26.03.15
Jacinta Madsen: Udsnit af coverart til Christian Windfeld til Førstepersonental

Improvisationer i udvidede rum

Anmeldelse af pladeselskabet LYDHØRs første to udgivelser, Kolonihaven Unikum: Punkt-Linie-Fläche og Christian Windfeld: Førstepersonental

LYDHØR er et nyt pladeselskab, der eksperimenterer med et andet blik og andre ører på improvisationsmusikken – et blik, hvor feltoptagelsens æstetik støder sammen med den frie improvisation. Seismograf har lyttet til de to første udgivelser fra dette projekt, der er funderet i mødet mellem stilhed, flygtighed og det stedsspecifikke.

Det kan ofte være en stor udfordring for improvisationsmusik, at overføre koncertens magiske øjeblikke og intense følelse af skrøbelighed til en CD eller vinyl. Mange såkaldte ekstra-musikalske aspekter definerer den særlige spænding man oplever ved at dele tid, rum og situation med de improviserende musikere. En central del af oplevelsen er ikke kun kædet sammen med koncertens lydlige element, men skal også findes i noget mere uhåndgribeligt og prækært – en særlig atmosfære for den specifikke improvisation; intensiteten, nuets flygtighed, musikernes gestik og den kropslige tilstedeværelse – eller selve improvisationens vibe.

Som lytter efterlades man ofte med en følelse af at ”man nok skulle have været der”, når man lytter til de mindre vellykkede udgivelser med improvisationsmusik, der netop ikke formår at oversætte improvisationens magi og atmosfære til en inddragende lytteoplevelse. 

Med afsæt i, hvad man kan kalde improvisationsmusikkens grundlæggende imperativer om at være nysgerrig og udforske nye tilgange til både materialevalg og -brug, vælger pladeselskabet LYDHØR at kaste sig hovedkulds ind i genren. Hos LYDHØR fremhæves improvisationens atmosfære i et koncept, der skubber fokus væk fra den improviserede musiker og hen imod lytterne.

’Situerede improvisationer’
LYDHØR udgiver vinylplader, som alle hviler på et enkelt konceptuelt fundament: at rette fokus mod improvisationens situation, ved at fremhæve det konkrete sted de forskellige improvisationer udfolder sig i – en tilgang som personerne bag selv vælger at kalde ’situerede improvisationer’. Bag ved hver enkelt improvisation hviler derfor en vurdering – ikke blot af hvilke instrumenter der benyttes – men også hvilket rum som optagelsen skal finde sted i.

Bag LYDHØR står de to musikere, trommeslager Christian Windfeld og pianist Anders Ørbek, der også udgør duoen Kolonihaven Unikum, som står bag pladeselskabets første udgivelse - Punkt-Linie-Fläche. Kolonihaven Unikum udgav desuden i 2013 den fremragende (og desværre undereksponerede) vinyl- digt- og kunstkatalogudgivelse Saltö i samarbejde med kunsttidsskriftet ARK, digteren Rasmus Klitgaard Hansen og billedkunstneren Peter Ole Pedersen. Christian Windfeld står bag selskabets anden udgivelse, solo LP’en Førstepersonental. Selskabet barsler desuden med en tredje udgivelse først på sommeren – en solo LP med titlen Overlays af den australske kontrabassist Jonathan Heilbron.

Rytmiske nervetråde og klanglige seancer
Første udgivelse fra Lydhør – vinylen Punkt-Linie-Fläche – består af de to improvisationer Punkt og Fläche, der hver udfolder sig over en side. Improvisationerne er begge optaget i stuen i en gammel skipper-lejlighed på Fanø, hvor knirkende trægulve blander sig med et arsenal af forskellige perkussioninstrumenter og et ustemt flygel.

