22.02.17

Et kunstnerisk studie i lyd og menneske

Interview med Jenny Gräf Sheppard, nyansat lektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

Jenny Gräf Sheppard er nyansat lektor i lydkunst på Kunstakademiets billedskole i København og ansvarlig for et nyt tiltag: Laboratoriet for lyd. Seismograf har spurgt hende, hvilke visioner hun har for sit nye lydlaboratorium, sit virke som underviser i lydkunst på stedet og hvad der motiverer hende i hendes kunstneriske arbejde.

For nylig omstrukturerede De Kongelige Danske Kunstakademi måden hvorpå de uddanner kunstnere, der arbejder med lyd. De trådte ud af det fælles nordiske uddannelsesprojekt Nordic Sound, og søgte i stedet en lektor til varetagelse af den kunstneriske uddannelse inden for det auditive felt. Jobbet gik til den amerikanske lyd-, video- og performancekunstner Jenny Gräf Sheppard, som i sit kunstneriske virke undersøger og udforsker perifere steder og tilstande gennem komposition, improvisation og deltagerinddragende performance. Hendes værker opererer i området mellem æstetiske, kulturelle og sociale positioner, mellem kunst og forskning, og hun er drevet af en konstant nysgerrighed på de tabuiserede afkroge af samfundet. Hun har opført og udstillet prominente steder i hele verden – heriblandt på MOMA PS1 i New York – og hendes musik er udgivet på et hav af både store of små pladeselskaber. Kunstakademiet har med andre ord ansat en erfaren kunstner med en international profil til at varetage uddannelsen af fremtidens lydkunstnere. Som ny lektor bliver hendes opgave at opbygge og varetage undervisningen i forbindelse med Laboratoriet for lyd, som har til huse i Kunstakademiets lokaler på Kongens Nytorv i København. Seismograf har interviewet hende om netop dette.

Det handler om at skabe en ramme, som er så brugervenlig som mulig. At skabe et rum for kreativ leg og skabelse, som tillader de studerende at undersøge lyd, arbejde med lyd og lære om lyd

Lydlaboratoriets tre rum
Jeg møder Jenny Gräf oppe på 1. sal i hendes kontor. Jenny Gräf er flyttet ind for godt 2-3 måneder siden, og her er stadig forholdsvist tomt bortset fra en stor reol, som fylder det meste af en væg med forskelligt slags lydudstyr på de nederste hylder. Akustikken i det højloftede kubeformede kontor er ret vild, så vi bliver enige om at gå op i lydlaboratoriet ovenpå. Heroppe træder vi ind i et lydstudie med arbejdsstation, en lille speakerboks til optagelse af lyd og stemmer og et lille rundt bord med stole, hvor vi sætter os for at begynde interviewet.

Jenny Gräf har undervist i lyd og lydkunst på flere forskellige kunstskoler i USA, og har en klar vision for hvad hun vil med sit lydlaboratorium her på Kunstakademiet i København. Laboratoriet for lyd skal være et sted, hvor der er plads til alle, som interesserer sig for lyd i alle dets mangfoldige kunstneriske former, siger hun: lydkunst, installationskunst, musik, radio og intermediekunst. Selv vil hun fungere som guide, hjælper og inspirator for de studerende, og supplere med kurser undervejs, som skal perspektivere og inspirere de studerende til at vove sig ud i nye felter af arbejdet med lyd. På den måde ligger Jenny Gräfs undervisning godt i tråd med kunstakademiets årelange tradition for at have lektorer og professorer tilknyttet, som mere fungerer som mentorer og guider for de studerende end som egentlige undervisere i traditionel forstand.

