25.09.13
Illustration: Signe Lupnov

Genoplivningen af montageradio

Interview med Tim Hinman

Third Ear har fornyet en genre, som Danmarks Radio havde dømt ude. Og ifølge Tim Hinman er hemmeligheden i al sin enkelthed at fortælle gode historier eller »fuck off and sit at someone else’s fireplace«.

Der er gået seks år, siden Danmarks Radio nedlagde sin montageafdeling. Statsradiofonien fattedes penge, og det stolte, men dyre hjemsted for sammenklippede fortællinger blev fjernet med et rent snit. De ansatte havde svært ved at forstå beslutningen, og en reel frygt for montagens endeligt bredte sig.

Men i 2009 så Third Ear dagens lys. Et uafhængigt podcastmagasin med en blanding af nye ansigter og gengangere fra P1s Ultralyd. Med sine fantastiske historier om alt fra guldhornstyveri og ubådshævning til dobbeltliv og pornofilm har Third Ear formået at udvikle montagegenren og fange helt nye lyttere.

Aldrig blevet gjort før
Denne aften er en eksklusiv del af de lyttere samlet på Knippelsbro i København. Third Ears Tim Hinman og Krister Moltzen, ét styk charmerende eksilbrite og ét styk metropoltilflytter med et gennemført cool østjysk, skal battle radioklip foran 18 heldige og sammenklemte publikummere i et gammelt, grønirret brotårn.

... ét styk charmerende eksilbrite og ét styk metropoltilflytter med et gennemført cool østjysk, skal ’battle’ radioklip foran atten heldige og sammenklemte publikummere i et gammelt, grønirret brotårn.

Inden dysten sidder vi på den lukkede dok under broen og kigger på solnedgangen. Moltzen har hentet dåseøl, og Hinman prøver drillende at psyke sin modstander med sin selvsikre mine. Stemningen er afslappet. Så afslappet, at jeg godt tør spørge lidt friskt, hvor nyskabende Third Ear egentlig er i forhold til DR's tidligere montager:

»Selvfølgelig er det nyskabende,« svarer Hinman entusiastisk. »Det har aldrig fundet sted før, at radiofoniske ting af den kvalitet har fandtes på nettet uden for en stor radiofoni. Hvad vi så laver af produkt, er egentlig bare historier, der er fortalt ved hjælp af nogle greb, der ikke er blevet brugt specielt meget i Danmark.«

Heller ikke af jer selv i Ultralyd?

»Ikke rigtig. Det var et af mine store hang ups med Ultralyd, at det var ret dårligt præsenteret. Sådan en meget hyggelig dame, der fortalte, at nu sender vi dét og dét. Det hele var meget stille og roligt. Så at pille det ud af radioen og flytte det over i et andet medie gør, at man skal lave nogle programmer, der fungerer hundrede procent i sig selv. Derfor er selve præsentationen skrevet ind i historien med en personlig vinkel fra fortællerens synspunkt. Og det er aldrig blevet gjort før i Danmark.

»Vi ofrer en gang imellem introspektion og dybde til fordel for dramatisk spænding og getting on with the story

Jo, en lille smule i noget af det, Niels Peter Juel Larsen har lavet, hvor hans oplevelser og undersøgelser er en del af fortællingen. Det gør det bare lidt mere up-to-date. Det samme gælder hastigheden og rytmen. Hvis man måler dem, er vores nye ting langt hurtigere end de gamle. Vi ofrer en gang imellem introspektion og dybde til fordel for dramatisk spænding og getting on with the story. Det er superbevidste narrative konstruktioner.«

Køb et tårn
En lokal christianshavner i rød uldtrøje og skallet isse dukker pludselig op på dokken. Han falder hurtigt i snak med Hinman, der synes at fungere som magnet for sære eksistenser. Han har hørt, man kan købe brotårnet for kobberværdien. Men hvad fanden kobber er værd, er han ikke sikker på: »Det ved jeg sgu ikke. Det er romaerne, der tager sig af dét. De sejler forbi i en båd for at skrabe kobberet af og sælge det. Så I dem ikke lige før?«

Det er den slags samtaler, man er nødt til at kunne føre, hvis man laver Third Ear. Selv da de begge arbejdede hos DR, var der fri adgang til Hinman og Moltzens kontor for enhver.

