25.05.15
Foto: Samuel Olandersson

Mellem flydende youtube og klingende problemer

Anmeldelse af Spor Festival 2015, 7.-10. maj i Århus

Spor Festival 2015 var mange ting. Det var for eksempel et møde mellem forskellige sprog. Der var dem, der talte flydende youtube, og dem, der tændte mest på problemformuleringer. Sune Anderberg anmelder Spor Festivals 10-års jubilæum, hvor temaet i år var 'Staging the Sound'.

Spor Festival fejrede i år 10-års jubilæum, og med Simon Steen-Andersen som gæstekurator var alle sejl sat til en monumental fejring. Black Box Music, Run Time Error, Buenos Aires – Nordisk Råds Musikpris 2014! Jo, den snart 40-årige Berlin-århusianer var nok det bedste bud på en komponist, der kunne garantere et helt aktuelt musikprogram.

Temaet var også som snydt ud af hans næse. ’Staging the Sound’, iscenesættelse af lyden. Brugen af rummet er noget af det, der allerbedst kendetegner Steen-Andersen: interaktiv video, teater, lys – det er wagnerske tider, vi lever i, og den danske anmelderdarling taler det audiovisuelle sprog flydende. Taler flydende youtube.

En iscenesættelse af lyden handler dog ikke kun om rummet. ’Staging the Sound’ henviser også til de mere musikvidenskabelige problemstillinger, der er forbundet med eksempelvis at opføre fortidens værker for et nutidigt publikum. Det er ikke et nyt emne, kan vi nok hurtigt blive enige om. Men det er alligevel aktuelt, se bare på den opførelsespraktiske debat, der kortvarigt stak snuden frem under slaget om DR’s Underholdningsorkester: Bør wienermusik opføres med Ádám Fischers sparsomme, men måske mere bastante besætning eller som hos Simon Rattle og andre ligesindede dirigenter, der ikke går af vejen for at føje ekstra strygere til for at give en mere egal, flydende klang?

Intet er helligt
Min egen fornemmelse er, at det brede publikum sjældent er begejstret for nyfortolkninger af kanon, men det gjaldt ikke komponisterne, som blev præsenteret på Spor. Tag blot Simon Steen-Andersens eget værk, der rundede festivalen af søndag aften på teaterhuset Bora Bora. Inszenierte Nacht – iscenesatte nat – er en nyfortolkning af fire kanoniske værker, der har det til fælles, at de alle tematiserer natten: Bachs arie ’Schlummert ein’ fra kantaten Ich habe genug, Schumanns Träumerei, Mozarts arie ’Der Hölle Rache‘ fra Tryllefløjten og tredjesatsen af Ravels fingerbrækkende Gaspard de la nuit.

Schumann bliver opført med stemmegafler, Mozart som autotunet dancehall på en natklub. Og endelig Ravel i en duet mellem en dødsdømt pianist og en djævelsk lyskegle

Inszenierte Nacht blev opført første gang i begyndelsen af 2013, halvandet år inden Buenos Aires, der netop når et af sine højdepunkter i scenen, hvor den kvindelige hovedperson møder tre mennesker i en slags drømmeverden. De er frarøvet stemmen, men prøver at synge et uddrag af Rossinis Moses i Egypten gennem elektriske stemmegeneratorer. Ikke fordi de kender hverken Rossini eller den klassiske tradition, men de har fundet noden og viser ivrigt den nytilkomne deres absurde, men rørende, fortolkning.

I den forstand slægter Inszenierte Nacht sin mere voluminøse efterfølger på. Først og fremmest er intet helligt. En cd med Bachs greatest hits møder tre livemusikere, hvoraf den ene, basunisten, konsekvent fordobler den prægtige tenor fra indspilningen. Tø hø, basuner er sjove. Schumann bliver opført med stemmegafler, Mozart som autotunet dancehall på en natklub. Og endelig Ravel i en duet mellem en dødsdømt pianist og en djævelsk lyskegle – halvvejs igennem satsen giver han op, og vi opdager, at han aldrig har slået en tone an, for musikken bliver ved: Der er ingen strenge i klaveret. Lyskeglen fortsætter med at danse op og ned ad tangenterne, ren slapstick a la Tom og Jerry.

