14.08.18
© CC0

Når formen spænder ben: Symfonisk Eichberg-album overvælder og undrer

– anmeldelse af Søren Nils Eichberg: ‘Symphony No. 3 · Morpheus’

Ambitionerne fejler ingenting på nyt Søren Nils Eichberg-album. Med kor, orkester og et storladent, overvældende udtryk balancerer han dog på kanten af det kitschede, og musikkens opbygning efterlader ubesvarede spørgsmål.

Søren Nils Eichberg var den komponist, valget faldt på, da DR Symfoniorkestret i 2010 annoncerede en ny huskomponistordning. Eichberg var således i en vis forstand dansk nationalkomponist i en kortere årrække, og den nye Dacapo-udgivelse af hans 3. symfoni (2015) og orkesterværket Morpheus (2012) markerer afslutningen på denne periode.

National stilling eller ej: Der er intet ‘nationalt’ over Eichbergs musik. Tværtimod dyrker han en neomodernistisk stil, der sine steder trækker tråde så langt bagud som til Stravinskij, Sjostakovitj og Lutoslawski. Andre steder er vi – særligt i hans klangverden og sublime orkesterbehandling – tættere på Poul Ruders, Thomas Adès og Hans Zimmer (!). Det er en musik, der bevæger sig frit rundt mellem det overvældende, det elegante, det banale og det patetiske. Dermed er det en musik, der også risikerer at kamme over til det rent kitschede.

Så lyden, klangen og udtrykket er alt sammen overvældende og flot. Det, der for mig er problematisk, er formdannelsen. Mens jeg er dybt betaget af den ni minutter lange Endorphin, lader den 27 minutter lange Morpheus mig uberørt. Og dette tilskriver jeg Eichbergs formæstetik.

Musik er ikke filosofi
De to værker på albummet er vidt forskellige. Orkesterværket Morpheus er overvejende holdt i den aggressive, frembrusende stil, man også finder i komponistens første to symfonier. Materialet ligger tættere på 2. end 1. symfoni. De små, energiske strygerfigurer, som man finder her såvel som i den kortere Endorphin (2011) for strygekvartet og kammerensemble, har også i Morpheus en central placering. Som et slags Eichberg-markat.

Problemerne bliver i mine ører tydelige i hans 3. symfoni. Den er stort tænkt, for kor og orkester med en varighed på over en halv time, og ifølge albummets liner notes bygger den på en lang række filosofiske problemstillinger, som jeg heldigvis er ude af stand til at høre. Musik er musik og kan ikke filosofere. Den kan hverken spørge, tænke eller tisse.

Det er en musik, der bevæger sig frit rundt mellem det overvældende, det elegante, det banale og det patetiske

Er musikken klippet væk?
Når 3. symfoni ikke bliver det mesterværk, den lægger op til at være, skyldes det i mine ører det rent formale. Det skyldes fejlbrug af musikalsk gestik og uindfriede forventninger.

Den indledende sats indvarsler et stort symfonisk forløb med sit prægnante slagtøj og sin formverden opbygget af kontraster. Som i bølgebevægelser ruller musikken sig ud i stadig nye retninger og trækker sig så hele tiden tilbage til den samlende slagtøjsidé, hvis udvikling man (jeg) forventningsfuld glæder sig til at følge.

Men satsen viser sig at være en blot fem minutter lang introduktion, der leder til en smuk, lille instrumentalversion af Solen er så rød, mor. En lille sats, der netop ville have haft en fantastisk virkning som kontrastelement til et langt indledende forløb. Men som er mindre virkningsfuld efter blot fem minutter. Det lyder for mig, som om syv-otte minutters musik er blevet klippet væk.

Herpå følger yderligere seks satser. To meget smukke satser overvejende for kor, som bindes sammen af en mellemspilsagtig 4. sats. Og så en 6. sats, der griber tilbage til mange af den indledende sats’ motiver og synes at være tænkt som en slags gennemføring af de præsenterede idéer. 

En uforløst symfoni
Måske havde symfoniens form virket for mig, hvis Eichberg her for alvor havde rådet bod på førstesatsens korthed og i denne 6. sats havde ladet alle de tilløb, der vitterligt er, føre ud i et enten samlende eller nedbrydende klimaks af en art. Et klimaks, der kunne have afsluttet symfonien eller forberedt den sidste af de otte satser, der – ligesom den 2. med Solen er så rød, mor – rummer en uendelig skønhed, der snildt kunne have indgået som afsluttende ekko efter et storladent forløb.

I min verden skal musik fungere på musikalske og ikke filosofiske præmisser. Så man må konkludere, at jeg ikke forstår symfonien

Men sådan gør Eichberg ikke. Han fører ikke 6. sats til en forløsende slutning. Han indføjer en 7. sats, der sådan set blot er én lang optakt til 8. sats (ikke ulig 3. sats af Ruders’ 1. symfoni). Men det fungerer ikke rigtigt. 8. sats udbygges til et tredelt, syv minutter langt forløb og kommer derved til at virke som endnu en ny begyndelse i stedet for den sublime afslutning, den kunne have været.

Det er muligt, at Eichberg har tænkt alle disse misproportioner som udtryk for ‘ubesvarede spørgsmål’. Men i min verden skal musik fungere på musikalske og ikke filosofiske præmisser. Så man må konkludere, at jeg ikke forstår symfonien.

Hør på Spotify · Hør på Apple Music

Søren Nils Eichberg: ‘Symphony No. 3 · Morpheus’, udgivet af Dacapo.

Redaktionel note: I en tidligere version af artiklen havde den uduelige redaktør af uransalige årsager, ikke mindst for ham selv, byttet om på de to afsnit, der indledes »Men satsen viser sig« hhv. »Herpå følger yderligere seks satser« – det er nu rettet, og vi beklager.

Læs også:

Musik i en ny verden
Tim Rutherford-Johnsons introduktion til de sidste 30 års ny musik er et afgørende arbejde for den offentlige samtale, skriver Nikolaj Strands, 08.03.18

En sublim skizofreni
Sune Anderberg anmelder uropførelsen af Poul Ruders’ 5. symfoni i DR’s Koncertsal, 15.01.15

Yggdrasil slår stadig rødder
Forestillingen om en nordisk musik lever videre i kunsten. Nikolaj Strands anmelder udgivelsen af Sunleif Rasmussens 2. symfoni, 26.09.16