11.10.17

Robotter, systemer og den fri fantasi

Anmeldelse af Wayne Siegel: Celebration, Per Nørgård: Orgelbogen - Canon, Axel Borup-Jørgensen: Organ Music

»Robotmusik kan, som hos Wayne Siegel, være vital fri og næsten musikantisk spontan. Den menneskeskabte kan, som hos Per Nørgård, være mystisk, utilgængelig, ja, næsten overmenneskelig. Og så kan der, som hos Axel Borup-Jørgensen, være momenter, der éntydigt synes at pege på musikken som menneskeskabt.« Svend Hvidtfelt Nielsen anmelder tre aktuelle udgivelser med orgelmusik.

Robot og menneske – Det er et tema, der bliver stedse mere aktuelt i takt med udbredelsen af automatiske plæneklippere, selvkørende biler og automatiske hjemmeplejere. Eksempler på den diversitet af formål indtoget af robotter tjener: Nogle skal gøre os livet mere behageligt, nogle gør det sikrere og andre har blot til formål at spare penge. Smukkest havde det været, om hovedargumentet for brug af robotter var, at de kunne gøre noget, mennesket ikke selv kan.

Netop sådan bruger Wayne Siegel teknologien. Han overlader i orgelværket Celebration såvel udførelse som komposition til computerteknologien. Musikskabelsen sker gennem vejrsatellitters påvirkning af et computerprogram, udførelsen står fire robotter – én for hvert af orglets manualer – for. Man kan umiddelbart mene, at musik opstået af vejrgudernes styring af forprogrammerede computere har meget lidt med menneskelig komposition at gøre. Hvor er kunstnerens stadigt arbejdende intuition henne i dette? 

Hvor er kunstnerens stadigt arbejdende intuition henne i dette? 

Det er et spørgsmål, som ikke kun computerteknologien kan stilles. Også i midt-1900-tallets avantgardemusik, ja selv i den lidt senere holistiske oplevelsesnære form – man finder den hos en komponist som Per Nørgård – finder vi eksempler på teknikker, der synes uafhængige af komponistintuitioner. Lyden af dette kan f.eks. studeres i Nørgårds store orgelværk Canon fra starten af halvfjerdserne. Og chancen til at gøre det, foreligger lige nu med en fremragende nyindspilning af organist Jens E. Christensen, der udover Canon har indspillet Per Nørgårds store Orgelbog – en samling af diverse mindre orgelstykker skrevet mellem 1955 og 2014. Både Christensens og robotternes indspilninger er udkommet i år på DACAPO-records. Men Christensen har ikke ladet det blive ved Nørgård. Også Axel Borup-Jørgensens orgelmusik har han indspillet. CD’en hedder helt enkelt Organ Music, er udkommet på Michala Petri og Lars Hannibals forlag Our Recordings og indeholder et bredt uddrag af Borup-Jørgensens produktion for soloorgel, orgel og slagtøj (Mathias Reumert), orgel og cembalo (Mahan Esfahani) og orgel og sang (Pia Rose Hansen, Jakob Bloch Jespersen). Det tidligste værk, det første han skrev for instrumentet, Strophen for orgel og alt, er fra 1961, og det seneste, Portal er for orgel og slagtøj.

Høres disse tre CD’er i lyset af hinanden, giver de potentielt et udtryksspænd fra robotten over systemet til den frie intuition. For så vidt som Axel Borup-Jørgensen komponerede uden systematiske forlæg. Det er fra min side en påstand. Modsat Siegel og Nørgård har Borup-Jørgensen altid været tilbageholdende med at fortælle om sine kompositoriske procedurer. Jeg har i hvert fald ikke bemærket kommentarer derom. Mere om det nedenfor.

Emnet er altså nu opridset: Fra robot over system til menneske. Hvad betyder det for det kunstneriske udtryk? Hvad er forskellen disse tre udgivelser imellem? 

Der er forskellige type forskelle at tage fat på. Jeg tænkte i første omgang på den rent klanglige forskel. På hvordan det lyder. Men måske skulle man starte med en anden forskel. Hvordan det præsenteres. 