Punkt udfolder sig som en lang improvisation, hvor de to musikere ikke ensidigt fokuserer på at bygge op til et klimaks, men i stedet lader improvisationen flyde i naturlige forløb, der inddeler improvisationen i mindre sekvenser. De energiske og pulserende passager fremføres med tydelig nerve og fokus, hvor de forskellige forløb hænger sammen gennem et netværk af solide rytmiske nervetråde, der spinder den samlede improvisation sammen til et spændende mønster. I dette mønster udspændes klaverets udtryk fra distinkte gamelan-klingende passager til dybe og kropsligt rungende strøg af klaverets strenge. Samtidig lader Windfeld og Ørbek den varme ambiens fra skipper-stuen fylde, så de hektiske passager får lov til at runge videre i lytterens erindring.

Efter den intense Punkt fremstår Fläche nærmest radikal i sin enkelhed. Væk er de voldsomme rytmiske forløb og stilhed og tålmodighed udgør i stedet improvisationens vigtigste elementer. Rolige og enkle anslag fra det ustemte klaver, blander sig med bækkeners metalliske støj og noget der minder om klokker - en meditativ improvisation hvor den musikalske simplicitet lader klangene sprede sig ud i alle kroge af stuen. 

Ligesom Punkt-Linie-Fläche består Christian Windfelds solo-LP Førstepersonental af to meget forskellige sider. Et ustemt klaver er hovedpersonen på første side, der består af en samling korte optagelser, hvor klaverets forskellige potentialer tålmodigt og konsekvent udforskes. De korte improvisationer fremstår som små improvisationsmusikalske petriskåle, hvor særprægede klange og tonale forløb blandes med lyde af klaverets mekaniske indre – en kultivering af mikroimprovisationer for klaver. Med en tydelig nysgerrighed undersøger Windfeld alle aspekter af klaveret, så man som lytter tydeligt fornemmer de udspillede tangenters nedslidte og dovne fjedre og hører filten fra klaverhammeren, der danser på klaverstrengene.

Hvor improvisationerne i Punkt-Linie-Fläche var interessante i sammenspillet mellem Windfeld og Ørbæk, er det interaktionen mellem lokation og musiker som udgør kernen i side B på Førstepersonental. Siden består af tre meget forskellige eksempler på fokuserede og meditative improvisationer, der udforsker forskellige percussioninstrumenter i tre distinkte miljøer.

Siden indledes med en støjende improvisation af langstrakte skrabende og skurrende metalliske lydflader. Som en seance af messende bækkener, der udsender klanglige besværgelser i et koldt og rungende tomt rum. 

Den næste improvisation fremstår som den mest åbenlyse forening mellem feltoptagelsen og improvisationen. En intim og kontemplativ musikalsk meditation i udkanten af en skov, hvor blæst, måger og blidt skvulpende vand blander sig med Windfelds trommer. Her fortolkes omgivelserne gennem trommeskindet, der bevæger sig ind og ud af vandet og giver plads til lydene fra det omkringliggende miljø. 

Førstepersonental afsluttes med en meget særpræget forening af musiker og rum. I Et tikkende ur træder i forgrunden og Windfeld lader en bold falde mod trommeskindet med en gentagende gestus. På denne måde sluttes pladen af med at åbne op mod lytterens situation, da det tikkende ur efterfølges af vinylens afsluttende 'run-out groove' hvor nålen fortsætter med at slå en tidssekvens an – et potentielt evighedsloop.

En udfoldelse af musikkens abstrakte rum
Det aspekt ved LYDHØRs udgivelser, hvor selskabet for alvor adskiller sig fra den improvisationsmusik, jeg er bekendt med, er udgivelsernes optagelsesæstetik, som synes at være tættere på feltoptagelsen end på indspilninger af improvisationsmusik. Musikken præsenteres generelt i et bredere og mere fjernt lydbillede med mere ambiens og med brug af færre mikrofoner. Optagelserne insisterer på en rumlighed i lydbilledet, hvor omgivelsernes lyde træder frem på lige fod med instrumenterne – et tikkende ur, blæst, bølgeskvulp og knirken fra trægulv eller klaveret indtræder som prominente personligheder i improvisationerne. 

