23.05.18
© CC0

Fem højdepunkter fra årets Spor Festival

– anmeldelse af Spor Festival 2018, Århus, 3.-6. maj

Den århusianske Spor Festival understregede med velvalgte, og til en vis grad velkendte, audiovisuelle totalværker sin unikke position i festivallandskabet.

Årets Spor Festival blev en næsten forudsigelig succes.

Med allerede roste totalværker af Heiner Goebbels og Niels Rønsholdt på programmet samt danmarkspremieren på et nyt, stort remix af tre værker af Simon Steen-Andersen tillod jeg mig at ankomme til festivalen med store forventninger.

De blev i høj grad indfriet.

Fra det helt intime møde med en tavs pianist i en campingvogn til de store audiovisuelle satsninger fra nogle af Europas førende komponister fungerede Spor Festival 2018 som et panorama over helt aktuelle tendenser, deres potentialer og deres problemstillinger.

Fem værker skilte sig især ud.

1. Simon Steen-Andersens flyvende cirkus
– Simon Steen-Andersen: The Way Sounds Go

Når historien om dansk musik i det 21. århundrede engang skal skrives, vil første kapitel med stor sandsynlighed handle om Simon Steen-Andersen. Med Run-Time Error (2009) står han bag det måske mest fascinerende og originale værk af en dansk komponist siden årtusindskiftet. Et video- og performanceværk, der ligesom et stykke software – et antivirusprogram, et styresystem, en app – opdateres løbende, fordi det tager udgangspunkt i den bygning, det opføres i. På den måde folder Run-Time Error sig hele tiden ud på ny og illustrerer på adskillige niveauer sit symbiotiske forhold til den helt aktuelle samtid, det er skabt i.

Nu fik vi så en helt ny udgave at se ved Spor Festival. Steen-Andersens nyeste værk, The Way Sounds Go (2018), er et scenisk remix af tre af hans egne værker. Det er de færreste komponister, der kan slippe af sted med den manøvre, men i tilfældet Steen-Andersen kunne det næsten ikke virke mere naturligt. Idéen om at sætte ting sammen på ny er indlejret i kernen af hans arbejde – ikke bare i Run-Time Error, hvor han optager lyde fra fantasifulde ‘kuglebaner’ bygget af inventaret i det enkelte koncerthus og med to joysticks spoler hektisk frem og tilbage i optagelsen, men også i de to andre værker, det Youtube-samplende vejrtrækningsstudie Asthma (2017) og det muterende musikforedrag If This Then That and Now What (2016).

I en kalejdoskopisk orkan af bevægelser ind og ud af de tre værker sidder Simon Steen-Andersen selv bag en teknikpult i scenens venstre side, mens det seks mand høje Decoder Ensemble fra Hamborg er travlt beskæftiget på resten af scenen. Som et symbol på magtforholdet står komponisten helt bogstaveligt og trækker i trådene, da han via et reb har kontrol over en fyldt, sort affaldssæk, som undervejs bliver hævet op under loftet og tabt ned på gulvet. Et symbol på komponistens fulde kontrol og magtudøvelse – en rolle, der løber som en understrøm i Steen-Andersens værker og giver dem en mørkere, fascinerende efterklang af noget tvetydigt totalitært, som man kan vende tilbage til, når man er færdig med at imponeres over deres tekniske opfindsomhed og underholdende timing.

Grænsen mellem fiktion og virkelighed bliver igen og igen overløbet. Det ene øjeblik spoler Steen-Andersen frem og tilbage i videooptagelser af Decoder-musikerne, hvor de er brikker i forunderlige, forvoksede kuglebaner og puslespil af lydgivere; det næste øjeblik ‘spoler’ han frem og tilbage i deres bevægelser på scenen. Én musiker kommer ud ad en dør i venstre side, netop som en anden, men identisk klædt, går ud ad en dør i højre side, hvis de vel at mærke ikke bliver spolet baglæns ud ad venstre dør igen; et real life-loop til den samplede lyd af døre, fodtrin og dyb bas.

