30.07.18
‘The Cave’ er en del af Copenhagen Opera Festival. © Elias Moraitis/Copenhagen Opera Festival

Seis-guiden: Overload af opera, kønsroller til debat og symfonisk rykind på hipsterfestival

– begivenheder, du skal holde øje med i denne og næste uge

På den hippe Haven Festival møder Det Kongelige Kapel op i stærk formation, i Århus afholder en ung forening symposium om kønsroller i den eksperimenterende musik, og Copenhagen Opera Festival går tilsyneladende all-in. Seismograf giver sit bud på, hvad der er værd at holde øje med i de kommende dage.

Det Kongelige Kapel på Haven Festival. Symfoniorkestre viser sig sjældent fra deres mest ambitiøse side, når de forlader koncertsalen og tropper op på en festivalplads. Tit med uddrag fra Star Wars i kufferten. Anderledes med Det Kongelige Kapel, når det i år åbner den hippe Haven Festivals hovedscene. John Adams’ glitterfyldte fanfare Short Ride in a Fast Machine giver koncerten en intens indledning, inden Anna Thorvaldsdottirs knugende, krybende dommedagsvibes i Aeriality og Radiohead-guitarist Jonny Greenwoods effektfulde toneklynger i Popcorn Superhet Receiver sørger for lidt proteiner som supplement til publikums formentlig allerede stabile indtag af mikrobryg. Til slut britiske Anna Clynes tidligste, dramatiske orkesterværk, Rewind, og Haven-medskaber Bryce Dessners mindre fremfarende St Carolyn by the Sea – tidligere indspillet af Copenhagen Phil – med ham selv og The National-kollegaen Aaron Dessner som solister på elguitar. (Refshalevej 151, København, fredag 10. aug. kl. 14.40, entré.) Info

Symposium: Sounding Gender. Der skal tales, lyttes og bygges, når den århusianske forening Across the Floor afholder sit første årlige symposium om eksperimenterende musik og lydkunst. Temaet er kønsroller, og aktiviteterne spænder fra et seminar om kvindelige elektroniske komponister gennem tiderne til transnoise-workshop. Derudover optrædener af bl.a. Alicia Jane Turner med værket Quiver for violin og samples af vibratorer og orgasmer, Jomi Massage, Louise Vind Nielsen og Kristoffer Raasteds Orchid Domain. (Studio 02K, Jægergårdsgade 154, og Radar, Skovgaardsgade 12, Århus, 3.-5. aug., delvis med entré.) Info

Copenhagen Opera Festival. Der findes næppe en mere Instagram-venlig genre end operaen, og årets Copenhagen Opera Festival har flere bud på værker, der vrister sig fri af formatets historiske bagage. Louise Alenius’ incestuøse Silent Zone, sidste års store, alvorlige samtaleemne, er tilbage i en opdateret udgave (Nordisk Film, Mosedalvej 14, torsdag 2. aug. kl. 16, 19 og 22, entré), det samme er Birgitte Alsteds elektroniske monolog for sopran Beruset (Torvehallerne, Frederiksborggade 21, fredag 3. aug. kl. 15, gratis). Fra Grækenland kommer den tværmedielle cyberpunk-opera The Cave, hvor Sokrates er blevet til en robot (Folketeatret, Nørregade 39, tirsdag 7. aug. kl. 17 og 20, entré), og Sverige sender en nycirkus-udgave af Philip Glass’ legendariske Gandhi-epos Satyagraha (Folketeatret, lørdag 11. aug. kl. 20, søndag 12. aug. kl. 15, entré). Info

New Music for Strings Festival. Den transatlantiske festival for nyere strygermusik er tilbage i Danmark efter et år i New York. På Det Jyske Musikkonservatorium holder den norske komponist Eivind Buene og den amerikanske musikforsker Judith Lockhead foredrag om tendenser i samtidens musik (Skovgaardsgade 2, Århus, lørdag 11. aug. kl. 16 hhv. torsdag 16. aug. kl. 16, gratis), mens der vil være en stribe af koncerter i både Århus og København med musik af bl.a. Buene, Kaija Saariaho, Line Tjørnhøj, Anna Thorvaldsdottir og Simon Steen-Andersen. (Århus og København, 11.-19. aug., delvis med entré.) Info

Nyt album med orkesterværker af Søren Nils Eichberg. En koncert, der skilte vandene i DR’s Koncertsal for nu tre år siden, var uropførelsen af Søren Nils Eichbergs 3. symfoni. Kunne vi overhovedet rumme noget så storladent, og hvad skulle man gøre af sig selv i den skibsforlisende hjertevrider af en sidstesats? Døm selv, for nu udkommer værket sammen med den heftigt prikkende Morpheus, der også er rig på dekadente omslag mellem glinsende, dybtsøgende drømmebilleder. (Søren Nils Eichberg: ‘Symphony No. 3 · Morpheus’. DR Symfoniorkestret og Koncertkoret, Robert Spano, Joshua Weilerstein. Dacapo Records, fredag 10. aug.) Info

Læs også:

Musik, der vokser
Selvom hun stadig er ung, er den islandske komponist Anna Thorvaldsdottir allerede omspundet af myter. Lasse D. Hansen interviewer, 24.01.18

Improvisationen åbner musikkens verden
Ingeborg Okkels har mødt komponist Birgitte Alsted, der arbejder med improvisation og digital teknologi i sin musik, 04.12.17

Når en timelang sats er for kort
Den amerikanske komponist Philip Glass mødte op med sit eget ensemble i Helsingør. Svendt Hvidtfelt Nielsen anmelder en fem timer lang koncert, 08.06.16