08.11.15
Fredag den 23. oktober, Koncertkirken – Mazilyn Mazur G((o))ng Ouverture, Foto: Lars Bjørnø

G((o))ng – Et slag for morgendagens musik eller et ekko af fortiden?

Reportage fra G((o))ng Tomorrow 2015

G((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o)) ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG(( o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ng G((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o)) ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ngG(( o))ngG((o))ngG((o))ngG((o))ng.

Med navneændringen fra Wundergrund til G((o))ng Tomorrow ønskede festivalarrangørerne at slå et slag for morgendagens musik. Dette fremgik blandt andet af talen ved åbningskoncerten i Koncertkirken, efter hvilken  den ret fantastiske slagtøjsekvilibrist Marilyn Mazur slog festivalen officielt i gong med et stemningsfuldt nykomponeret stykke (for gonger i forskellig størrelse), og så var navnet taget i ed med stilig ‘Selbstbewusstheit’.

Festivalen for ny, eksperimenterende musik og lydkunst blev i år afholdt for tiende gang, og i forhold til tidligere må man sige, at særligt fokus på internationale artister i år er vokset på denne evigt nysgerrige begivenhed. Ikke bare kom musikerne fra Beirut, New York, Zagreb, Tokyo og Sydney via Berlin, men de medbragte også hver deres lokale udtryksform i stedet for at spille ud af den universelle alfarvej. Festivalen er også begivenhed, der gerne blander kortene for moderne komposition, rytmisk musik, performance og noise med nye bestillingsværker fra aktuelle musikere og komponister fra den danske scene. Og den er et event som i sin grundform er med til at åbne den eksperimenterende kompositionsmusiks ofte lettere indforståede scene op ved at inddrage Københavns mest stemningsfulde særlige venues og et par halvtarvelige tricks fra oplevelses-håndbogen som fx. slowfood, crossover-kunst og receptions-øl.

Den anden del af dette års festivalkoncerter, som ikke er omtalt herunder, overværede Sune Anderberg. Hans rapport kan læses her.

Fredag den 23. oktober, Koncertkirken – Plan B Trio: Mazen Kerbaj, Sharif Sehnaoui, Tony Buck, Foto: Lars Bjørnø

Trance og blæk med politiske budskaber fra Beirut

Seismograf-redaktionen kontaktede mig ganske få dage før festivalstart med et problem. »Seismograf her. Vi er lidt på den i forhold til anmeldere til Gong Tomorrow. Alle vores faste skribenter er enten selv involverede eller skal optræde.« Dén type selvindsigt hylder jeg ubetinget og takkede derfor ja til at skrive en reportage og forlade den ellers skridsikre post i vores lille outsider-forum Passive/Aggressive, for hvem jeg nok i virkeligheden burde have skrevet denne tekst! For med Wundergrund og G((o))ng har man vitterligt skabt en ny indgang til den eksperimenterende musikscene.

Åbningsweekendens største oplevelser kom i form af de to libanesiske projekter med Mazen Kerbaj (trompet, effekter, visuals) og Sharif Sehnaoui (præpareret guitar). Sent fredag aften – efter først Marilyn Mazurs uannoncerede soloperformance og dét, der føltes som den egentlige åbningskoncert, med Jomi Massage, Camilla Dayyani og Athelas Sinfoniettas drøje livtag med såvel publikum som musikken af Nico og Robert Wyatt – samledes publikum i cirkelopstilling omkring Plan B Trio. Med sig havde libaneserne den australske trommeslager Tony Buck (The Necks, Hailu Mergia m.fl.), og sammen skabte de tre et yderligtgående tranceinducerende forløb baseret på 99 % ‘extended techniques’ på hver sit instrument. Mest malerisk var Mazen Kerbaj med i sin brug af blæsermundstykker, rør, raslende klokker og få effekter, mens impro-trommeslager Tony Buck spillede akustisk og fjerlet rundt om sit trommesæt igennem koncerten. Trioens tredje medlem Sehnaoui slog ikke en eneste gang sin guitar an på konventionel vis, men skabte et præpareret percussioninstrument med tynde pinde placeret mellem strengene, hvilket gav lydbilledet både en lille smule tone og acceleration. Oplevelsen var helt og aldeles transcendental, som var det en mellemøstlig udgave af The Necks eller andre minimalister, og blev også flot indrammet med standerlamper og kirkebænke i midten af Koncertkirken.

