26.06.18
Stemningsbillede fra dette års Klang Festival i København. © Alexander Banck-Petersen

»Ingen tegn på fremtidsiver«: Trine Boje Mortensen svarer Mathias Heise

– svar på debatindlæg

Musik, som vil chokere, dominerer ikke det musikalske landskab i Danmark. Det vurderer Trine Boje Mortensen, promotion director hos Edition Wilhelm Hansen (sponsor af Pelleprisen) og bestyrelsesmedlem for Klang Festival, i dette svar på Mathias Heises debatindlæg.

Kære Mathias

Der er mange vinkler, mange spændende vinkler, i dit debatindlæg, og jeg når ikke at gribe fat i dem alle.

Først må jeg komme med en disclaimer: Jeg er ikke stærk i Karl Poppers tekster, kender ikke hans begreb ‘æstetisk futurisme’ (selvom jeg nu har læst lidt op på det) og finder det svært at benytte konstruktivt i denne debat, da jeg ikke ser nogen tegn på tendenser i nutidens musik, der priser tanken om, at kunsten vil bevæge sig frem mod det æstetisk bedre i fremtiden. (Slå mig, hvis jeg har misforstået alting.)

Nyskrevet musik bidrager positivt
Det, jeg ser som tendenser i den nye musik i dag, er en ekstrem mangfoldighed.

Tro mig, langt de fleste symfoniorkestre vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for ikke at chokere deres betalende publikum!

I mit arbejde med at sælge nulevende komponisters værker til internationale orkestre ser jeg ingen, overhovedet ingen, tegn på, at der er fokus på progressivitet, fremtidsiver, eller, som du skriver, at »god kunst skal chokere flertallet«. Tro mig, langt de fleste symfoniorkestre vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for ikke at chokere deres betalende publikum! Det betyder, at komponister, som skriver musik, der er i berøring med dur/mol-tonalitet, der har meditative, repetitive eller melodiøse kvaliteter, har langt større salgbarhed. Betyder det, at det er dårlig musik, der bliver bestilt og spillet af moderne symfoniorkestre? Selvfølgelig ikke! Det er musik fra allerøverste skuffe rent kvalitetsmæssigt. Det er musik, der engagerer publikum, som bidrager positivt til verden, sådan som du beskriver. Det er musik, der udtrykker mørke, dybde og intensitet.

Så jeg vil påstå, at det fokus på det udelukkende æstetisk progressive som kvalitetsstempel, som du beklager i dit indlæg, faktisk ikke findes hos symfoniorkestre, hverken herhjemme eller internationalt.

Avantgarde øger mangfoldigheden
Så hvor er den at finde? Du nævner selv Klang Festival, og det synes jeg faktisk er lidt sært. Klang er – det står i festivalens titel – en avantgardefestival. Det er da at tone rent flag. Selvfølgelig spiller festivaler som Klang, Ultima (i Oslo, red.), Spor (i Århus, red.), Huddersfield Contemporary Music Festival og alle deres europæiske og oversøiske søsterfestivaler knivskarp ny musik. De ville ikke leve op til deres navn og væren, hvis de ikke gjorde.

Det er på festivaler som disse, at nyskreven musik kommer i dialog med sin tid. Det er her, der foregår en utrolig frugtbar og til tider intens dialog fra kunstværk til kunstværk, fra komponist til komponist, mellem publikum og musik, mellem koncertarrangører og publikum og så videre. Det er her, man køber billet, når og hvis man føler trang til at blive chokeret, kede sig, blive overrumplet, le og undres … det er publikums eneste chance for at møde den blomstrende, vilde musik, der til enhver tid bliver skrevet. Er disse værker bedre end de værker, symfoniorkestrene spiller? Nej. På ingen måde. Det ved vi vist alle. Men de er heller ikke værre. De er anderledes. De er en del af mangfoldigheden.

