04.09.15

Triumfen, ingen opdagede

Looking for Courage, produceret af OperaNord og Sifenlv New Media Studio, 26.-29. august

Det endte med at gå helt galt for forestillingen ‘Looking for Courage’. Men hvad ingen har opdaget, er, at det jo netop måtte gå galt. At snekanonerne, storhedsvanviddet og den rullende bar ikke bare var en kunstnerisk hjerneblødning.

Hvordan repræsenterer man et tabu? Den 4. juni 1989 rullede kampvogne ind på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Det kinesiske styre bragte studenternes og arbejdernes kritik til tavshed. Hundreder, måske tusinder, mistede livet. Men ingen taler om massakren i dag, i hvert fald ikke i Kina.

Det er udgangspunktet for den musikdramatiske forestilling Looking for Courage. Man vil fortælle historien om opstanden, men også om fraværet af historien om opstanden. Og antagonismen lykkes. Hvor hele projektet umiddelbart falder sammen om sig selv, bliver kollapset ved nærmere eftertanke årsagen til succesen. Det er så udspekuleret, at ingen andre anmeldere har fanget det, og jeg var selv ved at blive en af dem.

Kælderen er en cirkel, og vi vandrer én vej, mens teatret går den modsatte

Konfucius siger hej
En time efter start er vi tilsyneladende ikke kommet rigtigt i gang endnu. Vi har vandret rundt i nærheden af Tietgenkollegiet i små grupper. Med turguide, øresnegl og aktivitetsbog. Udført eksotiske ritualer, spist dumplings og drukket varm te. Hørt små bidder af ‘Danmark, nu blunder den lyse nat’. Alt har været som en udflugt arrangeret af Politiken Plus. Der er sågar lagt op til en fortælling, hvor hele studenteroprøret kan ses som et resultat af ungdommelig Sturm und Drang. Ni hao, kinesiske turismekontor.

Men så går porten op til parkeringskælderen under kollegiet. Aftenen gør sit første omslag. Kælderen er en cirkel, og vi vandrer én vej, mens teatret går den modsatte. Teatret, der helt utvetydigt viser den forbudte historie om oprøret, kontrollen og magten. Fra studinen i rød frakke, der cykler langsomt og utrygt forbi os, til den uniformerede mand, der troner på sin kørende gulvvaskemaskine – stedfortræder for Type 59-kampvognen, der blev brugt af Folkets Befrielseshær.

Oluf Ring og Thøger Larsen er afløst af Niels Rønsholdt. Den 37-årige komponist har skrevet én lang arie, der toner ind og ud, mens håbløsheden udspiller sig. Og inspirationen er hentet hos Mahler, en af de eneste, der nogensinde har formået på troværdig vis at lade sine værker vrænge ad sig selv uden at være ironiske. At repræsentere den protesterende undertrykkelse.

Foto: Christoffer Askman.

The truth is down there
Der sker ikke en skid, kort sagt. Et klaver skifter langsomt og dystert mellem rungende gis-mol og cis-mol. Det er der ikke meget fremdrift i, men det er som skabt til den endeløse betoncirkel. Banalt, utvetydigt, indfølt. En cello filer langsomt vandrende. Dybt og alvorligt. Så glisserer den, ‘her er jeg’. Men den er ikke alene. Mezzosopranen Loré Lixenberg er der også, og dét i sin pragtrolle som den ekspressive melisme-domptør, der dirigerer sine atonale løb frem og tilbage omkring et udstrakt suk. Fortielsens lyde.

Men den selvudtalte Mahler-reference – helt specifikt til Das Lied von der Erde – ville ikke give mening uden det sidste element i kompositionen. Das Lied von der Erde er Mahlers asiatiske fantasi, en symfonisk sangcyklus, der maler med østlige pensler på et vesteuropæisk lærred. Og det er her, snarere end i evnen til at lade undertrykkelsen komme til udtryk, Rønsholdt har haft sit fokus.

Det er hernede i kælderen, Looking for Courage står stærkest. Det ville man ikke kunne vise i Kina

Looking for Courage er blevet til i et samarbejde mellem danske og kinesiske kunstnere. Rønsholdt har undersøgt oversættelsen og forvrængningen i mødet mellem dansk og kinesisk. Oversat danske viser til kinesisk, og omvendt, men også oversat sprog til lyd. Ikke kun cikaderne sprog, som celloen mimer med sit glissando. Også kinesiske digte – de samme, som Mahler gendigtede – som er blevet læst op og siden manipuleret på forskellige måder.

