauser til Sangilds betragtninger. Bogen opsummerer jeg ikke her, men skulle man være nysgerrig omkring emnet, er Støjens Æstetik hermed anbefalet.
Som ekspressiv modvægt til Sangild og Skjødts optræden finder man performance-kollektivet Ild i dit ansigt, som parrer bas- og guitar-støj med en udkokset body art-performance. Scenariet involverer to mænd, der afklæder sig selv, smadrer græskar og vandmeloner og dernæst hælder en afføringslignende substans ud over hinanden. Det hele afsluttes med en gentagelse af mantraet ’art must be beautiful / artist must be beautiful’. På papiret ikke lettilgængeligt. Dette er formodentlig heller ikke hensigten, men overfor denne aftens publikum, som må formodes at have en relativt høj tolerancetærskel i forhold til ekstremiteter, fremstår det i mine øjne mest som en tom provokation og som en grænsesøgning, der ikke bliver fulgt til dørs. Dermed ikke sagt at det ikke for nogen har bragt sind i kog eller stof til eftertanke, men for mig gør denne performance, måske lige med undtagelse af et par løftede øjenbryn undervejs, hverken det ene eller andet.
Fortidsmanipulation og fremtidssyner
Som et af festivalens hovednavne, præsenterer lydkunstner Jacob Kirkegaard sit værk Buda, som portrætterer et voldeligt etiopisk eksorcisme-ritual, hvor dæmoner lokaliseres og herefter bankes ud af de besattes kroppe. Dette komprimeret til et sammenhængende narrativt forløb på en halv time. Vi er på lydvandring gennem skoven og ankommer til stedet, hvor ritualet skal finde sted. Messende stemmer lyder, og det mørklagte rum vi sidder i, transformeres til den ceremonielle hal hvor det hellige vand hældes over de besatte. Hvis de reagerer er der en dæmon på færde. Det er ubehageligt, angstfremkaldende og dybt fascinerende på samme tid, og undervejs tænker jeg at det heldigvis er sjældent, man reelt har muligheden for at høre så autentiske skrig. Det her er ikke bare en film. Buda fremmaner mysticismens og de okkulte kræfters mørke på en måde der nærmest tangerer hørespil, og som med sin opklippede virkelighed flere steder har karakter af musique concrète. Det er billedskabende som en febervildelse og undervejs bliver jeg decideret svimmel. Jeg får konkrete associationer til György Ligetis ’sound mass’ ala Atmosphères (den der pryder den mørklagte intro til Rumrejsen 2001). Et blåstempel i min bog.
Efter Kirkegaards lydtrip, fører Alex Mørch os i kælderen. I sit følge har han et kor, en violinist og to cellister. ’I mørket smelter vores melodier sammen’ siger han bl.a. i introduktionen. Vi overværer nu endnu et ritual, centreret omkring en lysrobot på fire ben, med fangarme og pulserende lyskæder. Musikken fremstår nærmest som værende rettet direkte mod robotten. De maskinelle lyde den selv udsender, når den med sine bevægelige søgespots lyser rundt i lokalet, blandes med de ikke-forstærkede menneskestemmer og strygerene, og skaber noget, der kan beskrives som et dystopisk renæssance-sci-fi-soundtrack. En cyborg-performance skabt af halv koncert og halv installation. Vi har oplevet Apparatus in Tenebris.
Ikke i mol, mere i oplysning.
Min første aften på Lindholm Brygge afsluttes med den Århus-baserede sekstet Narcosatanicos, der med en besætning bestående af tre guitarer, bas, trommer og saxofon bevæger sig i krydsfeltet mellem fast struktur og rent kaos. Musikken er dynamisk elastisk, tilsat repetitiv krautrock-rytmik, og Narcosatanicos er stedvist et decideret ’groovy’ bekendtskab. Denne spændvide nuancerer oplevelsen, hvilket også betyder, at Narcosatanicos for mit vedkommende bider sig mere fast end mange af de andre guitarbaserede støjbands, Mørke Dage har på programmet.
Første aften er forbi. Mørke Dage har en befriende uhøjtidelig aura omkring sig og er domineret af en anarkistisk DIY-energi. Det kommer til udtryk på flere planer, såsom blot muligheden for at vælge mellem fadøl fra Thisted Bryghus og ’cheap beer’. The Devil is in the detail.
Med mørket som konceptuel ramme, kan Mørke Dage operere på tværs af udtryksformer, genrer og ikke mindst hvilke segmenter der adresseres. Dette bliver elegant udnyttet, og ifølge idékvinde og hovedkurator Nanna Klith, som jeg lørdag har en kort kaffesnak med, er det netop også tanken at lade musikken og kunsten indgå i et samspil med filosofiens begrebsverden og forskningens metodik. At bruge kunstens sprog til at afsøge mørket.
