25.09.13
Illustration: Signe Lupnov

Jingler – radioens lydlige indpakning

De færreste tænker over dem, og alligevel er de en uomgængelig del af radioens formsprog: Jinglerne, kendingsmelodierne, disse små lydbidder, der markerer programmer og kanaler.

Hvorfor forske i radiojingler?
Når jeg fortæller, at jeg forsker i radiojingler, får jeg som regel tre typer af reaktioner: Der er dem, der slet ikke kan forstå, at man kan forske i noget så perifert og ligegyldigt. Der er dem, der synes det lyder mærkeligt, men spændende, og som gerne vil høre mere. Og så er der dem, der straks begynder at tale om bestemte jingler, de har et forhold til – nuværende såvel som tidligere, nogle gange helt tilbage til deres barndom. Disse reaktioner er sådan set alle relevante; de har alle sammen fat i noget centralt.

Og så er der dem, der straks begynder at tale om bestemte jingler, de har et forhold til.

For det første er jingler noget marginalt; de er korte lydbidder, som man ikke behøver skænke den store opmærksomhed i forhold til selve det program, de pakker ind og giver atmosfære til. Det er her, jeg plejer at understrege to aspekter: For det første, at jeg tilsyneladende er verdens eneste jingleforsker nogensinde, og for det andet, at det er et lille forskningsprojekt på halv tid og med andre opgaver tilknyttet.

Men selvom fænomenet er marginalt i den almindelige radiolytters bevidsthed, er det langt fra overflødigt. Det er en integreret del af radioens formsprog, i hvert fald den type radio, der består af adskilte udsendelser med hver deres profil. Det er altså en central del af radioens æstetik, og for at kunne se det interessante i det, må man have fornemmelsen for, at radio også er et æstetisk fænomen, som benytter sig af æstetiske virkemidler og konventioner.  Hvis vi for alvor skal forstå radio, er det ikke nok at kigge på dens indhold og så reservere de æstetiske betragtninger til de rent kunstneriske produktioner, såsom radioteater, sådan som den traditionelle radioforskning har gjort. Vi må benytte de æstetiske betragtningsmåder på helt almindelig hverdagsradio: Nyheder, magasinprogrammer, sportsudsendelser, børneudsendelser, musikprogrammer, vejrudsigter ­– de rummer alle nogle former. Det gælder også alt det, som man kan høre imellem og uden om programmerne. En radiokanal har ikke kun en indholdsprofil, men også en æstetisk profil, og de skulle gerne passe sammen. På mange måder svarer jingler til bogomslag, pladeomslag eller logoer. De er ikke det vigtigste, men de er bestemt heller ikke ligegyldige.

Denne æstetik, dette formsprog, er en del af den oplevelse lytterne får, hvad enten de er bevidste om det eller ej. Ingen lades upåvirkede af jingler og kendingsmelodier. Den tredje type respons er det ekstreme udtryk for dette. Her har visse jingler overskredet deres diskrete funktion og er blevet elskede og hadede og husket mange år efter. Ofte med en tilhørende erindring om, hvor man hørte dem. Mange lyttere har stærke holdninger til jingler, og det har radioværter i dén grad også. Men uanset om man har det eller ej, sætter jinglerne en stemning, giver udsendelsen et logo og er med til at give det en karakter.

Min forskning har været koncentreret om DRs arkiver, omend jeg også har beskæftiget mig lidt med Radio 24Syv og amerikansk offentlig radio. Det handler altså ikke om reklamejingler eller jingler til kommerciel radio, men især om P1, som eksemplerne i denne artikel alle hører til. Men de iagttagelser, jeg gør mig, kan i reglen udbredes til public service-radio i det hele taget.

Mange lyttere har stærke holdninger til jingler, og det har radioværter i dén grad også.

