22.08.18
Mark Stewart fører an før maratonets begyndelse. © Will Robin

Musik som maraton: Kom og gå, som du vil, eller bliv hele ugen

– reportage fra Bang on a Can Summer Music Festival, 28.07, Massachusetts

Det amerikanske Bang on a Can-kollektiv er berømt for sine maratonkoncerter. Og siden 2002 også for sin årlige festival nord for New York, hvor unge komponister og musikere flokkes til fra hele verden.

»Dette er ikke en anmeldelse, selvfølgelig. Det ville tage halvdelen af 2. sektion at opsummere den mangfoldighed af musik, som Bang on a Can præsenterede i søndags på Exit Art-galleriet i SoHo.«

Sådan starter Newsdays kritiker Tim Page sin ikke-anmeldelse af det allerførste Bang on a Can-maraton på Manhattan i maj 1987. Det dengang nystartede musikkollektiv tilførte ny energi til New York-scenen, og for avisens ledende musikkritiker var maratonet en overrumplende oplevelse. Page fortsætter: »Det følgende er derfor en samling tanker, citater, fornemmelser og anelser, nedfældet af en tilfreds besøgende.«

Komponister og musikere trutter på alt fra opklippede hulahopringe til støvsugerslanger med ballonmundstykker

En tilsvarende disclaimer bør indsættes her. Også selvom det ikke er det ‘ægte’ maraton, jeg rapporterer fra. Jeg befinder mig nogle hundrede kilometer længere nordpå, hvor Bang on a Can siden 2002 har afholdt Summer Music Festival i Massachusetts. Her varer festivalens maratonkoncert i år ‘kun’ seks timer, men Tim Pages tilgang giver alligevel mening. En komplet opsummering ville stadig fylde halvdelen af internettet.

Fordi det er sjovt
Et forventningsfuldt publikum er mødt op i gården foran det ombyggede fabriksbygningskompleks, der udgør Massachusetts Museum of Contemporary Art (Mass MoCA).

Tre lange, rituelle urkald fra et flere meter langt PVC-rør skyder maratonet i gang. For enden af røret blæser Mark Stewart, multiinstrumentalist, medstifter af Bang on a Can All-Stars-ensemblet og ihærdig instrumentbygger, af sine lungers fulde kraft. Det tredje kald er signalet. 40 blæseinstrumentalister marcherer frem fra deres skjul bag bygningen. Samtlige af festivalens deltagende komponister og musikere trutter på alt fra opklippede hulahopringe til støvsugerslanger med ballonmundstykker. Hvorfor åbne maratonet med ti minutters balstyrisk trutten, susen og hylen?

»Fordi det er sjovt,« svarede komponisten David Lang med sit karakteristiske utilslørede smil på læben under forberedelserne tidligere på ugen. Simpelthen.

Sammen med komponisterne Michael Gordon og Julia Wolfe startede han organisationen Bang on a Can – et navn, de ifølge Lang valgte, »så folk ville spørge os om det« – i New York i 1987. Siden da har de haft som adelsmærke at skabe et sundere, friskere og mere dynamisk miljø for newyorkerscenens eksperimentelle musik, og i løbet af 30 år er de tre skabere blevet Pulitzer-prisvindende og Oscar-nominerede komponister med opførelser over hele verden.

Siden 2002 har de hver sommer samlet over 40 unge internationale komponister og musikere på den berømte festival, der holder til på Mass MoCA. Igennem tre intense uger forberedes maratonet, der bliver opført af de unge musikere i samspil med fakultetet – ja selv med festivaladministrationen på scenen – som afslutning på festivalen.