Det er overrumplende, men ikke uden udfordringer. Skyggesiden af så ambitiøst et foretagende som The Way Sounds Go er, at timingen bliver afgørende for, hvor overbevisende menneske og teknik smelter sammen. Andreas Borregaard, som Asthma oprindeligt er skrevet til, har sat barren urimelig højt. Ved tidligere lejligheder har han vist, hvor virtuost det lader sig gøre at skifte mellem gengivelser af vidt forskellige åndedræt og stemmer blot ved hjælp af et akkordeon og en mikrofon, mens en række mutede videoer med fokus på vejrtrækning bliver vist med accelererende intensitet. Decoder er et godt stykke fra Borregaards præcision, og spørgsmålet er, hvor godt de spektakulære audiovisuelle ambitioner hos Simon Steen-Andersen og hans ligesindede stemmer overens med de praktiske vilkår hos de musikere, der skal lægge krop til. Mange komponister har i tidens løb bevæget sig væk fra virtuoskulturens idealer – primært af kunstneriske hensyn, men det har også været en bevægelse, der har skabt en afslappet koncertpraksis. Men måske er det tid til, at virtuositet og det sublime igen vinder indpas blandt de unge komponister. Når timingen lykkes i The Way Sounds Go, er der næsten intet, som kan måle sig med den fascinationskraft, værket udøver.

Decoder Ensemble og Simon Steen-Andersen. © Frederikke Hoeijmans Vang

2. Besatte klaverer og en afsat menneskehed
– Heiner Goebbels: Stifters Dinge

Der findes andre løsninger på virtuosproblemet. Man kan for eksempel helt eliminere mennesket fra scenen. Spor Festival kunne, takket være solid fondsstøtte, relativt sensationelt præsentere en af de store, dyre produktioner fra tyske Heiner Goebbels’ spektakulære œuvre. Pengene er godt givet ud, for det er netop denne slags ekstravagante audiovisuelle oplevelser, der giver festivalen sit særpræg.

Verden er affortryllet, og der er ingen trøst at finde i en svigefuld menneskehed. Sådan siger den franske filosof Claude Lévi-Strauss i et samplet interview halvvejs inde i Stifters Dinge (2007). Udsagnet spejler sig i hele Goebbels’ ekstatiske totalværk, hvor fem afpillede, mekaniske klaverer er stablet oven på hinanden og indtager hovedrollerne, mens mennesket kun optræder som samples i en overflod af opstillede højttalere. Instrumenterne er skåret helt ind til benet og står med blottede strenge som illusionsløs mekanik.

Men, fortsætter Lévi-Strauss i interviewet, selvom verden er affortryllet, kan man godt drømme om eventyret. Han har selv set mystiske landskaber opstå i refleksionerne i butiksruder, når man kører forbi dem i bus. Og mens man sidder blandt publikum i Stifters Dinge, er det den samme verden af slør og genspejlinger, der møder én i det store, mørke studie. Selvom Goebbels har forvist mennesket fra scenen, lyder menneskelige stemmer på alverdens sprog fra højttalerne, og de fem klaverer bliver menneskeliggjort i en perlerække af mystificerende, fortryllede tableauer, der involverer adskillige halvgennemsigtige lærreder, teaterrøg og – med mest wow-faktor – tre bassiner med vand, der til sidst muterer fra et stålklart spejl til en formørket, oprørsk kemisk sump, hvorfra bobler af tøris springer frem i rædselsvækkende slowmotion.

Ud over de spøgelsesagtige klaverer og stemmer, som dominerer værket, er der også plantet en håndfuld nøgne træer på den i øvrigt bevægelige scene. Naturen bliver tematiseret som en fremmed i verden. Ikke kun som den står dér blandt tørismaskiner og mekaniske instrumenter, men også i en af de længere fortællende samples, der får tempoet i forestillingen til at veksle mellem opskruede amoksekvenser, hvor instrumenter bliver som besatte, og drøvtyggende historiefortælling om for eksempel et par mænd, der drager ud i naturen og opdager, hvor ukendte dens lyde virker for dem.

Om det er naturen, affortryllelsen, spøgeriet, Goebbels’ mange metaniveauer eller noget helt femte, man hæfter sig ved i Stifters Dinge, er op til den enkelte. De mange skarptskårne tableauer og sceniske gimmicks giver værket en overflod af fortolkningsmæssige indgange, som både er dets styrke og svaghed – er det et spraglet, afvekslende univers, der folder sig ud, eller er det et kompositorisk kludetæppe vævet sammen af cirkusnumre og fortællerstemmer? Jeg tror, det er begge dele.