For Jenny Gräf er lydlaboratoriets vigtigste funktion at skabe et trygt frirum for de studerende: »Det handler om at skabe en ramme, som er så brugervenlig som mulig. At skabe et rum for kreativ leg og skabelse, som tillader de studerende at undersøge lyd, arbejde med lyd og lære om lyd.«

Udover de studerendes egne projekter, vil Kunstakademiet være involveret i flere festivaler. Særligt glæder Jenny Gräf sig til CLICK Festivalen i Helsingør i maj måned, hvor de studerende for første gang får mulighed aktivt at involvere sig i et stort arrangement; bygge lydinstallationer, spille og opføre nogle af deres værker.

Jenny Gräf Sheppard er aktiv som musiker og performer

Tilbage til lydlaboratoriet, så har Jenny Gräf, tænkt sig at gå helt konkret til værks. Laboratoriet kommer til at bestå af tre rum, forklarer hun. Det første rum med arbejdsstationen og speakerboksen skal bruges til lydarbejde. Her kan de studerende optage lyd og arbejde med lydredigering til for eksempel deres egen musik og film. I lydlaboratoriets andet rum vil man kunne arbejde med online radio; det vil sige, bruge radiomediet som redskab eller platform til at komme ud i æteren med sine egne idéer og eksperimenter. Kunstakademiet har i forvejen sådan et rum, som er blevet brugt til radiokunstkursus for noget tid siden. Men idéen er, at det skal være radioværksted på permanent basis. Jenny Gräf fortæller: »Jeg ved, at en masse studerende har været involveret i The Bridge Radio – En radiostation, som fokuserer på flygtningecentre rundt om i Danmark, og at give flygtningene i disse centre en stemme. Så det vil jeg tage afsæt i.«

Videnskab og kunst er uløseligt forbundet med hinanden, fordi de bevæger sig fremad gennem en fælles proces: eksperimentet

Udover det digitale optage- og redigeringsarbejde med lyd, skal der også være et værksted, hvor man kan eksperimentere med lyd på en helt konkret 'hands on'-måde. Her skal man kunne eksperimentere, bygge og teste lydobjekter og lydskulpturer. Jenny Gräf er selv meget optaget af at bygge interfaces og eksperimentere med alle mulige slags materialer, så der vil være introduktion til grundlæggende elektronik, masser af loddekolber og printplader, så man kan bygge sine egne lydobjekter og kredsløb fra bunden.

Det sidste rum i lydlaboratoriet bliver et sted for fordybelse. Her har Jenny Gräf tænkt sig at indrette et lytterum, som skal fungere både som lydbibliotek med adgang til spandevis af lydoptagelser og lydmateriale, og så et digitalt bibliotek, hvor man kan læse bøger og artikler om lyd, lydteori, lydkunst og meget mere. For viden er ifølge Jenny Gräf vejen til inspiration og ny næring til endnu flere idéer til ny lydkunst, lydfilm, lydradio, lydskulptur, lydperformances og meget mere.

Jo mere jeg spørger ind til det her med 'viden', jo klarere bliver det, at videnskab og vidensproduktion er en grundsten i Jenny Gräfs arbejde med lyd og kunst. Videnskab og kunst er uløseligt forbundet med hinanden, fordi de bevæger sig fremad gennem en fælles proces: eksperimentet. En proces, som gennemsyrer alle laboratoriet funktioner: lydredigering, radio, værksted og bibliotek.

Men hvordan anvender Jenny Gräf selv videnskaben i sit kunstneriske virke? Hvad motiverer  hendes mange-facetterede kunst?

'Agency' som kunstnerisk projekt
For Jenny Gräf er kunst og videnskab ikke modsætninger; tværtimod nærer de hinanden. Kunsten bliver i Jenny Gräfs hænder et middel til at undersøge og teste verdens paradokser og modsigelser gennem laboratorielignende eksperimenter – hendes kunstværker – , som har form af både lyd- og videokunstværker og publikumsinddragende live performances.