Saxofonkvartet med DJ-drops
Da publikum er kommet på plads indenfor i museets black box-sal, lover David Lang at komme rundt og hilse på alle, der ikke tidligere har deltaget i et maraton – godt og vel halvdelen af de knap 700 gæster. »Det kommer til at tage et stykke tid, hvilket er godt, for vi har et stykke tid.« Med opfordringen »Kom og gå, som I vil« – en invitation, der med halen »eller bliv hele dagen« er blevet et slags motto for Bang on a Can-maratonerne over årene – og med øvrige indbydelser til at se på kunst, spise is og hænge ud med venner er festen officielt i gang.

Med fire gyngende saxofonister er værket »bestemt et party piece«, som komponisten selv introducerer det

Maratonet lægger ud med et af de mest intense værker på programmet, Iannis Xenakis’ Akanthos (1977), hvor den græske arkitekt nøjsomt har flettet ordløse og omfangsrige sangstemmer ind i instrumentalteksturerne. Samtidig er det den første af bare to hilsner bagud til ‘historien’, med György Ligetis Ramifications (1968-69) som den anden. Koncertens øvrige repertoire består af musik skrevet af komponister med tilknytning til Bang on a Can-familien foruden komponister, der tidligere selv har deltaget på sommerfestivalen, og et par komponister ‘udefra’.

I saxofonkvartetten Cha (2015) hylder Julia Wolfe sin far og minderne om dansegulvets cha-cha-cha med ham. Med fire gyngende saxofonister er værket »bestemt et party piece«, som komponisten selv introducerer det, og det indeholder da også et par drops af den slags, som DJ’s placerer med en sans for timing, der går lige i hjernens belønningscenter.

Hallo? Hallooo?
Saxofoneksplosionen får dansebevægelserne til at sprede sig i salen og bliver den perfekte opvarmning til Pamela Z’s Attention (2016). En strygekvartet spiller først til en videoprojektion af langsomt roterende drejeskiver fra gammeldags telefoner. Da to telefonrør på videoen bliver ført op mod hinanden, afsløres strygermelodierne som musikaliseringer af den »Hallo? Hallooo?«-forvirring, der opstår i det klassiske telefonfisscenarie, hvor ingen af parterne har ringet modparten op.

Senere begynder strygekvartettens egne telefoner at ringe på scenen – nonchalant tager All-Stars-cellisten Ashley Bathgate sin og spiller videre: »Ja, hallo? Nej. Ikke lige nu. Jeg er lige midt i en koncert« – og på videoprojektionen modtager bratschisten Molly Collier-O’Boyle en Messenger-besked fra komponisten med billedet af noden til en alternativ melodi: »Bare en mindre korrektion til bratschstemmen, prøv det her.«

Og sådan fortsætter det. Værkets sidste videoprojektion viser et transportbånd i lufthavnen fyldt med mennesker, alle med blikket rettet mod deres telefonskærme til udkaldet: »Se venligst ned. Det rullende fortov slutter om lidt.«

Under opførelsen af Attention er der utallige latterudbrud og tilråb fra publikum, som det i øvrigt er tilfældet under hele arrangementet, især under de ‘levende programnoter’. Praksissen blev indført af Gordon, Lang og Wolfe ved den første festival for »at få publikum til bare at lytte til musikken uden at tænke på, hvor én komponist gik i skole, eller hvilke prestigefyldte priser en anden komponist har vundet«. I stedet for at uddele foldere eller løsark kommer komponisterne selv på scenen og introducerer værkerne.

»Ja, hallo? Nej. Ikke lige nu. Jeg er lige midt i en koncert«

Senere samme aften introducerer dirigent Brad Lubman Ligetis æteriske Ramifications ved at indføre publikum i det instrumentelle setup: to strygerensembler placeret over for hinanden, hvor en af grupperne er stemt en kvarttone højere end den anden. Hvad der først kunne virke som et teoretisk kuriosum, ender med at vække både bifald og entusiastiske tilråb fra publikum, alene ved lyden af musikerne, der stemmer deres instrumenter i den umiskendelige skurren før opførelsen.