Foto: Vibeke Thorhauge Stephensen
Dag 2
Min lørdag starter stille og uroligt. William Kudahl og Shi præsenterer en lys/lyd-performance, hvor publikum placeres omkring noget der kunne minde om en kæmpemæssig cylinderformet lysterapilampe, hvor der indefra langsomt skabes forskellige abstrakte skyggeformationer på det matte plastik som konstruktionen er udgjort af. Et skyggespil i 360º. Hertil frembringer Kudahl med sine lydmaskiner en kulisse, som der lyder som lyden af en lang brusende bølge. Rummets egen resonans skaber ’stående bølger', der giver en markant omgivelseseffekt. Det er en performance med et anonymt forløb uden klargjort start og slutning. En behagelig måde at starte eftermiddagen på.
Fredagen havde overvejende haft guitarstøjen som musikalsk anker, og lørdagen byder på et bredere spektrum, og støjen bliver overvejende overtaget af maskinerne. Fx indlægger duoen Krankenhavs publikum til hypnotiserende Merzbow’sk støj-electronica. Ved denne optræden, og generelt for festivalen, er lyden ganske god og dæmpet, specielt de kaotiske akustiske forhold taget i betragtning. Dog opstår der mod slutningen af denne koncert problemer i forhold til lydisolationen, og koncerten må afsluttes, da den bliver overdøvet af noget der lyder som et PA-anlæg der brænder sammen. Det viser sig at være starten på en ny performance i det tilstødende rum.
Tre skarpe
Senere bliver vi med M422 ført gennem en elektronisk tour de force af beats og lydflader, som både skæver til drum and bass og acid house. Sara Arenfeldts visuals hertil skabes ved hjælp af to overheadprojektorer og en række forskellige remedier. Herunder forstøverflaske, mønstret papir og levende insekter. Udtrykket ’live visuals’ kan derfor tages helt bogstaveligt her. At et så simpelt set-up kan skabe dybdeperspektiv og fremstå psykedelisk, er i sig selv betagende og står i kontrast til M422’s kvantiserede rytmik og skaber en charmerende synergi mellem lyd og visuals.
Som en fortsættelse af dette genre-zigzag-løb, oplever jeg dernæst bandet Ærkenbrand, som med deres tekniske ’folk doom’ bestående vokal, el- og western-guitar, bas og trommer, sender en kaotisk lydtsunami mod publikum, som nærmest fremstår som en reel besyngelse af fimbulvinterens komme. En dommedagsprofeti man kan headbange til. Det er fascinerende og har en nordisk vibe med en subtil, underliggende sensibilitet, der kombineres med en generel modvilje mod at blive sat i bås eller at leve op til nogle fastlåste genrekonventioner. Ærkenbrand er mørkt og indtagende.
Herefter optræder Duo Demona i kælderen, hvilket bliver mit sidste indtryk fra to aftener i mørket. Med processering af deres stemmer, kontaktmikrofoner på vinglas og diverse elektronik messer Duo Demona og luller os ind i en tillokkende, søvnig trance. Som muser der lokker de intetanende søfarere tættere og tættere på klipperene. Vinglassenes lyse resonanser blandes med elektrisk støj og buldrende bas, og skaber et foruroligende lydtæppe. Som lyden af en kortbølgeradio kombineret med et ihærdigt forsøg på at etablere elektronisk kontakt til det ydre rum.
Mine Mørke Dage er talte.
All in på sort
Med alle sine skønhedsfejl – med tryk på skønhed og med fejl, der kan ses gennem fingre med – viser Mørke Dage at en nichefestival godt kan slå rødder nord for Limfjorden og den bliver et bevis på, at vovemod kan koste svipsere, men oftest medfører det modsatte. Mørke Dage er ikke for de brede masser, og gudskelov for det. Det særegne, intimiteten og engangsforestillingerne er i mine øjne og ører Mørke Dages stærkeste kort, og er med til at gøre Mørke Dage til helt sin egen. Festivalens klare udfordring er, at beherske balancekunsten mellem at tilbyde ordnede forhold uden at forfladige den arkaistiske ånd, som må siges at klæde og endda være livgivende for et konceptet som Mørke Dage.
Jeg har svært ved at afgøre hvilke svar, jeg tager med fra Lindholm Brygge, men da jeg lørdag nat cykler hjem over Limfjordsbroen, kan jeg i hvert fald ikke undgå at bemærke at Jomfru Ane Gade umiskendeligt lyder som den plejer.
