02.03.18
Skalar © CTM / Udo Siegfriedt

Ind i mørket, ind til modstanden

CTM og Transmediale, Berlin, 26. januar – 4. februar

De store berlinske festivaler CTM og Transmediale udgjorde i år en arena for musik, der tog kampen op mod internettet, ensomheden og en verden i alarmberedskab.

Protest, katarsis, kollektiv sorg og undergangsstemning – musikken har altid budt sig til, når tingene brænder på. Nu er den så itu igen, verden. ‘Turmoil’ hed den 19. udgave af Berlins CTM Festival – tummel, opbrud. I forlængelse af sidste års tema, ‘Fear Anger Love’, fortsatte udforskningen af lydens og musikkens potentiale til at mønstre en modstandskraft over for, og opmærksomhed på, udfordringerne i vores online- og offline-liv.

CTM var i sine første år kendt under navnet Club Transmediale – festivalen blev skabt i 1999 som et elektronisk og klub-orienteret udspring af den ti år ældre multimediefestival Transmediale, der finder sted samtidig med CTM og holder til i Berlins store verdenskulturhus, Haus der Kulturen der Welt. På Transmediale talte man i år, under overskriften ‘Face Value’, om internettets ekkokamre, som skaber polariserede pseudo-offentlige sfærer, og om kunstens klima i en postfaktuel tid.

»Uneasy times demand uneasy music.« Denne parole fra CTM gik som en feberild gennem de ti festivaldage. Kaosset i den store verden satte ofte direkte spor i musikken. Franske Cécile Schott, a.k.a. Colleen, spillede for eksempel stykker skrevet som reaktion på terrorangrebet i Paris i 2015. Indadvendte elektroniske måneskinssonater. Og i det nyåbnede lydrum Monom blev politiske ordsalver ledsaget af billeder af kampvogne, Vladimir Putin, gadeoptøjer og brudstykker af den Oscar-nominerede gyserfilm Get Out.

Hyldest til Julius Eastman
De lydlige rysteture, som ventede, blev varslet med en stærk åbningskoncert – en hyldest til Julius Eastman, den homoseksuelle, afrikansk-amerikanske minimalist-pioner, som døde ukendt og hjemløs i 1990 som 49-årig.

Med Julius Eastman Memorial Dinner fortolkede den New York-baserede popteoretiker og komponist Jace Clayton, bedre kendt som DJ Rupture, to af Eastmans vigtigste klaverkompositioner, Evil Nigger (1979) og Gay Guerrilla (1980). Clayton benyttede sit eget såkaldte ‘Sufi Plug Ins’-software til at live-behandle lyden af to flygler, så klavertrillerne blev splittet op og spaltet til nervøse meditationer. De digitale manipulationer blev afbrudt af musikalske vignetter med neo-sufi-vokalisten Arooj Aftab, som talte om seksuel orientering og aktualiserede Eastmans politiske provokationer.

En stærk renæssance til en marginaliseret og glemt komponist, som engang gik til symposier med berømte kollegaer som John Cage og Morton Feldman, men som i sine sidste år levede blandt narkohandlere i Tompkins Square Park i Manhattans East Village.

Personlige dæmoner
Sindets krinkelkroge, langt fra den store verdens tummel, blev studeret på Festsaal Kreuzberg, hvor det belgiske postmetalband Amenra fyldte på med ensomhed, dæmoner og dødsbevidsthed, men alligevel efterlod os med håb. Forinden var amerikanske Scott Kelly, frontmand i postmetalbandet Neurosis, på scenen, og med sit sparsomme guitarspil og sin dybe stemme famlede han sig – med udgangspunkt i egne skygger – sikkert ind på de mørke følgesvende i vores egne små tilværelser. Trump-land lurede et sted i horisonten.

Det var levende musik – eller ‘Life Musik’, som man ofte ser den stavet på berlinske plakater.

Mere mismod: På natklubben Berghain stod Washington D.C.-produceren og digteren Reba Fay med kunstnernavnet Swan Meat og råskreg om sine oplevelser med dysmorfofobi (BDD) og bulimi. Energien var forreven, og teksterne, ja de kredsede om kærlighedsaffærer med folk som Suicide, Sonic Youth, Mozart og Pauline Oliveros.