En helt tredje type af ny musik er den, der bliver spillet ved koncerter i det ganske land i musikforeninger og ved lokale klassiske musikfestivaler. Her er der nemlig også et broget tæppe af top-ensembler, der turnerer med nyskrevne værker. Også her er det fremragende værker, der ikke på nogen måde er komponeret for at chokere et publikum. Tværtimod.

Så fra min synsvinkel har vi et kæmpe landskab af nyskreven musik, der rækker fra den vildeste avantgarde til det helt ‘klassiske’, om du vil. Det er alt sammen en del af vor samtids musik, og en del af den vil også række langt ind i fremtiden. (Og så har jeg ikke engang nævnt den blomstrende kormusik!)

Et spørgsmål om opmærksomhed
Det, som jeg tror er problemet, hvis der er et, er, at du og ikke mindst pressen, der skriver om musikken, fuldstændig ensidigt fokuserer på, hvad der foregår hos de store orkestre og ved de større festivaler.

Hvis du vil nyde det blomstrende musikliv i sin helhed, er du nødt til at skifte fokus og ikke kun se på ny musik-festivaler, men på festivaler og koncerter, der programsætter nyskreven musik

I det debatindlæg, du har skrevet, tæller det tonale eller ‘ikke-avantgardistiske’ ikke, fordi det ikke bliver spillet på en prestigiøs festival. Du er selv med til at presse en trekant ned i et firkantet hul ved at kræve, at Klang eller andre ny musik-festivaler skal spille musik, der ikke i sit musikalske udtryk og materiale er det, vi nu lige kalder progressivt. Selvfølgelig skal disse festivaler fokusere på musik, der går i dialog med samtiden og gør det helt ud til kanten.

Problemet er, at utrolig meget af den gode musik, der ikke lige falder ind under den hat, lever et liv, der ikke er fokus på. Der er mange uropførelser hvert år, der ikke bliver anmeldt i de største dagblade eller får et indslag på P2. Der er fine ensembler og festivaler i provinsen, der fuldstændig forbigås af musikmagasiner i alle medier, og der findes lige præcis noget af den musik, du efterspørger. Det er ikke, fordi den ikke er der. Men der er ikke ret meget fokus på den, og det vil jeg give dig helt ret i. Men det betyder i min optik ikke, at der skal laves – ret meget – om på selve musikudøvelsen, men nok i den opmærksomhed, der bliver den tildelt. Hvis du vil nyde det blomstrende musikliv i sin helhed, er du nødt til at skifte fokus og ikke kun se på ny musik-festivaler, men på festivaler og koncerter, der programsætter nyskreven musik.

Læs også:

Debat: Blindt fokus på at overskride grænser?
Komponister, anmeldere og konservatorier fokuserer for ensidigt på, at musik skal være nyskabende. Det mener mundharpespiller og jazzkomponist Mathias Heise i dette debatindlæg, 26.06.18

»Urovækkende«: Niels Rosing-Schow svarer Mathias Heise
Komponist og professor i komposition Niels Rosing-Schow mener, at Mathias Heise med sit debatindlæg risikerer at skabe et misforstået fjendebillede af nyskabende musik og kunst. Det er farligt, skriver han i dette modsvar, 26.06.18

»Ikke for at chokere«: James Black svarer Mathias Heise
Komponist James Black, den seneste modtager af Pelleprisen, har læst Mathias Heises debatindlæg og giver her sit svar på kritikken, 26.06.18

Også komponist Jeppe Ernst har læst Mathias Heises debatindlæg. Han har sendt os følgende Tomas Tranströmer-citat som svar:

Radikal og Reaktionær lever sammen som i et ulykkeligt ægteskab,
formet af hinanden, afhængige af hinanden.
Men vi som er deres børn må bryde ud.
Hvert problem råber på sit eget sprog.
Gå som en sporhund hvor sandheden trådte!
(“Om historien”, Klange og spor, 1966, på dansk ved Peter Nielsen)