»Ultralyd havde sådan nogle butikslokaler,« fortæller Krister Moltzen, »ovre på den anden side af Radiohuset på Rosenørns Allé. Det var nogle lokaler, DR havde lejet sig ind i lige ved siden af DR-butikken. Der sad vi så og var lidt en enklave uden for Danmarks Radio, og det var virkelig et fedt sted. Folk kom vadende ind direkte fra gaden. Det var sådan, jeg selv kom med. Jeg kom direkte ind ad døren og sagde, jeg havde en idé, og så spurgte Tim, om jeg ville med over og spise frokost, og så snakkede vi lidt om det, og han gav mig en båndoptager og sagde, jeg skulle gå ud og lave nogle optagelser.«

»Folk kom vadende ind direkte fra gaden. Det var sådan, jeg selv kom med.«

Moltzen nåede at være med på Ultralyd i tre-fire år, før det lukkede, men han har været med på Third Ear fra begyndelsen, og det er ham, der interviewer Guldhornstyven Sonni i det allerførste program. Og tempoet er meget højere i dag, end man kender det fra tidligere, forklarer han:

»Det er det der med at snakke med båndene. Det der med, at det hele tiden er en pingpong mellem en lille stump bånd, lidt speak, lydeffekter, musik, mere bånd og så videre. Vi tænker det meget anderledes, end man gjorde på montageafdelingen i gamle dage, hvor der typisk var en scene på tre minutter, og så var der et speak på to minutter med noget musik under, efterfulgt af en scene mere på tre minutter. Vi forsøger i stedet at lave det meget mere sådan, at man har en fornemmelse af, at båndet nærmest kører videre under, mens man lige siger et par replikker, og så kommer der noget mere. Selvom det er megakonstrueret, har man en fornemmelse af, at vi bare lige hurtigt siger noget, og så fortsætter historien.«

»Vi tænker det meget anderledes, end man gjorde på montageafdelingen i gamle dage.«

Hinman er trådt lidt væk fra os, optaget af at vinke og gestikulere til en flodpram fyldt med hipstere, der sejler forbi i et inferno af dubstep. Lederen af en vinklub har lige forladt os efter at have foræret os en halv flaske biodynamisk rødvin. Fordi det bare var fedt, at vi sad her på den lukkede dok. En fin gestus, men Hinmans ansigt vender indad ved første tår ... »Jesus Christ, it’s terrible!« Det viser sig at være en lidt speciel årgang. »Vinegar! Easy to give that one away.« Og så bliver vi kaldt op i tårnet. Der står stikflammer ud af anlægget, et kvarter inden gæsterne ankommer.

Der står stikflammer ud af anlægget, et kvarter inden gæsterne ankommer.

Æstetikken kommer først
På vej op standser eksilbriten ved trappen op til tårnindgangen. En trappe, der virker helt anakronistisk i sit overæstetiserede udseende. Tre etager af halvmåneformede trin, hugget ud i fint granit, men fuldstændig usynlig for enhver anden end den sjældne gæst, der betræder dem.

»This is a cozy, little spot,« mumler han og graver telefonen frem. »Jeg skal lige have et billede. Æstetik over funktionalitet. Meget umoderne, det gør man ikke så meget mere. Og det er også lidt som det, vi gør. Vi vil også helst ofre funktionaliteten for æstetikken hver gang. Det skal være smukt, og det skal være tilfredsstillende. Det skal ikke nødvendigvis give god mening, det handler bare om at fortælle historier på den bedst mulige vis.«

Københavnerklub
De næste timer går hurtigt. Hinman får fikset de tekniske problemer. Battlen ender uafgjort. Den eneste taber er pigen ved siden af mig, der har lagt sin jakke i vindueskarmen og kun alt for sent opdager, at den plads allerede var taget af et stearinlys. Solen er gået ned, mens Moltzen og Hinman har spillet deres yndlingsklip fra Third Ear og resten af verden, og cavaen kommer på bordet, inden jeg trænger Hinman op i en krog for endelig at få mit uforstyrrede interview.

Den eneste taber er pigen ved siden af mig, der har lagt sin jakke i vindueskarmen og kun alt for sent opdager, at den plads allerede var taget af et stearinlys.

Kan du genkende idéen om, at radio oplever en genopblomstring for tiden?

»Det blomstrer op blandt et lille, meget tunet publikum i København generelt og lidt i Aarhus, men jeg er ikke sikker på, hvor meget det ellers blomstrer op. Det er sådan en søgen efter noget interessant og autentisk at lytte til, men det er meget mindre, end lytningen til den slags har været i firserne, da Danmarks Radio havde monopol og brugte mange penge på at producere montager. De havde ti gange flere lyttere, end vi har nu.«

I må jo kunne se direkte på jeres Facebookside, hvem jeres publikum er.