Schubert som singer-songwriter
Norske Eivind Buene angreb problemstillingen ad to omgange. Først på åbningsaftenen med sin Schubert Lounge, senere med en genskrivning af Brahms’ klarinettrio, der med nordmandens slet skjulte provokation simpelthen hedder Johannes Brahms Klarinetten Trio. Spørgsmålet – som han har skrevet en hel afhandling om – lyder i forbindelse med Schubert helt enkelt: Hvordan ville han have skrevet sin musik i dag? Buene leverede selv svaret i loungeområdet under Granhøj Dans-teatret: Schubert ville være singer-songwriter med hang til det jazzede, men også med momenter af Billy Joel i sig. Sådan lød i hvert fald den opdaterede udgave af sangcyklussen Winterreise.

Eivind Buene med 'Winterreise". Foto: Samuel Olandersson

Her havde han taget de ekstreme konsekvenser af, at vi ikke kan lytte til de gængse versioner af Winterreise uden at høre dem markant anderledes end det romantiske publikum. Så kan man lige så godt prøve at oversætte – eller måske bedre: være bevidst om, at man oversætter. Ikke blot har han ændret instrumenteringen, det samme gælder toner, harmonik, rytmik, vistnok alt undtagen teksten. Nuvel, Buene er formentlig en bedre komponist end sanger, men han klarede sig alligevel igennem som charmerende halvkvalt tenor bag sit Fender Rhodes med opbakning fra en jævnt spillende jazztrio. Min cadeau til publikum for at forholde sig nogenlunde i ro hele vejen igennem, for idéen var mere velskabt end udførelsen: Udtrykket veg ikke bort fra den aftenskolejazzede tryghed koncerten igennem, hvilket selvfølgelig kan have været en kritisk pointe, men næppe var det.

Udtrykket veg ikke bort fra den aftenskole-jazzede tryghed koncerten igennem, hvilket selvfølgelig kan have været en kritisk pointe, men næppe var det

Anderledes mere vovemod var der i Brahms-fortolkningen om søndagen, hvor musikerne halvvejs inde hentede en mixerpult, pluggede den til sammen med midi-keyboard og loopingmaskine og begyndte at splitte Brahms ad og sætte ham sammen på ny. Her begyndte den akademiske problemstilling også at fungere på æstetiske præmisser, ligesom tilfældet var hos Steen-Andersen, der ganske vist demonstrerede et noget mere højtflyvende ambitionsniveau, også selvom det var lidt mere lattersøgende, end vi måske er vant til fra det voksne vidunderbarn.

Undercover-opera i gågaden
Forsøgene fortsatte. Christina Messner havde klippet og klistret i en række af operagenrens mest elskede værker, fra Mozarts Così fan tutte til Ligetis Le grand macabre, og resultatet var fem lommeoperaer under samlebetegnelsen Cosa di tutti, som skal betyde noget i retning af "dagligdagens begivenheder". De små cut-ups blev i bedste viralvideo-manér fremført midt på og i nærheden af Århus’ lørdagsbefolkede Frederiksgade af en undercover-sopran og to perkussionister, som slog på bænke og andre af det offentlige rums uudnyttede instrumenter.