Blandt årets mest spektakulære begivenheder var Christopher Bauder og Kangding Rays ti meter høje og 45 meter lange futuristiske installation Skalar i Kraftwerk Berlin, hvor Olafur Eliasson-agtige kinetiske spejle bevægede sig som små lysende planeter til et Blade Runner-mørkt soundtrack. Gennem et nøje koreograferet samspil af lasere, LED-lys og dragende slowmotion-techno kunne vi – siddende eller liggende på jorden – udforske, hvordan lyd og lys virker på den menneskelige perception. Værket tiltrak også børn, som iført høreværn løb rundt og prøvede at fange lysstrålerne, og opholdt man sig i hallen i timevis (hvad mange gjorde), begyndte de grå hjerneceller at strejke. Tiden var ikke vigtig – midt i den massive industribygning fandt vi et helle fra verdens bulder.

Steve Jobs som datakøter
Store forventninger var der også til CTM og Transmediales fælles bestillingsværk Plague af amerikanske James Ferraro. Hen over scenen i HKW’s store auditorium kravlede en skuespiller i bluejeans og løbesko til et postdigitalt billedflow på skærmen. Det skulle forestille at være Steve Jobs i en skærsildslignende ødemark af fysisk og digitalt spildevand, som med både foragt for og betagelse af den verden, han på så markant vis har bidraget til, opdager, at han kun er biperson i en meget større fortælling – han er surrogatet af en sindsforvirret kunstig intelligens, en datakøter, som omfatter alle vores netværksaktiviteter. Men i Ferraros værk om infernalske spekulationer om et fremtidigt samfund stod banaliteterne i kø som leftovers fra en jukebox fra 80’erne tilsat lyden af gregoriansk kor og über-dramatiske synths. Hverken Steve Jobs eller performerne på scenen rørte sig ud af stedet.

Transmediale bød dog også på fremragende værker. ‘Face Value’-temaet blev enkelt og tankevækkende behandlet af den amerikanske transdisciplinære kunstner Heather Dewey-Hagborg og whistlebloweren og transperson-aktivisten Chelsea Manning. Værket Probably Chelsea med tredive 3D-printede masker, der alle lignede Manning, undersøgte spørgsmålet om de forskellige måder, DNA kan betragtes på i dag.

Zach Blas’ queer science-fiction-videoinstallation Contra-Internet var en konfrontation med det internet, som er ved at blive transformeret til et værktøj for en accelererende kapitalisme, overvågning og kontrol. Blas fejrede internettets snarlige død med en triumferende dans til operahittet Con te partirò, sunget af Andrea Bocelli. Internettet er ikke uovervindeligt, var Blas’ budskab; det betaler sig at gøre modstand og bygge alternativer til dets infrastruktur.

Syng dommedag væk
På vej ind på Berghain spørger jeg om vej til hallen med et værk af Philip Vermeulen, som jeg har læst skaber støj ved at kaste bolde med 150 km/t. ind i en resonanskasse. Dørmanden siger, at installationen er lukket. »Her er festmusik, vil du stadig ind?«

Modstand, indignation, protest har altid været gode partnere til musik; og ikke sjældent lydt som en fest alligevel – nærmest på trods.

Berghain lignede ikke sig selv. For en nat var den hårde hollandske techno skiftet ud med gabber og hardcore – vistnok første gang nogensinde på den tyske Nachtklub, som peakede med The Darkraver og polske Wixapol S.A. Depressionen og indignationen over nationalistiske bølger i Europa lød gorgeous hos Agnes Gryczkowska fra den britiske industrial noise-duo Naked, og oppe på Panorama Bar var adrenalinen høj, da Bampa Pana & MC Makaveli fra Tanzania berettede om den unge generations udfordringer via happy hardcore og bidsk satire. 

Kunst er salven til det universelle sår. Det var Lydia Lunchs ord i programhæftet. På HAU 1 rablede sangeren, skuespilleren, digteren og no-wave-feminismens überstar (og nu også selvhjælpsguruen) sin skæve spoken word, mens instrumenterne eksploderede omkring hende. Som en desperat natradiovært talte Lunch om dødspyramider, om, hvornår det begyndte at blive for sent, og om vores manglende evne til at lære af historien – som stadig er ‘His story’.

