03.03.17

Lydinstallationer og økosystemer

Anmeldelse af udstillingen 'from here to ear v. 21' af Celeste Bousier-Mougenot på Copenhagen Contemporary 25.11.2016–05.03.2017

Udstillingen 'from here to ear v. 21' af Celeste Bousier-Mougenot på Copenhagen Contemporary er en lydinstallation, der på forskellige måder undersøger sit eget format. Udstillingen har været i gang siden november 2016 og afsluttes i denne weekend. Følgende er en refleksion over sammenhængen mellem økosystemer og lydinstallationer

Jeg bevæger mig igennem et forhæng af metalkæder, hvis skarpe lyd indikerer overgangen fra den virkelige verden til værket. Jeg er på vej ind i Celeste Bousier-Mougenots store installation from here to ear v. 21 på Copenhagen Contemporary, det nye udstillingssted for samtidskunst på Papirøen i Københavns inderhavn. I et lyst ørkenagtigt landskab går grøngullige planter i ét med grus og trommebækkener i det store udstillingsrum. Et ligeledes lyst trægulv markerer en passage igennem rummet, et Mad Max-univers, hvor elguitar og golde landskaber smelter sammen. Idet jeg bevæger mig ind i rummet, flyver to små fugle lige over mit hoved.

Lydsiden af from here to ear v. 21 fungerer som en dynamisk collage af menneske, natur og teknik

Celeste Bousier-Mougenot er en fransk (lyd)kunstner, og langt størstedelen af hans værker er intermediære værker, der ikke lader sig begrænse af et skel mellem kunstretninger. Han har et ophav i kompositionsmusikken, og derfor er musik altid omdrejningspunktet i hans værker.

For Bousier-Mougenot handler det som regel om systemer. Det vil sige mere eller mindre afgrænsede helheder, der konstant reproducerer sig selv. Den del af hans virke, der beskæftiger sig med levende organismer, kunne man således foranlediges til at kalde for økosystemer. Her kan foruden from here to ear v. 21 nævnes hans arbejde med planter (transHumUs, 2010), bier (relais, 2012) og guldfisk (fisheyedrones, 2011).

Det lyse trægulv markerer passagen igennem udstillingen. Foto: Céleste Boursier-Mougenot

Zebrafinker
Fuglene, der fløj over mit hoved, er zebrafinker og bor normalt hos en opdrætter i Østjylland. Men i forbindelse med den 21. version af from from here to ear var de blevet installeret sammen med 13 elektriske guitarer, 4 elbasser og 17 forstærkere. from here to ear er et ’work in progress’, som siden 1995 er blevet versioneret, hver gang det er blevet udstillet et nyt sted. I denne 21. udgave, som er den hidtil største, lever i alt 88 zebrafinker i det golde univers sammen med de 17 strengeinstrumenter, der alle er placeret på stativer med gribebrættet opad, således at fuglene kan lande og lette, parre sig, bygge rede eller bare opholde sig på det.

Fuglenes bevægelser på instrumentet dirigerer audiosignaler ud til forstærkerne, som igennem en delayeffekt omdanner signalerne til lyd. Delayeffekten, der vidst nok er koblet til alle forstærkerne med undtagelse af basforstærkerne, er sirligt indstillet med den samme delaytid. Det betyder, at hvis to finker lander på hver sin guitar på samme tid, opstår der et fint øjeblik med momentan pulsfornemmelse. Effekten sikrer også, at der næsten hele tiden er lyd i bevægelse i rummet, men bliver man længe nok, kan man også opleve guitarlyden forstumme, fordi ingen af fuglene opholder sig på instrumenterne – pludselig åbenbares det bagvedliggende lydtæppe af fuglekvidren og gæsternes småsnakken. På den måde fungerer lydsiden af from here to ear v. 21 som en dynamisk collage af menneske, natur og teknik.

from here to ear v. 21 er med andre ord et genre-relativt værk, der ikke tager sig af, at lyden af Les Paul ’normalt’ hører hjemme i rockmusikken

Præstabilitet
from here to ear v. 21
er noget, som den schweiziske komponist og lydkunstteoretiker Wolfgang Heiniger ville have karakteriseret som en præstabil klanginstallation. Dette værkformat er kendetegnet ved, at det for besøgeren ikke tilkendegiver nogen overskuelig start eller slutning, og værkets form er betinget af besøgerens oplevelseshandlinger, hvor den vigtigste må være beslutningen om at forlade installationen og dermed afslutte værket.

