08.06.17
Foto: Dennis Lehmann

Klang Festival 2017

Anmeldelse af koncerter henholdsvis d. 25ende og d. 29ende maj, Klang Festival 2017

Klang Festival i København startede med stærk ny opera på Folketeatret. Plusser og minusser i Koncertkirken.

Klang Festivalen i København åbnede torsdag aften den 25. maj i Folketeatret i København med urpremieren på operaen Falling Awake. Det er et værk, der trofast over for sin genres normer med held insisterer på at ville vække stærke følelser, men som heldigvis også insisterer på, at det skal være stærke men blandede følelser. Temaet er en ung kvindes seksuelle uskyldighedstab med tydelige noter af incest og pædofili. Det fremgår klart – også af foromtalen – at det meget gerne vil være stærke sager. Det er det sådan set også, men der er også distance og refleksion af den slags, som realiseres, når genrebevidstheden bliver en del af det kunstneriske udtryk, og når udtryksmidlerne håndteres sådan, et de viser sig for os som det de er: udtryksmidler.

I en kort artist talk fortalte Lasse Schwanenflügel Piasecki, der står for både tekst, musik og instruktion, om sin inspiration fra Grimms Eventyrs narrative skabeloner, og særligt fra de af eventyrerne, der antyder incesttemaet. Den reference havde jeg, i modsætning til spillet på opera- og musicalkonventionerne, ikke selv fanget.

Scenografien peger i forskellige retninger. Vi er i en gammelagtig gøglerverden. Bagerst til højre på scenen står et mærkeligt stavær af et lykkehjul, der er stiliseret og fremmedgjort i retning af ingeniørindretning eller torturinstrument. Ved siden af dette en mekanisk sangerinde i et – som jeg husker det – gyldent bur.  Midt på scenen, der også rummer musikerne, en mellemting mellem et fjernsynsapparat og en trækasse, hvori en ung kvinde indespærres og misbruges. Det er i samme fjernsynsapparat, den kvindelige hovedperson Monde Allesdatter ser og hører sin unge kærligheds genstand teenageidolet ’Kineserdreng’ og vækker den mandlige hovedperson Sukkerfars incestuøse jalousi.

Handlingen for øvrigt, hvis elementer her er antydet, egner sig ikke for genfortælling. Den er dobbeltbundet og flertydig og søger, så vidt jeg forstår, også at holde den moralske kategorisering af de skildrede tildragelser åben.   

Den mekaniske sangerinde i sit gyldne bur i Lasse Schwanenflügel Piaseckis opera. Foto: Dennis Lehmann

Musikalsk betjener værket sig af en slags dialektisk stilpluralisme, hvor et overfladelag af sangbare melodier på forskellig vis kommenteres eller modsiges af akkompagnementet. Det lykkes godt og spiller godt sammen med librettoens sære naivitet, skæve rim og dejligt kiksede retorik. Vi følger villigt med også til steder, som vi måske har besøgt før, som fx den modernistisk fremmedgjorte gøgler-, kabaret-, eller cirkusverden, der er skåret ud i pap i Sukkerfars gøglerkostume, og som leder tanken hen på støvet, tidligmoderne underholdning.

Det er et stærkt værk, og det var et en stærk opførelse, der åbnede Klang Festivalen. Med sine stærke konceptualistiske træk er det også et tidstypisk værk. Og her er det vigtigt at bemærke, hvordan det konceptuelle tager bolig i det materielle. Helt konkret i stemmerne, der jo sådan set er det, alting drejer sig om i en opera. Det voksent, depraverede er til stede som Sukkerfars (Morten Grove Frandsen) gode kontratenorstemme, mens Monde Allesdatters (Sara Fusager) naturlighed og uskyld lader sig høre i hendes mindre skolede stemme. Og også ganske andre stemmer lader sig høre, hver med deres specifikke betydningsladede lyd og kulturelle ladning: dukkens høje sopran (Ellen Kristiansen), ’Kineserdrengs’ (Zhang Xin), musikernes og publikums. Lejlighedsvis tog dette konceptuelle også bolig i instrumentalensemblet, hvor grove voksenhænder fingerede med nuttede, bittesmå børnevioliner. Efter forestillingen sagde en af mine bekendte mig, at de for hende lød ’uskyldigt’!    

Kultiveret eller grænseprøvende?
Mandag aften den 29. maj var jeg til koncert igen denne gang i Koncertkirken på Blågårds plads, hvis folkeliv denne lyse majaften bød sig til med en velkommen kontrast til den ny kompositionsmusiks let klaustrofobiske miljø. Det var det London baserede Plus-Minus Ensemble, der spillede, og det førte os gennem aftenens lange og stilistisk mangfoldige program med stort engagement og overbevisende musikerskab.
 
