20.03.17
Foto: Anders Bigum

Hvad vi synger om, når vi synger om kvinder

Anmeldelse af Louis Aguirres opera 'The Way The Dead Love', 24 februar, Godsbanen i Aarhus.

Det bliver aldrig rigtig true love i Louis Aguirres operamanifest The Way The Dead Love, som tager en stor mundfuld deflorerede sprogblomster og blander dem med mytologiforvirring og skrigesang, så man bliver helt tør i halsen.

Opera handler om mænd, der slår på kvinder. Sådan lød titlen på en temaaften på kulturkanalen ARTE forleden. For klassiske operaer er overrendt af unge møer, som sidder og modtager tilbedere, venter på at blive reddet – eller de myrdes. Kvindens skæbne er uden for hendes egen kontrol. Selvstændige kvinder optræder hos Richard Strauss, men heller ikke deres forsøg på brud med maskuline magtstrukturer ender med succes. Salome bliver gjort stum, to gange.

I den herboende cubanske komponist Louis Aguirres nye opera The Way The Dead Love – der i øvrigt bærer samme titel som en ufærdig roman af Charles Bukowski – får kvinden stemme, krop og tilstedeværelse. Spørgsmålet er, hvilken stemme og hvilken krop, der er tale om, samt hvem “giveren” af stemmen er?

Forestillingen starter med et åndedrag, men som stykket skrider frem, bliver det svært at finde luft

Aguirres opera er sat op i samarbejde med ensemblet Lydenskab (der i de senere år har eksperimenteret med ny opera i en række “opera-laboratorier”) som en del af deres bidrag til Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017. Umiddelbart lyder det som et velkomment opgør med kønnets repræsentationsregimer. Dog dominerer de klichéprægede dualismer, og det er svært at finde personlig resonans i stykket, uanset om man er mand eller kvinde. Forestillingen starter med et åndedrag, men som stykket skrider frem, bliver det svært at finde luft. Man kvæles, hvor man egentlig burde blive suget ind.

Suck and blow
Lydene i operaen stammer fra munden, struben, lungerne, halsrøret og instrumentet. Scenegulvet er fyldt af kroppe. Brystkasser rejser og sænker sig, som var de alle del af én stor lunge, mens stof, der ligner gigantisk lungevæv, adskiller performere og publikum. Sådan begynder The Way The Dead Love. Der suges og pustes. Lydenskabs fløjtenist går rundt, men kollapser til sidst på scenen. To dansere træder frem; en mand og en kvinde.

Åndedrættet holder os fast i livet. Sproget vidner om denne tilknytning: Vi lader os inspirere, når idéerne kommer til os. Ting eksspirerer, når de har nået deres udløbsdato. Åbningsscenen illustrerer dette ved at benytte respiration som symbol og handling. Noget fødes, men døden er nær.

Allerede hér lægges der op til opera – det teatralske og det store drama – men det hele er lidt overspillet. »I skal bevidne en begyndelse,« står der i introduktionen til forestillingen. »En skabelse. Måske utallige begyndelser. Alle udspringer de af et tidløst og uendeligt punkt i historien, kvinden.« Det er i sig selv en meget stor mundfuld.

Henriette Jensen på Saxofon og Ichi Go i bevægelse på scenen.

Som de døde danser
Kønnenes dans, som vi her er vidne til, starter dog meget godt. I Troels Primdahls koreografi spejler performerne hinanden. De to kroppe bevæger sig simultant. Forskellen er endnu ikke trådt ind i verden. Blikket er fint og søgende, og pirrende toner fra basklarinet, vibrafon og sagte elektronik fungerer som et skrabet og stemningsfuldt soundtrack. Enkelt er også Chia-Chia Hsus kostumedesign. Kønnet står til skue. Manden, i Tizo Alls skikkelse, er iført jeans med skridtet skåret bort. Hans penis er bundet ind i hvide underbukser. Kvindens figur, danset af Ichi Go, bærer sin bh uden på blusen. Dog fremstår de selv som blinde over for kønnets manifestationer i klædedragten.

Først da hænderne finder frem til kønsorganerne, brydes symmetrien. Skabelsen er godt i gang, og Adam og Eva fortsætter dansen i underspillet gramsen. Fløjtenisten ligger stadig livløs på scenen, iført jordbrune klæder som et minde om den natur, hvorpå alting bygger. Lidt som i den islandske skjald Snorri Sturlusons Edda, hvor én religion må gå til grunde, før en ny kan opstå.

Der lånes lidt fra alle de mytologiske hylder, med samme iver og forvirring som når Jim Lyngvild citatshopper fra verdenshistorien

I det hele taget viser The Way The Dead Love sig at være smækfyldt med mytologiske referencer, der peger i alle mulige retninger. Men så langt er vi ikke nået endnu.

Dry-humping: Kroppen som tegn
I dans smelter krop og tegn sammen. Kroppe puster, stønner, skriger, kæler, knepper. Kødet bliver betydningsbærende, men tegnet er som en si. Noget undslipper. Roland Barthes’ tredje mening. Dét, som du ikke helt har ord for. Hos Aguirre er det dog svært at flygte fra signifikationens herredømme. Her er alt for meget symbolik.

Danserne glider om bag det semitransparente tæppe. Vi aner dem i det fjerne, hvor den seksuelle akt går i gang. Der bliver gnubbet igennem med trusser på. Det er, som om den iscenesatte coitus, designet til at sprænge tegnet, ikke bliver til andet end et tegn på sig selv. Når det hele er forbi, ligger manden slatten og afsjælet tilbage på gulvet. Orgasmens “lille død”, la petite mort, smelter sammen med den (tilsyneladende) større død i værkets titel. Men kvinden danser stadig.