En af festivallederne var hurtig til at forklare for den lille mængde tilskuere, at Messners projekt skulle få os til at tænke over, hvad en scene egentlig er. Det havde hun nu ikke behøvet, men det var selvfølgelig meget fint at få en indsigt i, hvorfor man måske lige havde valgt dette værk blandt de mange indsendte værker i det åbne Call for Works. Jeg var ikke særlig overbevist, følte det mest som et overgreb på det offentlige rum, fordi værkerne manglede retning. Det blev meget nøgent, jeg husker det også som temmelig kedsommeligt, og så endda i et af de mest offentlige møder med et uindviet publikum, som den ny musik kan forestille sig. Nu vil jeg ikke tale imod, at man åbner det snævre miljø op for omverdenen, men det kan nok gøres med større held, end det var Cosa di tutti forundt, for jeg tager næppe meget fejl, hvis jeg frejdigt påstår, at ikke en eneste sjæl stoppede op og lyttede med i mere end nogle få sekunder. Hvilket selvfølgelig også er tid nok til at møde sin skaber, jo jo, fred være med det.

Problemer og pionerer
Forklaring var der også nok af, da Danish Computer Music Confederation indledte deres Live Coded Music for Obsolete Computers på Kunsthal Aarhus med en tale om den skjulte lyd i hverdagens elektronik, om de stakkels, glemte maskiner, om nostalgien ved at sidde og komponere med en Commodore 64. Nu skal jeg passe på det der med at save grene over, man selv sidder på, men det var ikke ligefrem, fordi akademikerne følte sig udenfor på Spor. I nogle – en del – tilfælde følte både den almindelige musikinteresserede og den iltre kunstner sig nok en smule fremmede, som gatecrashere til en lukket fest. Al ære og respekt for genbrug, men DCMC-nørderne behøver næppe udgive deres bip-bip-jam på diskette. Det har måske heller aldrig været målet at skabe en improvisation, der ville få nogen til at glemme Coltrane, det ved jeg godt. Jeg siger bare, at det kunne det jo godt have været, når nu man alligevel var i gang. Det klingede lidt af problemformulering, og det klingede, undskyld, en smule hult.

Danish Computer Music Confederation og værket "Live Coded Music for Obsolete Computers". Foto Samuel Olandersson

Udfordringen for Spor er, at værkerne oftest bliver bestilt, før de findes. Nyt skal det naturligvis være. Man sætter sig ved skrivebordet og ser stakken af ansøgninger og forslag, og man må vel tage nogle chancer. Nogle gange rammer man rigtigt, de fleste gange rammer man måske lidt skævt. Der var en del koncerter i år, der aldrig helt forlod stiløvelsens og abstraktionens sfære, og det kan man måske tænke lidt over, men det vil jeg overlade til andre og i stedet give plads til et par af de koncerter, der ramte helt rigtigt og åbnede forbindelsen til en fornemmelse af absolut nu-hed.

Her ser man pionerånden. Udforskningen af nye klanglige muligheder, opgøret med vante forestillinger om at beherske sit instrument

Åbningskoncerten var eksempelvis lovende, den formåede at tage det bedste fra entreprenørens og kunstnerens verden. Det var instrumentbyggeren og komponisten forenet i Simon Løfflers vellykkede vision om et menneskeligt dukketeater. I Marionette Piece står fire musikere bag hver sit Storm P-apparat. Forbundet til hinanden og en labyrint af lydgivere med stærke snore og trisser. Konstant på bristepunktet, når der hives og slæbes for at aktivere alskens stemmegafler og luftpumper. Det er både lyden af gaflernes klokkevæsen, pumpernes hostende saven og selve anstrengelsen. De går til den, en enkelt stemmegaffel må lade livet undervejs, men konstruktionen overlever.

Her ser man pionerånden. Udforskningen af nye klanglige muligheder, opgøret med vante forestillinger om at beherske sit instrument. Det tager lige et øjeblik at løsrive sig fra sit førstehåndsindtryk af, at det bare er fri leg i sløjdlokalet, en BR-fantasi for voksne. Men Løffler sætter sig igennem som komponist, bruger sine nye muligheder i stedet for blot at undersøge dem. Inddrager lys og skyggespil på tæppet bag de fire Pinocchioer. Skaber kakofoniske intensiteter og stilhed. Allegro og adagio. Her er formled og motiver, selvom materialet kan virke så begrænset. Tematikken om mødet mellem maskineri og menneske svæver hele tiden som abstrakt overbygning, men uden at reducere værket til illustration.