På midteraksen af det fem punkter lange program havde man placeret Joanna Bailies Artificial Enviroments 1-5 (2011). Joanna Bailie, der er medstifter af Plus-Minus Ensemblet, arbejder i dette stykke med mødet mellem reallydsoptagelser og instrumentalmusik. Det drejer sig om en såre pædagogisk demonstration af muligheden for at transformere reallyd til instrumentalt fremførte lydstrukturer og dermed abstrahere dem, eller objektivere dem i Pierre Schäffersk forstand. Til overflod bliver den pædagogiske pointe udpenslet i den talte kommentar, der er en del af værket. Eller har jeg har misforstået det hele? Er der i virkeligheden tale om et eksempel på den såkaldte Lecture-Performance, hvor den akademiske forelæsning transformeres til et kunstværk? Og er der måske tale en ironisk kommentar til lydkunstscenens evigt gentagne, pædagogisk-patetiske opfordring til at høre det velkendte på nye måder? 
Rundt om denne midterakse var monteret to stilistisk vidt forskellige stykker.

Morten Ladehoffs Introduktion und Motoren for flute, violin, violoncello, piano and motorized and mechanical percussion-objects, er dramatisk, gestisk og støjende i urban ny-musik forstand. Det er et stykke af den slags, som giver et moderne, professionelt ny-musikensemble noget at rive i og lejlighed til at demonstrere beherskelsen af ny partiturmusiks store register: tekstuelt, klangligt og gestisk. Men det var som om musikken ikke forlod podiet. Det var mere som et dygtigt udført abstrakt maleri end som en vedkommende musikalsk begivenhed. Jeg tænkte, måske med lovligt megen malice, at det ville gøre sig godt uden at vække anstød, hvis det hang på væggen i et moderne, kultiveret overklassehjem. Trods den store stilistiske kontrast, oplevede jeg desværre lidt det samme med Laurence Cranes Octet (2008). Smukt, meditativt med langsomt skiftende klange og minimalistisk repetition. Fornem klangbehandling, men – igen måske for negativt – med risiko for at forputte sig blandt andet inventar i et moderne smagfuldt hjem.

Britiske Plus-Minus Ensemble på scenen. Foto: Dennis Lehmann

Heldigvis var der stærkere kræfter i spil i de to værker på koncertprogrammets fløje. Begge værker havde fat i noget, der gør ondt, og i begge værker oplevede jeg musikkens og koncertsituationens performative dramatiske kræfter i stærk udfoldelse. Dermed blev vi også bragt i sikker afstand fra den »pseudomorphose an Malerei«, som Adorno skrev om i Den ny Musik Filosofi, og som jeg tillod mig at parafrasere i det ovenstående.

Simon Steen-Andersens Mono. Autotune Studie (2014) er som programnoten forklarer »… et studie, eller en etude, der udforsker det i popmusikken så udbredte værktøj autotune«. Som det blev opført ved denne koncert som et samspil mellem ensemblets akkordeonist/pianist (ved keyboardet) og dets klarinettist (som sanger), kunne det minde om Mauricio Kagels instrumentale teater både i visuel henseende og i udtrykskarakter.  Musiker-skuespilleren kæmper med sit instrument, der indeholder en uovervindelig hindring for hans udtryk, og alt ender i en tragisk uforløsthed.

Tragisk, uforløst og foruroligende var også aftenens sidste stykke af Cassandra Miller. Og gådefuldt: i programbogen stod der bare ’nyt stykke’. Jeg noterede titlen Wanderer’s Tale fra skærmen bag orkesteret, men har ikke kunnet få den bekræftet. Stykkets gennemgående hovedperson var en fraværende kvindes stemme, der med stor udtryksintensitet præsenterede noget, der placerede sig et uvist sted mellem et langt udtrukket udåndingssuk, et skrig og en vokalise. Dette blev så akkompagneret, modsagt eller kommenteret af instrumenterne på skift, begyndende med firhændigt klaver og sluttende med akkordeon. Det virkede stærkt og meget overbevisende, og jeg spørger mig selv hvorfor. Var det på grund af den pointerede kontrast mellem det vokale og det instrumentale udtryk? Eller havde det med kontrasten mellem kvindestemmens skjulte oprindelse og instrumentalklangenes for øjet åbenbare. Det var en stærk oplevelse at se og høre, hvordan Millers stykke lod ensemblets musikere en efter en træde i karakter som et dramas personer. Det var også en velkommen bekræftelse af betydningen af koncertopførelser af ny og grænseprøvende musik.