05.11.18
© Morbid Mumbles 2017, CC-BY

– Undskyld mig, jeg har en aftale på skafottet

– kommentar efter Moderne Mandag-koncert, 22.10, Kbh.

De sidste hundrede års musik udgør en historisk parentes på landets få store scener for kompositionsmusik. Men de små scener må ikke blive tamme refugier for musikalsk nysgerrighed. Tag kampen op med den institutionelle orden.

Der er pause. En gammel mand står og taler med en bekendt. Helt diskret og med en enkelt hånd pakker han et lille marcipanbrød ud. Øjeblikket efter har han knipset det skødesløst sammenkrøllede, lyserøde slikpapir gennem luften. Det bløde, henslængte knips med fingrene er rutineret, den gamle mands bekendte ænser det vel knap. Mat glitrende lander papiret på et langbord midt i lokalet, lige til venstre for en tallerken fyldt med blege havrekiks og bag to papvine fra Irma. Den gamle mand begynder at gumle og taler videre.

Andre senede hænder følger trop, knipsebevægelsen er den samme. Inden jeg snapper ud af mit betragterblik, er alle marcipanbrødene på bordet taget, og kun indpakningen ligger tilbage. Jeg skal ikke nyde noget af havrekiksene, nu en ny snotsæson er indledt. Et glas vin tør jeg godt nærme mig. Uh, økologisk.

Kan vi samles på denne måde, mere sukker- end oprørstrængende, uden at lade en eneste bemærkning om guillotiner eller tjærebøtter falde?

Snakken går i det lille baglokale i Metronomen, hvor arrangørerne af koncertserien Moderne Mandag har dækket op. Folk passerer rundt med tykke institutionsglas kvartfyldt med vin og veksler et par opmuntrede ord om musikken. Forsyner sig på ny ved bordet i al bakteriel ubekymrethed og finder en ny bekendt, de ikke har set siden de gode, gamle dage i Det Unge Tonekunstnerselskab. Det vil være for dovent at kalde det en fætter-kusine-fest, husker jeg mig selv på.

En enkelt bemærkning, dog. Trods alt. Det har været en overraskende god koncert før pausen. Måske er det ikke den mest hårdkogte modernisme, vi har hørt fra Trio Ismena på scenen, men den har været fyldt med små finurligheder og varierede udtryk, der har kaldt på et større publikum. De halvårhundredligt gamle værker af Gunnar Berg, Jan Maegaard og Ib Nørholm – værker, som ikke findes indspillet – har lydt mere friskt oplysende end kedeligt indlysende. Modernismens anstrengende uangribelighed har kun vist sig i glimt.

Her kommer det så, mit men. For noget gik jo altså galt i sidste århundrede. Ellers ville dette mærkværdigt indrettede kulturhus på Frederiksberg ikke være et af de eneste steder, man kan gå hen for at høre den musikalske modernisme, hvis tonesprog op gennem det 20. århundrede gav komponister en vej ud af verden af i går. Men det er ikke desto mindre tilfældet.

Hos de syv store og magtfulde symfoniorkestre i landet fylder musik komponeret siden Anden Verdenskrig kun ti procent af repertoiret og ligner en sur pligt

I løbet af de seneste fire år er Gunnar Berg blevet spillet én gang på P2, Jan Maegaard overhovedet ikke. Hos de syv store og magtfulde symfoniorkestre i landet fylder musik komponeret siden Anden Verdenskrig kun ti procent af repertoiret og ligner en sur pligt.

Den musik, vi sidder halvtreds mennesker og hører i Metronomen, og kompositionsmusik skrevet i løbet af de sidste 70 år generelt lever altså på mere eller mindre tålt ophold i periferien af det musikalske landskab. Kan vi samles på denne måde, mere sukker- end oprørstrængende, uden at lade en eneste bemærkning om guillotiner eller tjærebøtter falde, mens vi i alt væsentligt opfører os som hos enhver anden klub for borgerlig kammermusik?

Hvad modernisterne fortrængte
Modernisternes historiske fejl var vel, til forskel fra de rendyrkede avantgardister, at deres æstetiske revolte kun sjældent blev fulgt op af et lige så radikalt opgør med den institutionelle orden. De moderniserede tonesproget og deltog også aktivt i den offentlige debat, men ud over oprettelsen af en række eksklusive, private lytteklubber og nogle åbne foreninger for ildsjæle lykkedes det aldrig for alvor at bryde med den klassiske musikkulturs sociale konventioner. Det lykkedes ikke at modernisere de bærende institutioners grundlæggende selvforståelse som vogtere over det 18. og 19. århundredes musik.

Deres udvikling [har] de seneste årtier helt entydigt [...] peget i retning af et øget fokus på kommerciel succes

I dag er de fleste af de små lytteklubber og foreninger historie. De store institutioner som operahusene, symfoniorkestrene og DR er efterhånden de eneste, der kan nå ud til et større publikum. Alle har de det tilfælles, at deres udvikling de seneste årtier helt entydigt har peget i retning af et øget fokus på kommerciel succes, selvom en overvældende del af deres indtægter kommer fra offentlige tilskud.