Fra partituret til Simon Løfflers "Marionette Piece ". Foto: Samiel Olandersson

Fransk genialitet
Franske François Sarhan var også et kærkomment indslag. Måske ligefrem en åbenbaring, hvis man svæver i sådanne luftlag. Han havde skabt et megalomant tolvtimersværk, som blev opført af ensemblet Scenatet fra lørdag aften til søndag morgen. Sarhan, en fuldblods-enfant terrible fra Rouen, nordvest for Paris, er en ægte diva. Afgrundsdyb respekt for sig selv, indædt had over for samarbejde. ’Collaborazzion izz a sozial lie,’ gjaldede han på fransk manér i en paneldebat om fredagen, mens akademikerne blandt publikum sad og hev sig i håret. Nok er han naiv, men han besidder også det geniale, hvis man da stadig må tale om det geniale i dag.

Sarhan taler også flydende youtube, direkte ud af kæften på vores samtid

Wow, et scoop at få uropført hans Ephémère Enchaîné på Spor. Wagner har haft en fest i det hinsides. Du går ind i Godsbanens kongreslignende bygninger, og pludselig står du i et stort, mørkt lokale fyldt med liggestole og liggeunderlag. Rummet er smagfuldt oplyst af nøgne glødepærer, i hvis skær en afsindig scenografi afslører sig: kæmpe papudskæringer af stuemøbler og fantasigenstande, der hænger ned fra loftet. En scene i tre etager. Løsrevne statements overalt: ’The theory of everything, it’s me’, ’Hell is here’. Håndlavet videolærred med projektioner fra rumfilm og hjemmelavet stop-motion. Nedtællinger, optællinger, nuller og ettaller.

Musikken er stor, kaotisk. Bevæger sig frit og let rundt i en buffet af stilistiske udtryk, fra romantisk opera over amokfunk til growl og minimalisme. Sarhan taler også flydende youtube, direkte ud af kæften på vores samtid. Et musikalsk essay om alt i verden, en tidskapsel, der er klar til at blive skudt ud i rummet. Ephémère Enchaîné strækker sig over en række kapitler med små pauser imellem, og jeg vidste, jeg ville fortryde det, da jeg kapitulerede ved midnatstid. ’Chapter 4 begins at 1 AM and will lead us to Hell’, stod der på lærredet, da jeg gik.

Her var geniet, eneren. Den kompromisløse visionære, der selv havde siddet og klippeklistret i tre uger for at realisere det, der må have været en vanvittig projektbeskrivelse. Med et musikalsk og scenisk overskud, der kunne få de fleste andre til at ligne ... ja, hvad man nu end ligner, når man sætter barren lavere end ekstremt højt. Je suis un believer, og kudos til arrangørerne for at tage chancen med en fransk diva.

François Sarhans "Ephémère Enchaîné" med Ensemble Scenatet. Foto: Samuel Olandersson

De små skriger
Apropos genier, så var det en genistreg af Spor at lancere sin New Music School. Et forløb for tyve unge drenge og piger i Region Midtjylland, som over to dage havde arbejdet sammen med komponister om at genfortolke Stockhausens Tierkreis. For selvfølgelig skal børn og kunstmusik forenes, det er faktisk utroligt, at det ikke er mere udbredt.

De stod på scenen søndag eftermiddag, og godt nok havde de det der lidt tøvende ’må man virkelig godt det her?’-udtryk i ansigtet, og måske lærer man ikke at lytte til sine medmusikere på så kort tid, men de havde mange ting kørende for sig. Pustede i papir, hamrede i det åbne flygel, knækkede små grene, blæste lidt i en saxofon, strøg lidt på en violin. Phhh, phhh, klonk, dong, iiiiiik, båt. Fik selvtillid, opdyrkede en uhørt tolerance, hele verden må have åbnet sig for dem i løbet af de to dage, skolen varede. De må blive fantastisk underlige mennesker. Måske lærer de endda at tale youtube, eller hvad sprog vi nu måtte tale om en snes år.

