Dansk Musik Tidsskrift årgang 2010, nr. 2

Et musikliv I rivende udvikling

En rapport fra Estland

Arvo Pärt er uden tvivl den estiske komponist, der har vundet størst international anerkendelse. Andre komponister som Veljo Erkki–Sven Tüür, Helena Tulve og Toivo Tulev er også brudt igennem uden for Estland, men ikke i samme grad som Arvo Pärt. De er alle den af en kultur, hvor musik spiller en væsentlig rolle i den nationale selvforståelse. Den estiske musikscene anno 2008 rummer en mangfoldig palet af udtryk lige fra folkemusik over electronica til opera og ny tonekunst. Musikalske udtryk, der lå og ulmede under den sovjetiske annektering, og som eksploderede efter udnævnelsen af den anden frie estiske republik.

Når man flyver ind over Tallinn, Estlands hovedstad, og kigger ned på byen, er det som at se ned på en stor mosaik af arkitektur – nyt og gammelt, højhuse og lave rønner, villaer med små haver foran og lejlighedskomplekser i beton, brede veje og grønne områder. Ikke som små afgrænsede enklaver, men derimod som et viltert, mangfoldigt hele der vidner om byens historie og udvikling gennem tiden. Kunne man hæve sig op og kigge ned over estisk musikliv, ville man se en lige så broget og vildtvoksende mosaik af musikaktører, -genrer og institutioner. Et lige så mangefarvet billede af nyt og gammelt, traditionelt og eksperimenterende, mainstream og niche.

Et mangfoldigt musikliv er i sig selv ikke enestående – sådan er det de fleste steder – men det særlige ved estisk musikliv i dag, set udefra, er ligestillingen mellem alle de aktører, initiativer og dele, der udgør musiklivet. Der er ikke noget, der er bedre end andet, ikke noget der regnes for mere eller mindre vigtigt. Denne ligestilling har sit klare udspring i landets historie, i løsrivelsen fra Sovjetunionen og udnævnelsen af den anden frie estiske republik i 1991.

Fri os for regler og krav

Estland har et levende musikmiljø inden for klassisk musik, jazz, electronica, tidlig musik og folkemusik, og de senere år er der også sket meget inden for både pop og rock. Sang har altid spillet en central rolle i den estiske kultur, og landet har en stærk kortradition med både mandskor og blandet kor, der går langt tilbage. Spørger man folk, der har været aktive i musiklivet både under og efter Sovjettiden, hvad der er det mest skelsættende i estisk musikliv i dag, peger mange på den diversificering og normalisering, som opstod efter løsrivelsen fra Sovjetunionen, og som kendetegner musiklivet i dag; de mange levende nicher – barokmusik, gregoriansk sang, elektroakustisk musik, lydkunst etc. – og friheden til at gøre hvad man vil. At det, man ønsker, kan lade sig gøre. Musisk skabelse er fri for krav, diktering og lovgivning ovenfra i forhold til, hvad man må og ikke må, og nye ting sker, fordi folk vil have, at de skal ske. Denne uafhængighed af politik og bureaukrati har gjort musikken i dag meget mere forskellig og varieret, end den var i Sovjettiden.Ideerne og initiativerne eksisterede også dengang,  men de var ikke mulige at realisere, med mindre de blev godkendt fra Moskva – »a cake recipe has to be agreed with by Moscow«, som man sagde.

I dag er folk trætte af opskrifter på og lovgivning om, hvordan musikken skal lyde, og forholdet mellem staten og musik- og  kulturlivet er kendetegnet ved en højgrad af armslængde. Ligesom i Danmark findes der forskellige statslige støttegivere som Kultuurkapital og Det Estiske Kulturministerium, som man kan søge, men der er desuden et godt samarbejde mellem  kultur- og erhvervsliv, der bl.a. udmønter sig i gode sponsoraftaler for flere kulturaktører.

Musiklivets diversitet, både i form af udøvere og arrangører, skaber en naturlig og uundgåelig konkurrence om både finansiering og publikum, men denne konkurrence opleves ikke nødvendigvis som noget negativt, snarere som moderne vilkår  man indretter sig efter, og som er med til at drive udviklingen fremad.