Koncerten var i sig selv et scoop, fordi bassisten i den oprindelige booking, Trio A, blev ramt af sygdom dagen før koncerten og de to libanesere i stedet kunne indkalde Tony Buck fra Berlin med kort varsel for at skabe en verdenspremiere på dette tilsyneladende frodige samarbejde.

Lørdag den 24. oktober, Literaturhaus – Beirut Wormholes: Mazen Kerbaj, Sharif Sehnaoui, Foto: Lars Bjørnø

Lørdag aften var Libanons musik- og kunstscene igen på programmet, da Mazen Kerbaj og Sharif Sehnaoui gav koncert i Literaturhaus, denne gang under navnet Beirut Wormholes. Dette var et helt anderledes audiovisuelt projekt, der fokuserede på Mazen Kerbajs tegninger. Hans flygtige illustrationer af blæk, sulfo og vand blev ret så oldschool belyst gennem en overheadprojektor. Tegningerne ændrede konstant karakter og flød ud mellem abstrakte teknikker og stærkt politiske budskaber med piktogrammer af menneskeansigter, passagerskibe og utallige lig (tænk på flygtningestrømmen) i et holocaust-agtigt formsprog. Historien sluttede i en frame med den danske tekst »Vi er de døde i morgen«, som så til gengæld var en tragikomisk tangent til det nye festivalnavn, G((o))ng Tomorrow. Det relativt simple analoge grafiske oplæg nød stor effekt af Sharif Sehnaoui akkompagnement og også bare illustrationernes flygtige materiale, hvor blæk og vand hurtigt udviskede motiverne. Det minder os om hukommelsens forgængelighed, og om hvor hurtigt de vigtige temaer forsvinder i glemslen. Hvorfor finder vi for eksempel ikke en tydelig politisk opstand på den danske musikscene i dag?

Vi bliver i de mørke tematikker, for samme lørdag aften kunne man opleve et nyt værk Nox Tenebrae (da: mørk nat/skygge) skrevet af guitarist Jakob Thorkild og Nicolai Abrahamsen for Thorkild og Messer Kvartetten. Jakob Thorkild er også godt kendt i freejazz-/impro-kredse, hvor han bl.a. har optrådt med Peter Brötzmann, Fred Lonberg-Holm og som en del af dynamiske grupper som BodaBoda Duo og Motherfucker, mens den elektriske strygergruppe Messer Kvartettens nylige samarbejder bl.a. tæller Einstürzende Neubautens Lament i Koncerthuset og Torben Ulrich & Søren Kjærgaards album Meridiana. På papiret et spændende samarbejde mellem anmelderroste ekstremister, men jeg kunne ikke rigtigt tune ind på det 20 minutter lange æstetisk mættede ‘drone-metal’ oplæg med JT i rollen som sky kapelmester. Jakob Thorkilds langsomt opbyggelige solointro tone for tone med en drønende distortion-effekt på guitaren havde da sin ‘suspense’, men kompositorisk blev der ikke bragt afgørende nyt til bords til genren eller til Messer Kvartetten, der orienterede sig med lidt tekstur og momentane mikrotonale ornamenter.

Lørdag den 24. oktober, Literaturhaus: Jakob Thorkild & Messer Kvartetten, Nox Tenebrae, Foto: Lars Bjørnø

Metatekster CAAST og kunstens eget tempo SLOW
Teatertruppen CAAST derimod rykkede godt rundt i genreforståelsen og illusionen om den fjerde væg med et nyskrevet sang- og dramastykke, som ekstraordinært havde den prisvindende skuespiller Hanne Uldal med til uropførslen i Hofteatret. Samplingen af virkeligheden har de medvirkende erfaringer med fra før. Tobias Kirstein i konkret forstand med feltoptagelser fra Barsebäck. Simon Latz og Asger Hartvig i gruppen Fori Imperiali med oversatte Kanye West-sange og med performances som LOL Beslutning i regi af Synd & Skam/Af Med Hovedet. Andreas Führer i værker som I vores verden var engang en kapitalisme og Bevægeligt Akkurat.