De fem landsdelsorkestre modtager for eksempel hver 40-50 millioner kroner årligt fra stat og kommune, men har kun billetindtægter for en tiendedel af det beløb. Alligevel virker de med deres programlægning mere optagede af at sælge billetter end at sikre et udfordrende og varieret udbud af koncerter. Musikalsk nysgerrige enkeltpersoner kan undtagelsesvist gøre en forskel, sådan som DR’s daværende musikchef Mogens Andersen gjorde det i efterkrigsårtierne. Men det lader til, at den institutionelle ordens tyngdepunkt er den klassiske musikkulturs guldalder i 1800-tallet. Det punkt, al bevægelse har retning mod.

Bemærk et af de resultatmål, Aarhus Symfoniorkester præsenterer i sit seneste årsregnskab: »Aarhus Symfoniorkester skal have særligt fokus på nykomponeret musik med mindst en årlig dansk uropførelse.« Orkestret afholdt 79 »symfonikoncerter m.v.« i 2017. Hvordan én uropførelse skulle kunne udtrykke et særligt fokus i den sammenhæng, er et mysterium.

Besøger man program- og podcastoversigten på P2’s hjemmeside, finder man [...] ingen fokuseret formidling af nutidens komponister

Intet tyder på, at der er optræk til en kursændring. Besøger man program- og podcastoversigten på P2’s hjemmeside, finder man, ud over fire udsendelser af Kristian Leth om New York fra 2014, ingen fokuseret formidling af nutidens komponister. Og selvom repræsentationen af kvindelige komponister længe har været et højt prioriteret mål for Dansk Komponistforening og andre mindre aktører i musiklivet, er det stadig en Find Holger-bedrift at opspore kvindelige komponister i operahusenes, symfoniorkestrenes og P2’s programlægning.

Når orkestrene en sjælden gang har en uropførelse på programmet, er den som regel stedmoderligt klemt ind mellem en senromantisk symfoni og en wienerklassisk klaverkoncert. Så kunne man næsten lige så godt lade være, og det lader da også til at være ønsket hos nogle af orkestrenes musikere, der ikke kan skjule deres modvilje mod nutidens musik. Efter en symfonisk koncert med en håndfuld kortere uropførelser sidste år fortalte et par af de involverede musikere mig om kolleger, der ligefrem obstruerede de nyskrevne værker under indøvningen. Og tidligere i år så jeg musikere fra et landsdelsorkester nægte at modtage en ung komponists tak på scenen, efter de havde uropført hans nye symfoni.

Statens Kunstfond holder med personlige arbejdslegater hånden under en række af nutidens komponister. De legater har Dansk Folkeparti dog tidligere i år luftet ønske om at afskaffe; i stedet skal det ifølge partiet være op til institutionerne, og institutionerne alene, at søge midler til nye bestillingsværker – som herefter vil blive sendt i offentligt udbud. Jorden kan hurtigt komme til at brænde under landets komponister.

Indbydelse til egen begravelse
Tilbage i Metronomen er vi nået til aftenens sidste klavertrioer, denne gang helt nye værker. Før pausen har især Ib Nørholms Trio nr. 1 (1959) gjort indtryk med opfindsomme, korte pauser i satserne og en cool kompleksitet, som burde præsenteres for et større publikum. Efter pausen er det uropførelsen af Martin Staunings 3 Barcarolles (2018), der fortjener større opmærksomhed, end vi halvtreds gæster kan præstere.

Hvislende, fjerlette hvirvelvinde i violinen bliver autoritativt-legende standset og sat i gang på ny af klaveret. Stauning puster en ild i sit værks slanke form med bølger af afbrydelser og gentagelser. Tonale fragmenter dukker op, klædt i undergangsklæder af glidende, klagende strøg med buerne. Ind og ud af musikken svæver en tåge af tristesse. Instrumenterne skiftes til at spille rollen som motivbærer og vandal. Det ene øjeblik jagter kat og mus hinanden i klaverets yderregistre, mens violinen udstøder lette, gnidende skrig, det næste øjeblik dikterer afbrydelsen et omgående rolleskift.

Denne form for højskoleklingende benspænd og museale påskeæg [...] får næppe den institutionelle orden til at vakle

Staunings tresatsede klavertrio beskæftiger sig efter hans eget udsagn med græsk mytologi, og undervejs er der indlagt citater af både Mendelssohn og en italiensk kastratsanger fra det 18. århundrede. Mette Nielsens nye værk, Den samme flod (2018), der til forskel fra Staunings virker noget forceret med sin kantede naivisme, er opkaldt efter førsokraten Heraklit og citerer på Moderne Mandags opfordring fraser af Gunnar Berg, Axel Borup-Jørgensen og Erik Jørgensen.