»Estiske musikere og komponister i dag er meget bevidste om, hvad det vil sige at klare sig på markedsvilkår«, fortæller Evi Arujärv, daglig leder af Det Estiske  Musikinformationscenter (EMIC), der netop er flyttet ind i nye lokaler i det centrale Tallinn, og som ud over Evi Arujärv har tre andre ansatte, der bl.a. arbejder med EMICs mange forskellige udgivelser og publikationer. »Musikere og komponister  idealiserer ikke kunstnerisk frihed. Det gjorde de måske i starten, men de oplevede hurtigt, hvor meget det kræver at skulle klare sig uden støtte fra staten, og mange havde det hårdt i den første halvdel af 1990erne, hvor det tidligere økonomiske grundlag var væk. I dag har langt de fleste en indkomst ved siden af deres musiske  virke fx ved at undervise.«

Musiklivets organisationer

EMIC er blot én ud af en række organisationer og institutioner, som varetager det estiske musiklivs interesser i dag. EMIC blev grundlagt i 1995 og har været medlem af det internationale forbund af musikinformationscentre siden 1999. Hvor centret hidtil hovedsageligt har formidlet information om estiske komponister, klassisk og ny musik, organisationer i musiklivet etc., består opgaven i dag i stigende grad i at finde måder, hvorpå den traditionelle oplysningsvirksomhed kan kombineres med en mere aktiv markedsføring af estisk musik i udlandet.

Side om side med EMIC finder man en række foreninger som Estonian Composers’ Union, Association of Estonian Professional Musicians og Estonian Choral Association, offentlige fonde og koncertarrangører, hvoraf den absolut største er State Concert Institute Eesti Kontsert, der både arrangerer koncerter og festivaler, desuden forlag, pladeselskaber og talentkonkurrencer foruden et væld af festivaler, orkestre, ensembler og kor.

Der er store koncertsale i Tallinn, Tartu, Jôhvi og Pärnu, kammermusiksale i langt de største byer, et væld af smukke, akustiske kirkerum, teatersale, udendørs scener foruden adskillige alternative koncertrum over hele landet, hvor de mange, mange koncerter og festivaler finder sted. Eesti Kontsert arrangerer alene 800-900 koncerter om året i og uden for Estland inden for både klassisk, jazz og populærmusik.

Mange forskellige musikuddannelser

Der er seks forskellige videregående musikuddannelsesinstitutioner i Estland, hvoraf de fire ligger i Tallinn, et ligger i den næststørste by Tartu og det sidste,   Culture Academy, ligger i Viljandi, der i 1800-tallet var et vigtigt center for den nationale vækkelse, og som i dag er det absolutte centrum for folkemusik. Akademiet har da også en særlig folkemusiklinje.

Den største af de seks uddannelsesinstitutioner er Estonian Academy of Music and Theatre, der både uddanner musikere og sangere, komponister, musikforskere, kritikere og musiklærere. Der er knap 400 musikstuderende fordelt på de forskellige linjer, og selvom de studerende primært beskæftiger sig med klassisk musik, er der også en jazzafdeling og en nyåbnet afdeling for tidlig musik. Hver linje har sine egne kurser, og det er ikke ualmindeligt med blot 4-5 deltagere på et kursus, der ifølge Urve Lippos, leder af musikafdelingen, giver de studerende god mulighed for aktiv deltagelse og diskussion. Men der er også fælles forelæsninger og seminarer for alle studerende bl.a. med det formål at give alle et fælles udgangspunkt inden for grundlæggende færdigheder. Akademiet fik sin egen bygning i 1999, designet til formålet, og de mange lydisolerede rum, koncertsale med god akustik, et fuldt udstyret elektronisk lab, lydstudier, korauditorium m.m. har givet de studerende langt bedre forhold, end de havde før.

Viljandi Culture Academy har også til huse i en helt ny bygning, og her kan man som sagt uddanne sig som kirke-, jazz- og folkemusiker bl.a. med sækkepibe, hornpipe eller jødeharpe som instrument. Akademiet er egentlig en afdeling af Tartu Universitet, men fungerer som en selvstændig institution med linjer inden for bl.a. teatre, dans, musik og kunsthåndværk med et stærkt fokus på traditionel estisk kultur.

I efteråret 2007 var det dansk-lettiske ensemble Letmark Kvartetten involveret i et samarbejdsprojekt med studerende fra akademiet og studerende fra Holstebro MGK, hvor de danske og estiske musikere spillede sammen og arbejdede med hinandens musik. Mødet mellem de professionelle klassiske musikere, de unge jazzmusikere fra Holstebro og de unge folkemusikere fra Viljandi var meget frugtbart og har ført til yderligere samarbejde og udvekslingsprojekter mellem de to uddannelsesinstitutioner.