Heiner Goebbels: ‘Stifters Dinge’. © Mario del Curto

3. Et matadormix af modsatrettede følelser
– Niels Rønsholdt: Blik for blik

Melodramaet er en af de mere mærkværdige guilty pleasures, vi drages af som mennesker. Det er forceret, urealistisk og gennemvædet af det, vi i fuldt dagslys uden tøven ville kalde dårlig smag. Alligevel svælger vi i det, når det falbyder sig som hjerte-smerte-sangskrivning eller kitschede tv-serier. Den urolige kvalitet ved Niels Rønsholdts værker er, at de taler med melodramaets uindskrænkede stemme, men at det kan være vanskeligt at afgøre, om der er tale om en kritik eller en kærlighedserklæring. Endnu vanskeligere kan det være at bestemme sig for, hvilken af de to der ville være at foretrække rent kunstnerisk. For er der ikke også et eller andet potentiale i at kunne tematisere melodramaet uden at distancere sig fra det?

At Blik for blik (2017) er forceret melodramatisk, er tåkrummende tydeligt lige fra begyndelsen. Så tydeligt, at man hurtigt indser, at det er meningen. I foyeren i Filmbyen møder man noget, der kunne ligne amatørudgaver af Twin Peaks eller Riget. En mand fra Ensemble Scenatet introducerer på langsomt, klichéfyldt valbyengelsk den oplevelse, der venter de halvtreds fremmødte. Med underpræsterende David Lynch-mystik i stemmen taler han om grænsen mellem kunst og virkelighed. None of this is real, it’s just words.

Inde i koncertrummet sidder vi i en cirkel, hver af os akavet nervøse, fordi vi har fået udleveret et kort med tre melodramatiske sætninger på engelsk, som vi skal læse højt, når vi mærker en hånd på skulderen. Fra en roterende scene i midten af cirklen hører vi flimren fra cello og udstrakte dur- og molakkorder fra håndholdt orgel, mens vores patetiske replikker falder i løbet af en meget lang halv time. I hate you because you don’t come to me when I cryI want you to stayI want to be alone. En sæbeopera mellem to mennesker, hvor klichéer fra tv-dramaets parallelverden udgør ordforrådet.

Anden halvdel foregår i mørke og uden yderligere publikumsinddragelse. De to ‘elskende’ synger lyst og inderligt i dialog med Scenatet-musikernes uskolede korstemmer. Stilen er med adresse til gammel kirkemusik, og de samme retningsløse akkorder fra første halvdel dominerer fortsat. Den patosfyldte, monotone tristesse bliver angrebet med hidsige knald fra musikerne – slagtøj, knaldperler, basklarinet med mere – og med lige så hidsige, blitzende projektører, så man må holde sig for både ører og øjne. Kontrasten er lige så overdrevet, som melodramaet er forceret; det er en slags følelsernes brutalitet, der rulles ud i Blik for blik.

Udtrykket er originalt, selvom brugen af udstrakt tid og gentagelse selvfølgelig er set før. Især melodramaets manglende ironiske distance adskiller Rønsholdt fra andre komponister, men det svulstige holdes nogenlunde frisk med angrebene i mørke. Det umiddelbart overfladiske, som præger melodramaet og værkets enkle harmonik, eksisterer side om side med en autoritær, masochistisk stemme i udtrykket, som med åbne øjne forcerer publikums aktive deltagelse i en grad, så det føles som en gidseltagning. Hvor skal man ellers opleve den slags?

Ét er, at Rønsholdt åbner for nye erfaringer for publikum. Noget andet er, om hans gentagne afsøgning af det melodramatiske udtryk på et tidspunkt vil nå et mætningspunkt for ham selv. Jeg har en fornemmelse af, at han stadig har kulminationen på sit ret enestående æstetiske projekt til gode, og at det, hvis det lykkes ham at finde frem til det, inden han eventuelt skifter retning for at finde ny inspiration, vil stå som et referencepunkt i nyere dansk musikhistorie.

Sven Micha Slot fra Scenatet introducerer ‘Blik for blik’. © Maia Meier Duus

4. Lysmagi og wellnessklange
– Alexander Schubert: Wavelet A ‘Societies/Sciences’

Den 39-årige tysker Alexander Schubert er et af de bedste eksempler på en voksende flok af komponister, som for alvor gør lys til et musikalsk materiale i egen ret. Hans 17 minutter lange Wavelet A ‘Societies/Sciences’ var det klare højdepunkt i den belgiske kvartet Zwerms koncert på Godsbanen.