De små komponister fra New Music School kan måske give robotten et mindre nostalgisk udtryk i fremtiden

Forelsket i robotter
De kunne jo gå i lære hos Wayne Siegel, der stod for et af de indslag under Spor, som er at sammenligne med den korte seance forud for Oscar-uddelingen, hvor et hav af ingeniører får priser for at have opfundet tekniske dingenoter, der for eksempel lige pludselig gør, at man kan filme i 3-D. Siegel er professor i elektronisk musik ved DIEM, og hans Trio er skrevet for slagtøj, bevægelsesaflæser og robotstyret orgel, direkte importeret fra den drømmeverden, Steen-Andersen gav et glimt af i Buenos Aires.

Siegel står som en gakket videnskabsmand med Napoleon-kompleks og instruerer sit robotorgel gennem en bevægelsesfølsom computer, mens Henrik Knarborg Larsen giver den fuld spade på trommer og marimba. Indimellem taler Siegel og robotten også sammen gennem et stage piano, og lyden svømmer ud af et hav af højttalere i Musikhusets rytmiske sal. Nå ja, og ud af det gigantiske orgel. Lyden er ikke særlig ny, det er en blanding af new age, minimalisme og ... ja, trommesoloer. Bølger af vand, vellyd og eksotisme i de robotforelskede improvisationer. Men hvor sproget peger bagud, peger teknikken måske fremad, og de små komponister fra New Music School kan måske give robotten et mindre nostalgisk udtryk i fremtiden.

Spor New Music School arbejder med Stockhausens komposition "Tierkreis". Foto: Samuel Olandersson

2020-planen
Samme ambivalens kendetegnede minimalismekoryfæet Phill Niblocks koncert lørdag aften. Udmærkede droneværker, hvor computer, guitar og sopran skabte de udstrakte droner, men det stak ikke for alvor ud i forhold til traditionen. Koncerten blev også skæmmet af nogle frygtelig arbejderromantiske videoer fra Asien, som måske skulle drage en parallel mellem den repetitive musik og asiateres eksotiske glæde ved repetitivt fysisk arbejde. Lidt suspekt.

I øvrigt passede Granhøj Dans’ kukkasseteater ikke godt til trancesøgende musik, og hvis man igen har hang til at gøre sig refleksioner, kunne man tænke over, om ikke Spor kunne eksperimentere mere med forholdet mellem scene og publikum. For nok kommer man rundt til forskellige bygninger i Århus, hvilket er fantastisk for en turist som mig, men opstillingen er sjældent uvant. Vi nærmede os noget med Sarhans fantasiverden og Messners gadeopera, men ellers var scenerne velkendte: Udstillingsstederne lignede gallerier, seminaret lignede et seminar, og koncerterne lignede (teater)koncerter. Jeg kræver ikke ubåde og labyrinter, bare stik mig en mølædt sækkestol næste gang der er trancesøgende minimalisme på programmet.

Men nok om indpakning. Først og fremmest kan Spor være glade for, at Simon Løffler, François Sarhan og Simon Steen-Andersen trådte i karakter som komponister og samtidsstemmer. De viste vejen, når man sad med fornemmelse af, at de klingende problemformuleringer var ved at trænge sig på, og de tre var i bund og grund adelsmærket for 10-års-fødselaren. Men de viste også, at Spor godt kan være bekendt at åbne sig op for et større publikum end den ret indspiste flok, som deltog i langt de fleste koncerter. Det kan man måske arbejde med frem mod 15-års-jubilæet i 2020, selvom det nok er en udfordring, som det ikke kun er Spor, der står over for.