Efter 1991 har mange studerende valgt at tage dele af deres uddannelse i udlandet, og Merike Vaitmaa, lektor i musikvidenskab ved Estonian Academy of Music and Theatre, har bidt mærke i, at niveauet blandt musikere har løftet sig i de senere år som følge af, at det blev muligt at studere i udlandet, at få flere gæstelærere til konservatorierne og i det hele taget for musikerne at kunne spille sammen og samarbejde i et større og mere varieret internationalt musikmiljø.

Det estiske musikmiljø er som sagt kendetegnet ved en stor diversitet, men særlig markant synes miljøet at markere sig inden for folkemusik, tidlig musik, jazz og klassisk musik, der ikke mindst afspejles i landets utallige festivaler – enhver by med respekt for sig selv har en festival i dag, og der er festivaler året rundt. »Publikum kan godt lide festivaler«, fortæller Merike Vaitmaa, »og festivalkoncerter er tit udsolgt«. Men de mange festivaler er først blomstret op efter løsrivelsen fra Sovjetunionen, hvor private initiativer igen blev mulige.

»Før Estland fik sin anden uafhængighed, var private initiativer ikke muligt«, fortæller hun videre. »Alle beslutninger om musikalske begivenheder blevet taget i Moskva af institutionen Goskontsert, der betyder Statskoncert, og som tog sig af al kontakt med udlandet. Musikere og komponister kunne ikke kommunikere direkte med udenlandske koncertarrangører, forlag og kritikere, og al kommunikation foregik via Moskva. Musikere måtte ikke give deres egen adresse til udenlandske kontakter, men skulle opgive adressen på Goskontsert, invitationer skulle sendes dertil etc.« Mere end blot et middelalderbrand Folkemusik spiller en særlig rolle i den estiske kultur, og når man er i Estland, møder man den estiske folkemusik på mange forskellige måder; i Tallinns gader og kælderbeværtninger som en del af byens middelalderbrand, som reminiscenser eller tydelige røde tråde i jazz og til dels kunstmusik og ikke mindst på den årlige folkemusikfestival i Viljandi, der finder sted hvert år i slutningen af juli måned, og som tiltrækker folk fra hele verden. Foruden en masse koncerter rundt omkring i byen, ved søen og den gamle borgruin fra 1200-tallet er der workshops og masterclasses for studerende ved Viljandi Culture Academy og andre interesserede. Festivalen byder også på udstillinger, værksteder, historiefortælling og dans. Ved Viljandi Folk Music Festival er det folkemusik og folklore i fuldt flor, og her kan man møde den traditionelle estiske kultur både i sin rene form og i hybrider. Men man hører også en folketone i kompositioner inden for jazz og kunstmusik, både direkte som egentlige melodier og mere subtilt gennem klare melodiske og rytmiske parametre. Saxofonisten Villu Veski og akkordeonisten Tiit Kaluste, der begge primært er jazzmusikere, men som også spiller andre genrer, er nogle af dem, der har beskæftiget sig med folkemusik – mest indgående på projektet “Sounds of the Nordic Islands”, hvor den første cd fra 1998 består af en række numre inspireret af folkemelodier og sange fra de estiske øer Saaremaa, Hiumaa og Muhu samt Åland, Gotland og Færøerne. Af andre musikere kan nævnes guitaristen Jaak Sooäär og violinisten Tiit Kikas. Jaak Sooäär opholdt sig i Danmark i en periode i 1990erne, hvor han studerede ved Det Rytmisk Musikkonservatorium og spillede med blandt andre Pierre Dørge. I 1999 dannede han folkjazz-gruppen Eesti Keeled, som er den gruppe, han er bedst kendt for i hjemlandet. Jaak Sooäär er formand for Estonian Jazz Union, og i 2007 modtog han som den første jazzmusiker prisen Elion Jazz Award, der er stiftet af Estlands største selskab for telekommunikation og it, Elion, som den første jazzpris nogensinde. Tiit Kikas er violinist, komponist, arrangør og producer, og han har vundet stor anerkendelse som arrangør og producer af både egen musik og andres plader. Fra 1998-2002 var han medlem af etno-folk trioen “Dagö”, hvis første plade, produceret af Tiit Kikas, vandt prisen som Årets folk/etno album i 2000.