Først Siegels Celebration. 

Wayne Siegel i Det Kongelige Danske Bibliotek.

Celebration, et mesterligt gjort værk
Det er et gigantisk timelangt værk komponeret i 2014 til orglet i Hallgrimskirkja i Reykjavik. Giver denne overgivelse af al magt til robotterne anledning til etiske overvejelser? Måske ligefrem fagforeningsmæssige (at robotterne også kan overtage organisternes Gudstjenestevirke kunne jo anses som en arbejdsmæssig trussel)? Nej, det er ikke lige vinklen. Vinklen er næsegrus tekniktilbedelse. Endelig er vi fri for det menneskelige, der i den medfølgende pressemeddelelse karakteriseres som ren ”indgriben”:

»I 60 minutter tager fire robotmusikere kontrollen med et gigantisk orgel – uden menneskelig indgriben (min kursiv) (Fra pressemeddelelsen)«

”Indgriben” er alt det slemme mennesket gør i naturen, når det ødelægger den. Det er vi herligt fri for hos Siegel. Det, der griber ind i Siegels komposition, er herligt (økologiske?) menneskeligt neutrale data fra vejrsatellitter. Hvilket øjensynlig åbner for følgende æstetisk/filosofiske oplevelse: 

”Indgriben” er alt det slemme mennesket gør i naturen, når det ødelægger den. Det er vi herligt fri for hos Siegel

»Islandske hymner og livedata fra en vejrsatellit fortolkes af de virtuelle organister, hvorved menneskets kultur og vores planets klima bliver indlejret i hver en tone, vi hører.« (ibid)

Fordi teknikken er af en bestemt art, indlejres planetens klima i de toner, jeg hører. Hvad det betyder, ved jeg faktisk ikke. Er det overhovedet en oplevelsesmodus at høre klimaindlejringer? Det bliver ikke bedre inde i bookletten, hvor jeg kan læse følgende, for mig ikke mindre umulige oplevelsesbeskrivelse. 

»Min tolkning kan måske strækkes så langt, at Siegels automata er et udtryk for verden i den antropocæne tidsalder, hvor natur, kultur og dermed også teknologi ikke længere er skarpt adskilte fænomener, men nu betragtes som organiske enheder, hvor hver en faktor har indvirkning på den anden.« (Sanne Krog Groth, programbogen, s.14,)

Er der virkelig nogen, der oplever dette gennem lytning til musikken?

Er musikken sådan skruet sammen, at man straks får den æstetiske oplevelse (for såvidt en sådan overhovedet kan findes) af tidsrigtig interaktion robot og natur imellem? 

Er dette da essensen af robotmusik?

Man kunne også stille et andet spørgsmål: Er en sådan tilgang reserveret robotmusik? For, nej, det er den ikke. Da Nørgård komponerede med uendelighedsrækker, gyldne proportioner og de deraf afledte koordinerede tempolag, gik den filosofisk tolkende del af musikverdenen i samme grad i selvsving over hvor økologisk, healende denne musik var, om hvordan verdensfreden stod lige for døren, hvis blot flere lyttede til den. Sådan præsenteres Nørgårds musik ikke længere. CD’en omtaler kun komponistens egen »konstant udviklende filosofi, hvor videnskab, astrologi og kosmologi fra Øst, Vest, fortid og nutid smelter sammen til personlige visioner.« (Jens E. Christensen og Jens Cornelius i CD’ens booklet, s.14) Og det sker i forlængelse af instrumentet ”orgel” og dets naturlige tilknytning til det religiøse rum. Nørgårds musik er vokset ud over den oprindelige teknikbenovelse, der omgav den.

