09.10.15

Kig ind i kameraet

Anmeldelse af Anna Thorvaldsdottir: Aerial

Anna Thorvaldsdottir tryller med symfoniske droner på Aerial. Men hokus pokus mediet i fokus: Hvem kan trylle med portrætalbummet som genre?

Der er stadig ting, der undrer mig ved ny musik. Nu har jeg godt nok set med fra sidelinjen i nogle år, og jeg bilder mig selv ind, at der er flere og flere ting, der er begyndt at give mening for mig. Hvis du selv har været en del af miljøet i årtier, synes du sikkert, mine betragtninger er banale. Det er de nok også. Men efter at have lyttet til Anna Thorvaldsdottirs Aerial kan jeg ikke lade være med at undre mig på ny: Er hele idéen med denne slags portrætudgivelser ikke ret mærkelig?

Hele denne her produktionsform, hvor komponisten over flere år skriver værker med helt forskellige formål, og så samler pladeselskabet ellers sammen til, hvad der nu kan være på en cd. I dette tilfælde: into – Second Self, , Aeriality, Tactility III-I-II, Trajectories og Shades of Silence. Seks kompositioner, der er skrevet over tre år og for alt fra harpe + perkussion til symfoniorkester.

Kald mig medienostalgiker og fantast, men det kunne være fedt, hvis klassiske udgivelser i langt højere grad var skabt til mediet. Det ville selvfølgelig være økonomisk selvmord at arbejde sådan, men jeg må også sige, at det altså giver nogle problemer for cd-lytteren, at cd’en egentlig bare er opsamlende dokumentation.

Koste hvad det vil
I tilfældet Aerial går det for eksempel ud over Tactility III-I-II og Trajectories. For efter tre værker, der har dyrket dronekunsten intenst og udvist en hele tiden stigende grad af klanglig detaljeringsgrad, er det altså svært at mønstre nogen begejstring for Tactilitys minimale komponerede tilfældigheder for harpe og perkussion. Og hvis Trajectories skal forestille at være en undersøgelse af musikalsk gentagelse for sparsomt klaver og elektronik, så må jeg som medicinsk lægmand konstatere, at patienten desværre dør (af kedsomhed) undervejs i processen.

Ved nærmere eftersyn viser det sig da også, at Tactility oprindeligt er udarbejdet som lydinstallation, og at Trajectories egentlig skal ledsages af Sigurdur Gudjonssons videokunst. Men i portrætalbummets vaklende navn er de altså havnet som nummer fire og fem på denne cd, og det skæmmer udgivelsen.

Hypemaskinen
Det er nu ikke, fordi der ikke er noget godt at sige om Aerial, tværtimod. Det er allerede blevet sagt verden over. Fra Alex Ross i The New Yorker til Doyle Armbrust hos Q2 på WXQR, verdens måske førende kunstmusikradio. Bare for at sige, at New York generelt elsker hende. Thorvaldsdottir er blevet rost til skyerne, ja hun modtog også Nordisk Råds Musikpris i 2012. Men for at vende tilbage til ting i denne verden, der kan undre os almindeligt dødelige, så undrer det mig, at alle disse uddelere af laurbærkranse for eksempel ikke bider mærke i, hvor mislykkede og banale Tactility og Trajectories fremstår i cd-form. Og de fylder trods alt mere end en tredjedel af plastikken.

Det gør mig altid lidt mistroisk, når en så udbredt rosende konsensus ikke ledsages af kritik. Men okay, det er for fanden også svært at skrive om kunstmusik, og man ender hurtigt i en verden af højromantiske metaforer, når man skal prøve at oversætte fra øret til ordet. Og så er det nemmere at fortælle én (god) historie end at skulle forgifte sit eventyr med kritik. Jeg ved i øvrigt godt, at det er lidt snyd at kunne læse alle andres anmeldelser, før man skriver sin egen, men en ting, der har præget modtagelsen af Aerial – og Anna Thorvaldsdottir i det hele taget – er den her evindelige optagethed af natur. ’Næh, wow, en islandsk komponist – ja, man kan jo nærmest høre vulkanerne og landskabet i musikken. Whoosh, whoosh, hør bare’ – efterfulgt af førnævnte højromantiske metaforik. Så mens jeg er i afdelingen for livstræt kritik, så vil jeg også gerne have mig frabedt dette tæt på meningstomme naturbegreb. For natur i modsætning til hvad? Menneske, maskine, kunst, modernitet?