Fra estisk folk party til international jazz event

Den største jazzbegivenhed i Estland er den store, internationale jazzfestival Jazzkaar, der finder sted hvert år i april måned med koncerter i store dele af landet med både udenlandske og nationale navne, talentkonkurrencer for unge jazzmusikere, festivaler i festivalen m.m. Navnet udspringer til dels af det estiske ord “Jaskar”, der betegner et traditionelt estisk folk party. Sidste år uddelte Jazzkaar for første gang en pris til en professionel estisk jazzmusiker, Elion-prisen, og i år uddeler de endnu en nystiftet Elion pris, denne gang til en ung up coming-jazzmusiker. Jazzkaar har fundet sted hvert år siden 1990, og igennem årene har internationale navne som Jan Garbarek, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Elaine Elias, Richard Bona og The Real Group gæstet festivalen. I år kunne man bl.a. opleve sangerinden Angelique Kidjo og Avishai Cohen foruden flere af de estiske jazzmusikere, der i disse år udmærker sig på den estiske jazzscene som fx Weekend Guitar Trio, sangerinderne Kadri Voorand og Sofia Rubina, Villu Veski, Tiit Kaluste og Jaak Sooäär. Der er kun meget få egentlige jazzklubber i Estland, og de fleste koncerter finder da også sted i kirker, på kunstgallerier og i Eesti Concert Hall i Tallinn. Ud over den årlige festival i april arrangerer Jazzkaar omkring 100 koncerter i løbet af året samt endnu et par festivaler, Autumn Jazz og Christmas Jazz. Men derudover er der adskillige andre mindre jazzfestivaler rundt omkring i landet som Ladies in Jazz, Narva Youth Jazz Festival og Childrens’ Jazz Festival.

Hortus Musicus

I et andet markant hjørne af den estiske musikscene finder man en række festivaler og ensembler, der helliger sig tidlig musik – Tartu Early Music Festival, Haapsalu Early Music Festival, Baroque Music Festival, kollektivet Vox Clamantis der dyrker gregoriansk sang, ensemblet Rondellus og ikke mindst Hortus Musicus.

Hortus Musicus blev grundlagt tilbage i 1972 af en gruppe studerende ved det daværende Tallinn Conservatory; de studerende havde en fælles interesse for tidlig musik. Primus motor var violinisten Andres Mustonen, der stadig leder ensemblet. Da Hortus Musicus blev grundlagt, var der ingen andre, der beskæftigede sig med tidlig musik, der som genre ikke havde en plads i den “musiksmag”, der udgik fra Moskva. Ensemblet regnes derfor den dag i dag som primær inspirator og årsag til den voksende interesse for og beskæftigelse med tidlig musik, der i dag kommer til udtryk gennem de mange tidlig musik-ensembler og -festivaler.

I starten opførte Hortus Musicus hovedsagelig gregoriansk sang og europæisk middelalder- og renæssancemusik, men de udvidede hurtigt repertoiret til også at indeholde ny kunstmusik. En lang række af det 20. århundredes estiske komponister som Arvo Pärt, Lepo Sumera, Erkki-Sven Tüür og Galina Gregorjeva har skrevet værker til ensemblet med udgangspunkt i tidlig musik – enten inspireret af musikkens religiøse tilhørsforhold eller sekulære, folkelige ophav, og dette har skabt et nyt tidligt repertoire så at sige.

I dag består Hortus Musicus af 10 instrumentalister og sangere, og ensemblet administreres af Eesti Kontsert. De har lavet over 30 udgivelser, og Baroque Music Festival er en videreudvikling af ensemblets tilbagevendende koncerter i et af middelaldertårnene i Tallinns centrum i1980erne, der i 1989 for første gang præsenteredes som en decideret festival. Andres Mustonen er kunstnerisk leder for festivalen.

Ny musik – en velanset niche

Merike Vaitmaa voksede op i samme by som Arvo Pärt, Rakvere, og selvom hun er nogle år yngre end ham, gik de samtidig i byens musikskole og kender hinanden derfra. Hun har speciale i kunstmusik efter 2. Verdenskrig, har fulgt Arvo Pärt i hans karriere, og som kolleger mødes de jævnligt i musiklivet.