CAASTs nyskrevne manuskript til G((o))ng er et surrealistisk og udfordrende miskmask af metatekster. Det første kvarter tælles der ned med en miljøbeskrivelse af et overklassehjem, afbrudt af en gentaget rungende baslyd, som formentligt stammer fra et udsnit af en film. I næste akt præsenteres vi for stykkets skuespillere, som er klædt i dagligdagstøj, mens en tematisk tekst af Ernest Jünger projiceres på et hvidt lærred i baggrunden. Hovedrollen (spillet af Simon Latz) viser sig også at være forfatter til dét manuskrift, som alle medvirkende bærer rundt på og læser op fra. Forfatteren har midtvejs skrevet sin egen rolle ud af fortællingen. Undervejs går Cæcilie Trier og Asger Hartvig til flygelet og spiller små harmoniske figurer, mens Hanne Uldal i et komisk deadpan læser op af helt andre, eventuelt Google-oversatte, tekster fra populærkulturen. Sideløbende befinder de øvrige karakterer sig i samtale om lykke, drømmetydninger og fortolker handlingen i Jüngers tekst. Tobias Kirstein holder nu forelæsning, pludselig i akademisk jargon, om profitoptimerende narrativer i Hollywood-film som fx Top Gun, mens Hartvig og Führer har pådraget sig en tvangshandling og gentager ord som ‘snog’, ‘film’ etc. Frem mod slutningen afspilles indspillet instrumental musik for saxofon og strygere. Lydkilden er ikke kendt, men formentligt er det originalindspilninger med effekter. Til sidst står de fem medvirkende på linie forrest på scenen og laver symmetriske bevægelser. Hanne Uldal har fået sig et tic med at klø sig i panden i takt til musikken. Outroscenen har endegyldigt opløst forestillingens narrativ, og er en skulpturel dans strengt koreograferet til et stykke musik på anlægget, der slutter med at de medvirkende tavse står og kigger ud over publikum. Og sådan efterlades man som beskuer i nogenlunde vildrede over betydning af de utallige metatekster, men dog opløftet over at være faret vild netop her – et surrealistisk frirum som forsøger at opløse sin egen illusion om at være et teaterstykke, mens det pendulerer mellem rationale (illustreret ved kapitalismen) og drøm (illustreret ved poesien).

Min kyndige sidekammerat påpegede, at den hverdagslige koreografi kunne have været inspireret af minimalistiske koreografer som Trisha Brown og Yvonne Rainer, men i min verden er også internettets samplekultur (opløsningen af forskellen mellem originalt og rekontekstualiseret materiale) i form af artister som Dean Blunt og James Ferraro pejlemærker i CAASTs symbiose af musik, oplæsning, samples, projektion og performance.

»Jeg gik hen ad en støvet, kedelig vej, som strakte sig gennem et bakket englandskab. Pludselig gled en vidunderlig snog med stålgråt, tidselblåt mønster forbi mig, og selvom jeg havde en følelse af, at jeg måtte samle den op, lod jeg den forsvinde i det tætte græs. Forløbet gentog sig, blot blev slangerne stadig mere matte, uanselige og farveløse; de sidste lå endog døde på vejen og var allerede helt dækket af støv. Snart derefter fandt jeg en bunke pengesedler spredt i en vandpyt. Jeg samlede omhyggeligt hver eneste op, gjorde dem rene for snavs og stak dem i lommen.« (E. Jünger)

28.10. Hofteatret – CAAST. Cæcilie Trier, Andreas Führer, Asger Hartvig, Simon Latz, TR Kirstein, Hanne Uldal, Foto: Lars Bjørnø

28. oktober, Hofteatret – Todd Reynolds. The Sound of New York, Foto: Lars Bjørnø