Her kommer kompositionens sidste element ind i billedet. Det er den unge Wu Tingcui. Med sin anime-overdrevne pigestemme virker hendes orientalsk inspirerede melodik ikke bare eksotisk i sig selv. Den løber tilsyneladende også gennem en vocoder og bliver altså dobbelt fremmed. Resultatet er fængende i al sin samtidige banalitet og kompleksitet. Der er en indre modstand i musikken, den bruges ikke kun til direkte kritik, sådan som teatret ellers lægger op til.

Det er hernede i kælderen, Looking for Courage står stærkest. Det ville man ikke kunne vise i Kina.

Venter på popcorn
Anderledes er det, når vi kommer op i kollegiegården. Her slår udtrykket igen om. Den minimalistiske utvetydighed bliver til oppustet svulstighed, som man kender det fra åbningsceremonierne ved de Olympiske Lege. En tunghed af symboler, et virvar af mennesker i flok. Budskaberne er så tilpas slørede, at de kan betyde hvad som helst. Udtrykket så pompøst, at man kan sluge det uanfægtet, som var man i cirkus.

Lixenberg og Tingcui synger igen, kun beskedent opmærksomme på det beat af geværsalver, der runger i baggrunden. Snesevis af cykler kredser om græsplænen, hvide faner bliver båret rundt, og vi blander os i mylderet. Hysterisk punktechno blæser ud af højttalerne, megafoner udsender ophidsede råb, cyklerne kimer med klokkerne, der er diskolys, og de første forskrækkede gæster søger mod udgangene.

Hvad sker der ellers? Der sker jo så meget. En længere solodans ved Liu Zheng, et sted mellem Michael Jackson og tai-chi. Nogen dør. Projektører krydser i bedste Ghostbuster-stil deres lysstråler i et kryds over gården (kryds aldrig jeres stråler!), og kunstig sne daler. Vi får udleveret øl og sodavand, hvis vi har bestilt det. Jo, sgu. En flok af frivillige overtager scenen med små skåle, de stryger på, som var det vinglas – lyden runger og får lov at være. Måske en fortiet mindestund? Måske, for alt er vagt, både som budskab og som udtryk. Til sidst er Rønsholdts antagonismer reduceret til sødladen singer-songwriting. Den tredje afdeling i kollegiegården er en fiasko.

Foto: Christoffer Askman.

Udspekuleret fiasko
Og heri ligger fundamentet for den succes, som ingen har fået øjnene op for. Det tog også mig selv flere dage at komme væk fra den lunkne mavefornemmelse, der lå og blandede sig med den bitre maltøl lige efter afslutningen. Kritikken tivoliserede sig selv, æstetikken blev til grød. Men måske skulle forestillingen netop mislykkes.

Hvem ved sine fulde fem kombinerer catering, snefald, lysshow, solodans, opera, optog og 117 andre indtryk i ét udtryk?

Hvem ved sine fulde fem kombinerer catering, snefald, lysshow, solodans, opera, optog og 117 andre indtryk i ét udtryk? Men det er her, tabuet kravler frem på scenen. Det er her, at selv en forestilling om lige præcis massakren på Pladsen drukner sit eget udtryk i et overudbud af distraktioner. Hvor selv den skurrende musik bliver sødladen. Hvor sammenhængen går fløjten, ja hvor man indser, at den nidkære optagethed af at udfylde siderne i den udleverede aktivitetsbog blot var én af disse distraktioner. Ligesom maden, oplysningerne i øresneglen, illusionen om, at publikum skulle være en aktiv del af forestillingen.

Anmeldelserne har været lunkne, de fleste direkte dårlige. Hvilket er perfekt. For repræsentationen af et tabu må jo glemmes. Det er næsten så udspekuleret en fiasko, at man knap tror, det kan være planlagt. Jeg er selv i tvivl. Men selve udførelsen er så gennemført – i al sin tvivlsomme karakter – at jeg må lade tvivlen komme OperaNords Louise Beck og resten af holdet bag Looking for Courage til gode. Fandeme så – de kan meget vel have snøret os alle sammen.