Blandt venner
Det er tydeligt, at de unge musikere og komponister er blandt venner. Publikumsenergien er dedikeret som til en koncert med et ungt og upcoming rockband. Den konsekvente forstærkning af al musikken i samspil med scenens opsætning og de klare, multifarvede baggrunde, der skifter nuancer for hvert værk og leder tankerne hen på de lysende James Turrell-installationer, som Mass MoCA udstiller i kælderen, får musikerne til at udvise en tilsvarende bandattitude, når de spiller.

I programmet er alle tidspunkter for opførelserne angivet omtrentligt, så hvert værk kan glide over i det næste. Festivalens musikere og fakultet har af samme årsag et internt væddemål om, hvornår maratonet faktisk slutter. David Lang har efter sigende vundet tre år i træk.

»Steve Reich er med os i aften og går på scenen inden længe for at præsentere sin musik«

På en tavle i den tilstødende Lickety Split-café bliver programmet løbende opdateret. »NOW: Missy Mazzoli’s Vespers for a New Dark Age. NEXT: Finola Merivale’s Emma Are Eye.« Nogle gæster sidder og spiser, mens mange andre køber is og øl i de korte pauser for ikke at gå glip af musikken. Ved indgangen til salen hænger folk, som enten er på vej ind eller ud. I gården udenfor bliver værkerne vendt over en cigaret.

Stay tuned for Steve Reich
Årets gæstekomponist, 81-årige Steve Reich, har tre værker på programmet. Det nyeste og endnu uudgivne, Runner fra 2016, er maratonets sidste værk og kræver aftenens største besætning. De tre founding fathers Gordon, Lang og Wolfe har igennem hele dagen teaset det begejstrede publikum: »Steve Reich er med os i aften og går på scenen inden længe for at præsentere sin musik.« Et »Stay tuned!« er overflødigt. Publikum vokser, som programmet nærmer sig sit højdepunkt, og med Runners pulserende fremdrift, milde harmonier og væld af melodiske variationer er alle de klassiske Reich-elementer, og flere til, i spil.

Et af de erklærede mål ved oprettelsen af Bang on a Can i 1987 var ifølge Michael Gordon »at ændre måden, verden lytter til musik på«, og meget har da også ændret sig i løbet af de sidste 30 år. En hidtil uset adgang til musik fra hele verden har givet os en playlistekultur, hvor musikken ikke længere kun er med os i koncertsalens mørke, men også i bussen til og fra koncertsalen. De store musikoplevelser er ikke alene reserveret til den genikunst, Gordon, Lang og Wolfe ønskede at skabe et alternativ til.

Maratonformatet virker. Det ændrer enkelt og effektivt måden, vi lytter til musikken på – på stedet – og efter bare seks timer har man fornemmelsen af at have været på festival

Selvom dén udvikling naturligvis ikke kan tilskrives Bang on a Can, har organisationen været en del af bevægelsen, og det er svært at overvurdere betydningen af deres attitude til den ny musik. Maratonformatet virker. Det ændrer enkelt og effektivt måden, vi lytter til musikken på – på stedet – og efter bare seks timer har man fornemmelsen af at have været på festival.

Det er ikke et format, vi kender meget til herhjemme i Danmark, men egentlig passer det perfekt til tidens eventkultur, uanset om man er radiostation eller musikfestival. Og engagementet i at grave efter ukendte musikalske skatte, samt viljen til at lade en lang række musikalske udtryk tale sammen på samme koncert, gør i denne sammenhæng tiden og det tilhørende miljø rigere for udøvere såvel som for publikum.

Bang on a Can Summer Music Festival fandt sted 12.-28. juli i Massachusetts, USA. Læs mere her.

Læs også:

En hyldest til livet i kulminens mørke
Ingeborg Okkels interviewer Julia Wolfe, der i 2015 modtog Pulitzerprisen for værket Anthracite Fields, 23.05.16

Tilfældige møder
Lasse D. Hansen interviewer Mette Nielsen, der sidste år debuterede som komponist, 05.06.18