Nørgårds musik er vokset ud over den oprindelige teknikbenovelse, der omgav den

Borup-Jørgensens musik har i den henseende altid haft en særstatus. Hans minutiøse partiturer og ekstremt præcise krav til instrumenter og udførelse kunne lige så vel have risikeret at danne udgangspunkt for en (ganske vist pengeløs) industri, som diverse fortolkere og fremlæggere har kunnet positionere sig igennem. Præcis som Nørgårds teorier i sin tid blev brugt af mange af os. Men det er ikke sket. Notationen er forblevet det mellemværende mellem komponist og musiker, som den er skabt som, ligesom Borup-Jørgensens kompositonsteknik er forblevet blot et mellemværende mellem ham selv og hans materiale. Ingen påduttes en forudbestemt lytteoplevelse. Bordet er frit. 

Men det kan bordet også være i forhold til de øvrige to CD’ers værker såfremt booklet, pressemeddelse og anden hype lægges til side til fordel for det i sidste instans eneste vedkommende spørgsmål: Hvordan lyder musikken?

Siegels Celebration lyder umiddelbart som typisk Siegelsk. Det åbner med et ultrakompakt minimalistisk forløb. Siegel udnytter de fire robotters evne til at gøre det, ét enkelt menneske ikke kan. Det fremstår i en første gennemlytning som et associerende værk, der kaleidoskopisk til stadighed fluktuerer fra idé til idé. Det ene fører til det andet. I et timelangt værk. Det burde være ulideligt. Når det ikke er det, er det først og fremmest fordi de klangflader og musikalske gestalter, Siegel formår at skabe gennem fraværet af menneskelige begrænsninger på forunderlig vis til stadighed er interessante, fængende, i det hele taget værd at lytte til. Dertil kommer, at gennemlytning nummer to pludselig afslører et bredt udvalg af genkomster. Der er formdannende akkordsøjler, der er syv gentagelser af en trille episode, hvor hele orglet i stadig nye klangkombinationer formeligt står og ryster, så man kunne frygte, det faldt fra hinanden. Og så er der de små melodiske episoder, angiveligt bygget på salmemelodier. 

Det i sidste instans eneste vedkommende spørgsmål: Hvordan lyder musikken?

Byggestenene dukker op bogstavelig talt som vinden blæser. For som Siegel forklarer: »Reglerne sættes af komponisten, mens de generative algoritmer konstant og endeløst genererer og transformerer værket uden menneskelig intervention. Data fra vejrsatellitten bliver fodret direkte ind i computerprogrammet og brugt til at styre algoritmerne. Kort sagt: Vejret dirigerer musikken, mens det er computeren, der komponerer den.« Når man hører musikken, lyder det umiskendeligt som om computeren blot ”komponerer” i ordets egentlige betydning af sammensætter, de gestalter og forløbsmuligheder Siegel har sat ind. Om det er sådan, ved jeg ikke. Og det er vel også ligegyldigt. Værket fungerer som et gigantisk associerende forløb sammensat af et begrænset antal musikalske gestus, der hver især kan forvandles i forskellige retninger, men som alle har det tilfældes, at de føles konstant nærværende og spontant inspirerede. Kræver en sådan animeret musik maskiner, tager jeg gerne det med. Vi har i det hele taget at gøre med et mesterligt gjort værk. Lad så være, at slutningen kan virke underlig og abrupt. Man spørger sig, hvorfor det netop er én time og ikke to, tre eller syv timer værket varer. Men den abrupte slutning er vel en konsekvens af værkets præmisser. Måske flere gennemlytninger vil øge forståelsen.

Og a pros pos disse præmisser skal man huske, at værket som sådan jo ikke findes, men skabes på ny ved opførelse dikteret af sol, vind og regn. Indspilningen er at forstå som en indspillet improvisation. Det væld af erfaringer og aha-oplevelser, som mine kun to lytninger har forvisset mig om ligger gemt, er jo blot tilfældige udslag af vejret. Ikke desto mindre må indspilningen som indspilning tages som et foreliggende dokument, hvis interne strukturer uanset robotters formodentlige mangel på hensigt, ligger åbent for tolkning og eventuel erkendelse. 

Organist Jens E. Christensen lytter til optagelsern med lydtekniker Preben Iwan. Foto: Kristian Lønsted

Canon forvandler
Modstillingen menneske/maskine bør måske erstattes af modstillingen komposition/ improvisation? 