»Ja ja. 60 procent af vores fanskare er mellem 25 og 35 år gamle. Lidt flere kvinder end mænd. Den slags.«

Og de bor i København?

»De bor stort set – 80 procent – alle sammen i København. Jeg tror også, 80 procent af dem går på universitetet.«

Men på et generelt plan er der ikke en øget interesse?

»Der er et øget fokus fra en frontløbergeneration. Der er ikke et specielt nyt fokus fra det ganske almindelige publikum, fra folk derude. Vi arbejder i en genre, som er lige så meget værd som litteratur, musik og film, den er bare indtil videre ikke blevet forstået som vigtig, fordi den er så lille. Men Danmark har lavet god radio i rigtig mange år. Det er en af de ting, hvor de har været verdensmestre. De har lavet nogle ting, som har været sindssygt gode og interessante på en måde, som bare var helt vild. Third Ear prøver bare at bære faklen fra den tradition videre.

Vi arbejder med et meget stærkt narrativt format og bruger alle greb. Vi kan bruge alt. Det er de ord, vi skriver; den måde, vi indtaler dem på; den måde, vi siger ting på. Det er den måde, vi klipper virkelighedsstof på, men også den måde, vi laver lyddesign og tilføjer musik på. Det er et ekstremt givende medie at arbejde med, for man kan simpelthen hive ting ned fra alle hylder meget hurtigt. Alt gælder. Og vi er meget glade for hele tiden at undergrave en eller anden form for ...« Han leder efter det rigtige ord.

»Danmark har lavet god radio i rigtig mange år. Det er en af de ting, hvor de har været verdensmestre.«

Konventioner?

»Ja. Konventioner er der mange af, og de er meget tydelige. Vi starter med de mest simple og stramme konventioner, der overhovedet findes. Det basale format, jeg bruger til at lave et narrativt forløb på Third Ear, er baseret på noget, jeg klippede ud af en avis for femten år siden. Det var et tolvpunkts program med overskriften How to Write a Hollywood Blockbuster in Twelve Easy Points. Og det var en model over alle de typiske fortællinger; de samme, man lærer på første dag, hvis man begynder at læse teater. De der narrative strukturer, som allerede er udarbejdet, de fungerer bare: Det starter et sted, så bevæger det sig et sted hen, så går det lidt op, så går det lidt ned, og så går det op, op, op, op, helt op til klimakset, og så går det ned igen. Det er ikke noget nyt, overhovedet. Men det, der er så usædvanligt i radiomediet, er at være bevidst om det. At være meget bevidst om det. Og nægte at lade ting stå, der ikke fungerer.«

Afhængig af applaus
Hvordan rykker I så ved de her konventioner?

»Jamen så tænker man for eksempel – fordi man kun arbejder i lyd – på at tilføje musik. I alle de mulige funktioner, musik kan få – som underlægning, som dramatisk understøttelse, som kulturel signifying. For eksempel kan en bestemt sang have en bestemt betydning. Og det kan man lege med. Man kan arbejde med klichéer, man kan danse rundt om dem. Man kan spille ting, som er sindssygt store klichéer, fordi de lige præcis ikke passer der, hvor de bruges, og så skaber det en form for konflikt, en dialektik. Man kan blande ting. For eksempel i det stykke, der hedder Jagten på U435, går det hen og bliver en sindssygt stor Indiana Jones-film med de store lyde, Wagnermusik, helikopter og alle mulige storladne følelser tilknyttet sådan nogle lidt sølle sømænd, som bor i Midtjylland.«

»Man kan spille ting, som er sindssygt store klicheer, fordi de lige præcis ikke passer der, hvor de bruges, og så skaber det en form for konflikt.«

Ironi?

»Det er ironisk, men det har en dobbeltfunktion. Det fungerer også effektfuldt. Det er sjovt, men det er måske også temmelig postmoderne i sin tilgang, at man hele tiden vil undergrave det, samtidig med at man bygger det op. Man undergraver alvoren i historien ved måske at gøre det komisk, men man gør det komisk ved brug af Wagners musik, som er sindssygt dramatisk. Så det er hele tiden de her spændingsfelter, som er interessante. Hvor man kan trække dem hen, hvad man kan gøre ved dem. Det er meget undervurderet, synes jeg. Og jeg synes generelt, at folk, som oplever vores ting, fatter alt. De fatter de der jokes, de fatter den der spænding. Og samtidig får de historien, de får det hele med. Det er ikke skjult eller elitært. Det er ...«

»Og jeg synes generelt, at folk, som oplever vores ting, fatter alt.«

Humor?