»Arvo Pärt er en stor autoritet – også blandt unge – men de skriver ikke som ham, og han udstikker ikke regler for, hvordan andre skal skrive deres musik. Der er altid publikum til koncerter med hans musik på programmet, og folk kan lide ham. Da han var festivalkomponist på “Estonian Music Days” i 2005, kom han for at høre en koncert her på akademiet med kompositionsstuderende – en dårlig og kedelig koncert. Jeg sagde til ham, at jeg var meget glad for, at han kom, men at jeg ikke havde forventet det, og så sagde han: “De studerende kommer for at høre min musik, og jeg kommer for at høre deres.” Det var meget rørende.«

Merike Vaitmaa har undervist på Estonian Academy of Music and Theatre i en lang årrække, og på nær et par stykker har hun undervist samtlige af de yngre estiske komponister, der præger kunstmusikscenen i dag, og det er ikke så lidt. Uden at ville klassificere nogen fremhæver hun dog Toivo Tulev (1958), Erkki-Sven Tüür (1959) og Helena Tulve (1972) som nogle af de mest markante komponister lige nu, og som nogle af dem der, ud over Arvo Pärt, for alvor har slået igennem internationalt. Den ny musik har aldrig befundet sig i centrum af det klassiske musikliv og publikums interesse, og i disse år er der en risiko for yderligere isolering pga. den kulturelle demokratisering og det kommercielle pres, der følger med det frie marked. Ikke desto mindre har den ny musik en vis status i Estland og får meget statslig kulturstøtte. I 2006 støttede Det Estiske Kulturministerium således 66 forskellige ny musik-festivaler, koncertserier, workshops, talentkonkurrencer m.m. via forskellige støtteprogrammer, og i 2008 støtter de omkring 40 ny musik-projekter, foruden at de har hævet støtten til den næste store sangfestival, Estonian Song and Dance Festival, der løber af stablen i 2009.

De vigtigste begivenheder er den årlige festival, Estonian Music Days, og ny musik-biennalen NYYD. Estonian Music Days organiseres af Den Estiske Komponistforening og EMIC i samarbejde med forskellige af landets musikinstitutioner og ensembler, og festivalen præsenterer hovedsagelig ny musik, men har også pop, jazz, teater, dans og visuel kunst på programmet.

Hullerne i Jerntæppet

Biennalen NYYD Festival, hvis navn er en version af “ny”, fandt sted for første gang i 1991 og præsenterede i de følgende år en lang række vesteuropæiske værker fra andel halvdel af det 20. århundrede, som i 1990erne var næsten ukendt i Estland. Selvom Jerntæppet ikke kunne forhindre musikkens vandring fra vest til øst, og udveksling af bøger og partiturer med udlandet igen blev muligt efter Stalins død, var det estiske musiklivs kontakt med omverdenen alligevel begrænset. Men man kan ikke fjerne folks erindring, og måden at tænke på ændrer sig ikke, blot fordi det politiske system ændrer sig. Jerntæppets “tykkelse” varierede i takt med, at reglerne skiftevis løsnedes og strammedes, og folk udnyttede enhver chance, når den var der. I 1960erne fik flere musikfolk eksempelvis mulighed for at besøge Warsaw Autumn, der fik stor betydning for både komponister, musikere, kritikere og forskere.

Estisk Filharmonisk Kor, der i dag hører til blandt Europas førende, blev med hiv og sving grundlagt som professionelt kor i 1981. Det tog lang tid at få overbevist det russiske bureaukrati om fordelen ved at give koret professionel status, men det lykkedes, efter at koret vandt en række priser i Ungarn.

I 1993 dannede en gruppe musikere ensemblet NYYD, inspireret af festivalens navn, og det er i dag det førende estiske ensemble for ny musik. Kernen i ensemblet består af en strygekvintet, en blæserkvintet, trompet, trombone, percussion og klaver, men ensemblets størrelse varierer alt efter program. De har optrådt på samtlige ny musik-festivaler i hjemlandet foruden en række udenlandske festivaler.

Etableringen af ensembler og festivaler er en del af den normalisering og diversificering, der opleves som kendetegnende for det estiske musikliv i dag. Da Sovjetunionen besatte Estland i 1940, lukkede besættelsesmagten bl.a. alle eksisterende musik- , teater-, film- og kunstmagasiner på estisk, og det var næsten umuligt at få lov til at skabe noget nyt. Først i 1983 blev det muligt igen at søsætte initiativer, som havde med musik, film, kunst og teater at gøre – det handlede ikke om penge, men om politik. I dag er der to månedsmagasiner om musik: “Teater. Muusika. Kino”, der både skriver om teater, musik og film, og “Muusika”, der udelukkende skriver om ikke-kommerciel musik.

På vej

Estlands historie spiller en afgørende rolle for den udvikling, der er sket i musiklivet i løbet af de seneste 20 år, og på baggrund af den centrale rolle som musik og kultur spillede i kampen for selvstændighed, er musik en væsentlig del af esternes nationale selvforståelse. For den lidt ældre generation af det 20. århundredes komponister har det i høj grad handlet om at gøre op med æstetiske begrænsninger og tabuer.