Dette kan måske synes som en mindre notits, men det påvirker oplevelsen af musikken i høj grad og - ikke mindst - oplevelsen af forholdet mellem musik og musiker. Improvisationerne kan alle høres som en proces og en søgning efter de enkelte instrumenters ’personligheder’, hvor musikernes virtuositet helt bogstaveligt træder i baggrunden. Ved at fremhæve den lydlige baggrund understreger både optagelsesæstetik og musikalsk udførelse selskabets koncept, og lytterens fokus rettes dermed væk fra en persondyrkelse af den improviserende musiker, og mod en overgivelse til improvisationens situation.

Der medfølger ingen fotodokumentation af de steder hvor improvisationerne finder sted. Med få undtagelser træder stedet heller ikke frem fra musikken med særlige lydlige markører, der illustrerer, i hvilket rum vi befinder os. I stedet har vi snarere at gøre med en musikalsk psykogeografi, hvor enkelte fornemmelser af rumlighed skaber abstrakte klanglige rum, der dannes i mellemrummet mellem lytterens forestillingsevne og indspilningernes markante klang af de steder de er optaget. Improvisationernes ’steder’ er derfor snarere ’oplevede steder’, hvor hensigten med de enkelte numre, på samme måde som hos feltoptagelsen, synes at være på dokumentationen af stedets flygtighed; stedet – og dermed improvisationen – lyder ikke som det samme sted to gange, ligesom man ikke bader i den samme flod to gange.

Lost in translation
Med et så stramt koncept gør Ørbek og Windfeld sig sårbare for kritik, og det er da også i omsætningen af det overordnede koncept til vinylpladernes klanglige indhold, at udgivelsernes store problem forekommer. Jeg kan simpelthen ikke høre, at stedet skulle spille en konstant og gennemgående central rolle for alle numrene, andet end på det konceptuelle plan. For eksempel er det tydeligvis det ustemte klaver, der udgør fikspunktet for improvisationerne på side A i Førstepersonental.

Alligevel synes jeg de slipper af sted med deres koncept, alene af den grund at de to udgivelser er af utrolig høj kunstnerisk kvalitet. Som improvisationer besidder de både nysgerrighed, klanglig eventyrlyst og - mest af alt – en utrolig friskhed, som jeg mener i høj grad overstråler de til tider voluminøse værkbeskrivelser, der presser mere koncept ned i musikken end de reelt kan og behøver at bære. Både Punkt-Linie-Fläche og Førstepersonental har perioder, hvor feltoptagelsens æstetik, improvisationen og den rumlige atmosfære finder sammen på samme måde, som en koncert i øjeblikke kan destillere improvisationens før og efter ned til et nu, hvor alt synes at give mening og tiden bliver elastisk. Førstepersonentals side B illustrerer med al tydelighed den diversitet i musikalske udtryk som LYDHØRs koncept rent faktisk kan indeholde.

De øjeblikke hvor alle elementer finder sammen til en helhed, samt det faktum at jeg lytter til denne musik på en ny måde, er i sig selv en forfriskende alternativ indgang til lytningen af improvisationsmusik. Med Windfeld og Ørbæks udgivelser vises andre sider af en ofte svært tilgængelig musikalsk praksis frem og det er i sig selv nok til at hylde LYDHØR og se frem til deres næste udgivelse.

www.lydhoer.net

Udgivelser:

Kolonihaven Unikum - Punkt-Linie-Fläche
Katalog nr.: LYDHOR001
Musikere: Anders Ørbek – klaver, percussion; Christian Windfeld – trommer, percussion, klaver
Recording og mix: Lydhør
250 eksemplarer
Cover af kunstneren Lasse Krogh Møller

Christian Windfeld – Førstepersonental
Katalog nr.: LYDHOR002
Musikere: Christian Windfeld – trommer, percussion, klaver
Recording og mix: Lydhør
91 nummerede eksemplarer
Med hvert eksemplar følger et underskrevet brev fra Christian Windfeld. Hver plade har et unikt cover, der udgør en mindre pixel af et større action-painting af kunstneren Jacinta Madsen.

Udkommet efter deadline:
Jonathan Heilbron: Overlays
Katalog nr.: LYDHOR003
Digital udgivelse tilgængelig via www.lydhoer.net