Det grundlæggende – funktion, form, typologi
Ofte bruges ordene kending og jingle synonymt, men jeg vil mene, at det giver mening at skelne mellem de to: En kending (eller kendingsmelodi) er en lydbid, der repræsenterer et bestemt program. Mere bredt bruger man jingle ikke kun om programkendinge, men også om ’station ID's’, der er en station eller kanals lydlogo og om pausesignaler og musikken til spot, der reklamerer for andre programmer. Jingle er altså bredere end kending. Men bemærk, at på engelsk har ordet 'jingle' en anden betydning, idet det bruges specifikt om reklamejingler, ikke om kendinge. En kending hedder 'signature tune' eller bare 'radio signature'.

En radiokending har flere forskellige funktioner: Den mest indlysende funktion er at markere, at et program begynder, og hvilket program det er. Den kan også rumme yderligere oplysninger, såsom hvem der er vært. Det er det deklaratoriske element af jinglen – en praktisk oplysning til lytterne. Samtidig fungerer den også som et lydlogo, en genkendelighed (jf. ordet kending), der på lydlig vis markerer en programidentitet og en kontinuitet fra dag til dag eller fra uge til uge, hvor værter, gæster og emner kan skifte. Og for det tredje har den en æstetisk rolle, idet den sætter en stemning og udtrykker noget om programmets stil og indhold. Den fremhæver i sit udtryk visse sider af programmets karakter og anslår en tone, som værten kan bygge videre på. Det er ikke tilfældigt, at jingler til sportsprogrammer er mere energiske end dem til filosofiprogrammer.

Det er ikke tilfældigt, at jingler til sportsprogrammer er mere energiske end dem til filosofiprogrammer.

Kendingen, som kan siges at være prototypen på en radiojingle, er nogle gange synonym med introen, altså den jingle, der indleder programmet. Men herudover er der jævnligt skillere og outro (slutkending). Skillerne kommer inde i programmet og markerer en lille pause, måske en overgang til et nyt segment, en udskiftning af gæsten i studiet eller bare en mulighed for både vært og lyttere til lige at koble fra i nogle sekunder. Outroen markerer programmets slutning. Begge vil som regel (men ikke altid) være musikalske varianter af introen.

Produktionen af jingler kan ske ved, at radioen hyrer en jinglekomponist, som i samarbejde med redaktionen finder frem til det rette udtryk. Her vil komponisten få ret snævre rammer i forhold til længde, opbygning og karakter. Man kan hyre en lyddesigner, der har specialiseret sig i dette håndværk, men andre gange benytter man sig af en ’almindelig’ komponist/musiker, som man mener har et interessant udtryk og er til at samarbejde med. Men det er ikke den eneste måde en jingle bliver til på. Meget ofte vælger man den billige og hurtige løsning: At lade værterne eller teknikeren bikse noget sammen, nu de alligevel er i gang med at skabe programmet. Her kan det enten være en collage med bidder fra arkivet og egne optagelser eller den mere simple løsning: En instrumental bid fra et eksisterende stykke musik.

Meget ofte vælger man den billige og hurtige løsning: At lade værterne eller teknikeren bikse noget sammen, nu de alligevel er i gang med at skabe programmet.

En jingle består normalt af noget musik, nogle gange med en optaget stemme ind over. Den kan også bestå helt eller delvist af reallyde, og er nogle gange udformet som en ren lydcollage. Men det normale er en musikjingle, der spiller et melodisk tema af større eller mindre sangbarhed. En decideret sang, altså en sungen tekst, forekommer også en gang imellem. Den kan enten slutte brat eller fade ned i det, der hedder en ’bed’ eller en ’hale’, hvor værten taler ind over, fx med en opremsning af, hvad den kommende udsendelse kan byde på. En sådan bed kan enten have en fast slutning, hvor der fades op igen eller også blive fadet helt ud.

Der er således basis for en hel typologi over jingler, der kombinerer de her nævnte formtræk på forskellige måder. Men vigtigere end disse basale formtræk er udtrykket, og det er i høj grad det, min forskning handler om.

At analysere jingler
Min hovedinteresse ligger i at undersøge, hvad den enkelte jingle musikalsk og lydligt udtrykker, og hvad der sker i konstellationen mellem jingle og program. Hvilke træk ved programmets stil og indhold fremhæver den? Hvilken stemning sætter den? Og hvilke kontraster arbejder den evt. med i denne konstellation? Men jeg undersøger også større sammenhænge, såsom genrekonventioner og historiske udviklinger.