Det er et værk med en klar dramaturgi. Først hører man en fejlbehæftet computerstemme: »Societies, sciences,« fremstammer den hakkende, mens et wellness-væv af new age-harmonier strømmer ud af højttalerne og får ekstra bund fra Zwerms elguitarer. Heftige bølgebrus i slowmotion med paradisisk diskant-overload. Og så kommer projektørerne.

Med militaristisk præcision illuminerer fire blå lyskanoner taktfast den runde scene og musikerne, der står bag et halvgennemsigtigt slør. Tempoet stiger, og flere lys bliver sat i spil – nu i mere aggressive blitzformer. Gamle lyde af transistorer, filmfremvisere og kameraer blander sig, det samme gør cikadelignende naturlyde, mens det samlede lydbillede veksler mellem et accelererende klimaks og total stilhed. Projektørerne udøver deres magt: I en serie af skarpe skift mellem mørke og knaldrødt lys hører man lige så knivskarpe skift mellem stilhed og høje brag. Det er en bevægelse fra kosmos til kaos, som til sidst vender tilbage til ro og den fejlbehæftede computerstemme.

Schuberts værk er fyldt med fascinationskraft, skarphed og transparente, genkendelige lyde. Det bliver aldrig krystalklart, hvor han helt præcis vil hen med sit vekselspil mellem den totale, syntetiske velklang og de dionysiske impulser, og det er måske en kritik, der kan rettes mod hans generelle virke, men det er stærkt underholdende og fyldt med viljen til virtuose tricks og illusioner.

Zwerm gemte sig i dette runde, halvgennemsigtige hylster. © Frederikke Hoeijmans Vang

5. Alene i en tavs campingvogn
– Gwen Rouger: Caravan

Et nyt stilhedsværk! I gården uden for Århus Kunsthal har man placeret en campingvogn. Hvis man tør, kan man skrive sig på en liste og blive en af ganske få, der får chancen for at komme indenfor, hvor den franske pianist Gwen Rouger sidder parat ved et opretstående klaver. Der er kun plads til én ad gangen.

Indenfor bliver man bedt om at agere bladvender, mens hun følger den australske komponist Charlie Sdrauligs komplekst noterede klaverværk Collector (2015). Over og under hver node markerer hjemmelavede symboler og lange forklaringer, hvordan tangenten skal berøres. For det er i den intime berøring af tangenterne, værket udfolder sin verden.

I stedet for toner hører og ser man Gwen Rouger slå små, forsigtige slag på en tangent, som aldrig bliver trykket langt nok ned til at aktivere klaverets strenge. Andre tangenter rykker hun fra side til side, hiver op i eller lader stille fingeren glide ned og op ad. Lydene, der alligevel opstår, er hvislende som en frisørs klip rundt om øret.

Der findes mange slags stilheder, ligesom der findes mange slags lyde. Rougers koncertinstallation, Caravan (2017), understreger, at stilhedsgenren er noget, man som festivalgæst godt kan vænne – og glæde – sig til under besøg i de mindst vanetænkende koncertsale og på de mest nysgerrige musikscener. Bliver man en lille smule bedre menneske af den her slags tolerance- og bevidsthedsudvidende øvelser? Man har i hvert fald chancen.

Gwen Rougers campingvogn. © Frederikke Hoeijmans Vang

Spor Festival bød ud over disse fem udvalgte højdepunkter bl.a. også på koncerter og installationer med og af kunstnere som Duo Hellqvist/Amaral, Shitney, Søs Gunver Ryberg og Ragnhild May.

Læs også:

Al magt til blokfløjten
Jakob Gustav Winckler interviewede lydkunstneren Ragnhild May forud for årets Spor Festival, 23.04.2018

Eavesdropping on ourselves
Andrew Mellor anmeldte Spor Festival 2017, der bl.a. bød på et samarbejde mellem Bent Sørensen og Tomas Espedal, 24.05.2017

Illusionisterne
Sune Anderberg kunne i 2016 berette om en Spor Festival, der stod i tryllekunstens tegn, 26.05.2016

Mellem flydende youtube og klingende problemer
Og i 2015, hvor Spor Festival fejrede 10-års jubilæum, lagde Sune Anderberg mærke til nogle både fascinerende og mærkværdige musikalske sprog på festivalen, 25.05.2015