Når desorienteringen bliver for stor, griber vi jo til historier. Ved bålet. Tænk Douglas Coupland. Vi synger kaotiske dommedagssange. Ryster musikmaskinerne, sætter mere strøm til – i en søgen efter nye orienteringer.

Desperate fornøjelser
»They say that desperate times call for desperate pleasures,« sang Bill Ryder-Jones i mine høretelefoner på vej hjem fra Berlin. Efter en tur på de alvorstunge digitale kunstbrikse CTM og Transmediale, som hvert år hjælper os med at få greb om tidens populære problemer og nagende udfordringer, var det én koncert, som stadig sad i kroppen: Holly Herndon Ensemble om lørdagen på Festsaal Kreuzberg, på CTM’s niende dag. Det var en musik, som spjættede ud i alle retninger; cut-up-æstetik og beats, der ulmede. En Bowie-agtig fyr med orange hår legede ved en polestang; en gravid kvinde sang »We are not in the World, the World is within us«.

Bandets kollektive sang og vrikken fik fyren ved siden af mig til at udbryde: »Yoga Techno … Das ist kein Kritik.« Det var som en gruppe klassekammerater, der øver til et 1999-party på high school – abstrakt, ustruktureret, på flugt fra de strukturer, man normalt kender fra popsange.

Amerikanske Holly Herndon, som også er lydforsker, demonstrerede det, som køns- og teknologiteoretikeren Donna Haraway, kvinden bag A Cyborg Manifesto, har plæderet for: at det ikke nytter at flygte fra kabler og signaler. Stemmer og maskiner blev rystet sammen på jagt efter en ny intimitet, og Herndons folkemusikalske minimalisme, som invaderede vores sikkerhedszoner, var et godt bud på musik after closing time. For disse skælvende Wir sind Helden-dramaer behandlede tidens popular problems med en usentimental skønhed. Som nye folkesange sunget ved bålet, som brænder lige her og lige nu.

Tvivlen kan være en ressource – den har kunstnere til alle tider tappet af. Hvis årets Transmediale kom med bud på, hvordan det uregerlige internet kan tages tilbage og gøres rigtig kollektivt, havde CTM en ambition om at spejle verdens dissonans og resonere med vores angst – med musik. Og på festivalen var der einstürzende, elektroniske storme, men også positive eksempler på den togetherness, som festivalen mener er vejen frem. Der var ‘uneasy music’, som med sin usikre vaklen artikulerede vores utilfredshed, protest og desperate glæder – musik, som rystede os ud af vanerne og slettede vores smerter med smerte.

Der er muligheder i verdens rummel – ikke mindst lysten til at overkomme den. Husk på, at musikelskere (og Leonard Cohen-fans) always want it darker.

Gå aldrig glip af nyt indhold fra Seismograf – tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Læs også:

I transglobal dialog med ny musik
CTM 2016, med overskriften ‘New Geographies’, satte fokus på en samtid, hvor grænser er ved at kollapse og nye topografier og hybridgenrer skabes i deres sted. Sandra Borch med en reportage fra Berlin, 28.03.2016

Ionosfæriske signaler og løst kuraterede lydaftryk
Thomas Bjørnsten og Anette Vandsø besøgte 2015-udgaven af CTM, der gik under temaet ‘Un Tune’ og altså stillede skarpt på en drejning over mod et frekvensbaseret lydligt laboratorium, 01.03.2015

Efterglød og diskontinuitet
‘Dis Continuity’ stod der på banneret for CTM 2014, mens Transmediale bød ind med ‘Afterglow’, og det førte eksempelvis til en behandling af det postdigitale i kulturen og kunsten, berettede Thomas Bjørnsten fra den tyske vinterkulde, 16.04.2014

Retro-utopier
Sanne Krogh Groth deltog i CTM (‘The Golden Age’) og Transmediale (‘BWPWAP’ – Back When Pluto Was A Planet) i 2013, en oplevelse rig på elektroniske medier i konstant fluks og på paradoksale koncepter, 19.02.2013