Jeg har udfærdiget en eklektisk model for jinglens semantik.[1] Pointen med denne er, at idet selve betydningsdannelsen er sammensat og fungerer på alle mulige niveauer, bør den analytiske tilgang også være sammensat, frem for at operere reduktionistisk ud fra ét eller få principper. Ud over denne grundlæggende præmis for alle analyser, lægger jeg vægten forskellige steder i de forskellige analyser eller cases, som det også vil kunne ses i de følgende eksempler. Jeg vil kort præsentere tre af mine forskningscases her.


Radioavisen: Fanfare med priktoner
Nyhedsjingler er den mest standardiserede jingle-genre, globalt set – både i radio og tv. Det hænger sammen med at nyheder ofte betragtes som flagskibet på public service-radiostationer; at den som regel kommer en gang i timen døgnet rundt og derfor også er den mest spillede jingle; og endelig at netop nyheder er et globalt udvekslingsfænomen. De sidste par årtier har de fleste af alverdens nyproducerede nyhedsjingler kunne sættes på følgende formel: En energisk, opadgående synthesizer-fanfare, der ender på højeste tone, som regel oktaven over begyndelsestonen; en tvetydig harmonik, der ikke lægger sig entydigt i dur eller mol; en række priktoner, altså små korte toner, der ikke skifter tonehøjde; og som regel også et hårdtslående, men tilbagetrukket trommebeat med rumklang. De har sjældent et nationalt eller regionalt særpræg, men er lige så anonyme som nationalmelodier. Det er i de senere år blevet udbredt at have en ’bed’ som underlægning mens overskrifterne læses højt, når ikke der ligefrem er underlægning under hele udsendelsen.

Fanfare-elementet udtrykker kraft, energi og storhed. En fanfare påkalder sig opmærksomhed og  har en 'selvsikker' gestus: ”Her kommer nyhederne!” Priktonerne udtrykker kommunikationsteknologi (med mindelser om morsesignaler) og dermed at være først med nyhederne. De bidrager samtidig med noget hektisk og uroligt – eller ligefrem dramatisk. Der er altså tale om to ganske ekspressive virkemidler, og det er nok ikke tilfældigt at der skrues op for dem i nyere tid med større konkurrence på radiomarkedet.

Præcis hvornår Radioavisen fik sin første kending kan ikke siges ud fra materialet i det sparsomme radioarkiv, men det er i hvert fald i midten af 70’erne (mellem 1974 og 1977). Inden da fungerede Frøken Klokkens nedtælling som overgang til Radioavisen, bortset fra kl. 12 middag, hvor Rådhusklokkerne lød. I de tidlige år, før Frøken Klokken blev produceret i 1939, var der et simpelt teknisk bip-signal.

Den første kending til Radioavisen lyder som en celeste, hvor de enkelte toner runger lidt forvrænget. Frekvensspektret er ganske smalt, og sammenlignet med tv’s langt tidligere nyhedsjingler, klinger den lidt underproduceret. Det består af en opadgående skala (e-g-h-c#-a-e-f#) som er harmonisk åben med lettere upræcis intonation. De enkelte toner klinger videre, hvilket er med til at skabe den lidt mudrede lyd. Det er nok en opadgående fanfare, men den er tør, kølig, konstaterende og nærmest underspillet. Mere signal end bravour.

En egentlig moderne jinglelyd får Radioavisen først i 1992, hvor den gamle opadgående skala er blevet peppet markant op i et nyt, elektronisk arrangement med beat og priktoner. Priktonerne, der fungerer som en optakt, er oven i købet rigtige morsebogstaver, der staver DRNA (Danmarks Radio, Nyheder og Aktualitet). Efter selve fanfaren kommer en slags efterspil eller harmonisk ekko, hvor energien lægger sig mod en større ro.