Hvis grav er det, der danses på? Man fristes til at sige mandens og dermed patriarkatets, kulturens, fornuftens, etc. For der er som sagt skruet højt op for klichéerne i The Way The Dead Love. Samtidig er det, som om adskillige årtiers feministiske fremskridt også stedes til hvile her. Måske ligefrem slettes. Vi er gidsler i 70er-inspireret kønsessentialisme. Og det bliver ikke bedre, da de begynder at synge.

Din livmoder er en scene
Kødfarver. Brune farver. Lyserødt. Stof der hænger ned som cellevæv. Hele scenen ligner en installation af den brasilianske kunstner Ernesto Neto: Et skovlandskab, en vaginal hvælving, en drypstenshule, en livmoder stor nok til at træde ind i. Midt i livmoderen står en gruppe kvinder og messer deres budskab frem. »I am Pandora the Almighty! I am the Alpha and the Omega!« Der er tiltag til noget girl-on-girl action, som aldrig rigtigt bliver til noget.

Men så kommer der knald på:

God, rape me God.

God. God. Give me sex.

I am your bitch. God’s sex. Bitch.

I am your bitch.

Give me sex, God.

Give me more sex, God.

Senere synger Laura Bowler, operaens sopran: »God took the snake and Eden’s tight pussy away.« Stemmen skærer smukt igennem rummet, men det hele kunne være betydeligt strammere – i forhold til librettoen.

Urolig percussion og lyden af vinde har undervejs varslet disse skiftevis gispende hvisk og den desperate vrælen, som her skriges ud:

Pandora, Eva. Slangen. Synden. Guden som voldtager. Der lånes lidt fra alle de mytologiske hylder, med samme iver og forvirring som når Jim Lyngvild citatshopper fra verdenshistorien. Samtidig præsenterer Aguirre og Lydenskab kvinden som en urkraft, en universel, nærmest ahistorisk størrelse. Hun forbliver til alle tider den samme, i alle religioner – en jungiansk arketype. Programteksten kalder det en »konstant nærværende feminin energi«. Det er i sig selv et arkaisk postulat.

Sangeren Laura Bowler sidder overskrævs på den mandlige danser, flankeret af Lydenskabs musikere

It’s a Man’s Man’s Man’s World
I sin bog Det Andet Køn, 1949, kritiserer Simone de Beauvoir begrebet »det evigt kvindelige« og kalder det en patriarkalsk myte, designet til at skrive kvinden ud af den historiske udvikling ved at låse hende fast i en falsk kønskonstruktion. Det virker derfor paradoksalt, at Aguirre søger at give stemme til kvinden ved at spille på hendes uforanderlighed. Godt nok har hun magt; på den måde udfordrer The Way The Dead Love den franske filosof Catherine Clements påstand om, at opera er historien om kvinders undergang, men billedet reducerer stadig kvinden til en underlig, flad figur. Og dermed også manden.

Her er ingen bad boys, kun dangerous women, der forfører med vold og hævnfulde slagsange. En »Love Song« for mezzosopran og basfløjte ender i bulder og brag, og jorden skælver, når kvindebyen råber i oprør med tikkende skralder i hænderne. Da Laura Bowler sidder overskrævs på den mandlige danser, som ikke er med i legen længere, assisteres hun af kvinder med fræsende el-guitar, saxofon og fløjter. Og Bowler bliver ved og ved. Jo, kvinden er i centrum hos Aguirre – men hendes magt går udelukkende gennem underlivet. Gennem sex hersker hun over manden.

I Aguirres opera fremstår kvinden og manden derimod amputerede, nærmest impotente, underligt magtstjålne, i deres fysiske cirkeldans

Da vi går, efter 70 minutter, er vi mere forvirrede, end da vi kom. Larmen fylder, og  det er svært at huske det lydmæssige. Billedstøjen interfererer. The Way The Dead Love bærer undertitlen Theogony – An Operatic Manifest. Men hvis dette er et manifest, hvilke leveregler beskrives der her? Og hvis »operatic« også skal betragtes i betydningen »redskab«, hvad er det, denne opera piller fra hinanden eller bygger op? Og er de mange deflorerede sprogblomster provokerende? »We must make lust into a work of art,« synger Bowler. Men hvis det handler om at synde med åbne øjne, at forvandle alle tiders yndede operastof – begær – til kunst, er der meget mere true love i Thomas Adès/Philip Henshers moderne klassiker Powder Her Face om den engelske hertuginde Margaret Campbell, også kaldet »Dirty Duchess«. I Aguirres opera fremstår kvinden og manden derimod amputerede, nærmest impotente, underligt magtstjålne, i deres fysiske cirkeldans. Så hellere Tryllefløjten.

The Way The Dead Love
Theogony – An Operatic Manifest

24. februar 2017 (verdenspremiere)
Åbne Scene, Godsbanen, Aarhus

Komponist: Louis Aguirre (CU/DK)
Musikere:
Karolina Leedo (fløjte), Thea Vesti (guitar), Carola Schaal (klarinet), Heigo Rosin (slagtøj), Henriette Jensen (saxofon)
Sanger:
Laura Bowler (GB)
Dansere:
Ichi Go (J/D) & Tizo All (BR/D)
Instruktør:
Troels Primdahl
Scenografi:
Anders Bigum, Troels Primdahl, David Ramíez Gómes
Kostumer:
Chia-Chia Hsu
Lys:
Andreas Reffstrup

Forestillingen er præsenteret af Lydenskab som et projekt til Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017.