CAAST overskyggede det meste andet i midtugens alternative sektion af G((o))ng. Violinist Todd Reynolds har et fremragende CV som medlem af Ethel, Bang in A Can og Steve Reich Ensemble. Han har i øvrigt også spillet med navne som Anthony Braxton, Meredith Monk, Yo-Yo Ma, John Cale og var i det hele taget tidligt ude med interaktive værker, hvor den moderne komposition mødte elektronikken. I Hofteatret efter CAAST spillede han i et overvejende retrospektivt modus under den dødlamme titel The Sound of New York, som var begyndelsen på et mindre residency på årets festival. Kompositionerne var skrevet af navne som Meredith Monk, Michal Gordon, David Lang og Todd Reynolds selv. En del folk udvandrede, da det viste sig, at Reynolds kun spillede violin med delay og lignende effekter til backing tracks. Derudover spillede han ganske vist til et par videoprojektioner, men også her var udførelsen statisk. Kun en enkelt gang var der interaktion mellem maskinen og den udøvende musiker. Ét enkelt stykke på 10 minutter, vist nok med titlen Moments of Inertia (skrevet i samarbejde med Luke DuBois), bestod af en forprogrammeret algoritme, som sendte effekter ud i forskellige retninger i surround sound efter et ‘cageiansktilfældighedsprincip, og derfor virkede ret godt i forhold til Todd Reynolds’ ellers meget fikserede oplæg. Måske koncerten var fejlcastet til tidspunktet?

Også Ane Østergaard havde svære vilkår til Slow i Glyptoteket. Hendes musik varmede den flotte vinterhave og var aldeles mere musique concrete og klangfuld end det knitrende og quasimelankolske Band Ane, som jeg oprindeligt husker hende som. Problemet var bare, at Glyptotekets vinterhave virkede langt mere som en sidescene i forhold til museets konceptprægede månedlige aftenåbning, hvor de fleste publikummer var tiltrukket af slowfood-hyggen med grøntsagssuppe og tid til fadøl end af den musikalske åbenbaring. Torsdagens program talte ydermere et par talks, rundvisninger og korte sessions med først Todd Reynolds’ improvisationer over potteskår og senere godnatsang af Josefine Cronholm, men dér havde jeg for længst forladt menageriet. (Man kan se mig forlade rummet i billedgalleriet på Facebook).

28. oktober, Glyptoteket – SLOW med Ane Østergaard, Todd Reynolds, Josefine Cronholm m.fl., Foto: Lars Bjørnø

Ekstreme udtryksformer og humor
Den dansk-kroatiske gruppe Mao Tze medbragte festivalens største udstyrsstykke, da de søndag optrådte i Koncertkirken med det hjemmebyggede instrument ‘The Schachtophone’ og egne grafiske partiturer. Dele af værket har så vidt vides været opført i Kroatian for et par år tilbage, men det var altså første gang, at man kunne opleve ‘The Schachtophone på dansk grund i denne opsætning. Foruden de herboende skuespillere Zlatko Burić og Dragana Milutinović samt de kroatiske performance-kunstnere Tanja Vrvilo og Damir Bartol fra D.B. Indoš (House of extreme music theatre) bestod gruppen af pianist Søren Kjærgaard og percussionist Henning Frimann.

Hvis man kender til Burić og Frimanns dadaistiske trio Telepatic International Group, som er en art forgænger til Mao Tze med en masse dans og hjemmebyggede skraldeinstrumenter, så har man måske et billede af, hvilken udtryksform vi befinder os indenfor. Allerede i 1980erne skabte Bartol og Burić det omvandrende performanceteater, Kugla Glumista, som turnerede med aktioner på gader og stræder i det meste af Europa. Men til forskel herfra var lyssætningen og specielt Søren Kjærgaards analoge synthesizer-park denne aften med til at skabe en gennemført totaloplevelse af dystopi, der med mange længder hævede intensiteten fra gadeteaterplan.