I 1999 var der redaktionelle omrokeringer i DR, hvilket betød, at TV-Avisen og Radioavisen skulle arbejde tæt sammen frem for at være to selvstændige enheder. Det blev markeret med en ny jinglepakke med en beslægtet kending til tv- og radio-udsendelsen. Radioversionen fungerer stadig som kending for P1’s radioavis i 2013. Den har en fyldigere lyd og en mere ekspressiv karakter, der ender i en åbnende gestus, men den holder sig til formlen med en fanfare og priktoner.

...efter monopolbruddet har DR følt sig presset til at markere sig i mediebilledet, og denne større historie kan man også læse i det mikro-fænomen, jinglerne er.

Drømte mig en drøm: Kanalidentitet og national identitet
Kigger man på Radioavisens kending, såvel som på nyhedsjingler i det hele taget, er det tydeligt (og næppe overraskende), at der er en entydig tendens i retning af mere og mere hårdtslående, kraftfulde, spændingsfyldte jingler, og dette synes at falde sammen med den stigende konkurrence på radiomarkedet. Da der var monopol, var det nok med et signal, der markerede, at der var Radioavis, men efter monopolbruddet har DR følt sig presset til at markere sig i mediebilledet, og denne større historie kan man også læse i det mikro-fænomen, jinglerne er.

Mange vil kunne huske P1's pausesignal med et klokkespil, der spillede melodien 'Drømte mig en drøm', når der ikke blev sendt programmer. I min barndom i 1970'erne kunne den spille om og om igen, mange minutter i træk mellem programmerne. Og selv om brugen af den blev mere begrænset, blev den stadig anvendt i begyndelsen af 90'erne. Samtidig var der kommet en række alternative, moderne versioner af melodien. Men lad os begynde med begyndelsen:

Mange vil kunne huske P1's pausesignal med et klokkespil, der spillede melodien 'Drømte mig en drøm', når der ikke blev sendt programmer

I 1930 besluttede Statsradiofoniens leder, Emil Holm, at der skulle udarbejdes et mekanisk pausesignal, så man kunne høre, at man havde stillet ind på Statsradiofonien, selv om der ikke var udsendelse. Det var før båndoptagerens tid, så den eneste mulighed for at lave et automatisk signal var ved at konstruere et apparat, som kunne spille selv. Opgaven fra Emil Holm lød på at konstruere et mekanisk klokkespil, der skulle spille en dansk folkemelodi, og som skulle kunne afspilles uden mislyde fra apparatet. Han foreslog selv de første to linjer af Det var en lørdag aften, men den musikalske konsulent, musikhistoriker, Jens Peter Larsen, insisterede på Drømte mig en drøm, og fik til sidst medhold, så han i samarbejde med tårnurmager Fritjof Bertram-Larsen kunne levere pausesignalet i sommeren 1931.

Der var både musikalske og historiske grunde til at vælge Drømte mig en drøm frem for Det var en lørdag aften. Den går for at være den ældste nedskrevne melodi med dansk tekst (ca. år 1300), og kan derfor let indpasses i en national og endda nationalromantisk ramme. Og selv om begge melodilinjer ender på grundtonen, kan Drømte mig en drøm bedre tåle at blive gentaget, idet  man ikke kender og forventer en fortsættelse, ligesom den synes at hvile mere i sig selv. At den også er umådeligt slidstærk, har tiden vist. Det er derfor, den stadig spøger på P1 i nye versioner.

Signalet blev spillet adskillige gange hver dag de næste mange årtier og fik efterhånden karakter af en 'station ID' og ikke blot et pausesignal. En ’station ID’ er den jingle, der kendetegner en radiostation eller kanal, og som alle større radiostationer har i dag. Det er et lydlogo, der især bruges på de kommercielle stationer, men som også DR og Radio 24Syv benytter sig af. I dag bruges melodien udelukkende som en ’station ID’ på P1 og ikke som pausesignal, idet der ikke længere er pauser i sendefladen.