»Det er bare humor, ja. Det er også en idé om, at selv alvorlige ting kan være underholdende, og at fortællinger altid skal være underholdende. Det er en basal ting i fortællingen, at underholdning er en del af det. Man har siddet omkring en eller anden bålplads i ti tusind år og fortalt historier … Og de, der var gode til at fortælle historier, det var dem, folk gad høre på, og dem, der var dårlige, de kunne bare sidde et andet sted.” Hinman griner: ”Hvis man er skidedårlig til at fortælle historier, så fuck off and sit at someone else’s fireplace. Vi skal helst være dem, der er gode til at fortælle historier. Så må vi godt være med.«

Og så er der dem, der får den narrative struktur til at eksplodere?

»Ja, man kan altid tviste det. Men man er stadig inde i det på en eller anden måde. Man kan altid lave det baglæns eller fucke det op eller sprænge det, men hvis man fuldstændig opgiver det, ender man i en anden oplevelse, som ikke passer til det, vi laver. Peter Kristiansen, som jeg har arbejdet med i mange år, kunne godt tænke sig, at radioen bare var en masse frie associationer dagen lang. At der aldrig kom andet end bare folk, der snakkede, og at det passede nogenlunde sammen med hinanden. De skulle bare snakke i øst og vest om alt i hele verden. Men det er ikke en historie. Det er en anden oplevelse. Stephen Schwartz snakkede også om noget, han kaldte for en cirkulær narrativ, som på en måde er et andet ord for ikke-narrativ. Det er bare associationer, der løber fra den ene ting til den næste. De er meget fine, og det er meget fint at være inde i dem, hvis du gider, men du får ikke den der payoff, den der easy payoff. Hvis du laver en god historie, så klapper folk til sidst. Og det er måske det, man bliver lidt afhængig af. Man vil gerne have, folk klapper til sidst. I stedet for at de bare lytter, indtil de falder i søvn: Det kan også være fint, men det er bare ikke det, vi laver.«

»Hvis man er skidedårlig til at fortælle historier, så fuck off and sit at someone else’s fireplace

Udvikling eller onani
Tidligere var det dog eksperimentet, der var udgangspunktet?

»Jeg startede med at lave radio i Danmark på Lydmuren, som var radiokunst og klangkunst og lydkunst. Alt muligt. Meget kunstnerrelateret, meget eksperimenterende. Men havde ikke en skid at gøre med narrativ. Ultralyd tog så flere og flere skridt imod dokumentarisme og begyndte virkelig at tage fat i, hvordan man kan fortælle historier. Fortælleperspektiv, personlig fortæller, upersonlig fortæller, usynlig fortæller, og nogle ting var bare ren abstraktion. En blanding af musik og arkivklip, der bare svømmer rundt i luften. Third Ear er for mig en logisk konklusion på alt det. Vi tager al den erfaring, og så binder vi det bare fast i noget. Jeg har en lyst til, at det, jeg laver, fungerer for et publikum i stedet for kun for mig selv. Så det er meget forankret i forståelse af publikums modtagelse, som er en meget vigtig del. Hvis folk ikke fatter, hvad jeg laver, så synes jeg ikke, det holder. Så bliver jeg utilfreds.«

Men i starten var det okay for dig bare at eksperimentere for eksperimentets skyld?

»Helt sikkert. Men jeg har også altid haft den overbevisning, at hvis man laver eksperimenter, er det, fordi man skal lære af dem. Og hvis man ikke lærer af dem, er det ikke eksperimenter, det er bare ... onani. Jeg synes, alle skal igennem en eksperimenterende fase, men det er meget enkelt, mener jeg: at ja, man skal eksperimentere, men så skal man også lære af den erfaring, man får ud af det.«

Vejen væk fra giganterne
Kigger I meget over Atlanten, når I henter inspiration?

»I USA gør de meget det, at de finder et meget specifikt format. This American Life spiller altid den samme baggrundsmusik, har altid den samme rytme i fortælleformen, alt er virkelig, virkelig ensformigt. Det samme format, man havde fundet på i de første år. Radiolab er også begyndt at blive lidt en selvparodi, fordi de simpelthen er for meget inde i deres egen form, og det er simpelthen så pænt, og den her såkaldte pingpong, ik’ ... I starten tog det dem så lang tid at finde tonen og få den til at sidde rigtigt, at de måtte optage i mange timer, så det lød overbevisende. Nu gør de det bare live. Det er ikke så svært for dem mere, fordi de har fundet den. Men det må også binde dem fast. Hvis de gjorde noget andet, ville deres publikum blive stiktosset på dem.«

»Hvis folk ikke fatter, hvad jeg laver, så synes jeg ikke, det holder.«

Har Third Ear på samme måde fundet en stil?