25.10. Koncertkirken – Mao Tze: The Schachtophony. Burić, Kjærgaard, Frimann, Milutinović, Vrvilo og Bartol, Foto: Lars Bjørnø

Hjertet af instrumentet ‘The Schachtophone er basalt set trækassen med resonansbunden og strengene fra et gammelt flygel, der er forbundet via stålfjedre til store metalkasser og håndtag, som klappede og raslede, når de blev aktiveret ved hårdt manuelt arbejde. Det monstrøse hjemmebyggede instrument havde en konkret koldkrigs- eller industriel lyd fra mikrofonerne, og hvad man i science fiction-teorierne kunne kalde ‘the used future’ – altså en nedslidt i stedet for en æstetisk formfuldendt fremtidsvision (tænk Blade Runner og ikke Matrix). Henning Frimann havde et afmålt spil med stikker, whiskers og violinbue på et trommesæt af benzindunke, ex-indkøbsvogn og andet skrammel, mens Søren Kjærgaard sprang ind og ud af koncepterne med først brede bløde lyde og siden abrupt impro. De fire performere cirkulerede under forestillingen rundt mellem forskellige stationer på scenen, hvor de efter forskrifterne skiftevis opførte en danseforestilling, agiterede på vrøvlesprog og spillede i takt på Schachtophonen. En højest uventet og humoristisk forestilling, der eskalerede i en krampagtig dans mellem de storsvedende gamle venner Damir Bartol og Zlatko Burić forrest på scenen.

Ligeså humoristisk sluttede G((o))ng Tomorrow til koncerten med det legendariske Hikashu, der blev dannet i 1978 og som dengang fulgte den vesterlandske tidsånd med inspiration fra både rock og tidlig elektronisk musik og synthpop a la Kraftwerk. Koncerten var Hikashus første nogensinde på dansk grund, men gruppens frontmand, ekstremvokalist og theremin-spiller, Koichi Makigami har været har flere gange i de senere år, hvor han både har optrådt solo og i The Living Room med Torben Snekkestad og førnævnte Søren Kjærgaard.

2015-udgaven af Hikashu står dog fuldstændigt på egne ben i en musikstil, som varierer fra avantgardistiske over komplekse kompositoriske positioner og Makigamis vokaleksperimenter til det decideret prog-rockede groove. Hikashu viste sig fortsat at være i storform med en ret interessant instrumentering med lydeffekter fra barnlige tøjdyr, knitrende plasticpose på guitar-pickupperne, bambusfløjter og theremin-spil i ekspressiv stil. Så vidt vides var materialet en blanding af nye og helt gamle ting, og selvom jeg ikke kunne afkode meget af temaerne var det en ganske humoristisk og veludført måde at slutte årets festival på, med en sonisk eksplosion fra en anden verden.

31.10. Koncertkirken – Hikashu: Makigami Koichi, Mita Freeman, Sakaide Masami, Shimizu Kazuto, Sato Masaharu, Foto: Lars Bjørnø

Afrunding
Spørgsmålet, der står tilbage efter sådan 10 dages fejring af »morgendagens musik«, er så bare, om det var fremtidens musik eller et ekko af fortiden, vi fik lov til at høre….?

Med få undtagelser føles det unægteligt som om, at G((o))ng Tomorrow var mere interesseret baglæns i musik- og kunsthistorien med valget af Robert Wyatt, ‘drone-metal’ og Meredith Monk som bedaget referenceramme. Men hvad er det nu også, man plejer at sige om meningsfulde nye udsagn i vores samfund; »Information is circular, as it is both the input and the output of its own production«, eller en anden af mine favoritter »The further a message has to travel over space and time, the more importance can you add to its content«. 

Fremtidens potentiale kunne man til gengæld ane, når musikken rev sig løs af konventionerne og sendte hjernen ud i raketfart på en strøm af de mest ekstreme udtryksformer. Derfor skulle de mest spændende oplevelser findes i sjældenheder som en kroatisk skraldemaskine, japansk strubesang, præparerede instrumenter og Mazurs ouverture for gonger. Så tak til festivalen for at servere de vilde, unikke og besværlige koncertopsætninger for os. Uden G((o))ng ingen Schachtophone!

G((o))ng Tomorrow er en festival for ny musik og komposition, som er arrangeret af genreorganisationen SNYK. Festivalen skiftede i år navn fra Wundergrund til G((o))ng Tomorrow for at markere festivalens 10 års jubilæum.
Venues: Koncertkirken, Hofteatret, Jazzhouse, Literaturhaus, Glyptoteket, Vor Frue Kirke m.fl.
Info: www.gongtomorrow.dk