Jenny Gräf har i mange år været særligt optaget af begrebet 'agency'; et begreb hentet fra antropologien og sociologien. Begrebet 'agency' eller 'human agency' kigger på menneskets evne til at handle og agere i et givent miljø. Det vil sige, at undersøge hvordan mennesker handler og agerer i en særlig kultur eller samfund med dets indbyggede sæt af spilleregler. Kunsten tilbyder for Jenny Gräf et sted, hvor hun kan stille spørgsmål: hvis man bytter rundt på disse kulturelle og sociale mønstre, som vi er bundet op på – undersøger, udforsker og eksperimenterer med de sociale stereotyper eller kønsroller i vores samfund – hvad sker der så? Ser vi pludselig os selv i et nyt lys, og kan det måske frisætte os til at tænke og handle anderledes?

Jenny Gräfs kunst er således uløseligt forbundet med kulturelle og sociale problemstillinger, som har ført hende ud i mange forskellige afkroge af samfundet og ind i lige så mange forskningsfelter. I værkerne The Guitar Project og The Hilgos Project har hun arbejdet med ældre mennesker med alzheimer eller hukommelsestab for at undersøge forholdet mellem hukommelse og evnen til at handle i samfundet (agency). I et andet værk, den eksperimenterende westernfilm Proud Flesh, har hun fokuseret på køn og visuel rammesætning; hvordan kvinders mulighed for at agere og handle i et samfund er rammesat af bestemte roller. Og hvad der sker, når man bytter rundt på disse mande- og kvinderoller  i noget så traditionelt som en westernfilm?

Exchanges, part 1, fa THE GUITARS PROJECT, 2004 af Jenny Gräf

Kunst og forskning
En stor del af Jenny Gräfs interesse for sociale handlingsmønstre stammer fra hendes opvækst. Her var de kvinder hun var tættest på ældre kvinder, som prægede hendes tankegang stærkt. Samtidig var hendes far en meget kendt sociolog, som studerede aldringens sociologi. Så, som barn var der altid fokus på ældre mennesker og aldringsprocessen. Dertil kom, at Jennys far var 50, da hun blev født, og dermed allerede "gammel" i hendes øjne. Kunstværkerne The Guitar Project og Hilgos Project – om ældre kvinders mulighed og ret til at udtrykke sig trods alzheimer og hukommelsestab – er begge produkter af dette fokus, undersøgt og udtrykt gennem en kunstnerisk linse.

Fra en tidlig alder var Jenny også meget bevidst om den manglende synlighed af ældre kvinder i mediebilledet, og især om tabuet omkring ældre kvinders seksualitet: at det næsten anses for grotesk at have en seksualitet, når du er over 50. Det affødte allerede i gymnasiet en brændende interesse for kvindestudier, mediestudier og etnografiske film, som mange år senere blev vendt og drejet i den eksperimenterende westernfilm Proud Flesh.

Det endelige resultatet af mine forskningsbaserede værker kommer først tilsyne, idet publikum går i gang med at tage del i performancen. Her får jeg øje på hvor styrkerne og svaghederne er i performancen

»Min opvækst og uddannelse har altid været båret af kritisk tænkning« forklarer Jenny Gräf. »Jeg gik i en meget eksperimenterende skole, hvor vi lavede forskningspræsentationer i naturvidenskab, psykologi, kunst og sociologi. Og det var en rigtig god oplevelse for mig, for det trænede mig at gå direkte til kilden, og undersøge alting fra bunden. Og det præger min kunst i dag, som rækker udover mit eget felt, kunsten, og ind i andre forskningsfelter. Jeg har været involveret i neurologisk forskning gennem mit arbejde med folk med alzheimers, lavet en dokumentar, skrevet en bog og holdt oplæg om emnet på mange konferencer.«

Men hvordan anvender hun så videnskaben konkret i sine kunstværker? Hvad er det kunsten kan med videnskaben? Der hvor kunsten ifølge Jenny Gräf kan komme videnskaben til hjælp, er ved at "udspille resultaterne" før de kan bevises på traditionel vis. Den publikumsinddragende performance bliver således et rum for eksperimenter: »Mine deltagerinddragende performances er ikke bare kunstværker, men også en del af min forskning. Det endelige resultatet af mine forskningsbaserede værker kommer først tilsyne, idet publikum går i gang med at tage del i performancen. Her får jeg øje på hvor styrkerne og svaghederne er i performancen."