Dette kunstgreb er ofte i den klanglige installationskunst realiseret igennem en loopteknisk tilgang, hvor den skjulte gentagelse flader tiden ud. Hvis ikke er det tilvejebragt af et generativt system, en matematisk uendelighedsalgoritme, der i sin uoverskuelighed medfører et kaos/kosmos præg. Men for Boursier-Mougenot handler det om levende organismer, og den præstabile tilstand er oparbejdet igennem idéen om økosystemet. For at et økosystem skal kunne opretholde sin cyklus, må der være nogle retningslinjer eller regler for interaktionen mellem de levende organismer og de ikke-levende organismer. Boursier-Mougenots kompositionelle greb består i, hvilken form for  restriktion han skal pålægge besøgerens interaktionsmuligheder.

I dette tilfælde har det været ham magtpålæggende at sætte nogle klare retningslinjer for, hvor gæsterne kan færdes i rummet i kraft af det lyse trægulv, der var lagt som en labyrint  rundt om guitarerne og fuglenes opholdssteder. Det gjorde det klart for mig og de andre gæster, at det ikke var meningen, at vi skulle spille eller røre ved instrumenterne. Vores rolle var en anden, og jeg havde egentlig mest fornemmelsen af at trænge ind i et allerede etableret økosystem. Min og andres tilstedeværelse i rummet påvirkede rytmen og tilførte det nogle uforudsigelige reaktionsmønstre. Denne dynamik mellem værk og besøger er noget, Bousier-Mougenot er meget optaget af, og som han forskellige steder med en musikalsk metafor kalder for feedback. Han har i sin formidling et fast greb om besøgeren og sørger for, at vedkommende aldrig helt selv kan styre narrativet.

Til dels afsondret fra værket kunne jeg således bevæge mig rundt og lytte til de forskellige guitarudbrud, der fremkom tilfældige steder i rummet – og de lød sjældent ens. En ’powerakkord’ slås an af en finke i den ene ende af rummet, samtidig med at en mumlende bas forløber i den anden ende, som et resultat af en finke, der bevæger sig frem og tilbage på gribebrættet. Til tider kunne man også opsnappe et sløvt spillet Keith Richard riff, nogle gange lød det mere drømmende med flageoletter i delayforskydning, og andre gange mindede det mere om en Van Halen tappingsolo. from here to ear v. 21 er med andre ord et genre-relativt værk, der ikke tager sig af, at lyden af Les Paul ’normalt’ hører hjemme i rockmusikken.

Portratfoto af kunstneren Céleste Boursier-Mougenot. Foto: Kleinefenn2015

Tilfældighedsmusik og ’oplevelseskunst’
Det er nærmest umuligt at snakke om værker, der på den ene eller anden måde anvender tilfældigheds­principper som kompositionelt greb uden også at snakke om John Cage. Men spørgsmålet er, om den præstabile lydinstallation som kunstnerisk format helt generelt har tilfældighed som grundpræmis? Det synes i hvert fald at være tilfældigt, hvornår jeg som besøgende indtræder i værket, og dermed også hvornår værket starter for mig. Værkets måde at generere tilfældige lydlige og visuelle begivenheder udspiller sig inden for rammerne af det tilfælde, som formatet allerede stiller til rådighed. På den måde bliver den Cages begreb om ’indeterminance’ bredt ud og ført videre ind i et dybere lag.

from here to ear v. 21 skiller sig ud fra mængden af lydinstallationer, hvilket ikke kun er pga. den ret umiddelbare charme, som gør, at de fleste kan være med. Onde tunger ville måske kalde det for ’endnu en stimulering af oplevelsesøkonomien’, men har man først accepteret, at lydinstallationer i og for sig er en form for ’oplevelseskunst’, så er det svært ikke at give sig hen til Bousier-Mougenots univers.

Værkets måde at generere tilfældige lydlige og visuelle begivenheder udspiller sig inden for rammerne af det tilfælde, som formatet allerede stiller til rådighed

Med idéen om økosystemer føres lydinstallationsformatet et sted hen, hvor det ikke har været før. Celeste Bousier-Mougenot har en formidabel evne til udnytte lydinstallationens oprindelige indsigt – at musik ikke kun manifesterer sig i en tidslig horisont men også har rumlige kvaliteter – til at fortælle noget andet eller noget mere. Vi inviteres ind i en mere eller mindre arbitrær verden, der lukker sig om sig selv, og som for så vidt kun kan begribes inden for rammerne af det økosystem, der er blevet stillet op.

Man kan hive mange forskellige ting med sig tilbage til den ’virkelige verden’ alt afhængig af, hvem man er, og det ville derfor være uhensigtsmæssigt med en stor forkromet fortolkning – det lægger værket i sig selv ikke op til. Jeg vil til gengæld varmt anbefale at tage ind og se det her i afslutningsweekenden, hvis man ikke har andet at tage sig til.