I dag, hvor alle muligheder igen ligger åbne, fokuserer de yngre komponister i højere grad på at vælge ud, afgrænse og finde deres eget ståsted på en scene med et utal af strømninger, påvirkninger og udtryk. Som det øvrige estiske musikliv føler de sig og agerer som en del af et internationalt musikliv, og der er ingen tvivl om, at det drive, som mange af dem lægger for dagen, og den parathed i forhold til at agere på det globale markeds vilkår som de har, er vejen frem.

Fakta om Estland

Estland er det nordligste af de tre baltiske lande og er i areal lidt større end Danmark. Befolkningen tæller knap 1,5 mio., heraf er 68% estere og 26% russere. 1/3 af befolkningen bor i hovedstaden Tallinn, hvis middelaldercentrum går tilbage til 1200-tallet og er på UNESCOs “World Heritage List” over særligt bevaringsværdige kulturminder. Landets befolkningstæthed er en af de laveste i Europa. Af andre store byer kan nævnes universitetsbyen Tartu, Pärnu, der om sommeren er Estlands ferieby nummer 1, Narva, der ligger på grænsen mellem Estland og Rusland, og folkemusikkens centrum Viljandi.

Store dele af landet er dækket af skov, hvor der stadig lever ulve, bjørne og vildsvin. Der er omkring 800 øer ud for Estlands kyst, hvoraf de tre største er Saaremaa, Hiumaa og Muhu. Landets største sø ligge på den østlige grænse til Rusland.

Det officielle sprog er estisk, der er nært beslægtet med finsk, og som tilhører den finsk-ugriske sprogstamme. Der findes ingen forholdsord på estisk, men derimod 14 kasus – på finsk er der 18 – hvorfor alle ord, selv navne bøjes alt efter sammenhængen. Under den sovjetiske annektering var russisk det officielle sprog, og mange estere taler stadig flydende russisk, om end engelsk og tysk i dag er de foretrukne fremmedsprog som reaktion på den russiske dominans.

Den syngende revolution

Fællessang spillede en meget central rolle i årene op til løsrivelsen fra Sovjetunionen, og man taler om “Den syngende revolution” som udtryk for den massive folkelige om end fredelige opstand, der indirekte var med til at give esterne, letterne og litauerne deres selvstændighed tilbage. I alle tre lande havde man i over hundrede år afholdt sangfestivaler, men i slutningen af 1980erne samledes flere hundredtusinde mennesker på festivalpladsen i Tallinn til disse begivenheder, og for første gang siden 2. Verdenskrig blev der disse år sunget fædrelandssange med stærkt nationale tekster. Den 23. august 1989 stillede estere, lettere og litauere sig side om side og dannede en lang menneskekæde fra Tallinn til Vilnius i tavs protest mod den sovjetiske besættelse. Den anden frie estiske republik blev udråbt den 20. August 1991. I dag finder “Estonian Song and Dance festival” sted hvert fjerde år på sangfestivalpladsen i udkanten af Tallinn.

Myten om Dannebrog

Sagnet siger, at Dannebrog faldt ned over Tallinn den 15. juni 1219 under slaget mellem esterne og danerne med Kong Valdemar Sejr i spidsen. Byen har officielt heddet Tallinn siden 1918, og Tallinn betyder ’danskerbyen’ – Taani=Danmark, linn=by. Der er flere udlægninger af, hvad der skete, men ifølge den mest heltemodige var danerne ved at tabe slaget og bad derfor til Gud, hvorefter himlen pludselig åbnede sig, og ned dalede et uldklæde med et tydeligt hvidt kors i midten. Under dette sejrede danerne over esterne. Ifølge moderne historikere var det muligvis bare en korsfarerfane, der havde revet sig løs under kampen. Ikke desto mindre er der i dag et mindesmærke med et dansk flag og et sværd for foden af Toompea, den bakke i byen hvorpå regeringsbygningen ligger.

Hvis du vil vide mere
EMIC og Estonian Music Days: www.emic.ee 
Eesti Kontsert, Hortus Musicus m.m.: www.concert.ee 
NYYD Ensemble: www.nyyd.ee 
Tallinn Academy of Music and Theatre:www.ema.edu.ee 
Viljandi Culture Academy: www.kultuur.edu.ee 
Jazzkaar: www.jazzkaar.ee 
Viljandi Folk Music festival: www.folk.ee 
Tiit Kikas: www.tiitkikas.com