Kroppen tilbage i verden
Et af de områder, som Jenny Gräf er særligt optaget af at undersøge i sine deltagerinddragende performances, er forholdet mellem vores krop og det haptiske berørings- og sansende 'selv' i verden. Hvordan vi finder ind (eller tilbage) til et mere oprindelig fysisk og sanseligt forhold til verden? Et kropsligt forhold til verden, som vi ifølge Jenny Gräf delvist har tabt gennem vores afhængighed af digitale virtuelle redskaber til at tænke og handle med i form af mobiltelefoner, iPads og computere.

Digitale redskaber åbner for en masse muligheder og friheder til at agere og handle, men afsporer os samtidig fra vores eget fysiske selv. Ældre fysiske handlinger - som at tage telefonen og dreje et nummer eller sætte en lakplade på pladespilleren er i dag mast sammen i én enkelt tommelfinger-touch-funktion på mobiltelefonen eller iPad. Den fysiske og sanselige diversitet af brugen af teknologi er således blevet fattigere. Det som Jenny Gräf derfor arbejder med i sine deltagerinddragende performances er, at få reetableret folks forbindelse til deres eget fysiske selv igen.

Inheritance Recovery af Jenny Gräf, 2016, uddrag fra dokumentation.

En af måderne Jenny Gräf har undersøgt forbindelsen mellem krop og det fysisk sansende selv på er gennem Formålet med dette "forskningsprojekt" var at reetablere folks forbindelse til deres fysisk sansende selv.

En af disse deltagerinddragendes performances er The Inheritance Recovery. Jenny Gräf forklarer: »Idéen er her, at vi alle har arvet vores lemmer og evner til at bevæge os igennem tid og rum, og at denne udvikling er en del af vores bevidstheds udvikling, som vi skal prøve at "komme tilbage til". Men forbindelsen tilbage til vores krop kommer ikke af sig selv, fordi vi er nedsunket i en teknologi, som fjerner os fra vores krop. Derfor går denne performance ud på, at lade folk håndtere en masse fysiske genstande for at "komme tilbage" til en mere fysisk sanselig og dermed sandere tilstand.

Forbindelsen tilbage til vores krop kommer ikke af sig selv, fordi vi er nedsunket i en teknologi, som fjerner os fra vores krop

Performancen foregår i et mørklagt rum, hvor ultraviolet lys oplyser forskellige fluoriserende genstande, indhyllet i lydlige impulser og rytmer, som tilfører folks kroppe vibrationer og dermed stimulerede deres hjernebølger. I dette rum modtager folk ordrer, håndterer genstande, udveksler genstande mellem sig og rører ved hinanden. Alt sammen dikteret af et 'menneskeligt interface' i form af et reb opdelt i sort og hvid, som bliver trukket frem og tilbage mellem to mennesker. Idéen er at gøre opmærksom på det menneskelige komponent i både 'interfacet' og handlingerne. « Jenny Gräf har bevidst skrællet al digital teknologi af denne programmerede handling, hvis binære kode er oversat til et sort og hvidt reb.

Men er teknologien så grundlæggende ond, fordi den fjerner os fra vores kropslige bevidsthed?  For Jenny Gräf er teknologien ikke i sig selv dårlig, men vi skal lære at prioritere, hvad det er vi vil med den, og blive mere bevidste om hvordan vi omgås den. Jenny Gräf forklarer: » Jeg tror, det er vigtigt at tænke over, hvilken slags eksistens vi vil have. Jeg synes der er brug for mere bredde i den teknologi, som vi ser nu for tiden. Flere muligheder og måder at udforme og bruge interfacet på som menneske."

Og mon ikke det blandt andet er noget af det, som Jenny Gräfs lydlaboratorie skal give plads til at undersøge?