Dronen på tronen
Anyway. De tre første værker på Aerial er enormt interessante. Det kan godt være, at det var den næsten eventyrlige Dreaming (2008), der indbragte Anna Thorvaldsdottir Nordisk Råds Musikpris, men efter min mening har det været et helt rigtigt valg at forlade det episke begær i Dreaming og dyrke det meget mere nære blik, som hun kaster på into – Second Self, og Aeriality. Her hører man detaljerede tableauer i stedet for den store, sammenhængende fortælling, og det er i alle tre tilfælde med udgangspunkt i en vægtig drone, der binder kompositionen sammen.

Det er ikke droner i traditionel forstand. Thovaldsdottirs droner udvikler og forvandler sig. I into – Second Self glider horn og basuner fra én tone til en klynge af toner – begge positioner er dronepositioner – mens en enkel brug af taktil perkussion ’taler’ oven på dronen. Som en slags basal poetik opbygger Thorvaldsdottir spænding og lader den ophøre igen. Spænding opnår hun ved at indføre dissonanser og intensitet, og afspænding opnår hun ved at lade stemmerne hvile på enkle intervaller som kvinten.

Samme mønster hører man i . Her er ensemblet (CAPUT) lidt større, og der er sådan set tale om et ganske normalt heterogent værk, hvor stemmerne kvidrer lidt hver for sig. Men de bindes sammen af en drone, der bevæger sig lidt rundt – ikke meget forskelligt fra, når symfoniorkestre varmer op inden en koncert. Her er den samlede bevægelse en udvikling fra det heterogene anarki – under dronens kongedømme – til en homogen ro, sådan som titlen også lægger op til. Forskellen er her, at der optræder et firetoners ledetonemotiv undervejs, som vandrer rundt i ensemblet og reduceres til den helt grundlæggende ledetone til dronen, før altså roen indfinder sig til sidst. Meget stramt og muligvis udgivelsens mest vellykkede værk.

Egentlig ikke kronen på værket
Aeriality er selvfølgelig tiltænkt hovedrollen på Aerial. Den er også for fuldt symfoniorkester og – bortset fra den længere, men vel egentlig vilkårligt længere Trajectories – det længste værk på udgivelsen (13:33). Aeriality har det mest interessante klangarbejde på Aerial, men jeg mener ikke, at formen står lige så stærkt som i . Værket er på mange måder lettere at forholde sig til, for Aeriality er nærmest en åndedrætsøvelse. Eller bækkenbundsmanøvre, vel. Orkestret trækker sig sammen og giver slip, og denne dynamik gentager sig. Modsat de to første værker er Thorvaldsdottir dog mere tydelig i sine bevægelser her. Det er tydeligt, at nogen trækker og slipper sit tag i orkestret. Udviklingen var mere (ha ha) naturlig på into – Second Self og . Men det fungerer overbevisende. Man bliver grebet undervejs, både når orkestret pludselig slår om i 1800-tals-romantisk arrangement, og når det senere griber ud efter chokket. Omvendt virker den afsluttende harmoni uforløst. Den klinger mig noget usand, hvilket selvfølgelig altid kan være meningen.

Jeg har ikke nævnt det sidste værk, Shades of Silence, endnu, men det bør vel egentlig bemærkes kort. Om ikke andet, så fordi det har den hårde opgave at efterfølge Tactility og Trajectories, men faktisk formår at give portrætalbummet en hæderlig udgang. Shades of Silence arbejder videre med glidningerne fra into – Second Self, men det er ikke glidninger over i klynger. Det er bare glidninger. Og de bliver afløst af små melodier, altså en form for forlængelse af motivarbejdet i , men alligevel ikke. Det er bare melodier. Det er i det hele taget et ret spraglet værk, og jeg ved ikke helt, om jeg kan binde det for alvor godt sammen med resten af udgivelsen. Jeg vil egentlig helst spare dig forsøget.

Dette har været et forsøg på at føje lidt kritik til modtagelsen af Anna Thorvaldsdottirs Aerial. Ikke fordi alle de rosende ord er uberettigede, men de fortæller en lidt for ensidig historie. Aerial rummer meget vellykkede vandringer i det frodige område mellem ny musik og dronekunst, men det er også et album, der har det lidt træls med overhovedet at være album.

Udgivet på Deutsche Grammofon, 2014,
Katalognr. B0022217-02