I Nørgårds storværk, det uendelighedsrækkebaserede Canon, er det spørgsmålet om maskinen, der trænger sig på. Indledningens oprulning af klang kunne sagtens have været maskingenereret. Hvilket det jo i en vis forstand også er, i og med at det er Nørgårds præetablerede uendelighedsrække, som giver tonerne. Og det er tydeligt, at tonerne ikke kun er intuitivt udvalgt, men følger et opfatteligt rationale, som altså snildt kunne have været resultat af en programmering. 

Heller ikke det musikalske udtryk røber mennesket. I forhold til orglets udladninger i Celebration synes Canon langt mere (maskinelt?) kontrolleret. Det er ingen kritik. Canon indvarslede i sin tid en helt ny musik, en ny måde at forholde sig til musik på. Det indvarslede en langt mere radikal musikforståelse, end den Celebration er et produkt af. Canon er mærkeligere end Celebration. Mere mystisk. Her føles en overkompositorisk vilje, hvis styrke mærkes bag komponistens konstante valg blandt tilgængelige muligheder. Netop denne kamp, kampen der tvinger komponisten ud i momenter, der uden kamp ville have været utænkelige, tonesætninger, der umiddelbart kunne synes som nonsens, men som henter sin styrke af sammenhængen, er det, der sætter sig igennem som æstetisk kvalitet – særligt i Christensens stramme og samtidigt organiske udførelse. Celebration imponerer, engagerer og forundrer. Canon forvandler. Siegels maskiner forvalter på egen hånd på forhånd forståelige gestalter. Nørgårds maskine – uendelighedsrækken – dikterer en melodiføring, der i umanipuleret version ret beset er af en anden verden, hvorved komponisten tvinges til at redefinere begrebet ”forståelig gestalt”.

Det er interessant at sammenligne Nørgårds løsninger i Canon med dem, han vælger for et andet af halvfjerdsernes uendelighedsrækkeværker som CD’en også rummer, orgelbogens afslutningssats, Libra. Her sikres en umiddelbar forståelighed gennem en fast sekstendedelspuls, der holder sammen på satsens tekstur og (yderst velvalgte) farveskift. Programbogen sammenligner musikken med J.S.Bachs præludium i C-dur fra første bind af das Wohltemperierte Klavier. Jeg associerer (af årsager, jeg ikke selv forstår) til Terry Rileys In C.

Portræt af Axel Borup-Jørgensen.

Organ Music
Også Borup-Jørgensens Kalligrafier har en struktur, der i lyset af hvad Siegel kan med maskiner, kunne lede tankerne hen på computergenereret komposition. To forskellige satselementer, liggende klange og staccattobevægelser, klangligt ikke ulig elementer fra Canon eller Libra, veksler på uforudsigelig vis stykket igennem. Er dette intuitivt komponeret – inden for de åbenlyse grænser det valgte materiale sætter – åbnes for spørgsmålet om intuitionens forhold til computerprogrammering? For såvel intuitionen som computerprogrammerne fastsættes forudbestemte rammer, som derefter udfyldes tilfældigt af computeren, kunstnerisk genialt og velovervejet af komponisten. Med resultater, som dog ligger nær hinanden.

At intuition og en menneskelig komponist ikke blot er forhistoriske overvurderede størrelser vidner dog flere andre af værkerne på Borup-Jørgensen-CD’en. Størst indtryk har de to repræsentanter for hans ”for orgel”-serie, for orgel IV og for orgel XI samt ikke mindst hans monumentale Winter Music for orgel og slagtøj.

I en musik, der lige så lidt som Nørgårds læner sig op af kendte gestikker, formår Borup-Jørgensen f.eks. i for orgel IV og for orgel XI at skabe en organisk bevægelse, hvis identitet etableres gennem subtile gentagelsesstrukturer og delikate rytmiske og klanglige enheder, som i Christensens udførelse får en egen smidig naturlighed, der ellers skulle synes det egensindige materiale umuligt. Hvorfor er jeg nu her så sikker på, at det er menneskeskabt? Det kommer af de uventede indslag, der – når først de er sat – straks synes næsten ventet. Det kommer af den måde det ene element får konsekvens for det næste. Vel åbner en uendelighedsrækkes begrænsninger for at gøre det umulige muligt. Men med total frihed til intuitivt at kunne reagere på sine egne indfald og derved ikke blot klangligt gestisk sandsynliggøre dem, men også lade dem blive betingende for det kommende, er slet heller at foragte. Og da slet ikke når det sker med Borup-Jørgensens finfølelse.