I slutningen af 80'erne lavede Fuzzy nogle moderne versioner af melodien, hvoraf jeg er stødt på tre i arkivet: En lirekasseagtig cirkusversion, en elektronisk droneversion og en rock-sjæler-version. Senere kom der andre 'cover-versioner' og i 1999 kunne man høre en mol-version, en ambient-version og en xylofon-version, hvor sidste og første tone falder sammen, så den rytmisk bider sig i halen ved at springe en takt over. I 2010 lancerede P1 en række ’Station ID's lavet af Thomas Blachman, hvoraf en del benytter Drømte mig en drøm-melodien i sammenhæng med seriens lufthavns-stemning, der signalerer en mere global orientering.

Det globale perspektiv er interessant, idet melodien traditionelt har haft den dobbelt status af at være ur-dansk og samtidig være DRs lydlige kendemærke.

Det globale perspektiv er interessant, idet melodien traditionelt har haft den dobbelt status af at være ur-dansk og samtidig være DRs lydlige kendemærke. Denne betydning hviler på en symbiose mellem nationalfølelse og statsradiofoni, som ikke længere er selvfølgelig. Man markerer stadig det danske, men i en større sammenhæng.

Satire: Ugerevy og sædeskildring
Ugerevyen og den parodiske sædeskildring er to hovedtyper af radiosatire, som i de senere år har været inkarneret i hhv. Selvsving på den ene side og Rytteriet og I hegnet på den anden. I radioen har ugerevyen de sidste mange år været varetaget af Selvsving (med enkelte pauser). Ugerevyens form er, som navnet antyder, beslægtet med scenerevyens. Man tager fat i de store begivenheder og parodierer bl.a. kendte politikere og andre, som har præget nyhedsmedierne i ugens løb. Fremstillingen er stærkt karikeret og lettere overgearet, og der fokuseres på enkelte karakteristiske træk ved den parodieredes stemme, såsom Anders Fogh Rasmussens nasale stemme og særlige accent.

Rytteriet er mere absurd end I hegnet, og det viser sig også i kendingens speak.

Sædeskildringen er ikke i samme grad fokuseret på aktuelle begivenheder og ministerparodier, men snarere på at udvikle fiktive karakterer, der rammer nogle typer, vi kender, men som også kan geråde ud i det absurde. Denne type komik er som regel mere afdæmpet og kan rumme en tone af melankoli eller ligefrem misantropi, som ugerevyen sjældent berører. Rytteriet tager afsæt i tragiske eksistenser som de dekadente og gennemalkoholiserede levemænd Frits og Poul eller de utidssvarende folkemindesamlere Dusk og Bomholt. I hegnet går tæt på det almindelige, moderne storbymenneske omkring de 40, der jonglerer med børn, karriere og skrantende sexliv, men har som faste karakterer de to Politiken Plus-kulturdamer, Lone og Bettina, som er en generation ældre. Rytteriet er mere absurd end I hegnet, og det viser sig også i kendingens speak.

Selvsvings kending er præget af det, man kan kalde musikalsk 'humor’. Et genkommende træk ved musikalsk humor er bratte afbrydelser med overraskende lyde i traditionen fra Spike Jones, og det får vi også her. Andre typiske musikhumortræk er, at musikken bryder sammen, og at det højtidelige klinger falsk og hysterisk. I Selvsvings kending hører vi en karikeret operasanger synge en teatralsk optakt hen over en spansk guitarbund, men lige da hun skal til at gå op på en høj tone, råber en mand 'shut uuup', og alting går i stykker, det hele synes at vælte sammen, afsluttende med et horn, hvis signal ender i en nedadgående glissando, som tilsyneladende er ufrivillig. En pæn kvindestemme siger: "Danmarks Radio, Program 1. Inden for de næste minutter kan Deres radio gå i selvsving. Det er altså ikke Deres radio, der er noget i vejen med, men hele Danmarks Radio". Der spilles på flere niveauer på Danmarks Radios historie og tidligere monopolstatus. Finkulturen og Statsradiofonien bryder sammen og går i selvsving. Samtidig er kendingen meget voldsom og støjende – endnu mere end selve programmet. Outroen er en spaghetti-western-agtig musik med samme sangerinde, som nu får lov at synge igennem lige til allersidst, hvor mandestemmen jamrer sig.