»Nej, det har vi ikke. Radiolab har vel også kørt nu i næsten ti år, og vi har kun haft to et halvt, tre år at køre i. Så nej.«

Der er stadig mange forskellige slags Third Ear?

»Præcis. Personligt tror jeg, at hvis Third Ear fik en masse penge og bare fik lov at lave, hvad vi ville, så ville vi nok finde på nogle formater. Vi har nogle formater, der generelt fungerer og passer typisk til dem, der laver programmet. Så hvis Anna Thaulow tager over, er det typisk i dén stil, og hvis Krister laver et program, så er det typisk i dén stil. Men hvis der på et eller andet tidspunkt var nogle andre, der kunne overtage og lave de der formater efter den skabelon, så behøvede jeg ikke være med mere. Så kunne de bare fortsætte. Så kunne jeg lave noget andet.« Hinman griner.

Har du andre ting, du gerne vil lave?

»Auditiv formidling er et ret interessant felt. Generelt lavet ekstremt dårligt. Jeg kunne godt tænke mig, hvis vi bevægede os lidt over i teater, lydkunst, film og nogle andre genrer. Men det er også risikabelt, for så risikerer vi at lave dårligt teater, dårlig lydkunst, dårlige film. Vi er skidegode til at lave netop det, vi laver. Det eneste problem, vi har med det, er, at det ikke rigtig har et hjem. Et sted, hvor vi kan sætte vores flag og sige, at det her er det sted, hvor vi bor og laver det, vi laver. For lige så snart vi stopper med at lave det, vi laver, så holder det op. Så er der ikke nogen andre, der gør det.

»Auditiv formidling er et ret interessant felt. Generelt lavet ekstremt dårligt.«

Det, der sker i USA med podcasts som Love + Radio, tror jeg også lidt er en reaktion mod Radiolab og sådan nogle. Love + Radio er med vilje lidt dårligt mikset og groft klippet. De laver dem sådan lidt grimt og siger bandeord i dem. Det er en reaktion mod dem, der er så fucking pæne, så fucking etablerede. Etablissementet er bare uinteressant. De er så trætte af at høre på det. De er så trætte af at høre på This American Life, som har brugt det samme musik i tyve år til hver eneste historie.«

Drømmen om at blive overhalet
I Danmark er der ikke så mange modreaktioner. Endnu?

»Nej. Der burde være flere, der laver det, vi laver. Vi burde have nogle konkurrenter og nogle, der kunne give os lidt modspil. Men jeg er sikker på, der snart kommer nogle andre, der kommer til at lave noget. Det gør der. Det skal der. Der skal være nogle folk, der kommer til at lave noget pissefedt. Og vi bliver ligesom dem fra Radiolab, vi bliver dem, hvor man siger: – Ja, det var fint, men ...«

Håber du, det er det aftryk, I får sat – at I får sat nogle nye i gang?

»Jeg tror, Third Ear i hvert fald har haft en rigtig god og stor effekt på, at folk tror på, at der kan laves noget rigtig godt og interessant radio. Mere interessant end det, man får fra de store danske medier. Og det er en vigtig ting, at folk pludselig tror på, at vi faktisk kan lave det uden for det etablerede medielandskab. Eller ... det finder de nok ud af, de måske ikke kan alligevel, men de tror på det. Og det er også det, der sker i USA.

»... ten years from now, maybe DR doesn’t even exist anymore.«

Det er folk, der laver ting, fordi de får lov at komme ind i et radiostudie sent om natten, hvor der ikke er nogen, der lytter alligevel. Det er altid i de grænseområder, de interessante ting sker. Jeg tror, det, vi har gjort, måske bare er at åbne for den grænse, så folk tror på, de har nogle muligheder. Det har så ikke indtil videre vist sig, nogen har gjort noget ved det, men …«

I har jo også kun eksisteret i fire år.

»Ja ja.« Hinman trækker på skuldrene: »Hvem ved ... ten years from now, maybe DR doesn’t even exist anymore. I mean, nobody knows. But I gotta really piss now.«

Third Ear finansieres af Statens Kunstråd og har støtte til resten af 2013. Hvad der sker derefter, er uvist. Hør de indtil videre 25 afsnit på www.thirdear.dk.