CD’en åbnes og lukkes med slagtøj. Første værk er fra 2009 og dermed CD’ens nyeste, men det bliver med sin korte spilletid af 1.40’ ikke til meget andet end en appetitvækker Winter Music er også i den henseende en mastodont. I over 15 minutter udspilles en konfrontation mellem slagtøj og orgel, hvor de to instrumenter på forunderlig vis komplementerer hinanden i såvel dia- som kontra-log. Organ Music fra Our Recordings er samlet set en teknisk, udførelsesmæssigt og naturligvis også kompositorisk imponerende og velkommen udgivelse.

Siegels Celebration har som et af sine elementer salmemelodier sat i en usædvanlig kontekst. Det samme finder i Nørgårds Orgelbog. Den består af et præludium fra 1956 komponeret til en vens bryllup af fem små orgelkoraler fra 1955, udgivet af EWH i en samling af dengang ”nutidige” orgelkoraler. Dertil kommer tre senere komponerede koraler (1976, 1992 og 1995), et sommerpræludium (1991),  Libra (1973) samt seks variationer over hans egen melodi  til Ole Sarvigs tekst ”Som året går” (1976-1980). 

Den finesse og opfindsomhed, som jeg påpegede i Borup-Jørgensens to for orgel værker, gennemsyrer også Nørgårds tidlige orgelkoraler. Det er svært ikke at blive overvældet over den tidlige modenhed, disse værker udviser. Den unge Nørgård har en udsøgt klangsans og en helt egen fantasi, med hvilken han transformerer de gamle salmemelodier til noget fuldstændigt nyt og andet. Den fundamentalt anderledes anes her. Den kompositoriske fantasi, disse værker udstråler, synes ustækkelig. Og et værk som Canon, hvor fantasien udfoldes indenfor snævre bånd, kan høres som en dokumentation heraf. Mindre udfordrende – men smukt – finder jeg de første af hans hans variationer over ”Som året går.” Først i fjerde og femte variation kommer den Nørgårdske fantasi for alvor til udfoldelse. At det er menneskeskabt er tydeligt. På samme måde som hos Borup-Jørgensen; har satsen end aner tilbage i uendelighedsrækken, er variationerne frie og melodien tilsættes samme element af forunderlighed, som den unge Nørgård gav sine salmemelodier. 

Maskinen. Brugen af denne indbyder (åbenbart) til højtravende filosofiske tolkninger. Sætter vi maskiner til at komponere er vi så nutidige, så avantgarde som overhovedet muligt, vi kan tildeles en plads i de nye begrebers verden. 

Mennesket. Det mest interessante for mig i gennemlytningen af disse tre CD’er er i hvor ligegyldigt musikkens tilblivelsesproces er i forhold til dens udtryk. Robotmusik kan, som hos Siegel, være vital fri og næsten musikantisk spontan. Den menneskeskabte kan, som hos Nørgård, være mystisk, utilgængelig, ja, næsten overmenneskelig. Og så kan der, som hos Borup-Jørgensen, være momenter, der éntydigt synes at pege på musikken som menneskeskabt. Hos såvel Borup-Jørgensen som Nørgård træder disse tydeligst frem i de overraskende drejninger, der samtidig på udefinérlig vis føles rigtige.

Dette ikke være sagt som kritik af hverken det ene eller det andet. 

De tre CD’er er alle overmåde anbefalelsesværdige.

Mere information om de tre udgivelse findes på nedenstående links: 
Wayne Siegel: Celebration
Per Nørgård: Orgelbogen - Canon
Axel Borup-Jørgensen: Organ Music