Denne form for højskoleklingende benspænd og museale påskeæg, som man finder talrige eksempler på i nyskrevne værker i dag, får næppe den institutionelle orden til at vakle, og det generelle fravær af eksplicit institutionskritik er egentlig paradoksalt: Selvom han meget vel kan vise sig at være en af sin generations fornemste komponister, risikerer Martin Staunings formfuldendte mytemusik, hans ituslåede skønklang, at ende som en musikhistorisk fodnote, sådan som institutionerne agerer i dag. Alligevel er musikken som et andet offer for stockholmsyndromet pænt bundet ind i den borgerlige musikkulturs indpakningspapir. Groft sagt.

Har du prøvet at genstarte?
Så hvad så? Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har den store tiltro til, at de store institutioner for alvor ønsker at gentænke sig selv. Meget kan man sige om Me Too-bevægelsens uhyggelige domsfældelser uden rettergang, men måske er det den slags sociale bevægelser udefra, der skal til for at ryste en kæmpe ud af sine rutiner. I hvert fald så længe kunstpolitik ikke er et emne, der interesserer andre politikere end rindalister.

Billetindtægter og lyttertal er illusoriske mål at indrette sig efter, når offentlige tilskud udgør så overvejende en andel af indtægterne

De store platforme er nødt til at anerkende den stadig stigende magt, de besidder i det musikkulturelle kredsløb. Billetindtægter og lyttertal er illusoriske mål at indrette sig efter, når offentlige tilskud udgør så overvejende en andel af indtægterne, men det er en blind automatik, man også finder hos adskillige andre kultur- og uddannelsesinstitutioner. Det er udtryk for en defensiv ledelsesstrategi, og den dag et politisk ønske om besparelser indfinder sig, vil det blive stadig vanskeligere for institutionerne at overbevise nogen om deres dannelsesmæssige vigtighed.

Når de en dag vil stå ved deres magt, må de store platforme også finde frem til en ny selvopfattelse som kulturinstitutioner. Operahusene må påtage sig en ny rolle: ikke kun som museum for operatraditionen, men som audiovisuelle huse med ansvar for tværmedielle og performancebaserede værker med et stærkt visuelt udtryk. DR må nulstille sin formidling af kompositionsmusikken og dens søskende og finde tilbage til sin rolle som oplysningsorgan i stedet for i praksis at fungere som nostalgibåret lydtapet for en aldersmæssigt meget skævt fordelt lytterskare.

Og så er der orkestrene. Her må man indse, at man har en rolle som koncertscene. Invitér de mindre ensembler med på scenen, vi behøver ikke endnu et suppe, steg og is-program med en ouverture, en symfoni og en koncert fra 1800-tallet. Find inspiration hos alternative organisationer som amerikanske Bang on a Can, der arrangerer musikmaratoner med mange timers varierede opførelser, udnyt hele koncerthuset på én gang, eller søg ud på andre lokationer.

Det er udtryk for en defensiv ledelsesstrategi, og den dag et politisk ønske om besparelser indfinder sig, vil det blive stadig vanskeligere for institutionerne at overbevise nogen om deres dannelsesmæssige vigtighed

Tænk, hvis man ikke bare kunne gå til Moderne Mandag i Metronomen, men også en enkelt gang til Moderne Lørdag eller Nutidssøndag i et koncerthus, hvor man i løbet af en hel dag kunne gå til og fra koncerter med både små ensembler og et stort orkester, det hele formidlet entusiastisk via radiofoniens forskellige kanaler. Og tænk, hvis det ikke var en sjælden undtagelse i koncertudbuddet.

I en tid med rigelig adgang til brændende byer og menneskeracer på flugt, hærværk og pludselig død længes jeg ikke som Tom Kristensens lapsede digter mod katastrofer, men måske nok mod et opgør med den institutionelle orden og dens dyrkelse af verden af i går. Skarpt forfulgt, indrømmet, af længslen efter marcipanbrød.

Læs også:

Musik som maraton: Kom og gå, som du vil, eller bliv hele ugen
Det amerikanske Bang on a Can-kollektiv er berømt for sine maratonkoncerter. Og siden 2002 også for en festival nord for New York, et utopia for ny musik. Lasse D. Hansen har besøgt festivalen, 22.08.18

Tag tyren ved hornene!
Søren Møller Sørensen gør status over de sidste års diskussioner om institutionskritik i de tyske musikmiljøer. Diskussionerne er levende og på en måde opløftende i sig selv. Desværre ser det værre ud med konklusionerne, 05.05.15

Grand opera i det 21. århundrede – mellem stat og filantropi
Juliana Hodkinson undersøger nationale operainstitutioner i Europa ud fra en kulturpolitisk vinkel. »Hvorfor går det altid galt med grand opera i vores tid?«, 05.09.12

Efterlysning: musiklivets Louisiana
»Det er et paradoks, at ny dansk musik bliver bestilt og uropført meget mere i udlandet end herhjemme,« mener Hans Abrahamsen. Fire komponister om de institutionelle forhold i Danmark, 2010