Andre typiske musikhumortræk er, at musikken bryder sammen, og at det højtidelige klinger falsk og hysterisk.

Den musikalske kontrast til Rytteriet og I hegnet er åbenbar. Her er der ingen musikalsk humor, men højst en lettere ironisk distance til de oversøiske populærgenrers karakter af let ubekymrethed. Rytteriets bossanova med tværfløjtetema danner overgang fra indledningens 'Nej hvor bli'r det bare hyggeligt' til Frits og Poul, der sidder og nyder en god hvidvin i det altid gode vejr i Taarbæk Havn. Den vækker mindelser om 70'ernes ’easy listening’-bølge, og der er da også adskillige retro-elementer i programmet. Tilbagelænetheden og livsnyderiet er markeret i musikken, men ikke den underliggende tragik og sarkasme, der også præger programmet.

Tilbagelænetheden og livsnyderiet er markeret i musikken, men ikke den underliggende tragik og sarkasme, der også præger programmet.

På samme måde er calypso-kendingen til I hegnet fri for såvel humoristiske elementer som sarkasme eller tragik. Den er mindre tilbagelænet og mere kantet end Rytteriet, den har et livet-går-sin-skæve-gang-udtryk, der understreger det hverdagssatiriske element. Men at bruge en caribisk tone til en gennemdansk satire er ikke et indlysende valg – det går ikke lige op med programmet.

På trods af kontrasten mellem de to typer er der også et fællestræk, nemlig referencen til monopolets tidsalder og henvendelsesform. Rytteriet blander med sin gennemgående smag for det anakronistiske de moderne trykknap-telefonmenuer med en androgyn, affekteret stemme, der lyder som noget fra før 2. Verdenskrig i både accent og sprogtone. Det er i denne speak, det absurde univers markeres, ikke i musikken. I hegnet havde oprindelig en myndig mandsstemme, der venligt sagde ”De lytter til: I hegnet”. Ligesom Selvsvings speakerstemme lyder denne af monopolets tid i sin formulering.

Der synes altså på den ene side at tegne sig to typer satire-jingler, som svarer til to typer satire og på den anden side at være et fællestræk i denne pegen på DRs historie og gamle dage. Kommende analyser af flere satirejingler vil formentlig kunne uddybe og nuancere dette billede.

Lyddesign med perspektiv
Mine eksempler skulle gerne have vist, hvordan der i radiojinglerne ligger en masse betydning gemt. Både i det musikalske udtryk, i brugen af lydeffekter, i talte ord og i konteksten. Når man forsker i jingler, forsker man samtidig i radioens generelle formsprog og historie, og betydningsdannelsen rækker videre ud i den almene kultur og historie. For eksempel siger både satirejinglerne og 'Drømte mig en drøm' noget om DRs historie og rolle, mens Radioavisens jingler samtidig peger udad mod en global medieudvikling. Samtidig er den enkelte jingle interessant som lyddesign, spændt ud mellem udtryk og praktisk funktion.

Når man forsker i jingler, forsker man samtidig i radioens generelle formsprog og historie.

 

 




[1]         Modellen er beskrevet i artiklen 'Radiolab – A radio signature analysis', Sound Effects vol. 2, No. 1, 2012 og vil blive præsenteret nærmere på dansk i en kommende radioforskningsantologi med arbejdstitlen 'Radioverdener'.

Af forfatterens øvrige cases kan nævnes:
- P4 i P1 som jingle-laboratorium
- Jingler i sendefladen 1989, 1999 og 2009 (komparativ analyse)
- Historisk udvikling af programkendinge: Kulturnyt, Harddisken.
- Enkelstående analyser: Sproglaboratoriet, Kronsj!, Mads & Monopolet, Weekend-Hytten.
- Radiolab (amerikansk populærvidenskabeligt radioprogram)

Dette arbejde er delvist støttet af Det Strategiske Forskningsråd under Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser i forbindelse med CoSound-projektet sagsnr. 11-115328. Denne publikation afspejler udelukkende forfatterens holdninger.