13.03.17

Moderne Mandage

Anmeldelse af "Moderne Mandage" 30. januar og 27. februar, Metronomen, Frederiksberg

Moderne Mandage er en koncertserie med fokus på den modernistiske linje i dansk kompositionsmusik. Koncertserien startede i 2016 og er i 2017 udvidet til otte koncerter, der afholdes i Metronomen på Frederiksberg. De selvvalgte hovednavne, der går igen på koncerterne, er Gunnar Berg, Erik Jørgensen og Axel Borup-Jørgensen, og koncerterne er bygget op over temaer, der relaterer til disse tre ’klassiske modernister’.

Er det så ikke bare nissernes vagtparade, kunne man spørge? Drømmen om at få de gode gamle DUT-koncerter tilbage? Nej, det er det ikke, og af to grunde. For det første var de gamle DUT-koncerter ikke så gode. Niveauet hos musikerne, der arbejder med ny kompositionsmusik, er steget gevaldigt i de sidste par årtier, og i mange tilfælde har man oplevelsen af, at vi først nu hører musikken spillet adækvat. For det andet var DUT ikke en så stærk eksponent for den kompromisløst modernistiske linje i musikken som nogen ynder at huske den. De tre nævnte komponister var marginaliserede også i DUTs regi. Fra midt i 1930’erne hvor de to ældste, Gunnar Berg (1909-1989) og Erik Jørgensen (1912-2005), begyndte at få opført værker i DUT, var hovedlinjen at præsentere ny dansk musik over en bred front, og der skulle altid særlige forkæmpere til for at få den radikale modernisme sat på programmet. Og selvpromovering er vist ikke noget, man kan beskylde nogen af de tre komponister for at bedrive.

Den største oplevelse ved koncertrækkens første koncert, der blev afholdt 30. januar, var opførelsen af Gunnar Bergs Suite for cello. Fra den fremragende Sonus Trio, der blev etableret i 2015 af studerende ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, spillede Andrew Power. Power er endnu ikke fyldt 25, men spillede alligevel på fuldstændig overbevisende vis Gunnar Bergs solostykke, der er et gennemført tolvtoneværk med yderligere parametre som rytmisk struktur og nuancer indarbejdet i et strengt system. Stykket er skrevet i Paris i 1950, mens Berg ikke havde nogen fast bopæl; her var han ankommet i 1948 for at studere hos Honegger og følge forelæsninger af Messiaen. Stykket er skrevet som en baroksuite, inspireret af Rameau, i seks satser. Og se, miraklet skete: her hørte man en legende, dansende baroksuite, hvor hver sats havde sit eget elegante præg, i et gennemført modernistisk tonesprog, som bare virkede helt rigtigt og naturligt. Sidste sats er endda komponeret med konsekvent brug af dobbeltgreb.

I fuld trioopstilling, med Natalie Harris på klarinet og Fei Nie på klaver, hørte vi Erik Jørgensens sidste værk, Trio for klarinet, cello og klaver, komponeret i 1997. Stykket er i tre satser, hver kun med en metronombetegnelse som satsbetegnelse. Også her mærkede man en indre logik i tonesproget, en stramhed, som holdt opmærksomheden fanget. Og i en mere lyrisk boldgade Axel Borup-Jørgensens Trio, op. 134, for samme besætning (1988-89), der er skabt ud fra midterdelen af et planlagt længere stykke, inspireret af en udstilling i Kobberstikssamlingen med titlen Ensomhedens billede. Som det ofte er tilfældet hos Borup-Jørgensen, er stykket knyttet til et digt, her af Karl Vennberg. Desuden spillede trioen værker af Pelle Gudmundsen-Holmgreen (Spejlstykker, 1980) og Karl Aage Rasmussen (Le Tombeau de Père Igor, 1977).

I koncertseriens anden koncert kunne kvartetten Danske Rør (obo, klarinet, saxofon og fagot) suppleret med ny musik-veteran og pianist Erik Kaltoft høres. Her stod Erik Jørgensens Introduktion og Presto, skrevet til Danske Rør i 1997, frem som et værk, der var drevet af logik og nødvendighed, men som samtidig stadig kommunikerede. For samme besætning var der værker af Ole Buck (Carols, 1980/1994), Flemming Weis (Tre Studier, 1977) og Jan Maegaard (Musica Riservata II, 1976). Sidstnævnte stod stærkest og havde en klar affinitet til programmet med sin tilegnelse til Beatrice Berg. Erik Kaltoft spillede to soloværker, af Borup-Jørgensen winter pieces i-iv (1959) og af Poul Rovsing-Olsen Images, komponeret i 1965. Gunnar Bergs Prosthesis for saxofon og klaver er også et Paris-værk, komponeret i 1954, som har den effekt, at samspillet mellem de to instrumenter fortsættes i en klanglig dialog mellem saxofonen og den åbne flygelkasse med fuld pedal, – som en klangligt fascinerende illustration af genklangen af en samtale, der er ophørt.

Det samlede indtryk er, at her er noget at komme efter. Det er sjovt nok, at de mest radikale stykker synes at være mest holdbare og mindst tidsbundne. Tydeligst var det i Gunnar Bergs cellosuite, der fremstod som tidløs klassisk musik i sit udtryk netop på grund af syntesen af baroksuite og modernisme; omvendt forekom værker af Flemming Weis og Ole Buck i denne kontekst at være mere tidsbundne og mindre holdbare – måske forstærket af et par af musikernes introduktioner, hvor ’det her er ikke så svært’-holdningen skinnede igennem og var malplaceret.

Programmet løber 6 mandage endnu, og der er meget at se frem til. Næste koncert finder sted 27. marts med værker af Anton Webern, Pierre Boulez, Karlheinz Stockhausen, Olivier Messiaen og Gunnar Berg.

Følg med i fremtidige koncerter gennem Moderne Mandags Facebook-side.